Nu blomstrer også Køng Museums hørbed
De kommer stille og roligt, de små, blå blomster fra spindhørren.
Afhængigt af, hvornår du har sået dine skønheder, om de står i fed jord, mager jord eller hvordan sol, vind og vejr tér sig. Så springer de ud, når det er tid.
Således også spindhørren i det fem kvm store bed, som hørgruppen i Køng Museums Støtteforening såede tidligere på året.
Bedet ses lige bag ved Hospitalet på Hovedgaden i Køng.
De springer ud, når solen er oppe. Når vi andre går til ro, gør spindhørren det også, altså lukker sig. Et døgns tid lever hver blå blomst, men da der er mange af dem, er der en tid til alle de andre.
Fotos her er fra fredag 19. juli.
Når hørren er blomstret af, kommer de små runde, gyldenbrune frøkapsler.
Så er det tid til, at hørren skal ruskes, dvs. hives op med rode. Og så kan man knevle frøkapslerne og have frø til næste år.
Følg med her på hjemmesiden, når det er tid eller kig ind bag Hospitalet, hvis du kan se, der sker noget.
Kontakt også gerne én af de tre frivillige i hørgruppen,
Hanne Martini, tlf. 50 99 18 32, Maj-Britt Nielsen, tlf. 51 72 81 71 eller Helle Judith Thomasen, tlf. 40 77 68 93.
1. august 2024
Både blomster og frøkapsler.
-Nej, hvor står hørren flot. Meget flottere end sidste år. Det må være, fordi vi både har fået hestemøg og kompost-jord fræset ned for at forbedre jorden.
Sådan lød det fra Hanne Martini Jensen og Helle Judith Thomasen, to af de i alt tre frivillige i hør-gruppen i Køng Museums Støtteforening.
Tredje medlem, Maj-Britt Nielsen, var på arbejde.
Sidste dag i juli var de forbi det 5 kvm. store hør-bed bag ved Hospitalet i Køng, fordi de alligevel var i nærheden.
Forarbejdet har altså båret frugt.
Der var både smukke, små, blå udsprungne hør-blomster og frøkapsler. De fleste grønne.
Hver dag springer nye hør-blomster ud og bliver til frøkapsler, når blomsterne er visnet.
Alle frøkapsler skal være små, brune kugler på størrelse med ærter, inden næste arbejdsopgave for hør-gruppens trio går i gang.
Når det er tid, skal alle planterne ruskes. Det betyder, at de skal rives op med rode.
Knevlen skal findes frem indenfor på Hospitalet, en presenning lægges ud på gulvet, og så bliver frø-skallerne skilt fra frøene.
Frøene vejes ligesom sidste år. Da fik hør-gruppen i alt 584 gram spindhør-frø ud af anstrengelser.
Efter ”høst” skal negene lægges til rødning / rådning udenfor i Hospitals-haven.
Følg med på Køng Museums hjemmeside, www.koengmuseum.dk
I er velkomne til at komme og kigge med, når vi rusker, knevler og lægger negene til rødning / rådning, lyder opfordringen fra hør-gruppen.
Fotos er alle taget af Helle Judith Thomasen.
Hør-gruppen rusker årets høst august 2024
Hør-gruppen fra Køng Museums Støtteforening høster, eller rusker, som det hedder på "hør-sprog", sine hør-planter fra bedet bag Hospitalet lørdag 31. august.
-Vi bundter dem og stiller dem til tørring op ad Hospitalets sydvendte væg de næste uger, inden næste arbejdsopgave venter, lyder det fra hør-gruppen.
Kig gerne forbi.
Måske har du ovenikøbet lyst at være med i hør-gruppen ?
-Vi er tre glade piger, som synes, det er sjovt at så hør, at se de flotte små blå blomster springe ud, at ruske og siden få frø til næste år, lyder det på hørgruppens vegne fra Helle Thomasen.
Læs mere på Køng Museums hjemmeside, www.koengmuseum.dk
Hørren står nu i september-solen
Køng Museums hørgruppe kom et skridt videre og tættere på de bløde spindetråde – gæster og frivillige fik rusket hørren – næste opgave er at knevle
Gæster og Køng Museums hørgruppe har nu fået rusket hørren, dvs. trukket stænglerne op med rode.
De lange hørstængler er nu bundtet i neg, 31 i alt blev det til i år. Negene er stillet op ad en sydvendt væg på Hospitalet i Køng.
Her skal hørren stå og slikke september-sol, nyde vind og vejr, og når det er tid, skal hør-gruppen knevle.
Det betyder, at frøkapslerne skal skilles fra stænglerne, så der er frø til næste år.
Arealet bag ved Hospitalet i Køng ligner måske lidt et morads, vil nogen synes.
De tidligere års bede har nemlig fået lov at leve deres eget liv og vokse sig højere.
Køng Museums Støtteforening håber, at udendørs-teamet fra Vordingborg Kommune, som i forvejen står for vedligeholdelse af museets udendørs-arealer, vil hjælpe med at slå de høje bede bag ved Hospitalet.
Vejret bestemmer
Vind og vejr bestemmer, hvornår stænglerne har stået nok til ”tørre”.
Så skal stænglerne rødnes / rådnes – det betyder, at negene skal lægges på jorden, så vil sol, vand og jord berede stænglerne, så man kommer endnu tættere på spindetrådene.
Efter rødningen skal hørgruppen så i gang med at bryde, skætte og hegle, så man omsider kommer frem til, at spindepigen kan få hørtråde at spinde af.
Er du interesseret i at se, hvornår og hvordan man knevler, så hold øje med aviserne og Køng Museums hjemmeside, www.koengmuseum.dk
Vil du være med i den frivillige hørgruppe, er du velkommen til at kontakte Maj-Britt Nielsen, 51 72 81 71, Hanne Martini Jensen, 50 99 18 32, eller Helle Judith Thomasen, 40 77 68 93.
Ruske 3:
Hanne Martini Jensen (tv) og Maj-Britt Nielsen er her i gang med at berede hør foran Køng Museum. Foto: Helle Judith Thomasen.
Ruske 5:
Maj-Britt Nielsen fra den frivillige hørgruppe i Køng Museums Støtteforening rusker hørren, dvs. trækker hørren op med rode. Foto: Helle Judith Thomasen.
Ruske 4:
Hørren er bundtet i neg, i alt 31 blev det til i år. Negene er stillet op ad en væg ved Hospitalet, som Maj-Britt Nielsen står ved. De skal nu slikke september-sol, nyde fugt og vind, indtil det er tid til næste arbejdsopgave. Foto: Helle Judith Thomasen.
Nu rådner hørren ved hjælp af sol, vand og vind. 20. september 2024
Rød-hvide bånd er nu igen sat op i baghaven ved Hospitalet i Køng. Hørgruppens piger og mand har nemlig lagt de fine strå til rødning, eller rådning, som det også hedder.
Alle frøkapslerne er knevlet, dvs. trukket igennem en form for kam, og i år blev det til 463 gram hørfrø.
I forhold til sidste år er det knap 100 gram mindre, men hørren har også vokset sig meget, meget højere i år.
Måske det er forklaringen på, at der ikke blev så mange frø ud af det. Hørgruppen er dog meget tilfreds med resultatet, og det er planen at sælge frø i små poser svarende til en kvm. jord, når den nye sæson på Køng Museum starter til foråret.
Det gjorde man i år med stor succes.
De næste uger skal stænglerne på jorden have sol, vind og vand, og bundterne vendes, så stråene bliver blødere.
Det hele handler jo om, at man skal ind til det fine spindhør.
Det mærker man, når man ”knækker” stænglerne.
Kom og hør
Køng Museums Støtteforening fejrer sit 25 års jubilæum 8. oktober.
Denne dag kan du møde nogle af de frivillige fra hørgruppen, iført særk, skjorte og bukser af hør.
Kontakt evt Helle Judith Thomasen, 40 77 68 93, hvis du vil vide mere om hørgruppen og det arbejde, de frivillige udfører.
Måske du selv har lyst at blive frivillig i gruppen og så nye bede med hørfrø til næste år.
Du kan læse mere om hørgruppen på Køng Museums hjemmeside, www.koengmuseum.dk
Foto:
Sådan ser der ud i baghaven ved Hospitalet i Køng. Foto: Helle Judith Thomasen.
Foto:
Maj-Britt Nielsen (tv) og Hanne Martini Jensen puster skallerne af, så der kun er hør-frøene tilbage, klar til at blive sået til foråret. Foto: Helle Judith Thomasen.
Foto:
Helle Judith Thomasen og Søren Sørensen er her i gang med at skille frøkapslerne fra frøene. Foto: Maj-Britt Nielsen.
Foto:
Hanne Martini Jensen, Helle Judith Thomasen og Søren Sørensen i gang med at skille frøene fra stænglerne og samle skallerne. Foto: Maj-Britt Nielsen.