Det var en stor ære for Køng Museum at kunne præsentere en udstilling af den internationalt kendte billedvæver Inge Bjørn. Udstillingen blev vist fra den 5. april til den 17. juni.

Pressemeddelelse:

Levende tekstilkunst

Inge Bjørn – væver og forfatter – indtager en unik plads i dansk tekstilkunst. I den kommende tid kan et rigt udvalg af hendes billedvævninger ses på Køng Museum

Historien om Inge Bjørn involverer dansk tekstilkultur på flere niveauer.

Som helt ung tog hun et kursus i tilskæring og kjolesyning hos den navnkundige Nathalie Hansen på Odense Fagskole, og hun rejste til Norge for at møde billedvæveren Hannah Ryggen, der regnes blandt fornyerne af den norske vævetradition. Senere fulgte interessen for de olddanske tekstiler, som Margrethe Hald afdækkede, og som Inge Bjørn på fornem vis omdannede i sin bog ”Oldtidsdragt – nutidstøj” fra 1974. Alle tre spor kom til at indgå i grundlaget for den undervisning, Inge Bjørn gennem mere end 40 år varetog på Askov Højskole. Højskolelivet blev på én gang et fast omdrejningspunkt og forudsætningen for et langt friere liv som kunstner. Inge Bjørn mødte på et tidspunkt Asger Jorn, der havde gjort op med den tradition for billedvævninger, der fordrer, at kunstneren maler billedet og væveren væver vævningen. Jorn ville samarbejdet, hvilket han i første omgang praktiserede med Pierre Wemaëre, i anden omgang sammen med de vævere, der var med til at væve ”Den lange rejse” til Århus Statsgymnasium i 1959-60. Blandt dem var Inge Bjørn. Denne lange historie fortælles, fordi samarbejdet med Jorn og de øvrige vævere fik stor indflydelse på såvel hendes tekstile billeddannelse som hendes helt unikke væveform, der er baggrunden for den aktuelle udstilling i Køng.