Charles Burd var født ca. 1770 i Skotland og døde 15. januar 1823 i Vintersbølle Bleg – 54 år gammel – formentlig efter nogen tids sygdom, da der ved skiftet efter ham var en regning på 25 rdl. fra regimentskirurg Heide.
Charles Burd var blegemester ved Vintersbølle Bleg fra omkring 1800. Ved folketællingen 1. februar 1801 nævnes Charles Burd som blegemester under den Rybergske Fabrik på Blegen.
Charles Burd og hustruen Mary Burd (født Johnston) må være kommet til Blegen i perioden 1795-1800, da sønnen John Burd er født i september 1795 i Portsoy, Fordyce i Banffshire i det nordøstlige Skotland.
Ved sønnen Johns fødsel nævnes Charles Burd at være vævemester og har foementlig været tilknyttet blegeriet Bleach Green i Fordyce under slottet Fordyce Castle.
Charles Burd og Mary Burd har formentlig kunnet nogle ny metoder til at spinde, da spindeskolelærerinde Laurence Ebbesen fra Spindeskolen på Kirketorvet i Vordingborg i begyndelsen af 1800-tallet var på et 5 uger langt ophold på Blegen, men der er intet, der tyder på, at der har været en egentlig spindeskole på Blegen (iflg. Margit Baad).
Oplysningerne stammer fra Lokalhistorisk Forening for Vintersbølle/Nyråd “Orientering om Vintersbølle Bleg” (august 2002)
Se endvidere flere artikler om blegning og Vintersbølle Bleg her: