Af Axel P. Jensen
Artiklen blev bragt i “Husflid” nr. 92, årg. 6 1972
Da jeg for nogen tid siden var i færd med at udarbejde en slægtstavle over en gren af min familie, havde jeg forbindelse med en slægtning, der i mange år har boet i Argentina. I forbindelse med de oplysninger, jeg ønskede fra ham, fortalte han mig, at han i sin besiddelse havde en medalje, der var fremstillet i året 1793, og som var tildelt en af vore fælles forfædre ved en spindekonkurrence ved spinderierne i Køng (Sydsjælland). Den var siden gået i arv i familien fra far til ældste søn og altså nu havnet hos ham i Argentina.
Spinderierne i Køng oprettedes i 1770erne af daværende godsejer Niels Ryberg, som på det tidspunkt var ejer af Øbjerggård ved Køng. Han var tillige en af de godsejere, der havde omsorg for bønderne på sit gods og i omegnen, og fik derfor den ide, at man kunne ophjælpe bønderne både økonomisk og på anden måde ved at lade dem få en fortjeneste ekstra ved at levere materiale til spinderierne ved først at dyrke hør og derefter spinde hørgarn til fabrikken. Derfor oprettede han spindeskoler i flere af landsbyerne i Sydsjælland bl.a. i Køng, hvor den bygning, han lod opføre til spindeskole, endnu står fredet med indskrift om Niels Ryberg og hans bedrift. Også i den lille by Ring i Hammer sogn, hvor min tipoldemor var født og opvokset, blev der oprettet en spindeskole, og så vidt jeg kan opspore sagen, er det hende, der på et eller andet tidspunkt har vundet medaillen.
Ved hjælp af en lille artikel i “Næstved Tidende” fik jeg fra “Den kongelige Mønt- og Medaillesamling” meddelelse om, at man der var i besiddelse af samme medaille, som jeg så fik ovenstående billede af. Den forefindes både i guld og sølv, og er præget af J.E. Bauert i 1793. Medaillen er bekostet af generalmajor Firks og oprindelig tænkt som præmie for flid i de militære skoler, men har altså også været anvendt til andre formål, bl.a. som en slags husflidsmedaille ved spinderierne i Køng.
Medaillen er meget smukt udført. På forsiden ses en bikube med flyvende bier og inskriptionen “Sig og andre nyttige”. På bagsiden står der “Gak hen og gjør ligesaa” Luc. 10 cap. 37 v. og årstallet 1793.
Spinderierne i Køng har en lang historie, som ikke hører hjemme her, men sammen med væverierne i Bakkebølle ved Vordingborg, der indtil o. 1845 var bekendt for sine fine damaskesduge m.m., som bl.a. leveredes til det danske hof, var de de første, der var med til at fremme husfliden i Sydsjælland.
Medaillen er beskrevet i Vilh. Bergsøe: Danske Medailler 1830 som nr. 7. Som nr. 8 i samme bog nævnes en anden medalje af Bauert, præget samme år men med tysk tekst, bekostet af etatsråd I.D. Lawaerts som præmie for eleverne i spindeskolerne i Altona. En sådan medalje indehaves af lærer Harald Bloch i Rønne og stammer fra en gård i Dreslette sogn på Fyn, hvor Niels Ryberg ejede herregården Frederiksgave. Her må han altså have brugt den tyske medalje som præmie ved sine spindeskoler, som han også oprettede på dette gods.