Balle-Lars

Balle-Lars

Written by steen On the

Balle-Lars var en af de sidste forbrydere, der blev henrettet i Danmark.

Med udgangspunkt i historien om Balle-Lars skal I nu arbejde med emnet dødsstraf. I skal forholde jer til, om dødsstraf er rimelig, og om Balle-Lars fortjente denne hårde straf.

Undervejs lærer I Balle-Lars lidt bedre at kende og får lidt mere viden om dødsstraffens historie.

Til sidst kommer en lille historie om en præst, der på en måde udødeliggjorde Balle-Lars.

 

Hvis I arbejder med iPads eller Apple pc'er, kan I downloade materialet som iBook her: Balle Lars.ibooks

Aftal med jeres lærer, hvad I gør.

Introduktion

En virkelig historie

Det var en tidlig, råkold morgen den 16. oktober 1860, da Lars Nielsen - i folkemunde kendt som Balle-Lars - under skærpet tilsyn blev ført fra Præstø arrest ud til retterstedet i Ugledige Skov. En landskendt tyveknægt, brandstifter og forhærdet forbryder, der i årevis havde skabt frygt på egnen.

Nu var han dømt til døden for lejemord på gårdmandsenken Ane Marie Hemmingsdatter. En forbrydelse, han først havde tilstået, men siden hårdnakket benægtede.

På Rakkerbankens top stod bøddelen med sin sorte maske klar til at hugge hovedet af Lars med sin knivskarpe økse. Godt 4000 nysgerrige borgere - heraf hele skoleklasser - var troppet op fra nær og fjern for at overvære den spektakulære begivenhed. Nu stod de spændte, forventningsfulde og utålmodigt ventende …

Hør eller genhør udstillingens fortælling om Balle-Lars.

 

Kortet her viser et udsnit af Videnskabernes Selskabs "Kort over Møen, Falster og Laaland". Det er tegnet i året 1776.

Meget er naturligvis forandret i dag. Men prøv alligevel, om I kan finde Balle-Lars' henrettelsessted på kortet, galgebakken i Lekkende Skov.

Lidt hjælp:

På kortet fra 1776 kaldes Ugledige for Ullede, og Ugledige Skov kaldes for Lekkende Skov, som på kortet staves Lechinde.

 

Her kan I se, hvordan der ser ud i dag. Der er intet af galgebakken tilbage, bare skov.

Bakken er der stadig, men godt vokset til.

Kunne I finde det?

Markeringen på dette lille kort kan måske hjælpe jer det rigtige sted hen.

Ved rådhuset i Præstø stod en større mængde tilskuere parat for at se "misdæderen" blive kørt bort. Også langs ruten, der gik gennem Skibbinge og forbi mordstedet i Ugledige, stod mange nysgerrige og ventede.

På bakken i Ugledige Skov overværede 4000 mennesker henrettelsen. Det skriver i hvert fald sognepræsten i Præstø. Han hed Jacob E. Gjellebøl og var til stede. Pastor Gjellebøl møder I igen senere.

 

Diskuter, om vi kan være sikre på, om der virkeligt var 4000 tilskuere til stede ved henrettelsen.

Henrettelser var god underholdning på dette tidspunkt og et tilløbsstykke. Mange kom fra nær og fjern og havde måske endda madkurve og strikketøjet med. Men 4000? Kan det nu også passe?

Kunne man måske forestille sig, at der kunne have været en grund til at overdrive lidt? Hvad kunne denne grund så måske have været?

Der er naturligvis også den mulighed, at der virkeligt var 4000 mennesker, der ville se henrettelsen ... meeen ...

 

Hvad tror I?

Ville I gerne have været med?

Hvordan ville I reagere, hvis jeres lærer en dag kom og sagde:

"God morgen, kære elever. I morgen skal I have varmt tøj med. For vi skal marchere 15 km i det dejlige efterårsvejr. Vi skal nemlig ud til Ugledige Skov og se Balle-Lars blive halshugget. Nøj, hvor bliver det spændende, hva'?"

Balle-Lars

Her kan I lære Balle-Lars lidt bedre at kende.

Man må nok sige, at det ikke altid har været lige nemt for ham.

Lars Nielsen kom til verden den 10. februar 1820 i Stensby, en lille landsby mellem Vordingborg og Møn.

Tilnavnet Balle-Lars fik han efter sin mor, der blev kaldt Balle-Johanne efter landsbyen Balle, hvor hun blev født. Lars' forældre havde et lille husmandssted (en lille gård). Begge forældre arbejdede for godsejeren på den nærliggende "Petersgaard". De var meget fattige, og da manden døde, kunne Balle-Johanne ikke længere klare at holde det lille husmandssted. Hun måtte flytte ind på fattiggården i Langebæk.

Vi ved ikke præcist, hvordan Lars klarede sig i skolen, men noget tyder på, at det ikke gik helt så godt, som det skulle. Da Lars var 14 år, skulle han naturligvis konfirmeres. Men præsten i Kallehave "viste ham af" én eller to gange. Det havde præsten lov til, hvis han syntes, at en konfirmand ikke var dygtig nok til kristendomskundskab. I 1835 blev Lars endelig konfirmeret, da var han 15 år gammel.

Efter konfirmationen havde Lars pladser mange forskellige steder rundt omkring i Sydsjælland og på Falster. Ofte var han kun et halvt år i en plads. Af skudsmålsbogen kan vi se, at han i tiden fra 1836 til 1852 tjente sytten forskellige steder. De første år var hans stilling tjenestedreng. Da han fyldte atten år, blev han landarbejder eller tjenestekarl, som det hed på den tid.

1832 indførte man en lov, der sagde, at alle skulle have en 'skudsmålsbog'. Den blev udfærdiget af sognepræsten, lige efter man var blevet konfirmeret. Bogen fulgte personen fra arbejdsplads til arbejdsplads, så man kunne se, hvem man ansatte. I bogen kunne arbejdsgiveren så skrive, hvordan det var gået, når man rejste videre til en ny arbejdsplads.

Skudsmålsbogen viser, at der var flere perioder, hvor Lars var uden arbejde. Fra retssagen mod ham ved vi, at han vagabonderede, når han var arbejdsløs. På disse ture var Lars næsten altid sammen med andre arbejdsløse.

Da de ingen penge havde, var de nødt til at stjæle for at få mad. På denne måde startede Lars med at komme ud i kriminaliteten.

Skudsmålsbogen viser, at han nogle gange forlod sin plads i utide. Det betød dog ikke, at han altid var blevet uvenner med sin husbond. Tværtimod står der flere steder, at det skete efter aftale. De fleste af hans påtegninger i skudsmålsbogen er pæne, nogle direkte rosende. Flere arbejdsgivere har skrevet, at Lars var "tro og skikkelig", han nævnes også som "en dygtig arbejdskarl". "Tro, flittig og skikkelig". "Har ikke haft videre på ham at klage". "Han har opført sig ordentligt".

Et par steder vendte Lars tilbage til og fik arbejdede igen. Heraf kan man måske slutte, at han var en god arbejdskraft, selvom de mange pladser nok kan tyde på, at han var noget ustabil.

I 1845 stjal Balle-Lars et par seler. Han var sammen med sin svoger, som fik fat i nogle klæder. Begge tyve fik 30 dage på vand og brød.

Året efter blev Lars gift og flyttede med sin kone ind i et faldefærdigt hus på Tolstrup Mark. Yderdøren manglede, og ejeren ville ikke gøre huset i stand. I stedet for opfordrede han direkte Lars til at stjæle nogle brædder og gøre det selv. Han fortalte endda, hvordan han skulle gøre det. Han lovede også, at han ville nægte at vide noget om det, hvis det skete.

Så Lars stjal et par brædder fra præstegården i Øster Egesborg - i sin kones påsyn - og fik repareret sin dør. Tyveriet blev dog snart opdaget. Denne gang måtte Lars afsone et helt års fængsel i Møns Tugthus. Hans kone måtte ti dage i fængsel på vand og brød.

De to hårde domme over ret ubetydelige forbrydelser, der er udøvet under meget formildende omstændigheder, forhærdede uden tvivl Balle-Lars' sind. Fra nu af var han professionel forbryder. Og han benægtede konsekvent. Han tilstod aldrig en forbrydelse, lige meget hvor stærke beviser der end var imod ham. Han undgik på den måde at blive straffet - indtil det store opgør 12-13 år senere.

Hans kone døde i april 1848. Sommeren samme år blev han indkaldt til krigstjeneste og kæmpede i Treårskrigen. Han kom hjem fra soldaterlivet i 1849. Han giftede sig igen i 1853.

I maj 1851 var han kommet i ledtog med en berygtet og flere gange straffet mand. Han hed Poul Hansen, men blev kaldt Malene-Poul. Det var ganske almindeligt, at uægte børn (børn født uden for ægteskab) fik et øgenavn, hvor moderens fornavn blev sat foran deres eget. Fra da af begik Balle-Lars i hurtig rækkefølge den ene forbrydelse efter den anden - altid i ledtog med en anden, oftest Malene-Poul.

Han og andre banditter stjal mad, korn, tøj, brændevin, lys, strømper, sølvknapper ... mest livsfornødenheder. Kun en enkelt gang blev der stjålet penge: 50 rigsdaler.

Kriminaliteten fik en anden karakter, da han sammen med Malene-Poul natten mellem 11. og 12. maj 1852 udførte et kup på Langø, hvor de fik et udbytte på 450 rigsdaler. De delte pengene, men Poul stjal 50 rigsdaler fra Balle-Lars, så han måtte nøjes med 175. Det blev Balle-Lars selvfølgelig meget rasende over.

Lars fortsatte sin kriminelle løbebane. Han blev også brandstifter. Han påsatte et par brande 1856 og 1858. Gårdmændene betalte ham godt for det, så de kunne lave forsikringssvindel.

 

Arv eller miljø?

Til næsten alle tider har man diskuteret, om kriminalitet er medfødt, eller om der er noget i ens opvækst og liv, der gør en kriminel. Andre igen mener, at man selv vælger, om man vil være kriminel.

Diskuter, hvad I mener.

 

Og hvad med Balle-Lars?

  1. Var det hans egen skyld, at han blev kriminel? Eller var det bare en række uheldige omstændigheder, der drev ham ud i kriminaliteten?
  2. Ville Balle-Lars være blevet kriminel, hvis han havde levet i vore dage? Eller kunne man have hjulpet ham til ikke at blive det?
  3. Og hvad mener I i øvrigt om de straffe, han fik for at stjæle ...? Var de rimelige?

Tænk på, at ofrene ofte var lige så fattige. Det betød meget at miste noget ved tyveri i en tid, hvor der ikke var en forsikring, man lige kunne ringe til, og hvor en stor del af almindelige menneskers "formue" var baseret på naturalie- og bytteøkonomi.

Øjenvidnet

Balle-Lars blev dømt til døden for lejemord på gårdmandsenken Ane Marie Hemmingsdatter. Hende hører I om senere. En forbrydelse, han først havde tilstået, men siden hårdnakket benægtede.

På Rakkerbankens top stod skarpretter Schmidt, dvs. bøddelen, klar til at hugge hovedet af Lars med sin knivskarpe økse. Mange borgere - heraf hele skoleklasser - var troppet op for at overvære den spektakulære begivenhed.

 

Han så det ske

Der er naturligvis ikke nogen af dem tilbage, der stod og så på denne kolde efterårsdag i 1860. Men nogle af dem har alligevel fortalt om deres oplevelse. En fortælling, der er gået i arv i familien.

En af dem var Mads Jeppesen, en bonde fra Ugledige, som fra første parket kunne følge det blodige optrin. Oplevelsen har uden tvivl gjort et uudsletteligt indtryk, for hans drabelige øjenvidneberetning lever videre den dag i dag hos hans efterkommere.

 

Mads Jeppesens tipoldebarn, Jens N. Jensen, fortæller:

Nu skal I bruge jeres fantasi og kreativitet.

Luk øjnene og forestil jer at være til stede i Ugledige Skov. Læg mærke til alle detaljerne og se for jer, hvad der er foregået.

 

Lav nu en lille tegneserie, der viser begivenhederne.

På internettet kan I finde en masse tegneserie-skabeloner. Dem kan I printe eller få jeres lærer til det. I må naturligvis også gerne lave jeres egne eller bruge dem, I eller jeres lærer har i forvejen!

I kan også finde nogle her:

skabelon 1, skabelon 2, skabelon 3, skabelon 4, skabelon 5.

Enken

Balle-Lars' løbebane gik fra at være småkriminel - med tyveri og ildspåsættelse - til at blive en koldblodig morder. Kun fordi han lod sig lokke ...

Det hele kulminerede i 1858, da han indgik en skummel aftale med en vis Niels Olsen. Denne Niels ønskede sin stedmor ryddet af vejen. Hans afdøde far havde testamenteret sin gård til sin kone, men Niels ville selv overtage den fædrene gård. Som belønning for mordet ville Lars modtage 100 rigsdaler. Det var virkeligt et fristende tilbud. På det tidspunkt svarede 100 rigsdaler til en hel årsløn for sådan en som Balle-Lars.

Døden kommer snigende med mørket

En sen aften, den 8. september 1858, blev Ane Marie Hemmingsdatter myrdet. Hun blev skudt gennem sit soveværelsesvindue med 42 hagl.

Niels Olsen havde motivet, men han havde naturligvis også sørget for at have et vandtæt alibi. Også Balle-Lars blev forhørt, men benægtede som sædvanligt alt. Politiet stod på bar bund og kunne intet bevise. 

Sandheden og fulde folk

Ved skæbnens ironi blev det Lars selv, som atter bragte sig i politiets søgelys. Lars pralede ofte af sine eskapader, når han havde kigget lidt for dybt i glasset. Det var da også i en brandert, at han et par måneder senere stolt indviede sin svoger i en dyster hemmelighed: Han havde skudt Ane Marie.

Denne hemmelighed kunne svogeren naturligvis ikke bære rundt på alene, så han gik til politiet og fortalte det. Snart blev Lars anholdt i sit hjem og indsat i Præstø arrest. Han benægtede stadig alt, men nu begyndte undersøgelser og forhør, der skulle vare flere måneder frem. Undervejs indrømmede Lars, at han mod betaling havde sat ild til en gård i Neble, men mordet ville han ikke tilstå.

Spillet er ude

Efter mere end et halvt års forhør og et mislykket selvmordsforsøg tilstod Lars endelig mordet. En tilståelse han dog hurtigt trak tilbage igen. Men spillet var ude. Sagen gik sin gang. Først i underretten, siden i højesteret. Den 26. september - med godkendelse fra kong Frederik VII - blev Balle-Lars dømt til døden.

I øvrigt blev Niels Olsen også dømt for meddelagtighed i mordet: først til halshugning, siden til livstid i fængsel. Han blev løsladt efter 18 år.

'Fangevogter og tre arrestanter', tegnet af M. Rørbye i midten af 1800-tallet.
Lars Nielsen - nr. 2 fra venstre - menes at være Balle-Lars.

Skal vi være helt ærlige, så havde politiet ikke rigtigt nogen beviser mod Balle-Lars. De havde kun, hvad svogeren fortalte ... og Niels Olsen "vidste selvfølgeligt ikke noget" om det ...

Diskuter, om man kan være sikker på, at Balle-Lars var den rette.

Husk, at vi er i en tid uden tekniske beviser. Ingen fingeraftryk, intet DNA, ingen videoovervågning, intet! Kun hvad nogen siger, der ikke engang er vidne.

Og det, de fortæller, er fuldemandssnak ...

 

Alligevel tilstod Balle-Lars det hele. En tilståelse, han dog senere trak tilbage igen. Han nægtede til sin dødsdag at have noget som helst med sagen at gøre.

Måske var det de flere måneder lange forhør og indespærringen, der gjorde ham mør og fik ham til at tilstå ...

Efter at Ane Marie blev myrdet, var der ingen, der ville eller turde bo i huset. Det stod bare og forfaldt. Til sidst blev det revet ned, og landsbyens skole blev bygget på grunden. Den står der stadig ...
Aftal med jeres lærer, hvordan I afleverer eller præsenterer videoen, så I alle kan se hinandens bud.

 

Bødlen

Profession: Drab

Bøddel, skarpretter, mestermand …

Kært barn har mange navne.

Et egentligt bøddelerhverv opstod i middelalderen. Sammen med sine bøddelknægte, de såkaldte natmænd, havde bøddelen til opgave at henrette lovbrydere. De skulle også udføre den tortur, som måtte være nødvendig for at få tilståelser frem. Bøddelen udviklede gerne selv de torturinstrumenter, der blev brugt under visse former for afhøring. Det var dog også hans opgave at pleje og helbrede folk, der var blevet tortureret, men siden frikendt.

Der var tradition for, at bødlen bar en sort maske eller hætte, ligesom den på billedet ovenfor. Alligevel vidste alle, hvem bødlen var.

Diskuter, hvad grunden kunne være til, at bødlen alligevel havde denne sorte maske på.

En af bøddel Schmidts to økser. Måske var det den, Balle-Lars blev halshugget med ...

Der kan være flere forklaringer:

  • Bøddelen ville ikke have, at folk kunne genkende ham.
  • Mange mente, at bøddelen ligefrem nød sit arbejde. Derfor var det vigtigt, at man ikke kunne se hans ansigt, hvis han nu kom til at smile eller ligefrem grine, mens han udførte sit alvorlige arbejde.
  • Bøddelen var ikke et 'menneske', han var bare 'lovens forlængede arm'. Masken skulle derfor skjule hans identitet og gøre ham anonym.
  • Hvad er jeres bud?

 

Efter henrettelsen blev Balle-Lars’ krop og det afskårne hoved begravet i uindviet jord blandt de andre syndere på selve retterstedet. Forbrydere havde intet ærinde på kirkegården - i Guds jord!

Det var også bøddelens opgave.

Halshuggede forbrydere blev ofte begravet, så det var åbenlyst, at hovedet var skilt fra kroppen.

Foto fra udgravninger ved Slots Bjergby i Vestsjælland.
Så det her er en anden forbryder ... ikke Balle-Lars.

Et udkantet folkefærd

Bødler var omgærdet af mystik, og alt, hvad der vedrørte bøddelen, var tabu. I en tid, hvor folk var styret af religion og overtro, var bøddelen bestemt ikke et bekendtskab, hr. og fru Middelalder-Danmark havde lyst til at dyrke.

Folk tog afstand til bøddelfamilierne, der holdt sig for sig selv og som regel boede afsides uden for byen. I kirken kunne bøddelfamilien have sin egen bænk, og på gæstgiveriet eget bord og krus. En bøddel-søn kunne kun blive bøddel selv, og bøddel-døtre kunne kun blive gift med sønner af andre bødler. Sådan opstod der hele bøddelslægter.

Heller ikke skole var en mulighed, fordi de andre forældre aldrig ville tillade, at deres barn sad ved siden af en bøddelsøn. I vore dage kunne man måske forestille sig, at mange forældre ville vælge en anden skole, hvis det viste sig, at deres søn eller datter gik i klasse med et barn af en morder.

Senere, da folk i slutningen af 1700-tallet blev mere oplyste, og overtroen blev trængt i baggrunden, blev bøddel-erhvervet dog mere accepteret.

 

Bare lige for at præcisere, hvornår man brugte tortur:

Man brugte typisk ikke tortur til at fremtvinge tilståelser, da man godt var klar over, at folk ville tilstå hvad som helst under tortur.

Der blev heller ikke brugt tortur mod de anklagede i hekse-sager for at få dem til at tilstå, men "kun" til at få dem til at komme med detaljer og angive andre. Man kunne i Danmark ikke dømmes kun på baggrund af en andens angivelse fremkommet under tortur.

 

Skillingsviser

I en tid, hvor tv, radio og internet slet ikke var opfundet endnu, skulle nyheder og historier ud alligevel. Én måde var aviserne, en anden var skillingsviser.

Eksempel på en skillingsvise.
Titlen er "Vise om Damen, der skød på Doktoren i Læderstræde".

Det hedder de, fordi man kunne købe sangen for en skilling. Skilling var en mønt, man i dag ville kalde for en 25-øre. For de penge kunne man købe en trykt udgave af sangen. Var man heldig, kunne man endda betale nogen for at synge den for sig, ellers måtte man jo selv til det.

Skillingsviser handler gerne om saftige sager. Så mord eller en bøddelfamilie var oplagte emner at tage op. Det var god underholdning, der også gerne måtte give lidt gys og gru.

 

Digt og fremfør en skillingsvise.

Den skal handle om at være bøddel og bøddelfamilie - og gerne også om Balle-Lars' henrettelse.

I skal ikke holde jer tilbage med blodige og grufulde detaljer ...

I kunne eksempelvis bruge melodien "Det var en lørdag aften" eller en anden melodi, I kender.

 

Den kunne for eksempel starte sådan:

Der var engang en bøddel, og han hed mister Schmidt.

Der var engang en bøddel, og han hed mister Schmidt.

Han hugged' hoved't af på folk, når de var kriminel.

Han hugged' hoved't af på folk, når de var kriminel.

Dødsstraf

Dødsstraf har til alle tider og over hele verdenen været en udbredt strafform.

En af de ældste lovsamlinger, vi kender, hedder Hammurapis Lov. Den er mere en tusind år ældre end Det gamle Testamente og stammer fra Orienten. Her er tale om en såkaldt talionslov. Talio er latin og betyder gengældelse. Det er her, udtrykket "et øje for et øje" stammer fra. De gamle jøder overtog denne lov i Pagtsbogen i Det gamle Testamente. Det står i 2. Mosebog og hedder "øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme". Meningen er, at en ugerning straffes med, at man får tilbage med samme mønt. Her er altså tale om hævn og gengældelse. Helt frem til midten af 1700-tallet var Moselovens anvisninger grundlaget for straffesystemet.

Skam dig!

Før i tiden var henrettelser, tortur og offentlige ydmygelser en del af samfundets orden. For grove forbrydelser var der dødsstraf, mens mindre forbrydelser typisk blev straffet med pisk i fuld offentlighed eller andre skamfulde ydmygelser. At se medborgere fastspændt i gabestok eller ved 'kag'en' (en fritstående pæl med kæder) på torvet foran byens rådhus var almindeligt. Her stod de til spot og spe for hånende borgere. En slags samfundets hævn over lovbryderen - ofte fantasifuldt udtænkt og udført med stor grusomhed. Så ku' de lære det!

Henrettelse i 1728 af "Abolt-banden" på galgebakken i Ugledige, hvor ni personer dømt for tyveri blev hængt. På billeder kan man også se kag-strygning og brændemærkning af en kvinde.

'Mildere' straffe blev uddelt for mindre lovovertrædelser som småtyveri, sladder, slagsmål og prostitution. Synderne blev typisk afstraffet med fantasifulde offentlige ydmygelser eller korporlig afstraffelse som brændemærkning eller en tur i gabestokken. Ved 'kag'en' blev også bøddelens 'ni-halede katte' flittigt brugt på de stakkels lovbrydere. Særligt skamfuldt var det at få klø af 'tyremigen'- en pisk af tørret tyrepenis.

Ni-halet kat

Hårde straffe fik man for drab og mordbrand. Men også for tyveri af grovere karakter. Der var mange fattige folk dengang, og tyveri var meget udbredt. For at sikre samfundets fortsatte eksistens var en hård straf for tyveri derfor både almindeligt accepteret og nødvendig. I middelalderen blev en tyv hængt, hvis han havde stjålet for mere en ½ mark (ca. halvdelen af prisen for en okse).

Der skulle statueres et eksempel, så andre ikke fik den samme ide.

Især har man anvendt dødsstraf ved forræderi. Forræderi er en forbrydelse, hvor man gør noget, der kan skade landet/riget eller regenten. Især den franske revolution forbinder mange med henrettelser for forræderi.

Alligevel har man ofte arbejdet på at gøre henrettelserne mere 'humane' (menneskelige). Man syntes ikke, at det var rimeligt, at bøddelen skulle hakke to gange, fordi det ikke lykkedes i første hug. Især under den franske revolution havde bødlerne så travlt, at mange af dem ikke kunne nå at gøre det ordentligt. Den franske læge Joseph Ignace Guillotin (1738-1814) opfandt derfor en maskine, der kunne gøre det bedre. Den skulle være driftssikker, og den skulle virke hver gang og i første hug. Maskinen er opkaldt efter ham og kaldes en guillotine (udtales gi-ju-ti-ne).

Billede fra den franske revolution, hvor en vis Olympe de Gouges blev henrettet med guillotine i 1793.

Senere har man udviklet andre metoder, der skulle gøre det nemmere både for bødlen og offeret. I USA eksempelvis var hængning den mest almindelige metode. Man udviklede en mere 'human' metode med den elektriske stol. Den blev brugt første gang den 6. august 1890 og kan faktisk stadig finde anvendelse i dag. Det sker dog kun sjældent.

Nogle få gange skete det dog, at det ikke virkede ordentligt, og offeret måtte lide en langsom og smertefuld død. Derfor udviklede man en ny teknik, så man i dag bruger indsprøjtning af dødelige stoffer.

Den elektriske stol fra det berømte amerikanske fængsel Sing Sing i New York. Den blev kaldt 'Old Sparky'.

Dødsstraf med ekstra bonus!

Havde man i 16-1700-tallet gjort noget særligt slemt, kunne man idømmes dødsstraf til 'hjul og stejle' som en ekstra ydmygelse efter døden. Den døde krop blev parteret, og de afskårne lemmer lagt på et hjul fastgjort til en pæl. På pælens top spiddede man synderens afhuggede hoved.

Som eksempel kan nævnes den berømte Johann Friedrich Struensee, der blev parteret og sat på hjul og stejle den 28. april 1772.
Hans forbrydelse? Majestætsfornærmelse!

I pagt med Djævelen 

Kvinder, der blev udlagt som hekse, blev anklaget for at udøve trolddomskunst og for at stå i ledtog med selveste Djævelen. Når han var indblandet, måtte særligt skrappe midler tages i brug. Blev man dømt som heks, måtte man lide en langsom og pinefuld død i bålets flammer. Kirken mente, at det onde herved gik op i røg. En metode var at binde den dømte fast på toppen af en stige, som blev væltet ind i et allerede fuldt flammende bål. Særligt fornemme folk blev hængt eller halshugget, inden de blev brændt. Man kunne blive udlagt som heks for alt muligt: at høsten var slået fejl, at naboen var blevet syg, for at være særligt smuk osv. Var man først blevet anklaget, var det næsten umuligt at bevise sin uskyld. Underligt nok var det ofte kvinder, der udpegede hinanden som hekse i en form for middelalderlig mobning. Ved at medvirke til at dømme andre, håbede man selv på at gå fri.

Scene fra Carl Th. Dreyers film 'Vredens Dag' fra 1943. Her brændes Herlufs Marte som heks på bålet.

Hvad mener I?

Er det rimeligt at idømme mennesker dødsstraf for en forbrydelse?

Og hvad mener I om, at man forsøger at gøre henrettelser mere 'humane', altså mere 'menneskelige'?

Tænk også over, at det jo er langt billigere og meget hurtigere at straffe en forbryder med pisk eller ved at hugge hovedet af ham, end at sætte ham i fængsel i måske mange år. Så er sagen da overstået! Eller hvad?

 

Hvis I nu var dommere ...

 

Dødsstraf i Danmark -  en absurd tanke?

I dag er dødsstraf kun noget, vi hører om i medierne, om som sker i andre lande. Men som historien om Balle-Lars viser, var dødsstraf gængs praksis herhjemme for mindre end 200 år siden. Dødsstraf blev oprindeligt fjernet fra retspraksis i 1933, men blev faktisk genindført ved retsopgøret efter besættelsen (1940-45).

I alt blev 102 mennesker dømt for landsforræderi. De havde arbejdet sammen med eller for den tyske besættelsesmagt, blandt andet for den frygtede politistyrke Gestapo. Af dem blev 46 henrettet ved skydning i årene 1946 til 1950. Resten af dem blev benådet. Benådning betyder i denne sammenhæng ikke, at de slap fri. Det betyder, at deres dødsstraf blev omstødt til fængselsstraf. En krølle på historien er, at ingen af de dømte kvinder blev henrettet, de blev alle benådet til fængselsstraf.

Tænk, at det ikke er mere end godt 25 år siden, dødsstraffen blev afskaffet i Danmark!

 

Tidslinje

1557-1892  Dødsstraf i Danmark

1517            Første kendte danske henrettelse: Torben Oxe henrettes ved halshugning

1860            Balle-Lars henrettes ved halshugning

1866            Ny straffelov indføres

1892            Sidste offentlige henrettelse: Anders Nielsen Sjællænder henrettes ved halshugning

1933            Dødsstraf i Danmark afskaffes med den nye borgerlige straffelov

1946-1951  Dødsstraf genindføres ved særlov (Landsforræderloven)

1950            Sidste henrettelse i Danmark: Ib Birkedal Hansen henrettes ved skydning

1951            Særloven afskaffes

1978            Dødsstraf fjernes fra den militære straffelov

1994            Dødsstraf fjernes fuldstændigt fra dansk lovgivning

Præsten

Efter mere end et halvt års forhør og et mislykket selvmordsforsøg tilstod Balle-Lars endelig mordet. En tilståelse, han dog hurtigt trak tilbage igen. Men spillet var ude! Sagen gik sin gang. Først i underretten, siden i højesteret. Den 26. september - med godkendelse fra kong Frederik VII - blev Lars dømt til døden.

Pastor Gjellebøl.
Pastoren havde sit hyr med at få Balle-Lars til at tilstå. Det lykkedes aldrig.

Pastor Jacob Elisius Gjellebøl (1815-1890) var på det tidspunkt sognepræst i Præstø. Han fik i august 1860 en opgave: Han skulle "forberede de to Dødsdømte til Døden ved, i Overensstemmelse med Ritualet - tit og ofte at besøge dem, og med Flid drive derpå, at de nu alvorligen afbede hos Gud deres begangne grove Synd og Forseelse." Men andre ord: Han skulle få dem til at angre og bekende deres synder, så Gud kunne tilgive dem.

Niels Olsen blev benådet, men skulle afsone en livstidsdom i tugthuset. Lars Nielsen, Balle-Lars, derimod skulle henrettes.

Pastor Gjellebøl besøgte Balle-Lars hele 21 gange i fængslet for at få ham til at tilstå. Det var nødvendigt, hvis Lars skulle forene sig med Gud og sikre sin sjæls frelse. Men Lars havde fastholdt sin uskyld til sin dødsdag. At mødet med pastor Gjellebøl senere skulle gøre ham kendt helt op i vore dage, var der dengang ingen, der kunne forudse.

Sagen om Balle-Lars blev en af tidens mest omtalte kriminalsager. Udover Balle-Lars blev 19 andre fra det kriminelle netværk også fældet og idømt hårde straffe.

Spildte Guds ord på Balle-Lars

udødeliggjort med et ordsprog

Selvom det er over 150 år siden, at Lars Nielsen mistede hovedet i Ugledige Skov, kan man i dag stadig støde på talemåden "spildte Guds ord på Balle-Lars".

Det er en finurlig metafor for et godt råd, der ikke er blevet efterlevet. Vendingen stammer fra titlen på den spøjse lille bog, som pastor Gjellebøl udgav efter sine mange samtaler med den urokkelige Lars. I bogen beskriver han indgående deres samtaler. Det har helt sikkert været populær læsning!

Et foto af museets udgave af bogen.
Den kan sagtens lånes på biblioteket.

Gjellebøl Således er du kommet i denne nød og har siddet i år og dag i arrest. Det er fra Gud, for din sjæls frelse.

Balle-Lars Nej, det er ikke fra Gud, det er fra politiet!

Gjellebøl Tænk på din Gud og din dommer heroventil, er det godt for dig at fremtræde for ham i din tilstand?

Balle-Lars Ja, det er fanden tage mig godt.

Herefter konkluderer Gjellebøl, at Lars Nielsen var "forstokket og uimodtagelig for religionens påvirkning".

 

Spil en lille scene for de andre, hvor et godt råd bare ikke bliver efterlevet.

I kender nok alle til en situation, hvor "hvis bare han havde lyttet til mig ...".

Scenen skal slutte med sætningen "Spildte Guds ord for Balle-Lars".

Lærervejledning og kolofon

Hvis I arbejder med iPads eller Apple pc'er, kan I downloade materialet som iBook her: Balle Lars.ibooks

 

Titel

Balle-Lars

Balle-Lars var en af de sidste forbrydere, der blev henrettet i Danmark.

Med udgangspunkt i historien om Balle-Lars, arbejder eleverne med emnet dødsstraf. Eleverne skal forholde sig til, om dødsstraf er rimelig, og om Balle-Lars fortjente denne hårde straf.

Undervejs lærer eleverne Balle-Lars bedre at kende og får mere viden om dødsstraffens historie. Til sidst kommer en lille historie om en præst, der på en måde udødeliggjorde Balle-Lars.

Målgruppe

Forløbet henvender sig til folkeskolens mellemtrin og overbygning, men kan anvendes af alle, der har lyst og interesse.

Omfang

Forløbet anslås at vare 2-4 timer alt efter hvilke dele, der (fra)vælges, og hvordan arbejdet tilrettelægges (se under 'Tilrettelæggelse').

Indhold

Kort gennemgang af forløbet:

  • Introduktion med lydfil fra museets udstilling og den geografisk placering af henrettelsen (historisk kort sammenstillet med nutidigt billede). Eleverne tager stilling til henrettelsens underholdningsværdi.
  • Hvem var Balle-Lars? Eleverne lærer om Balle-Lars' baggrund og tager stilling til diskursen om arv og miljø.
  • En øjenvidneberetning fra henrettelsen, som eleverne omsætter til en tegneserie.
  • Mordet, der indbragte Balle-Lars sin dødsdom. Eleverne tager stilling til 'opklaringsarbejdet' og den anklagedes retssikkerhed. Eleverne udarbejder en video, hvor de viser, hvordan man kan få en tilståelse fra en mand, der måske slet ikke er skyldig.
  • Bøddel-erhvervet, hvor eleverne digter en skillingsvise om bøddelens arbejde.
  • Dødsstraffens historie. Eleverne får et kort rids af historien, diskuterer straffens rimelighed og "straffer" selv forskellige forbrydelser.
  • Historien om pastor Gjellebøl, hvor eleverne dramatiserer ordsproget "spildte Guds ord på Balle-Lars".

Materialer

Følgende materialer anvendes:

  • Baggrundstekster
  • Lydfil fra udstillingen på Møns Museum
  • Kildetekster
  • Billeder (også som kildemateriale) og illustrationer

Bemærkninger

Læreren bør i sin tilrettelæggelse være opmærksom på, hvordan eleverne eventuelt indleverer visse besvarelser (se under 'Tilrettelæggelse').

Til opgaven i kapitlet 'Øjenvidnet' kan der bruges skabeloner til arbejdet med tegneserien. På internettet kan findes en række skabeloner til print, enten af læreren eller eleverne selv. Lærerens egne i kopiform kan også anvendes. Har eleverne elektroniske eller app-baserede skabeloner, er disse naturligvis også anvendelige.

Skabeloner til print og kopiering kan også findes her: skabelon 1, skabelon 2, skabelon 3, skabelon 4, skabelon 5.

Forløbet lægger op til dialog, diskussion og reflekterende samtale, hvis resultater omsættes kreativt.

Faglige mål

Forløbet er tilrettelagt med udgangspunkt i folkeskolens forenklede Fælles Mål. Det er lærerens valg af vinkel og eventuelle placering af forløbet i årets øvrige arbejde, der er afgørende for, hvilke faglige og læringsmål der vælges og/eller skal formuleres.

Tilrettelæggelse

Forløbet bør tilrettelægges som gruppearbejde (vores anbefaling), men kan også gennemføres som individuelt eller klassearbejde.

Vi anbefaler gruppearbejde, da der herved vil være mulighed for de diskussioner/drøftelser og den videns-, erfarings- og holdningsdeling, som opgaverne lægger op til. Endvidere er visse praktiske og/eller kreative opgaver formuleret således, at gruppearbejde er påkrævet.

Opgaverne er tilrettelagt, så forskellige udtryksformer og de enkelte elevers styrker kan komme i anvendelse. Der er blandt andet opgaver, der kræver produktion af en kort videosekvens og dramatisering. Læreren bør derfor i sin tilrettelæggelse tænke over, hvordan disse svar kan præsenteres og/eller eventuelt indleveres til senere brug ved en eventuel afsluttende dialog: via mail eller intra til læreren, via upload til en server, via visning fra elevernes egne devices eller en hel anden måde.

Husk at sørge for tegneserieskabeloner til opgaven i kapitlet 'Øjenvidnet'.

Evaluering

Forløbet er som sådan selvevaluerende, da elevernes samtaler og diskussioner samt deres bud på de kreative opgaveløsninger viser deres refleksioner. Dette arbejde kan eventuelt følges op med individuel eller gruppesamtale om læringen i forløbet.

Derudover kan en test i eller quiz om de historiske fakta eller andre elementer fra forløbet gennemføres. Der findes på internettet et utal af værktøjer til at udvikle disse.

 

Kolofon

Balle-Lars

et forløb om dødsstraf

af Steen Djurhuus

Udviklet med udgangspunkt i "Dødens rum" på Møns Museum og historien om Balle-Lars

Museum Sydøstdanmark, 2018

Der gives hermed rettighed til at udvælge passager og viderebearbejde materialet til eget brug og til at copy/paste passager ind i eget materiale.