Hospitalet
Øbjerggaard Hospital blev opført af Ryberg i 1793 som en mild stiftelse (selvejende
institution) til gavn for Øbjerggaards og Køng Fabriks medarbejdere, der på grund af
sygdom eller alderdom ikke kunne klare sig selv.
Hospitalet rummede 6 ens lejligheder med tre rum: stue med bilæggerovn, køkken
med åbent ildsted og et spisekammer. Hertil var der en fælles stue, hvor man kunne
samles om vinteren omkring en kakkelovn, for at spare på brændslet i lejlighederne.
Beboerne (lemmerne) måtte imidlertid kun optage de 5 lejligheder, fordi den 6.
lejlighed var forbeholdt de syge der skulle plejes af hospitalets beboere. I hver af de
5 lejlighed skulle der bo et ægtepar eller to voksne af samme køn og man tog sig af
forældreløse børn, indtil de kunne klare sig selv.
Nord for hospitalsbygningen blev der opført et udhus bla med toiletter, bageovn og
rum til brændsel til hver lejlighed. Øst for hospitalet lå en fælles brønd og
lemmernes indhegnede nyttehaver, hvor de dyrkede deres egne grøntsager.

Alle lemmerne var fritaget for skatter og afgifter og fik fri brændsel, gratis lægehjælp
og dertil et mindre pengebeløb mod at deres personlige ejendele blev solgt på
auktion efter deres død. De fik naturligvis også fri begravelse på Køng Kirkegaard,
som var ejet af Øbjerggård.
Hospitalet blev moderniseret og fik indlagt el og vand i 1930’erne. Bygningen blev
fredet i 1945 og den sidste beboer måtte flytte i begyndelsen af 1960’erne, fordi
skorstensfejeren havde kasseret bygningens skorstene. Den helt enestående
bygning er tæt på tag og fag men endnu ikke restaureret. Det er dog muligt at komme ind i bygningen. Bygningen administreres af Rosenfeldt gods.

Køng Museum

Bygaden 27, 4750 Lundby

CVR nr. 33 63 03 95

Åbent i 2024 fra 24. marts til 27. oktober.