I 1774 købte den københavnske storkøbmand Niels Ryberg et stort jordgods i Køng. Her byggede han et af landets tidligste og fineste fabriksanlæg til fremstilling af hørtekstiler.
Køng Museum har til huse i fabrikkens oprindelige administrationsbygning, Gl. Øbjerggård. Her kan man besøge en permanent udstilling om fabrikkens historie og nyde det nænsomt og smukt restaurerede hus. Desuden vises skiftende særudstillinger af kulturhistorisk tilsnit; eller der præsenteres en kunstner eller kunsthåndværker. Se mere under menupunktet “Udstillinger”.
Frilandsmuseum
Køng er også et frilandsmuseum, da flere af fabrikkens bygninger stadig eksisterer. Rybergs anlæg var meget mere end en fabrik; det var et lille idealsamfund med en social planløsning fra vugge til grav. Her var tænkt på dagen og vejen, men også på ånden og det skrøbelige legeme. Det kan anbefales at besøge museet for at studere og opleve de andre bygninger, der har overlevet tidernes skiften. Ryberg ombyggede kirken, så den kunne rumme mange flere mennesker, og toppen af kirketårnet indrettede han, så man der fra en altan kunne (og kan) nyde en fantastisk panoramisk udsigt over Sydsjælland. Spindeskolen, hvor små piger blev uddannet og opdraget til gode fabriksarbejdere, findes endnu. Spindeskolen blev restaureret i 2014, og man har nu mulighed for at komme ind i bygningen. Hospitalet for de gamle og syge er også bevaret. Det er ikke færdigrestaureret, men det vises frem på opfordring.
Øbjerggård
Går man henad alléen midt for Gl. Øbjerggård, når man det nuværende Øbjerggård. Gården ligger der, fordi Ryberg her anlagde et landbrug, der skulle producere hør til fabrikken. Der er ikke offentlig adgang, men man kan gå så langt, at man kan se hovedhuset og to længer af bindingsværk, som ligeledes er fra det oprindelige anlæg. Når man står der, er man kun et stenkast fra Kong Valdemars Lille Gurre. Man kan ikke se det, for området er vokset til i træer og buske, men man kan måske mærke historiens vingesus. På den lille ø, hvor der i dag kun er lidt af fundamentet tilbage, lå middelalderkongens jagtslot. Han elskede i følge sagnet stedet så overmåde, fordi hans frille Tove havde fortryllet ham med en kærlighedsamulet.
PODCAST
NR 4. Jacquard-væven på Køng Museum. Annelise Høgh-Hansen interviewer Bent Bille Hørvævsmuseet Krengerup og Per Ole Schovsbo Køng Museum ved jacuard-væven på Køng Museum
NR. 5 Annelise Høgh-Hanesen interviewer Per Ole Schousbo. Historikeren Per Ole Schousbo fortæller om personen Niels Ryberg, som er ophavsmanden til den køngske hørvævs-industri.