KUNSTNER-
REPOSET
Oplev ny glaskunst skabt på Holmegaard Værk - fra glødende proces i glasværkstedet til færdige værker i museets rum.
Oplev ny glaskunst skabt på Holmegaard Værk - fra glødende proces i glasværkstedet til færdige værker i museets rum.
Når du besøger Holmegaard Værk, kan du komme helt tæt på glassets tilblivelse. I glasværkstedet mærker du varmen fra ovnene, ser glasmassen tage form og følger håndværket, mens det sker lige foran dig.
Men hvad sker der med værkerne bagefter?
På Kunstnerreposet får de færdige glasværker en særlig plads på museet. Her samler vi udvalgte værker, der er blevet til i mødet mellem kunstnere, glaspustere og værksted - og viser dem som det, de også er: selvstændige kunstværker i egen ret.
Kunstnerreposet binder museets glasværksted sammen med den færdige glaskunst.
Her kan du opleve resultatet af de kunstneriske samarbejder, der opstår, når samtidskunstnere arbejder med glas på Holmegaard Værk. Nogle værker er skabt i forbindelse med udstillinger, andre under festivaler, særlige projekter eller kunstneriske eksperimenter i værkstedet.
Fælles for dem er, at de bærer spor af både idé, materiale og håndværk. De viser, hvordan glas kan være skrøbeligt og monumentalt, præcist og vildt, historisk forankret og fuldstændig nutidigt på én gang.
Glæd dig til at opleve værker af Frida Fjellman, Bjørn Friborg, Jonas Niedermann, Maria Koshenkova, Ned Cantrell, Tobias Møhl og mange flere.