Vævegruppen ”Trådens Gang” består af Inga Østergaard, Mette Lise Rössing, Mona Lise Martinussen, Hanne Kold og Solveig Bruun. De beskæftiger sig fortrinsvis med billedvævning og udstillede med stor succes på Køng Museum i 2009. I september 2015 var de tilbage med en række nye værker, som første gang blev vist i den norske væver Frida Hansens hus i Stavanger i foråret 2015. I forbindelse med udstillingen i Køng havde gruppen stillet sig selv en opgave hvor hvert medlem ud fra samme tegning skulle udføre en vævning på 40 x 40 cm – udførelsen skulle gøres ud fra hver enkelt medlems ”egne” vævetraditioner og farvesyn. Tegningen var udført af kunstneren Ullrich Rössing, som også på udstillingen viste keramiske værker .
I løbet af de næsten 20 år ”Trådens Gang” har eksisteret som gruppe, har de især udstillet på kulturhistoriske museer i ind- og udland, og deres optagethed af det tekstile håndværk har betydet, at udstillingen blev udvidet med et håndværksmæssigt afsnit, som beskrev teknikker og traditioner.