Foredrag af arkæolog, Dr. phil. Per Ole Schovsbo ved Symposiet i Køng d. 6/11-2013
Køngs middelalder
Køng kirke er meget stor og opført i munkesten i tidlig gotisk tid (ca. 1250). Den ligger højt i terrænet Ikke langt fra et tårn fra samme tid også opført af munkesten på kampestenssokkel (kaldet Lille Gurre) omgivet af vandførende grave. Ryberg byggede en bro over til øen hvor han opstillede et lille tehus. Syd for stentårnet lå en samling gårde i en enklave kendt fra 17. årh. kaldet Køng Gårde nord for Køng by. Byen bestod af en samling mindre gårde og huse i to rækker (med hvert sit gadekær) på begge sider af et stort forte. Meget taler for at Køng Gårde er resterne af et middelalderligt anlæg der kan have fungeret som en forpost for borgen i Vordingborg ligesom fx anlægget på Jungs Hoved. Den evt. militære kontakt mellem Vordingborg og Køng kan ligge bag de lokale sagn om det vilde valdemarsridt og Valdemar (og Tove) der hører til et andet af Valdemars slotte i Nordsjælland (Gurre). Stenbrolagte middelalderlige veje i Vordingborg-området kunne også være rester af denne militære infrastruktur.
Kyllebækhuset og vildtbanegrøften
Ved grænsen mellem Hammer og Vester Egesborg sogn mod Dybsø fjor lå indtil for nylig et hus formentlig opført 1718 i forbindelse med reguleringen af Vildbanegrøften (fra 1616) og Kyllebækken. Huset fungerede både som ledvogterhus indtil 1774 og som landevejskro indtil 1800, hvor kroen flyttede til Køng. Tidligere har der været en vandmølle på stedet. Vildtbanen (mellem Kyllebæk og Tappernøje) nedlagdes ved krongodsets salg 1774.
Øbjerggård
Niels Bertelsen Ryberg (1725-1804) købte via agent Ditlev Staal den 4. hovedgård i 1774 – en af 12 hovedgårde udskilt af Vordingborg Rytterdistrikt. Den havde fået navnet Øbjerggård efter en skovbevokset forhøjning nordøst for Køng Lund – de to største skovbevoksninger i området. Gårdens privilegerede hartkorn var på 59 tdr., hvortil kom 224 tdr. bøndergods i flere sogne, 48 tdr. kirketiende til Køng Kirke (kongetienden gik til Lundbygård) og et antal spredte gårde og huse. I alt regnes gården for at have rådet over 384 tdr. hartkorn som Ryberg betalte med 30.050 rdl. Samtiden anså købesummen for at være for høj – fordi der ikke var bygninger på ejendommen og skovparten lå i Vintersbølle over 2 mil borte.
Hovedgårdens landbrug og bygninger
De våde og lave jorder (1 – 10 m over havet) har formentlig især været egnet til kvæggræsning og høslet som supplement til landsbyernes fællesdrevne trevangsbrug med udstrakte overdrev. Rybergs godsinspektør (senere forpagter) og leder af fabrikken og blegen Christian Gottfried Voelker (1746-1819) igangsætter på hovedgårdsjorden reguleringen af vandløb, veje og jorder for at udvide agerjordens areal. Hovmarken opdeles i ca. 11 kobler efter holstensk skik med sædskifte bl.a. korn, foderafgrøder og bælgplanter. Resultatet blev øget produktion af korn og foder og græsning til kvæget g det krævede moderne bygninger på Øbjerggård (store lader, store stalde, eget mejeri, inspektørbolig og værelser til øvrigt personale) opført i bindingsværk omkring 1778 efter en plan der formentlig var udarbejdet af arkitekt Georg Erdmann Rosenberg (1739-1788) der også tegnede Rybergs Frederiksgave. Hovedbygningen opførtes ikke i Rybergs tid. Tidligt indførtes på Øbjerggård maskiner til tærskning og smørkærning drevet af hestegange.Det er tydeligt at Ryberg i sin regulering af området måtte tage vidtgående hensyn til de allerede etablerede vænger ved Køng Gårde – men også andre vænger og gårde, der endnu lå på deres oprindelige plads i landsbyen. Hele den moderne plan med veje og gader i rette vinkler og symmetrisk anlagte bygninger i kvarterer kunne således ikke gennemføres i sin fulde udstrækning. Hovedgården blev lagt i hovmarken midt mellem Ring og Køng – og fabrikken bygges derefter på landsbyens forte – således at stort set alle gårde kunne blive liggende. Ved udskiftningen i 1783 flyttede man kun ganske få gårde – fx Nylykkegård, Køng Firgårde og Ring Firgårde som Ryberg lod opføre fra 1786.
Fra hovedgård til proprietærgård med fabrik
Efter udskiftningen af sognene solgte Ryberg bøndergodset og en del af hovedgårdslodden så der i 1802 kun var 32 tdr. hartkorn tilbage i alt. Salget havde givet ham ca. 57.000 rdl. – altså en fortjeneste på 26.950 rdl. samtidig med at han havde opbygget fabrikken i Køng, blegen og skoven i Vintersbølle, resterne af hovedgården og kirken der alle gav sikre indtægter. 1823 – 10 år efter statsbankerotten – måtte Rybjergs søn Johan Christian opgive de rybergske besiddelser der omfattede ejendomme i København (St. Kongensgade og Christianshavn) og godserne (med kirker) Frederiksgave og Flenstofte på Fyn samt Øbjerggård, Køng Fabrik og Vintersbølle Bleg. Ryberg havde omkring 1800 været en af landets rigeste mænd og gods- og fabriksvirksomheden udgjorde kun en mindre del af omsætningen på ca. 1 mill. rigsdaler. De egentlige forretninger var søassurance-, bank-, og rederivirksomhed, oversøisk handel – især kornhandel – og eksport, blandt andet dårligt kendte leverancer til Søetaten og den franske hær! AA. Rasch forsøger i sin bog fra 1964 at give et samlet overblik, men erkender at tidens regnskaber ikke altid har det hele med. Johan Christian Ryberg døde forarmet i 1832, 65 år gammel.
Lunden
Nord for Øbjerggård ligger endnu et skovområde med det rybergske skovfogedhus og oprindeligt to mindestøtter hhv. for Ryberg og Voelker. Rybergs støtte er siden flyttet til fabrikkens gamle hovedbygning. Mellem støtterne og gårdens nuværende park er en lille vandomkranset ø beplantet med rhododendron. Den er i hvert fald fra 1880’erne og kan være ældre. Lunden har fungeret som udflugtsmål og park for Køng by helt frem mod vor tid.
Øbjerggård Hospital – Køng Kirke
Opført i 1793 som den sidste større bygning i det rybergske landskab Det var en mild stiftelse med 6 lejligheder under hovedgården der var beboet frem til 1960’erne. Indvendige mure er opført af genbrugte munkesten formentlig fra de nedhuggede hvælvinger i Køng kirkes skib der blev ombygget 1792. Kirkens tårn fik udseende af et fyrtårn – ligesom Dreslette kirke ved Frederiksgave på Fyn.
Spindeskolen
Spindeundervisningen (spindeskolen) i Køng kommer i gang i 1778 mens skolen er dateret til 1780 som en bygning under fabrikken. Den er opført som kopi af rytterskolen fra 1721 der i dag er nedrevet. En restaurering 2012-13 har genskabt det smukke hus udvendigt som indvendigt. Der var tre spindeskoler på Øbjerggård: Køng, Ring og Vintersbølle.
Linnedfabrikken
Fabrikkens ældste bygninger i Køng er Spindeskolen der er dateret til 1780 samme år som Almindeligt hospitals linnedmanufaktur i København nedlagdes, Næstved Patriotiske Selskab grundlægges og staten udsender Generalplan for Linnedspinderiers oprettelse og udbredelse i de danske Provinser. Mesterhuset (Gl. Øbjerggård) blev opført i 1781 til væveseminarium samtidigt blev der bygget et høravlingsinstitut med skætte- og bragehus samt et heglehus og boliger til hørmesteren og heglemesteren. Senere kommer bl.a. en hestedrevet oliemølle til, tørrehus og flere andre bygninger. Samme år bygges de to lange væveribygninger ved Mesterhuset og den egentlige fabriksproduktion starter 1783. Voelker flytter ind i Mesterhuset ved sit giftermål i 1787.
1825 blev hele komplekset vurderet og der er optalt hen ved 118 bygninger i Køng og i Vintersbølle der stort set alle er opført af godset og fabrikken. En del udflyttergårde og huse som Ryberg har ladet opføre men som i 1825 var i selveje er ikke medtaget. Som hovedregel anses fabrikkens bygninger at være opført i grundmur med tegltag (ligesom mesterhuset) for at mindske brandfaren mens beboelseshusene og bygningerne under Øbjerggård og i Vintersbølle er opfært af bindingsværk med stråtag. Køng blev i 1787 af Mathias Lunding kaldet for et miniature Christiansfeld.
Afvandingen
Ryberg lod uddybe og regulere Køng å fra mosen ud til kysten ved Vejle Bro for at afvande mosen og de lave arealer. Ved kysten byggede han i 1787 et såkaldt slusehus hvorfra man skulle vedligeholde den selvoplukkelige sluse der tillod vandet at løbe ud i fjorden, men ikke den modsatte vej. Et endnu ret ukendt system af afvandingskanaler fik sidenhen en krak skæbne fordi bønderne ikke ville vedligeholde dem.
Teglværket
Da der var planlagt et omfattende byggeri både ved fabrikken og hovedgården anlagde Ryberg ca. 1785 et tørvefyret teglværk i kanten af mosen ved den nuværende Gadeskovgård hvor der var brugeligt ler til teglsten.
Vintersbølle
På Øbjerggård var der mange tørveskær til brændsel men meget lidt skov til tømmer og gærdsel, hvorfor Ryberg nedlagde mindst en gård i Vinterbølle og tilplantede jorden med skov. Fra Vintersbølle strand sejlede man brænde og tømmer til Øbjerggård, formentlig fordi vejene især i skoven var for dårlige. Der var 4 familier i Vintersbølle der boede i et længehus der udførte skovarbejderne, opsatte stengærder og hjalp til i fabrikkens blegeri drevet af en vandmølle der opføres 1786 ved Hulemosebækken.
Hulemosebækkens vandmøller
Der var i øvrigt flere små industrielle vandmøller ved samme bæk i Vintersbølle – også i Rybergs tid – der har drevet stampeværker eller tilsvarende ved fremstilling af bl.a. jernvarer (leblade), sæbe og papir. Deres historie er dårligt kendt. Kun kornvandmøllerne var privilegerede (havde monopol) og skulle betale afgifter. Den øverste vandmølle ved Hulemose søen (der fik vand fra den store sø mellem Kulsbjergene) var en kornvandmølle der nævnes første gang i 1513. Mølledæmningen blev i 1734 skyllet væk og kom først i gang igen 3 år senere. I 1774 blev den som separat gods solgt til teglmester Jacob Wimmer (skøde 1777) der indtil da var fæster af møllen.
Blegeriet
Der har formentlig langt tilbage i tiden været en lokal blegeplads på engen ved bækkens nedre løb hvor man vaskede tøjet og lagde det ud til blegning under åben himmel (hollandsk blegning, græsblegning). Ryberg søger i 1786 staten om et lån på 30.000 rdl. til opførelse af et handelsblegeri (efter engelsk/skotsk måde) i Vintersbølle. Det var næsten lige så meget som hovedgården havde kostet og årsagen var formentlig at der skulle bygges en ny vandmølle med stampeværk, vaskehus, beboelse og et stort tørrehus på to etager. Det står formentlig uændret indtil 1851-52 hvor fabrikken i Køng lukker og flytter ud til Vintersbølle.
Fabrikkens sidste år
Fabrikkens sidste store periode klingede ud omkring 1900 hvor man etablerede et sommerpensionat for at supplere de svigtende indtægter. Fabrikken flytter til Amager i 1906 og bygningerne blev revet ned i 1924. I vore dage står kun et beskedent fårehus tilbage på fabrikkens område – ligesom det lille beværterhus i nærheden, opført i 1851 som bolig for væveren Heinrich Apel – og siden udviklet til et udflugtsmål om sommeren med udskænkning af tevand og lemonade. Deraf navnet.
Litteratur og supplerende læsning kan findes på:
1) Køng Museums Støtteforenings hjemmeside under fanebladet “Bibliotek”
2) Lokalhistorisk forening for Vintersbølle/Nyråd hjemmeside: