Af Axel Degn Johansson

Indsnævret af Dybsø Fjord fra vest og Præstø Fjord fra øst er det sydligste Sjælland næsten som en halvø.  Store skove i øst og syd, men også moserne i vest gav fortrinlige levevilkår for vildtet, og ifølge sagnene har egnen da også siden Valdemarernes tid været kongernes jagtmark.  I middelalderen var der strenge straffe som hængning eller udstukne øjne for dem, der forgreb sig på kongens vildt.

Den største del af Sydsjælland hørte under den kongelige borg Vordingborg, og efterhånden opstod tanken om at skabe en egentlig vildtbane afgrænset af grøft og hegn mellem Præstø og Dybsø fjorde, hvor den korteste afstand i luftlinje er 12 ½ km.  Den altid initiativrige Christian d. 4. gav 1616 ordre til, at arbejdet skulle sættes i gang.  Vildbanehegnet kom til at bugte sig gennem terrænet i en samlet længde af ca. 15 km.  Det blev udformet som en dyb grøft med vold ind mod vildtbanen.

På grund af manglende vedligeholdelse havde krybskytter udenfor området efterhånden for let spil.  Det gjaldt især skytterne fra Bækkeskov og Gavnø.  Skovriderne som Melchior Folsach i Lundby gjorde opmærksom på, at grøften måtte opgraves på ny.  I 1710 indstillede jægermester Haag, at man snarest påbegyndte dette.  Efter den ny plan skulle grøften være 6 m bred foroven, 3 m dyb og 2 m bred i bunden.  Det var under den store nordiske krig med Sverige, så 200 svenske fanger blev udkommenderet til at gøre arbejdet.  Den 16. juni 1716 begyndte man ved Tappernøje Kro under ledelse af herredsfoged Hans Ejlersen i Bårse.  Arbejdet viste sig at være meget besværligt.  Jorden var leret, fugtig og fyldt med store sten.  Omegnens bønder blev pålagt at føde fangerne med tilskud fra de kongelige kornlagre i Vordingborg og Køge.  Den 28. oktober var man lige nået gennem Store Røttinge.  De stærke og raske fanger var deserteret, og Ejlersen bad om at få arbejdet standset for vinteren.  Hvordan det fortsatte, ved man ikke, men i 1718 var man færdig med grøften, og der var opsat et gærde på volden.

Kun fem steder kunne man passere vildtbanegrøften gennem porte, bevogtet af opsynsmænd.  Det var ved Vildtbane Kro syd for Vester Egesborg, i Hammer, ved den ny nedlagte landsby Skovbygårde mellem Bårse og Snesere, i Store Røttinge og i Gammel Tappernøje, hvor den gamle kongevej mellem Vordingborg og København passerede.  Her var kromanden opsynsmand.  For at markere vildtbanen lod Frederik d. 5. opstille stenstøtter med kongens kronede navnetræk og bogstaverne V D B A WB (VorDingBorg Amts VildtBane) samt årstal og stenens nr. i rækken.  Sten nr. 1 er nu opstillet ved indkørslen til Nysø.  Rester af vildtbanegrøften kan ses i Kyllebæk øst for landevejen ved den tidligere Vildtbane Kro syd for Vester Egesborg og langs en del af sydsiden af vejen mellem Hammer Torup og Bårse-Sneserevejen.

Bønderne indenfor vildtbanen vovede ikke at forgribe sig på kongens vildt, skønt de kunne være generet af det.  Fra den nu nedlagte landsby Stenbjerg vest for Vordingborg hed det: Byen falder (ligger) udi skoven  og har stor tvang af dyrene på deres korn.  I efteråret 1749 kom en uvan, stor hjort ind i Ornebjergs marker og rev et velvoksent føl ihjel.  Den angreb også folk, så de ikke turde gå i marken.

Under den praktisk anlagte Struensee blev vildtbanen nedlagt 1771-72, og der blev givet ordre til bortskydning af vildtet.