Grønsalen ved Fanefjord er et af landets mest imponerende forhistoriske monumenter. Opført for omkring 5.500 år siden blev langhøjen brugt som begravelse for mindst 3 personer, der hver har fået deres eget individuelle gravkammer.

Grønsalens østlige afslutning med Fanefjord kirke i baggrunden. Til højre ses den nye kloaknedgravning.

Langdyssen, som er den videnskabelige betegnelse for sådanne anlæg, måler idag 102 meter, og er således en af landets længste eksemplarer. Men nu viser det sig, at langdyssen har været endnu længere.

I forbindelse med kloakering af gården, der ligger i forlængelse af Grønsalen mod vest, stødte arbejderne på nogle store sten, som fik dem til at kontakte museet. Stenene er ikke undersøgt endnu, men det kunne tyde på, at de stammer fra en form for fundament til randsten der er blevet fjernet på et tidspunkt. Den nuværende gård er opført omkring år 1800, og i den forbindelse har de sandsynligvis sløjfet den østlige del af højen.

At Grønsalen skulle have været endnu længere virker i bagklogskabens klare lys logisk. Dels er gavlstenene mod øst ikke særligt ‘pæne’. Afslutningen ser ikke rigtig ud sammenlignet med den flotte stensætning på langsiderne. Derudover ser det ud til at stenene på langsiderne gradvist bliver større og større jo længere de kommer mod øst. Det ville virke mere naturligt hvis de var størst på midten. At de ikke er det, kan forklares ved at den østlige del af dyssen simpelthen er blevet fjernet.

Gården ligger på en langstrakt bakke, som har været attraktiv at bygge en gård på for 200 år siden, fordi der har været forholdsvist veldrænet. Derfor blev hensyn til fortidsminder midlertidigt tilsidesat.

Nederst i billedet den nedgravede sten, der ligger i forlængelse af den sydlige randstensrække.

Hvor lang har Grønsalen så været? Det har vi ingen anelse om endnu. I løbet af de næste par uger begynder vi at undersøge det der er kommet frem. Men når man betragter landskabet på stedet er der ikke noget til hinder for, at Grønsalen har været 60-70 meter længere. Fortidsmindet har altså været endnu mere imponerende end det fremstår idag.

Gennem de sidste måneder har arkæologerne på museet talt en del med vores kolleger på Køge Museum om et fremtidigt samarbejde. Museerne Vordingborg har som bekendt det arkæologiske ansvar i Vordingborg, Faxe og Stevns Kommuner. Det betyder, at de to museers områder grænser op til hinanden.

Lige nu er vi ved at undersøge hvordan vi bedst kan samarbejde, så begge parter får lige meget ud af det, og så den samlede kvalitet af vores undersøgelser bliver højere end den er i dag. Men inden vi er kommet så langt, har vi lavet en snigpremiere. Køge museum har nemlig travlt for tiden med mange store udgravninger. Derfor har Museerne Vordingborg fået lov til at lave en stor prøvegravning ved Ølsemagle. Arealet er på størelse med 55 fodboldbaner, så det varer godt en måned før Henrik, Mass, Keld (!) og undertegnede er færdige med prøvegravningen. For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes, at gravemaskinen bliver ført af Jacob Noe Bovin fra Møn.

Udover gravningen ved Ølsemagle skal vi i løbet af kort tid starte endnu en gravning sammen med Køge Museum. Det er ved Toftegård på Stevns, hvor der i 1990′erne blev udgravet en meget rig boplads fra sen jernalder.

Søgegrøft ved Ølsemagle. Bemærk de to stolpehuller i forgrunden.

Idag startede den første rigtige etape i forskningsprojektet Lundby Mose. Det skal gerne ende med en bog om dette vigtige fund. Forud for første etape ligger års oldgranskning.
Etapen fandt sted på zoologisk museum i København. Her opbevares knoglerne, og formålet med besøget var at udvælge knogler til kulstof-14 datering.
Som billedets forsvindingspunkt ses en koncentreret museumsleder, der prøver at udgrunde hvad nogle kronhjorte- knogler laver i hans elg-fund.

I dag havde museet besøg af kulturminister Per Stig Møller. Baggrunden var naturligvis, at ministeren ville høre nærmere om borgcentret.

Per Stig Møller og hustru Xukun Ji hører om tilblivelsen af Jyske Lov

Under sit besøg fik Kulturministeren og hustru en rundvisning af Dorthe Wille-Jørgensen, der på trods af ministerens nyeligt brækkede ben blev kronet af en tur op i gåsetårnet. Efter rundvisningen blev ministeren budt på frokost på café Oscar, hvor borgcentret blev diskuteret mere indgående. Ministeren viste både stor interesse for projektet, og stor viden om borgen og de konger der boede her. Byrådsmedlem Birthe Helth (A) fortalte om hvilken betydning borgcentret vil få for Vordingborg.

Ministeren var imponeret over kommunens og museets arbejde med at få fremhævet borgens fantastiske historie.

Lars Sass Jensen viser rundt i sommerens udgravning

Som et kuriosum kan det nævnes, at ministerbilen blev den første bil, der kørte hen over det nye slotstorv op til museet.

Hvis man vil have et hurtigt overblik over Møns forhistorie gennem de sidste 8.000 år, er Busene have det helt rigtige sted at tilbringe et par timer. Det kan man meget passende gøre lørdag d. 18. juni hvor museet sammen med Geocenter Møns klint har arrangeret en rundvisning, der starter kl 13.

Fra Jægerstenalderen er der opsamlet oldsager på markerne bag Haven. Vandstanden var dengang højere end idag således at datidens kystbopladser idag ligger på tørt land.

Fra den tidlige bondestenalder er der en lille langdysse i Busene have. Den er opført omkring 3.500 f.Kr. I kystskrænten kan der også iagttages et kulturlag, der vidner om en bosættelse fra denne periode.

Fra den sene bondestenalder, tiden omkring 2000 f.Kr, er der i det lave område mellem de to små bakker der udgør Busene have undersøgt en boplads. Der er mange spor efter bopladser fra denne periode omkring Møns klint. Det skyldes at de på denne tid udnyttede flinten fra klinten industrielt, og at de blev rige ved at eksportere den til flintfattige egne af Skandinavien.

Der er ti fredede gravhøje i Busene have. Ingen af dem er udgravede, men udfra størrelsen at dømme drejer det sig formentligt om grave fra Bronzealderen.

Et af de mest kendte fund fra Busene, er en offerbrønd fra yngre bronzealder, omkring 800 f.Kr. Brønden blev fundet, da bonden rensede en skelgrøft op i 1903. Den indeholdt tre store bæltesmykker og knogler fra ko, får, hest, svin og hund. Finderen havde ikke tænkt sig at afhænde fundet. Først da Nationalmuseets direktør personligt mødte op med 400 kroner, blev oldsagerne sikret.

Fra vikingetiden stammer endnu et meget vigtigt fund fra Busene: Mandemarkeskatten. Den blev fundet i 1874 i forbindelse med en rektangulær stensætning. Stensætningen er efterhånden forsvundet, blandt andet blev der på et tidspunkt registreret at en vej gik tværs igennem den. I dag består dan bare af nogle enkelte sten. Mandemarkeskatten består af guld- og sølvsmykker med en samlet vægt på omkring et kilo. Da man havde fundet vikingetidsskatten besluttede man sig også for at lede efter skatte i en gravhøj, der lå lige op af stensætningen. I højen fandt man en begravelse fra yngre bonzealder.

Fra vikingetiden stammer måske også en Bautasten, der gemmer sig inde i den store klynge af gravhøje.

Ud for Busene have lå der i middelalderen en ladeplads, Brøndehøje. Den blev anlagt af lybækkerne. Senere var den kongeligt toldsted. Brøndehøje forsvandt under en stormflod i 1625. Ved lavvande har man tidligere kunnet se pæleværk, der stak op, og i sænkningen mellem Busene have og skansen er der fundet staver fra sildetønder. For nogle år siden fandt Møns svømmedykkerklub sporene efter en trækonstruktion på et par meters dybde.

Fortidsminder i Busene Have

I forbindelse med Brøndehøje opførte man formentligt også en lille borg, et voldsted. Dette blev genbrugt under svenskerkrigene i 1600-tallet, og måske også som skanse under englandskrigen i starten af 1800-tallet.

Gravemaskinen trækker en søgegrøft

I dag har museet prøvegravet ved Lundby Grus i Risby. Grusgraven skal udvides

en anelse mod nord, og i den forbindelse skulle vi sikre, at det ikke vil ske på bekostning af væsentlige fortidsminder.

På forhånd havde vi en formodning om, at der kunne være fortidsminder på området. I nærheden er der tidligere fundet en samlingsplads fra bondestenalderen og ved Præstøvej ligger oldtidsvejen Risbyvejen, der går tilbage til vikingetiden.

Men der viste sig ikke at være nogen fortidsminder, så arealet er nu frigivet.

I løbet af sommeren og det tidligere efterår arrangerer vi i samarbejde med Geocenter Møns Klint tre rundvisninger med fokus på kulturarv og natur.

Udsigt fra toppen af Timmesøbjerg

Busene Have

Den første tur finder sted i den gamle stævningsskov Busene have.

Indenfor dette lille areal, er der næsten alt hvad hjertet kan begære når det gælder fortidsminder og gode historier. Her er gravhøje fra bronzealderen og jernalderen, bopladser fra bondestenalderen og offerfund fra vikingetiden og bronzealderen – og så er der også en skanse fra krigen mod England i starten af 1800-tallet. Ud for kysten lå Møns Atlantis – ladepladsen Brøndehøje, der i 1625 skyllede i havet.

Turen finder sted lørdag d. 18. juni kl 13. Turen tager en til halvanden time. Vi mødes på den første parkeringsplads i Busene have.

Klinteskoven

Den anden tur finder sted i Klinteskoven d. 22. september kl 19.

Vi vil koncentrere os om området syd for campingpladsen, hvor der er en af landets højeste koncentrationer af gravhøje fra yngre bronzealder, tiden fra 1100-500 f.Kr. Vi vil forsøge at besøge 100 gravhøje på lige så mange minutter.

Mødestedet er Havrelukke parkeringsplads midt i klinteskoven.

Timmesøbjerg

Lørdag d. 22. oktober besøger vi bronzealderborgen ved Timmesøbjerg. Turen finder sted i tidsrummet 13-15. Mødested er Geocenter Møns Klint.

Alle turene er gratis for museumsforeningens medlemmer og for personer med gyldig billet til Geocenter Møns Klint.
View kulturarvsture 2011 in a larger map

Udgravning i dyreengen

Prøvegravningen i voldgraven er ved at være færdig. Nu venter der en masse analysearbejde inden arkæologerne kan begynde at planlægge selve udgravningen, der skal finde sted i løbet af 2012. Ved hjælp af planlægning skulle det ikke være nogen sag at åbne Borgcenteret d. 15. juni 2013 – med vand i voldgraven.

Den vestlige del af voldgraven bliver til dagligt kaldt for dyreengen, fordi der er dyr på engen! Denne del af voldgraven var oprindeligt en fjordarm, der strakte sig helt ind bag kirken. På forhånd havde vi en forventning om at der i denne fjordarm var bopladser i jægerstenalderen. Disse forventninger blev også opfyldt. Der viste sig nemlig omkring en meter under græsset, at der var et velbevaret kulturlag fra Ertebøllekulturen, tiden omkring 5.000 f.Kr. Der er efter alt at dømme tale om et område i vandkanten, hvor man har smidt alt sit affald.

Udgravning i kulturlaget fra Ertebøllekulturen.

Som man kan se på billederne, kan det være en smattet affære at udgrave bopladser fra stenalderen. Stenalderbopladser ligger ofte i tidligere vådområder, hvor der stadig er fugtigt idag.

For en arkæolog er sådan noget vandpjaskeri faktisk en god ting. Det betyder nemlig, at oldsager, der ellers ville være gået tabt, kan være bevaret. Vandet kan forhindre, at oldsager af organiske materialer som knogle og træ går til. Og det er faktisk også tilfældet i dyreengen, hvor vi fandt masser af knogler, gevir og træ. Så det lover godt for udgravningen til næste år.

Når man beskæftiger sig med den ældste del af vores forhistorie – jægerstenalderen – kræver det gode forestillingsevner, når man skal sætte sig ind i datidens levevilkår. De ældste sikre fund fra Danmark er omkring 14.500 år gamle. Bevaringsforholdene for den periode er temmelig dårlige, når det gælder materialer, der ikke er lavet af flint. Det betyder, at vi kun meget sjældent finder oldsager lavet i knogle, gevir og træ.

Men fornyeligt blev der publiceret et fund fra Polen, der i denne forbindelse er fuldstændigt unik. Det drejer sig om et stykke elgtak, hvor er lavet nogle indridsninger med et flinteredskab. Oldsagen er blevet kulstof-14 dateret til en periode for c. 13.000 år siden, hvor vi i Danmark også kender til mange bopladser. Ornamenterne består hovedsageligt af zig-zag linjer, der måske er en henvisning til vand og bølger. Og så er der afbildet en menneskefigur. I følge forskerne, der har analyseret elgtakken, er der tale om en nøgen kvinde, der ligger på ryggen med spredte bøjede ben og med armene rakt åbne mod beskueren. Ifølge forskerne tyder det på, at oldsagen har været brugt gennem lang tid, og muligvis er der tale om en religiøs genstand, der har været brugt ved ritualer.

For at det ikke skal være løgn, så findes der flere stenalderkvinder fra Polen fra nogenlunde samme periode. De er dog endnu mere specielle, da de ikke er ridset i tak eller skåret i knogler. Der er derimod tale om kvinder af sten.

Disse kvinder er omkring 15.000 år gamle, og de minder stilistisk om andre lavet i knogle og tak, der kendes fra jævngamle bopladser i Tyskland og Frankring. Nu er der måske nogen der tænker: det ligner overhovedet ikke kvinder. Og det kan de sådan set have ret i. Men der er også tale om stiliserede kvinde. Figurerne har ingen ben og intet hoved, og de er set i profil. Det brede stykke forneden repræsenterer bagdelen og det øverste er brystet.

På den tyske boplads Gönnersdorf, der også er omkring 15.000 år gammel er der fundet adskillige indridsninger af stiliserede kvinder på skiferplader. Ud over kvinderne, er der også mange skiferplader, hvor der er indridset billeder af mammutter. Og lige præcis på denne boplads har man fået et vigtigt indblik i hvad der rent faktisk foregik inde i stenaldermandens hjerne. Kvinder og mammut.

billederne i dette indlæg stammer fra disse publikationer:

Fiedorczuk, J. et al., 2007. Late Magdalenian feminine flint plaquettes from Poland. antiquity, 81(311), p.97. Available at: http://antiquity.ac.uk/Ant/081/0097/ant0810097.pdf.

Płonka, T. et al., 2010. A New Ornamented Artefact From Poland: Final Palaeolithic Symbolism From An Environmental Perspective. Journal of Archaeological Science, 38(3), pp.733-723. Available at: http://dx.doi.org/10.1016/j.jas.2010.10.026 [Accessed November 11, 2010].