Køng Kirke
Er en ret stor kirke med krypt under koret, opført af munkesten sent i 1200-tallet i
samme periode som Lille Gurre, der var et fæstningstårn sydøst for det nuværende
Øbjerggaard. Kirken fik i 1400-tallet et tårn mod vest, murede hvælvinger i skib og
kor, samt sakristi og våbenhus, der begge siden er nedrevet. 1792 lod Ryberg kirken
ombygge og udvide, fordi sognets indbyggertal var blevet forøget på grund af de
mange medarbejdere på Køng Fabrik og Øbjerggaard. Hvælvingerne i skibet blev
hugget ned og der blev opført sideskibe mod nord og syd, så kirken fik korsform.
Lofterne blev gipset og inventaret suppleret bla. med et orgel. En del af det ældre
inventar blev ændret, så det fremstod i nyklassicistisk stil. Mest markant er Rybergs
ombygning af tårnet, hvis gavle nedtoges og erstattedes af en altan med
smedejernsrækværk og en firkantet bygning med kuppel beklædt med kobber.
Kirkens indgang blev flyttet til tårnets vestfacade og indrammet af en klassisk portal.
Ryberg har således tilført kirken i Køng de samme elementer som kirken i Dreslette
på Fyn nær hans gods Hagenskov, hvor Ryberg selv og hans nærmeste familie blev
gravsat.

Link til Danmarks kirker natmus.dk

link til bomærker på Køng kirke

Køng Museum

Bygaden 27, 4750 Lundby

CVR nr. 33 63 03 95

Åbent i 2024 fra 24. marts til 27. oktober.