Et industrieventyr –

Ryberg køber Øbjerggaard

I slutningen af 1700-tallet købte den københavnske storkøbmand Niels Ryberg godset Øbjerggaard på Sydsjælland. Ryberg ønskede ikke at drive traditionel godsdrift men derimod at anlægge en stor

 linnedfabrik, 

hvor råmaterialet, hørren, skulle dyrkes i nærområdet, og arbejdskraften primært findes blandt lokalbefolkningen. Fabrikken blev anlagt i den lille landsby Køng, som i løbet af de næste år blev omdannet til en fabriksby efter nyklassicistisk f

orbillede. På Køng Fabrik produceredes i de næste knap 150 år nogle af landets absolut fineste linnedtekstiler, og allerede fra 1784 var fabrikken kongelig hofleverandør, hvilket vil sige, at den

 leverede alle linnedvarer til hoffet – lige fra almindelige duge og håndklæder til de helt eksklusive varer i de danske prinsessers brudekister. Det var således Køng Fabrik som leverede udstyr til Christian den 9.’s døtre, prinsesserne Alexandra, Dagmar og Thyra, som i midten af 1800-tallet blev gift med henholdsvis den engelske tronfølger, den russiske zar og hertugen af Cumberland.

Køng Museers permanente udstilling fortæller hele historien om Niels Ryberg, fabrikkens virke og tekstilerne og viser eksempler på fabrikkens mest eksklusive duge og servietter. Ældst er en damaskdug fra 1784, og blandt de yngste tekstiler er servietter vævet omkring år 1900 til kongeskibet Dannebrog.

Fabrikkens betydning for lokalområdet

Lokalområdet var meget fattigt, og en af intentionerne bag anlæggelsen af landfabrikken var, at den skulle være med til at afhjælpe fattigdommen. De lokale blev sat i arbejde med at dyrke, bearbejde, spinde og væve hørren: Småpiger lærte i såkaldte spindeskoler ikke blot at læse og skrive men også at spinde den fineste kvalitet garn, og drenge blev oplært som vævere. Fabrikken voksede hurtigt, og allerede omkring år 1800 havde den 400 ansatte.

Spindeskolen i Køng
Den gamle spindeskole i Køng gennemgik i 2012-13 en større restaurering. Det fredede hus daterer sig helt tilbage til 1778 og var den allerførste bygning, som blev bygget ved etableringen af linnedindustrien Køng Fabrik.  I spindeskolen lærte småpiger i alderen 4-10 år at spinde fine hørtråde til fabrikkens væve, og der har været plads til ca. 40 piger ad gangen. Bygningen var indrettet til undervisning af børnene, men også som beboelse for deres lærerinde, som blev kaldt ”Spindemoderen”. Lige overfor spindeskolen lå tidligere en rytterskole, og af arkitektoniske og byplansmæssige grunde blev spindeskolen opført, så den i høj grad lignede rytterskolen. Rytterskolernes dimensioner, materialer og indretning kender vi meget præcist fra gamle kilder, og undersøgelser af spindeskolen viser, at Spindeskolen i endnu højere grad end tidligere antaget har været opført som en kopi af rytterskolen – også hvad angår bygningens indre.  Denne viden har været en inspiration for restaureringen.

Tyskere på Øbjerggaard:

Voelker fra Thüringen

I dag står kun få af fabrikkens mange bygninger tilbage i Køng. Det gælder spindeskolen, det såkaldte hospital samt fabrikkens administrationsbygning, som nu huser Køng Museum. Niels Ryberg boede aldrig selv i Køng men overlod den daglige drift til fabrikkens inspektør Christian Gottfried Voelker. Voelker kom oprindelig fra Arnstadt i Thüringen, og han var én blandt en længere række udenlandske eksperter, som blev indkaldt til at forestå produktionen. Voelker boede med sin familie i fabrikkens administrationsbygning, hvorfra han styrede produktionen og fabrikkens mange ansatte.

Voelkers Køng Plaster – sårsalven fra Tyskland

På museet udstilles en lokal kuriositet, som tilskrives Voelker. Det drejer sig om det såkaldte Køng Plaster, som var en meget anvendt sårsalve. Voelker skal have medbragt opskriften på salven fra Tyskland, og helt op til midten af forrige århundrede blev den produceret i Danmark. Da blev der imidlertid sat en endegyldig stopper for produktionen, da man blev opmærksom på salvens indhold af mønje, som er en giftig blyforbindelse! Voelker døde i 1819 og ligger begravet på den lokale kirkegård i Køng, men da han var katolik, skal der have været en del polemik omkring hans begravelse på den protestantiske kirkegård, 30 år før religionsfriheden blev indført i Danmark! Voelkers gravminde er indmuret i den østlige kirkemur.

Produktion og væverfamilie flytter til Vintersbølle Skov

Voelker var langt fra den eneste tysker, som arbejde på Køng Fabrik. Det gælder en række af fabrikkens vævere, deriblandt Georg Andreas Apel, som kom til Køng allerede omkring år 1800. Georg Apel var født i den lille by Mühlberg ved Elben nordvest for Dresden. Han arbejdede i mange år på fabrikken og blev dansk gift. I midten af 1800-tallet blev det besluttet at nedrive de fleste af bygningerne i Køng og flytte hele produktionen til Vintersbølle Skov ved Vordingborg, hvor fabrikken i forvejen havde sin blegeplads. Georg og hans hustru Ane Apel var blevet for gamle til at flytte med, og i stedet flyttede de ind i hospitalet i Køng, som var en ældrebolig for fabrikkens arbejdere. Deres søn, Heinrich Apel, var dog også væver, og han og hans familie flyttede med til Vintersbølle Skov, hvor de fik bygget et lille hus. Hans kone var en driftig kvinde, som vidste at tjene en ekstra skilling ved salg af drikkevarer, når der blev holdt fest på en danseplads i skoven, og væverparrets hus blev derfor kaldt Beværterhuset. I dag er der kun ruiner tilbage af selve fabrikken i Vintersbølle Skov, men til gengæld står Apel-familiens ydmyge væverhus stadig, og det er igennem de sidste år blevet gennemrestaureret.

Schultze – den sidste Køngvæver

I begyndelsen af 1900-tallet var fabrikkens æra definitivt forbi. Konkurrencen fra fabrikker med maskinvæve blev for hård, og fabrikken i Vintersbølle måtte dreje nøglen om. Man stod imidlertid tilbage med en ikke færdiggjort ordre for Kongehuset, og løsningen blev, at man ganske simpelt lod en af væverne flytte ind hos kunden for der at væve tekstilerne færdige! Væveren var den tyskfødte Gustav Hermann Schultze, som var født i Preussen engang i midten af 1800-tallet. I de næste år fik Schultze således sin daglige arbejdsplads i et rum i kælderen på Christiansborg Slot, hvorom det berettes, at det var helt ideelt for det fugtelskende hørgarn, da det var placeret direkte over slottets store vaskeri, hvorfra der trak fugtighed op. Hvordan arbejdsmiljøet var for Schultze, melder historien dog intet om! Til gengæld har Schultze æren af at være den absolut sidste Køng-væver, og hans væv kan i dag ses på Køng Museum.