Bibliotek for Fysik, Medicin og Økonomi bd. 14, side 20-83 (1798):

”Grundig Anvisning til at blege spundet og vævet Linned og Bomuld, bygget paa Theorie og Erfaring”

(Det oprindelige materiale opbevares på Det Kongelige Bibliotek i København – nedenstående er et forkortet og let bearbejdet uddrag)

# 1-8 beskriver ”Blegningens Theorie” på et ret højt fysisk og kemisk niveau.

#9: Med saltsyre kan man på kort tid frembringe den selvsamme forandring i forskellige stoffers farver, f.eks. hør, hamp, bomuld, etc. som den de undergår på langt længere tid, når de udsættes for luften, lyset og fugtigheden.  De fleste farver af planteriget ødelægges ganske af saltsyren.  En del af syrens surstof forbinder sig nemlig med den vegetabilske substans, og saltsyren forvandles til saltagtig syre.  Planternes grønne dele bliver rødlige, gule, eller hvide af saltsyren.

#10: Derfor afhænger den lidt efter lidt tiltagende forandring, som flere af planternes farver undergår i fri luft, af surstoffer, der forbinder sig med dem enten fra atmosfæren eller fra vandet.  Men denne forbindelse sker lidt efter lidt, mens den med saltsyre sker meget hurtigt.  Derfor kan man bruge saltsyre for at undersøge de farver, som forandres når de optager surstof, og man kan på kort tid få en fornemmelse af, hvordan de vil forandres i fri luft over længere tid.

# 11-15 beskriver, hvordan kemi m.m. påvirker planternes naturlige farvestof.

#16: Dyriske stoffer, såsom elfenben, hvid silke og uld m.m., som tid efter anden bliver gule i luften, idet de optager surstof fra den, farves også temmelig hurtigt gule af saltsyre.  Her virker altså saltsyren netop det modsatte som ved hør m.fl.  Grunden hertil ligger i substansernes forskellighed.  At uld, silke, elfenben m.fl. er hvide, kommer af mangel på surstof, og hos hør og flere plantestoffer af en overflod af surstof. Svovlsyre er ikke mættet med surstof og derfor tilbøjelig til at suge den til sig andetsteds fra.  Derfor gør den uld, silke, etc. som er blevet gult p.gr.a. surstof, hvidt igen, når man vasker dem i det eller svovler dem.  Bliver sådanne, på denne måde blegede substanser, lagt i saltsyre eller udsat for luften, bliver de lidt efter lidt gule igen.

#18: Forskellige plantestoffers blegning skyldes, at deres farve ødelægges ved den fælles virkning af luften, fugtigheden og sollyset… Da nu saltsyre forandrer plantestoffernes farve på kort tid og på samme måde, som det ellers sker langsomt ved luftens, fugtighedens og sollysets fælles virkning, så kan man også ved hjælp af denne syre blege bomuld, hør,m.m. på langt kortere tid, end det kan ske på den sædvanlige blegemåde.

#19: Koger man ubleget hørgarn med en opløsning af kaustisk potaske (nedenfor lud), så får luden en gullig farve og taber sin ætsende smag.  Koger man det samme garn i en anden lud, ser man det selvsamme syn, men i ringere grad.  Ofte behøver man endnu en tredje lud for at udtrække af garnet alle de farvedele, der lader sig opløse alkalisk.  Men så snart garnet er skilt fra disse farvedele, så forandres den alkaliske lud ikke mere af det, og luden forandrer heller ikke mere garnets farvedele…

#20: Fugter man nu garnet med saltsyre, så vil det begynde at blive hvidt.  Koger man det derpå igen i en kaustisk lud, så vil alkali atter tabe sin kausticitet og luden vil antage en dunkel farve ligesom den første lud.

#21: Nu har man to alkaliske lude, en som er mættet med garnets farvede dele, førend samme endnu var furbunden med saltsyren, og den anden siden efter.  Hælder man en syre i de farvede alkaliske lude, så bliver de plumrede, alkali forbinder sig med syren og farvedelene falder til bunds i skikkelse af et brungult bundfald.  Filtrerer man nu dette bundfald og tørrer det, så får man et sort pulver.  De farvedele, som luden havde opløst, er ikke fuldt så sorte som de andre, dog synes dette at komme af nogle iblandede fremmede dele, for begge bundfald viser sig i alle øvrige forsøg som en og samme substans.

#22: Skal garnet fuldkommen befries fra sine farvedele og blive smukt hvidt, så må man endnu nogle gange vekselvis fugte det med saltsyre og koge det i alkalisk lud.

#24: Hørrens farvedele lader sig kun yderst vanskeligt opløse i vand.  Opløsningen sker lettere i en opløsning af kulsyret potaske og allerlettest i en kaustisk.  Således opløser 50 gram kulsyret potaske 75 gram farvedele, men gør man 50 gram alkali kaustisk, så opløser de 100 gram farvedele.  Derfor gør den kaustiske lud så stor tjeneste ved blegningen.

#25: Hampens farvedele har samme egenskaber som hørrens.  Både hamp og hør mister under blegningen en fjerdedel, undertiden endog en tredjedel af deres vægt.

#26: Bomuldens farvedele har nogle andre egenskaber.  De opløses lettere i alkali, og er, når man har bundfældet dem med en syre af deres opløsning, ikke sorte, men lysegule.  Derfor er det også langt lettere at blege bomuld end hamp og hør.
Anm: At hørren er så besværlig at blege, kommer især deraf, at man ikke lader den blive fuldkommen moden.  Dens farvedele kan derfor ikke ganske antage den harpiksagtige beskaffenhed, som er nødvendig, når den skal opløses af alkalisk lud.  Derfor opløses kun en del af farvedelene i luden, og det sidste kan ikke opløses, før man forbinder det med surstof, hvorved det ligesom modnes.  Bomulden derimod får sin fuldkomne modenhed, før den indsamles.  Dens farvedele er derfor i overvejende grad opløselige i den alkaliske lud, og der behøves kun en ringe mængde surstof til at klare resten.

#27: når man med alkali har befriet hørren som meget som muligt fra sine farvedele og derpå befugtet den med saltsyre, så bliver den hvid, selvom den endnu indeholder farvedele, som først ved surstoffernes virkning er blevet opløselige i alkali.  Dersom man nu ikke med alkalisk lud skiller disse ved surstof afblegede farvedele fra hørren, så bliver den lidt efter gul igen, især når den udsættes for varme.  Farvedelene taber nemlig igen en del af det surstof, som afblegede dem.

#28: Af ovenstående forsøg er det klart:

1) at blegningen består deri, at man berøver plantesubstansen dens farvedele ved hjælp af alkalier.

2) At kun en del af disse farver er opløselige i alkalier.

3) At de øvrige farvedele bliver opløselige i alkali, når man forbinder dem med surstof.

Derfor udsætter man plantesubstanser med den størst mulige overflade for virkningen af luften, fugtigheden og sollyset, eller man befugter dem med saltsyre og lægger dem derpå i luden.  Derfor afveksler man så længe med at udsætte dem for luften og befugte dem, eller med at neddyppe dem i saltsyre og vaske dem i alkalisk lud, indtil de er blevet alle deres farvedele berøvede.

#30: Vi kender tre arter af alkali:

1) Bæralkali (potaske) – består af planteaske og vinsten

2) Mineralalkali (soda) – består af aske fra forskellige urter fundet ved bredden af salte have og køkkensalt (her kommer slægtsskabet til saltsyre).

3) Flygtig ludsalt (ammoniak) – fås fra forrådnet menneskeurin og dyremøg, hår, knogler, horn, m.v.

… til blegning kan alle tre bruges, dog bruger man især potaske fordi den er billig i indkøb.

#38: Planterne giver ikke plantealkali i lige mængde og renhed.  Træarterne plejer at give det desto rigeligere, jo hårdere og saltere deres væv er.  Alligevel giver nogle urter forholdsmæssigt mere end træerne.  Jo friskere planterne og træerne er, desto mere alkali indeholder asken forholdsmæssigt, men de indeholder desto mindre, jo mer de har været udsatte for luften, regnen og solskin efter at de er skilte fra roden. (Herefter følger en liste over  planter og træer efter deres indhold af alkali, og her ligger bøg højest af træarterne – så her er forklaringen på, at vi bruger bøgeaske til fremstilling af blegelud!)

#39: …Da det nu ikke i almindelighed lader sig bestemme i hvilket forhold den kulsyrede potaske, som bruges i handelen, bør sættes til den brændte kalk eller brændeaske, for dermed at frembringe et fulkomment kaustisk alkali, så gør man vel, om man først søger at bestemme forholdet ved forsøg i det mindre, og derpå gøre anvendelse heraf i det større.  Man går til værks på følgende måde: Først opløser  man, efter vægten, 2 dele kalk med en tilstrækkelig mængde vand.  Derpå opløses 1 del potaske i varmt vand.  Til denne opløsning sætter man en kvantitet læsket kalk, rører dette flittig om og forsøger da noget af luden, som man sier igennem et linnedklæde, om den endnu enten bruser op med syre eller gør kalkvandet plumret.  I begge tilfælde indeholder den endnu kulsyre og altså må der sættes mere kalk til den.  Man sier da atter igen nogen lud klar gennem linned og undersøger den.  Den kaustiske lud, som tilberedes på denne måde må hverken bruse med syrer eller føre kalkvandet plumret, thi begge dele er et bevis på, at den endnu indeholder kulsyre.  På den anden side må denne lud ikke heller blive plumret ved en opløsning af kulsyret potaske (vaskelud), thi ellers indeholder den kalkjord i for stor mængde.  Har man truffet kalkjordens fulde mætningspunkt med kulsyre, så undersøger man, hvor meget kalk man overhovedet har brugt og bestemmer derefter kalkens forhold til potasken, når man vil gøre brug af den i det store.  Vil man gøre forsøget med aske, så kommer man et bestemt kvantum deraf i en filterpost af linned, og hælder så længe varmt vand derpå, indtil det, der løber igennem er uden smag.  Derefter rører man i denne kulsyrede lud så længe frisklæsket kalk, indtil man efter de anviste prøver finder, at den er blevet fuldkommen kaustisk og undersøger da ligeledes, hvor megen kalk, der skal bruges.

#41: Skal luden tilberedes af aske, så må denne først renses ved sigten fra kul og andre grove fremmede dele.  Herpå lægger man den på et sten- , gips- eller bræddegulv og befugter den ved hjælp af en vandkande med vand og arbejder det så længe igennem med en skovl, indtil massen er ganske gennemfugtet og hænger sammen i runde klumper, dog uden at gøre hånden våd og smudsig.  Nu kaster man denne gennemfugtede aske op i en rund hob, i midten deraf gøres et rundt hul, hvori man kommer den fornødne mængde kalk.  Er dette sket, så hælder man noget vand på kalken og tildækker den straks nogle tommer højt med den fugtede aske, og klapper den noget fast sammen.  Så snart kalken begynder at dampe og gøre ridser, så kaster man bestandig noget af den fugtede aske fra bunken op over ridserne og klapper det sammen.  Når kalken har ligget omtrent ¼ time i asken, så stikker man skovlen oven fra ned i bunken til kalken – finder man da endnu kalk i faste stykker, så hælder man endnu noget vand i åbningen og tilkaster denne igen med den fugtige aske, og med denne tillukker og sammenklapper man alle vegne de ridser, der opstår på ny.  Herpå trækker man nu bestandig nogen kalk op med hakken midt ud af bunken, og blander denne kalk i hast meget nøje med asken.  Er dette gjort, så kommer man massen i karret med askeluden.  Dette kar har en dobbelt bund og står på en buk i lige stilling, så vandet, som hældes derpå, ikke skal løbe af til siderne, men trække igennem hele massen.  På karrets øverste og gennemborede bund udbredes et lag strå.  Man kaster først med et trug eller et sådant kar omtrent ¼ alen høj aske i karret, udspreder den med et bredt stykke træ og stamper den først rundt omkring ved staverne og derpå i midten, men ikke for tæt.  Er asken ved forseelse bleven alt for meget gennemfugtet, så sammenstampes den mindre end sædvanligt.  Dette første lag og sammenstampning må forrettes varsomt, så at ikke strået forrykkes og asken derved falder på bunden, hvorved luden ville blive uren.  Herpå kommer man atter et lag aske i og stamper den sammen.  Når man har fortsat hermed, indtil alt er kommet i karret, så bliver det øverste lag aske endnu engang, især ved staverne, stampet noget sammen, hvorpå man hælder rindende vand over det.  Når dette har trukket sig ind deri, øser man frisk vand derpå igen, og den lud, som samler sig på den nederste bund af karret, aftappes.  Karret, hvori luden samles, må vel tildækkes, ellers trækker luden igen kulsyre til sig af luften og taber sin kausticitet.
Anm: De blotte hænder må ved dette arbejde skånes så meget som muligt, fordi ellers ikke blot neglene bliver farvede, men endog hænderne selv bliver angrebne og sårede.

#42: Luden til blegning må aldrig gøres for svag, især til første skylning.  Er den alt for svag, bliver de sager, som dermed skulle bleges, ikke rensede nok fra farvedelene, der skulle opløses i en behørig stærk lud.  Da nu udludning og befugtning med vand ikke egentlig befrier lærredet fra farvedelene, fordi disse vanskelig lader sig opløse i vand, men farvedelene ved behandlingen på blegepladsen kun undergår en umærkelig gæring og forbinder sig med surstofferne, hvorved de gøres opløselige i alkalisk lud: så er det let at indse, at blegningen på en unyttig og skadelig måde trækkes i langdrag, når man bruger en alt for svag lud, thi derved at lærredet ligger meget længe på blegen og udsættes for luften og fugtighed, taber det meget i sin godhed og styrke.  Men på den anden side må man ikke gøre luden alt for stræk, fordi den da ellers vil beskadige stoffet.

#43: Når man vil være sikker på blegeludens godhed, så kan man prøve den på følgende måde: man tager kun lidt deraf i et lidet kar og drypper bomolie deri.  Blander olien sig let og nøje med luden, når man ryster det, så er den skarp nok, og vil gøre god tjeneste, men svømmer olien ovenpå, så er den for svag og ubrugbar, især i begyndelsen af blegningen.  Man må da enten forbedre den med meget stærk lud, eller øse den endnu en gang på frisk aske og kalk, for derved at gøre den behørigt stærk.  Men allerbedst undersøges den alkaliske luds styrke ved en glasperle.

#44: …den mening, at kalken, når den bruges til blegning kunne være til skade for de sager, som bleges, er meget falsk og beror blot på en fordom.  Kalken gør ved at tilberede den kaustiske lud intet andet end at den trækker kulsyren ud af alkali og gør den derved kaustisk…

#45: Kalk er kun skadelig for hørren m.m. når man strør den tør derpå og lader den læske derpå –så gnaver den virkelig i tøjet og gør det mørt.  Dette er og tilfældet, når man byger linned på den måde, at man imellem hvert lag linned strør en blanding af aske og ulæsket kalk og derefter øser varmt vand derpå.  Opløser man derimod kalken i vandet, og bruger med behøring forsigtighed dette kalkvand til blegning, så at når man har dyppet linnedet deri, eller ordentlig har byget dermed, og behørigen renset det ved banken og udvaskning af den kalk, som kalkvandet indeholdt, og som har været bundfældet på linnedet, førend man lægger det ud på blegen, så gør kalken det ikke den mindste skade, man kan altså uden betænkning i nødsfald betjene sig af kalken på denne måde.

(De næste mange kapitler handler om ’det tjenligste vand til blegning’)

#50: Vande, som er urene af en temmelig mængde fremmede stoffer, kalder man i det daglige liv hårde vande.  De vise sig ved blegning, ligesom ved mange andre huslige forretninger, såsom bryggen, brændevinsbrænden, vasken, hørrens og hampens sænkning (= rødning?), bælgfrugternes kogning m.m. langt uvirksommere end rent vand, som man i modsætning til det første kalder blødt vand.  Jo renere og lettere vandet er, og følgelig jo mere det er fri for alle fremmede metalliske, salt- og jordagtige dele, desto bedre er det til blegning.  Vitriolisk vand, som især bærer mange jerndele med sig, duer slet ikke, og man vil aldrig kunne få lærredet smukt hvidt dermed, men det vil altid se gult ud, fordi jerndelene bundfældes ved luden som rød okker på lærredet.  Det er derfor nødvendigt, at man i forvejen undersøger vandet, førend man betjener sig deraf til blegning.

#52 – #63 har overskriften: At blege linned garn

#52: Fremfor alle ting må man søge at befri garnet fra de urenligheder, som det får imens det spindes, og som hørren optager i sig mens den tilberedes, da den går så ofte gennem hænderne.  Til dette formål lægger man garnet, efter at man har opsnoet feddene, løst i et kar, som er forsynet med en tap tæt ovenfor bunden, man øser da koldt rindende vand derpå, indtil vandet står en håndsbred højt derover, og derpå tildækker man karret med et dæksel.  Efter 8-9 timer tapper man vandet af, som er ganske slimet, brungult og stinkende, og fylder igen karret med frisk vand, uden at røre ved garnet.  Når også dette andet vand har stået i flere timer over garnet, så lader man det igen løbe af og hælder atter igen frisk vand på garnet – dette arbejde gentager man indtil vandet, som man aftapper, er ganske klart.  Herpå tager man garnet op af karret, vasker det rent i rindende vand, vrider det, hænger det op på stænger for at tørre det.  Imens det tørres, ryster man forsigtigt garnet og trækker det lige, fordi trådene, når de er våde, lægger sig på hinanden og kurrer sig.

#53: Når garnet på denne måde er blevet befriet fra de fremmede urenligheder, der hænger ved det, så søger man at skille det ved de farvedele, der er specielle for hørren, og lader sig opløse i kaustisk lud.  Man tilbereder luden efter ovenanførte anvisning, og man regner omtrent 1 pund god potaske eller 20 pund bøgeaske til 4 pund garn.  Garnet kan behandles med luden på to måder: enten koger eller byger man det dermed.  I første tilfælde belægger man bunden og siderne af kedlen med noget rent strå, lægger det tørre garn lagvist heri, hælder så meget kaustisk lud derpå, at den står en håndsbred højt over det, og lader det koge omtrent 2 timer ved en jævn varme, og skummer det.  Herpå lader man ilden gå ud, og når garnet i kedlen efterhånden bliver koldt, tager man det op og vasker det rent i rindende vand.

#54: Garnets bygen forrettes på følgende måde:  man øser den kaustiske lud i en kedel, gør den lidt mere end lunken og øser den på garnet, som man har lagt løst ned i bygekarret, hvorpå man nu lægger trædækslet på det.  Man fylder nu kedlen med frisk lud, og når denne er så varm, at man kan holde hånden i den, så tapper man luden af garnet, således at den varme lud kan hældes derpå, hvorefter man atter tildækker bygekarret.  Den aftappede lud varmes på ny, lidt mere end den anden lud, og imens dette sker, tapper man igen så megen lud fra garnet, at man kan hælde den hede lud på.  Med denne påøsen, hvor den følgende kedel lud altid må være varmere end den foregående, vedbliver man så længe, at luden har tabt sin kraft, hvilket man kan erfare såvel ved at føle på den med fingrene, som ved smagen.  Når endelig luden er bleven ganske mat, og mættet med farvedele, så hører man op med bygen, og lader garnet ligge i luden, i det vel tildækkede bygekar til den anden morgen, hvor man lader luden løbe af, tager garnet ud, vasker luden helt af det i vand og lægger det derefter på blegen.  Imens garnet byges, må man aldrig lade det ligge tørt i bygekarret, især når arbejdet er til ende, skal luden dække det helt.

#55:  Det er højst nødvendigt for garnets blegning, at man på blegepladsen får trådene af ethvert fed til at ligge ved siden af hinanden, og ikke ovenpå hinanden, fordi luft og
sol så bedre kan virke derpå.  Da nu trådene i garnet, når det er vådt, pakker sig på hverandre, så må man flittig trække, ryste og udbrede det.  Til at forrette dette arbejde bekvemt, kan man bruge følgende indretning:  man nedrammer på en blegeplads, som er bevokset med græs, stærke 5 fods høje træstave med gafler, 1 fod dybt i jorden, således at de står 8 fod i længden, og 6 fod i bredden fra hinanden.  Man kan da på gaflerne af disse stave lægge i det mindste 8-9 fods lange glatte lægter eller stænger med garnet på, for at tørre og ryste det, og når det behøves, igen lægge det ned med stængerne på jorden, og man kan gå bekvemt derimellem, når man vil ryste og nedlægge garnet.  Hver morgen hænges garnet op, rystes og tørres, derpå breder man det vel ud lægger det igen ned, og befugter det om dagen med vand, når det er blevet tørt.  Når det er stormvejr, lader man ikke garnet hænge længe, men man lægger det ned igen, så snart det er blevet halvtørt, men dog må det rystes flittigen, fordi vinden ellers vil sammenvikle det for meget.  Om natten lader man garnet ligge roligt på jorden.

#56: Når garnet har ligget 5-6 dage og nætter på blegen, og det i den tid ofte er blevet gjort vådt ved befugtning, regn og dug, og ligeledes er blevet rystet og tørret alle dage, i det mindste to gange: så bliver det igen udludet.  Men altid må det i forvejen være blevet ret tørt, førend man lægger det i bygekarret, fordi luden virker bedre på det, når det er tørt, end når det er vådt.  Luden kan være ligeså stærk som den man brugte til første byg.  Fremgangsmåden ved bygningen er altid den samme som ovenfor (#54) beskrevet.
Anm: Duggen befordrer blegningen overordentlig.  Ikke blot den, der falder ned fra atmosfæren, men også den, der kommer af planternes uddunstning om natten indeholder tilstrækkelig med surstof, for at kunne udtrække tynd lakmusfarve af papir.

#57: Når garnet kommer af bygen, må det hver gang skylles godt i rent vand, for at befri det fra al lud.  Sker dette ikke, så må man ikke lade garnet blive tørt i de første 8 timer, så ikke luden skal brænde i det og derved hindre blegningens gode fremgang.

#58: På denne måde afveksler man bestandig hver 5 eller 6 dag med at lægge garnet ud og byge det, kun behøver man ikke, når garnet i de 2 til 3 første ludbyger har tabt sine fleste farvedele, at bruge en så stræk lud, dog bør denne altid være kaustisk.  I den 5te byge kan man blande nogen vaskesæbe, men den 6te byge må igen anvendes rent vand.

# 59: Skulle garnet ikke endnu være fuldkommen hvidt efter 6te byg, så bliver det, efter at man igen i nogle dage har lagt det ud, byget for sidste gang med sæbelud, men dertil må man tage hvid vaskesæbe.  Når bygen er forbi, hælder man luden fra garnet og hælder i stedet varmt vand over det, for at trække alle saltdele ud.  Den følgende morgen hælder man dette vand af, tager garnet op, skyller det vel ud i rent vand og lægger det endnu et par dage ud, til man får en ret lys og klar dag med fuldt solskin, da tager man det op om morgenen og skyller det i rent vand.  Herpå ryster man det flittigt, hænger det op på stængerne, lader det tørre og fører det hjem.

#60: Når man altid gør luden stærk nok og brugen den behørigt, så at den hver gang kan trække de opløselige farvedele ud af garnet, og mellem hver byg ingen umage sparer med at ryste garnet, tage det op og lægge det ned, og vejret kun nogenlunde er gunstigt, så behøver garnet aldrig mere en 6-7 gange lud til at blive fuldkommen hvidt, men dette gælder ikke alt garn uden undtagelse, thi der gives foruden den smukke sølvfarvede hør også sortegrå, gul og rød, så at det er aldeles umuligt at gøre den ene slags lige så hvidt som den anden på en og samme tid og ved en og samme behandling.

# 61: Man gør derfor vel, om man samler ethvert slags garn for sig, og da alt garn i bygekarret ikke angribes lige godt overalt af luden, om man endog er nok så forsigtig med påhældningen, så må man efter hver gang man har udludet garnet, sortere det igen, imens det tørres og rystes, at det hvide bestandig kan blive sammen.  Luden virker stærkere på det garn, der ligger i midten af bygekarret, end på det øverste og nederste.  Man lægger derfor hver gang det hvidere garn øverst eller nederst i bygekarret, og det som er mere farvet i midten.

# 62: Om at koge garnet.
Da hørrens farvedele beløber sig til en 4del, ja undertiden endog til en 3del af dens vægt (jnf. #25), så søger man at fratage det hørgarn, som er bestemt til lærred, en del af sine farvedele før det væves, dels for at det bedre kan lade sig bearbejde under væven, dels fordi lærredet ikke skal blive løsere ved det store tab af dets bestanddele, som det lider under blegningen.  De fleste har den skik, i den henseende at bestrø garnet med aske, og bære sig ad dermed på følgende måde:  Man lægger de fra hinanden udsnoede fed lagvis i en kedel, og stør 2-3 tommer sigtet aske derpå, derefter lægger man igen et lag garn, derover igen aske, og således afveksler man med lagene af garn og aske indtil kedlen er fyldt.  Nu øser man koldt vand derpå, koger garnet i 1-2 timer, ligesom det er fint eller groft til.  Derpå tager man det op af kedlen, skyller det vel ud i rindende vand, vrider det og endelig, efter at det ofte er rystet og udspredt, tørrer man det på glatte stænger.  Mange har den skik, ikke straks at tørre det i aske nedlagte garn, når det er udskyllet, men de lade det først udbløde, endnu flere timer i vand, for at befri det fra alle salt- og jordagtige dele.

#63: Da man som ovenfor er bleven vist, behøver 2, ja undertiden 3 kaustiske lude, for at skille hørren fra alle de farvedele, der lader sig opløse i alkali, så vil enhver let indse, at garnet, efter at det har været nedlagt i aske, indeholder endnu en temmelig mængde farvedele, fordi man brugte en mild lud, hvis virkning desuden blev svækket ved de jordagtige dele i asken.  Når man nu straks bringer det lærred, som er forfærdiget af garn, der har været nedlagt i aske, ud på blegen, så snart det er befriet fra væven, uden først at have behandlet det med lud, så kan man let, efter overanførte grundsætninger, dømme, at blegningen på denne måde trækkes unødvendig i langdrag.  Man bør derfor behandle det garn, som skal bruges til lærred, efter #52 og 53 på selvsamme måde, som bleget garn behandles, førend det kan lægges ud på blegepladsen.

#64-71 har overskriften ”At blege lærred”.

#64: Før alle ting må lærredet sømmes i begge ender, og når det er finere varer, syr man til hver ende en håndsbred groft lærred.  Nu syr man i ethvert af de fire hjørner, såvel som langs ned af stykkerne, i en afstand fra 3 til 4 alen et af trummerne (?) flettet øsken, for dermed at uspænde lærredet lige på blegepladsen med pløkke…

# 65: For så vidt muligt at beskytte lærredet på blegepladsen mod alle stormvinde, og for at afværge den skade, som disse undertiden anrette på blegen, må man, såfremt pladsen tillader det, udspænde lærredet efter længden, fra østen til vesten.  I dette leje kan de øst- og vestlige stormvinde ikke få magt med lærredet, og solen bliver på det den hele dag igennem.  Græsset må man aldrig lade blive så højt på blegepladsen, at det vokser op imellem lærredet og pløkkene, men så snart det vokser op over disse, må det slåes.

# 66: Førend man lægger lærredet i bygeluden, må man ligesåvel lægge dette som garnet i blød i koldt vand, som man lader løbe af efter 8-10 timer og gentager dette så ofte, til vandet, som løber af, er rent.  Herpå bankes lærredet på en bænk med en banketærskel, udskylles godt i vand og tørres.  Dette forberedelsesmiddel er endnu nødvendigere ved lærred end ved garn, fordi det under væverens hænder ikke alene får sletning[1], men endog mange slags urenligheder.

#67: Efter at lærredet er udvandet og banket, lægges det tørt i bygekarret.  Bygen sker her på samme måde som ved garnet (#54).  Nemlig: man betjener sig hver gang af en kaustisk lud, som man først hælder kun lunken på, og siden efter gør man enhver kedelfuld alt varmere og varmere, indtil der til slutningen påhældes og byges med fuldkommen stærk og kogende lud.  Man må ligeledes tage sig vel i agt, når man byger lærred, at man aldrig lader det ligge i bygekarret i tør hede, men stedse må luden stå over det, især imod enden af arbejdet.

#68: Når man kun har en slags lærred, både i henseende til dets finhed og farvedelenes mængde, så lægger man altid de største stykker i midten og de mindre oven og neden i bygekarret.  Da luden ikke altid virker lige godt på ethvert stykke, men i almindelighed mindre på de øverste og underste, fordi den løber hurtigt igennem de øverste og allerede er meget svækket, førend den når de nederste, og altså virker stærkest på de mellemste stykker: så må man ved enhver af de påfølgende byger bestandig sortere stykkerne igen, og altid lægge det hvidere sammen for oven og neden, og de mest farvede i midten af bygekarret, at alle stykker kan blive hvide til en og samme tid.  Men har man grove og fine lærreder på engang at blege, så er det bedre, at man skiller enhver slags for sig og ikke lægger dem tilsammen i et bygekar.

#69: Når lærredet kommer af bygen, så bankes og skylles det godt i vand, for at befri det såvel fra alle opløste farve- som saltdele, derefter lægges det på blegen.  Undlader man at banke og vaske lærredet, når det tages op af luden, så må det ikke blive tørt på blegen i de første 8 timer, men det må, så snart trådene tørres, straks igen overstænkes med vand.  Sker dette ikke og lærredet bliver – især ved stærkt solskin – ganske tørt, imens det endnu indeholder lud, så bliver det let plettet og man plejer da at sige, at luden er ibrændt.  Når lærredet har ligget 2-3 dage og nætter på blegen, og er behørigen blevet befugtet, så bliver det vendt om, og i øvrigt behandlet som forhen, at begge sider kan bliver lige hvide, hvorpå det igen lægges i bygen og behandles som den første gang.

# 70: Man gentager bygen hver 4-6 dag, ligesom vejret er mer eller mindre gunstigt, indtil lærredet har fået den forlangte hvidhed.  De første 2-3 lude må være de stærkeste – til de øvrige, der efterhånden gøres svagere, sætter man nogen grøn sæbe, omtrent ½ pund til 100 alen lærred.  Til den sidste lud tager man hvid sæbe.  Indeholder lærredet ikke alt for mange farvedele, så vil man sjældent behøve mere end 6 bygninger.  Når lærredet har fået den sidste sæbelud og igen har ligget 1 eller 2 dage på blegen, så lægger man det for sidste gang i bygekarret og hælder varmt vand på det, hvortil man har sat nogen sæbe og lader det stå dermed natten over.  Den følgende morgen vasker man lærredet rent, de deri fundne pletter gnides over med sæbe og ethvert stykke bliver endnu engang skyllet og derpå lagt på blegen.  Når det er halvtørt, trækker man det lige, stryger alle folderne ud, triller det op i runde baller, banker det med en bred banketærskel og breder det igen ud, så det kan tørres helt, hvorpå man igen lægger det sammen.

Kort efterretning om nogle udenlandske bleger

# 72: Hollænderne lægger deres med bændler på begge ender tillavede lærred stykvis i store kar, der er forsynede med dæksel, og som fyldes med rent lunkent vand, hvori de blander rugmel eller klid, så at det står fuldkommen over lærredet.  Efter 6 til flere timer begynder det at gære og skumme, lærredet svulmer op og må holdes nede med dækslet.  Når skummet begynder at falde til bunds, tages lærredet op og befries fra de i gæringen opløste urenheder enten på en valkemølle eller blot ved at banke og stampe det, og derpå tørres det på blegen.  Derefter bliver det byget med potaskelud i 6-7 timer, dog så at den første lud kun er lunken, men de andre efterhånden gøres varmere, indtil den for sidste gang hældes koghed på.  Man fører nu lærredet ud på blegen, og vander det i de 6 første timer så ofte, at det ikke bliver tørt, siden efter befugter man det ikke førend der viser sig tørre pletter.  Denne afveksling med ludning og bestænkning med vand gentages flere gange, før man bruger sure sager.  Man øser nemlig på lærrdet, som er lagt i karret, når det overalt er ens i farve, kærnemælk, eller sur mælk, blandet med vand eller i stedet for dette en surdej af klid, rugmel og vand.  Har lærredet nu ligget nogle timer, så stiger der luftblærer op med en hvid skum på overfladen, som på omtrent 7 dage falder til bunds, men hvorved der viser sig en indvendig gæring.  Efter denne gæring tages lærredet op, vrides, vaskes i sæbevand og lægges da således, at ægkanten i længden først kan blive gnedet med sæbe og varmt vand. Derpå lægger man lærredet med sæben på i luden og siden på blegepladsen for at bestænkes med vand, ligesom tilforn.  Man fortsætter dette arbejde (nemlig at syre, udvaske, indsæbe, byge og bestænke lærredet) indtil det er ganske hvidt.  Til slut bliver det stivet.

# 73: Den harlemske bleg er en af de berømteste i Europa, dels fordi det lærred, som bleges der, får den fortræffeligste hvidhed, dels fordi lærredet der især skånes.  Man bruger såvel potaske af vinbærme som den russiske.  Efter bygen bliver lærredet udvasket og valket.  Man hælder nogle spande kærnemælk i de trækar, man har indmuret i jorden, lægger lærrederne deri og hælder på disse stykker, når de er vel nedtrådte, igen kærnemælk.  Har man således afvekslet, til karret er ganske fyldt, så presser man lærredet ned med brædder og en dertil indrettet pæl.  Er lærrederne da ikke endnu alle vegne blevne ganske hvide i den sure mælk, så nedlægger man dem igen, vasker dem derpå hver gang vel ud med skarp sæbe og derpå med vand, førend sådant et stykke lærred lægges ud til at bleges på den med græs bevoksne blegeplads.  Her beskænkes det ved store, smalle hule skovle med vand, og bliver i øvrigt behandlet som sædvanligt.
Denne måde at behandle lærredet med kærnemælk, sur mælk og valle er meget nyttig.  Disse flydende sager opløser ikke blot farvedelene i lærredet, men gør det endog smidigt.  Nogle foretrækker syresalt af klever[2] frem for valle og mælk, fordi dette sidste må bringes ganske rent ud af det ved at banke, træde og stampe lærredet i vand, da der ellers ville ved bygen kommer pletter i lærredet. Syresalt af klever opløser hørrens farvedele heftigere, og lærredet kan derfor tidligere blive gjort hvidt.  Til en spand vand tages kun 2 lod kleversalt.

#74: På den engelske bleg lægger man lærredet i blød i koldt vand, som man aftapper mange gange og kommer frisk vand på igen, man skyller derpå lærredet vel ud og bringer det på blegen, hvor det bestænkes 3 dage i træk, og derpå lægges tørt i bygen.  Den første lud bør være den stærkeste, men de følgende gøres bestandig svagere.  Efter enhver byg ligger lærredet kun 2 dage på blegen.  Når det har fået 10-12 lude, og efter den sidste igen er lagt på blegen, og vel bestænket med vand, så lader man det tørre for at komme mælken på det.  Mælken eller vallen gemmes i store tønder, til den er blevet sur, ifald den er alt for sur kommer man koldt vand i den.  Man graver et kar halvt ned i jorden, fylder det for en del med mælk, nedtrykker det deri nedlagte lærred med brædder og sten ned under mælken, så det ikke skal hæves i vejret ved gæringen, som her viser stor magt.  Når lærredet har ligget 2-3 dage i mælken, bliver det skyllet, vredet, vasket med sæbevand, endnu to dage ludet med denne sæbe og derpå i to dage udspændt på blegen og stænket.  Et arbejde, som man gentager omtrent 8 gange, da man skiftevis lægger i blød, tilsætter mælk, vasker, indsæber, giver lud og bleger det til det er fuldkommen hvidt, dog så at det hver gang må ligge 12 timer i lud.  Endelig bruger man stivelse.

#75: I grevskabet Mark, især i stæderne Herfor og Bielefeld, bleges på følgende måde: man lægger det rå lærred 6-8 dage i vand, derpå valker og banker man det, siden lægges det i 4 dage på blegen og bestænkes, derpå bliver det igen valket og byget i 24 timer, derpå vel banket, vasket, igen bleget, og behandles på omtalte måde 10-12 gange, til det er blevet tilstrækkelig hvidt.  Under denne behandling lægges der valle, og mellem hvert lag strøes noget køkkensalt og hvedeklid.  Karret forsynes med et dæksel, som befæstes således derpå, at lærredet ikke kan hæve det op.  Lærredet bliver liggende deri til gæringen begynder, som viser sig omtrent efter 14 dage, så bliver det vasket og lagt 3-4 timer i varmt sæbevand, derpå atter vasket og bleget i nogle dage, derpå rullet og foldet sammen.

# 76: I Schlesien bruger man til blegning især komøg og kalk.  Det rå lærred lægges der i blød i varmt vand, vaskes godt, derpå gnides det igennem med komøg i varmt vand, vaskes, lægges 5-6 dage i duggen, bestænkes i solskin, hvorefter man gentager processen, indtil lærredet har fået den ønskede hvidhed.
I Sverige har man også rådet til at bruge komøg og gjort mange fordelagtige forsøg dermed, så at lærredet er blevet bleget ligeså hvidt som det hollandske, uden at blive rødligt eller gult.

#77: Den friske komøg virker ved blegning det samme som dyrenes galde, som man også meget vel kan bruge til at vaske, rense og blege lærred med.  Dagligen afsondres dyrenes galde, og efter at den har gjort sin tjeneste ved fordøjelsen, udkastes den med møget. I dette stikker altså den samme kraft som i galden, selvom den ikke er så koncentreret.  Denne er altså vejen til at samle dyrenes galde i mængde og anvende den til at blege med.

# 78: Men man må bruge komøg med behørig forsigtighed, når man vil blege dermed, så den ikke fordærver lærredet og gør det ubrugeligt.  Thi man behøver kun at neddyppe det i vand, hvori komøgen er rørt ud, lægge det på blegen og lade det tørre der, så vil man snart få de værste følger deraf at se.
Men når man lægger lærredet eller garnet 24-48 timer i komøgvand uden at lade det tørre og derpå straks udvasker møgvandet i flodvand, så når man fuldkommen sit øjemed, men endnu hastigere, når man skyller lærredet godt i møgvand, efter at det har ligget en nat deri.  Derpå må sådant lærred vaskes rent, lægges ud og bestænkes 8 dage i fri luft, og vedblive med skylning, møgvand og blegen til det har fået den ønskede hvidhed.  På denne måde kan man på 14 dage få det hvideste bomuldstøj og på 4 uger det hvideste lærred, når ellers vejrliget er godt.

# 79: Forrådnet komøg virker ved blegning langt stærkere end den friske.  Der udvikler sig nemlig imens den forrådner af dens vandstof og stikstof (?) et flygtigt ludsalt, som ikke indeholdes i det friske komøg.  Man må derfor kun anvende forrådnet komøg til ufarvet råt lærred, men ikke til broget tøj, fordi ludsaltet ikke alene forandrer forskellige farver, men angriber endog deres grundvæsen og svækker det.  Til at blege kattuner kan man altså tage frisk komøg, endog udbløde og vaske tøjet i blot koldt møgvand.

# 80: Virkningen af det rådne komøg til blegning bliver gjort meget stærkere derved, at man sætter brændt kalk til det, hvorved det flygtige ludsalt, som indeholdes deri, bliver gjort kaustisk.  Når man til 4 baljer rådnet komøg udrører 1 pund frisk, ulæsket kalk med 2 spande vand, lader man de grove dele sætte sig og derpå sier det klart igennem et klæde, så får man en lud, som bleger hurtigt, og som ikke i ringeste måde angriber tøjet, man lægger dette kun i blød deri eller byger det dermed, blot at man passer på at udvaske luden helt, før man lader lærredet blive tørt.
Blot må man lægge mærke til, at man ikke strør for meget strå under kvæget, fordi meget strå farver og gør lærredet gult.  Allerbedst er det, når der slet intet strå eller sådant andet er blandet i møget.

# 81-83 drejer sig om blegning af broget linned og uldtøj

# 84-85 drejer sig om blegning af hvidt bomuldstøj