Nyheder

Jagten på vikingerne starter i Vikingernes Metropol

Museum Sydøstdanmark igangsatte i 2016 ”Jagten på vikingerne” og den fortsætter for fuld udblæsning i 2017. På Danmarks Borgcenter åbner den unikke særudstilling Vikingernes Metropol med genstande fra vikingetidens største by, Hedeby. På Vikingeborgen ved Køge fortsætter de arkæologiske udgravninger og der vil være vikingemarkeder på Møn og i Vordingborg hen over sommeren.

Jagten på vikingerne begyndte egentlig med et samarbejde med amatørarkæologer på Sydsjælland og Møn, da museets arkæologer ønskede deres hjælp til at kortlægge vikingetiden i vores område. Sammen med de frivillige metal-detektorfolk gør vi nemlig i disse år ekstremt mange fund, der viser, at Sydøstdanmark i vikingetiden spillede en central rolle i den store handel i Østersøområdet og om nær kontakt til vikingernes metropol, Hedeby.  Du kan selv deltage i ”jagten på vikingerne”, enten ved at besøge vores udstillinger om vikingetiden, komme til foredrag og større events eller læse med i publikationer fra museets arkæologer.

Vikingernes Metropol

Det oplagte sted at begynde jagten på vikingerne er på Danmarks Borgcenter. Fra april kan man her se udstillingen "Vikingernes Metropol" om Haithabu – eller Hedeby, som vi kalder den på dansk. Det er tale om en udstilling i verdensklasse med helt unikke genstande fra Hedeby-museet ved Slesvig sat ind i en helt ny sammenhæng og scenografi på Danmarks Borgcenter.

Udstillingen handler om vikingernes handelsverden og forbindelserne over Østersøen. Hedeby var vikingetidens største handelsmetropol, der forbandt de nordiske lande med de store riger i syd og øst. Her blev der handlet pels fra Rusland, glas fra Italien, krydderier fra Mellemøsten, slaver, sølv, guld, fisk og meget andet. En summende metropol af skibe, mennesker, varer og alverdens sprog og religioner.

Udstillingen trækker samtidig tråde til vikingernes byer og bostæder rundt om i Danmark; f.eks. Vikingeborgen ved Køge og starten på det danske rige og en ny tro. Men udstillingen trækker også tråde op i tiden med de magtfulde købmænd i hansestæderne, som et par hundrede år senere blev én af det danske riges modparter i kampen om herredømmet i  Østersøen og én af baggrundene bag den store borg i Vordingborg.

”Vikingernes Metropol” er blevet til i et nært samarbejde med Museum Haithabu i Tyskland og med økonomisk støtte fra Vordingborg Kommune, Orients Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Vikingeborgen Borgring

Jagten på vikingerne fortsætter på Vikingeborgen ved Køge når sæson 2 for udgravningen af Danmarks 5. ringborg fra vikingetiden udgraves af arkæologer fra Museum Sydøstdanmark. Følg med dag for dag mens arkæologerne får svar på deres mange spørgsmål om borgen og nye teorier opstår.

Glade vikingedage

Hver tirsdag vil der hele sommeren være vikingemarked på Møns Museum og d. 12.-13. august er der Vikingedag på Danmarks Borgcenter med håndværk, omvisninger, gang i gryderne og krigerkamp.

Derudover vil museet holde en lang række af foredrag og omvisninger om vikingerne på vores egn og i verden - følg med i kalenderen.