Biskop Absalon

Biskop Absalon

Hvordan lykkedes det Absalon at opnå sin enorme magt?

Absalon døde den 31. marts 1201 i en alder af 72 år. Han døde som den mest magtfulde mand i kongeriget Danmark. Han havde da været ærkebiskop gennem de sidste 24 år. Det var den højeste stilling i den danske kirke. Han var kongens nærmeste rådgiver. Han havde stået i spidsen for den danske krigsstyrke. Og han var en af landets rigeste godsejere.

Ligesom det gælder i dag, har der været forskellige grunde til Absalons magt. I dag kan magt bygge på, at man har mange penge, eller på, at man har gode forbindelser i politik. Måske på at man har mulighed for at føre sig frem i medierne.

 

Hvis I arbejder med iPads eller Apple pc'er, kan I downloade materialet som iBooks her:

Biskop_Absalon.ibooks

Biskop_Absalon de 3 spor.ibooks

Opgavehæftet er det samme. Aftal med jeres lærer, hvad I gør.

Gåden

Hvordan lykkedes det Absalon at opnå sin enorme magt?

I middelalderen spillede rigdom og gode forbindelser også en væsentlig rolle for, hvor stor magt man kunne tilegne sig. Slægten betød desuden meget for, hvilken indflydelse man kunne opnå, og kirken var på mange måder lige så magtfuld, som politikere er i dag. De personlige egenskaber, der især betød noget, var uddannelse og evnen til at styre en hær.

 

Efter introduktionen og efter at have lært noget om personen og tiden skal I forfølge 3 spor.

  • I det ene skal I se på hans venskab med kongen.
  • I det andet spor arbejder I med, hvad kirken betød for hans magt.
  • I det tredje undersøger I, hvad Absalons slægt betød for hans succes.

I arbejdet med de tre spor kan I benytte et opgavehæfte. Det kan I hente her.

Hvis jeres lærer har valgt at printe et opgavehæfte til jer, så er det naturligvis det, I skal bruge.

 

Til slut mødes I med jeres klasse og diskuterer, hvad der var den vigtigste grund til, at Absalon blev rigets mægtigste mand.

 

Spillet om magten

Se filmen om, hvordan samfundet var opbygget i middelalderen.

Absalon - kort fortalt

Absalon er et så stort ikon i dansk historiefortælling, at man hverken synes at have behov for at kalde ham ved efternavn eller tilnavn. Man nøjes med at kalde ham ved sin titel: Biskop Absalon, eller eventuelt ved den højeste titel han nåede: Ærkebiskop Absalon. Absalon er også optaget i den danske historiske kanon.

Baggrunden for Absalons position som historisk ikon er primært den nationalstolthed, han repræsenterer. I Saxos levende beskrivelser af Valdemar den Stores begivenhedsrige regering er Absalon hovedpersonen i nationens genrejsning, efter at landet i mange år havde ligget under for vendiske overfald og tysk dominans. Saxo kaldte Absalon for “Fædrelandets Fader”, og som sådan blev han senere husket af både Grundtvig og Ingemann.

Der er dog mange andre grunde end de nationalbegejstrede til at anse Absalon for noget særligt. Han var kongens nærmeste rådgiver og kirkens øverste leder i en periode, hvor både kongemagten og kirken blev moderniseret efter europæisk mønster. Han var det fremmeste eksempel på, hvor magtfuld en stærk slægt kunne blive, hvis den så at sige spillede sine kort rigtigt.

Absalon blev født i 1128 i Fjenneslev, der ligger mellem Ringsted og Sorø. Han var sønnesøn af Skjalm Hvide, der havde et vist legendarisk ry som hærfører og som Sjællands mest betydende stormand. På grund af Skjalms tilnavn kender vi Absalons slægt som Hvideslægten eller “Hviderne”. Absalons far, farbrødre og onkel sad på det meste af egnen omkring Sorø. De var betydende mænd lokalt, men næppe på nationalt plan. På et tidspunkt i sine unge år lærte Absalon den senere Valdemar den Store godt at kende. Man antager som regel, at Valdemar har tilbragt nogle år af sin opvækst i Fjenneslev.

Absalon var med, da danskerne i 1169 besejrede venderne i Arkona og væltede deres afgudsfigur, Svantevit.

Absalon blev som ganske ung sendt til Paris for at studere teologi. Han er formentlig først vendt hjem til Danmark under borgerkrigen 1146-57.

I 1146 resulterede kongevalget efter Erik Lams død i, at nogle valgte Knud Magnusen, andre Svend Eriksen (Grathe) til konge. De to kongsemner opgav snart at dele landet mellem sig, og det blev til borgerkrig. Valdemar og Hvideslægten stod i flere år bag Svend. Men midt i borgerkrigen vendte Valdemar sig til Knuds side og bejlede til Knuds halvsøster. Absalon og de øvrige Hvider fulgte med Valdemar over på Knuds side.

I 1157 blev Knud myrdet i Roskilde. Det endelig opgør kom således til at stå mellem Valdemar og Svend på Grathe Hede. Her blev Svend dræbt, og Valdemar den Store var nu enekonge.

Straks efter sejren indtrådte Absalon som Valdemars rådgiver og hærfører. Året efter blev bispestolen i Roskilde ledig. Valdemar overværede valget af ny biskop, og valget faldt på Absalon, som derved blev landets yngste biskop, kun 30 år gammel.

I Valdemars 25 år som konge kendtes Absalon især som hærfører, militær rådgiver og sørøverjæger. Det var især i de mere end tyve felttog mod venderne, at Absalon markerede sin uundværlighed. Samtidig blev kredsen omkring kongen i stigende grad domineret af Absalons slægt, mens kongens egne slægtninge gled ud af fokus eller endte i fængsel. Da Absalon var 49 år gammel, blev posten som landets ærkebiskop ledig, og Absalon lod sig kåre som ny ærkebiskop.

Absalon var 54 år ved Valdemars død. Alligevel fortsatte han som den ledende hærfører i en del år af efterfølgeren Knud d. 6.’s regeringstid. Men samtidig begyndte han nu at give sig tid til at ordne og regulere kirkens forhold. Man sagde nærmest, at det var Absalon, der nu bestemte mest i landet.

Absalon døde i 1201, 72 år gammel. Kort forinden havde han delt det meste af sin formue mellem kirken i Roskilde og Sorø Kloster, som han selv havde stiftet 40 år tidligere. Ved hans død bestod styret omkring kongen næsten alene af mænd af Hvideslægten, en dominans der fortsatte i de næste tre årtier.

Mange tegnede et prangende eftermæle af ærkebiskoppen efter hans død, men i levende live var han ikke altid lige elsket. Som ærkebiskop sad han i Lund i Skåne og havde som sådan stor magt over landsdelen. I to store oprør i 1180 og 1183 forsøgte skåningerne at komme af med ham, men forgæves. Store dele af hæren stod også i opposition til ham. Det sagdes endvidere, at han mødte meget modgang i sit arbejde med at reformere kirken.

Det siges igen og igen hos Saxo, at det altid var Sjælland, hvor Hviderne havde så stor magt, at Absalon faldt tilbage på i krisesituationer.

 

Tidslinje

ca. 1125 Absalons bror Esbern Snare fødes.
1128 Absalon fødes.
1130erne Valdemar den Store fødes.
1131 Valdemar og Absalon vokser op sammen en tid i Absalons barndomshjem i Fjenneslev.
1145-55 Absalon studerer en årrække i Paris. Præcis hvornår, ved vi ikke, men han er i Danmark igen senest i 1155.
1146-57 Borgerkrig mellem Svend Grathe og Knud Magnussen. Valdemar og Hvideslægten står først bag Svend, men allierer sig senere med Knud.
1157 ca. 28. juli Landet deles i tre mellem Svend, Knud og Valdemar.
  9. august Blodgildet i Roskilde. Knud dræbes af Svend Grathes mænd.
  23. oktober Slaget på Grathe Hede. Svend dræbes, og Valdemar er enekonge.
1158 Absalon bliver biskop af Roskilde.
1158-82 Årlige krigstogter mod de vendiske områder.
1161 Absalon stifter det nye Sorø Kloster. Her begraves i løbet af de næste 120 år han selv og en stor del af hans slægtninge. Takket være Hvideslægtens gaver bliver klostret landets rigeste.
1167 Absalon påbegynder opførelsen af en borg ved København.
1169 Vendernes hovedby Arkona indtages.
1177 Absalon bliver ærkebiskop.
1180-81 Skånske oprør.
1182 12. maj Valdemar den Store dør på Vordingborg.
1201 Absalon dør 21. marts.

 

Stamtræ

Se Absalons stamtavle herunder.

Her er kun vist nogle få af de vigtigste personer fra slægten fra Absalons tid.

I alt kender vi knap 300 personer af slægten fra tiden mellem 1100 og 1300.

Hvideslægten

Absalon var født ind i den slægt, vi kalder Hvideslægten.

Danmark var i 1100-tallet præget af nogle få meget stærke slægter, der til tider havde omtrent lige så stor indflydelse som kongen selv. En af dem var Hvideslægten. Hvideslægten stammede fra egnen mellem Sorø og Ringsted, og vi kalder den sådan, fordi slægtens stamfar kaldtes Skjalm Hvide. Vi kalder dem også bare “Hviderne”.

Absalon selv og hans bror, Esbern Snare, var børnebørn af Skjalm Hvide. De voksede op i den lille by Fjenneslev, der er kendt for sin kirke med de to tårne. Sagnet fortæller, at deres far drog i krig, mens deres mor, fru Inge, var gravid. Faderen bad da sin gravide kone om at rejse et tårn på kirken, hvis hun fødte en søn. Da han vendte hjem fra krigen, kunne han på afstand se, at der var rejst to tårne som tegn på, at Inge havde født ham to sønner. Det passer ganske vist ikke, at Esbern og Absalon var tvillinger, men det er en god historie.

Fjenneslev kirke
Foto: Wikimedia Commons / Bococo

Absalons far og farbrødre havde været med til at vælte en konge, da Absalon var barn. Da Absalon blev voksen, deltog han selv, Esbern Snare og deres fætter, Sune Ebbesen, på samme måde i en borgerkrig, der gjaldt tronen. Nu var der tre kandidater, der kæmpede om magten: Svend, Knud og Valdemar. Hviderne støttede Valdemar, der da også i sidste ende vandt borgerkrigen.

Som Valdemars nære allierede kom Absalon og hans slægt herefter til at sidde tæt på magten. Og her sad de i næsten 100 år som kongernes nærmeste rådgivere, som hærførere og biskopper. Mange af slægten blev hovedrige i disse år. Absalon fik bygget en af landets største kirker i Sorø, og her blev mange af Hviderne begravet.

Absalon fortsatte som hærfører og rådgiver for kongen i resten af sin levetid. Han opnåede samtidig at blive ærkebiskop og leder af landets kirke.

Sorø klosterkirke
Foto: Wikimedia Commons / Bococo

 

Kilder til Absalons personlighed

Født 1128

Biskop af Roskilde 1158

Ærkebiskop af Lund 1177

Død 31. marts 1201

Teksterne er delvist moderniserede i forhold til de originale oversættelser.

 

Eftermæle

Arnold af Lübecks Venderkrønike

Arnold var præst i Lübeck. Han skrev omkring 1210 sin krønike, der især omhandler nordtyske forhold. Men da Danmark var meget nærværende i området, kommer Arnold flere gange ind på danske anliggender. Arnold beskriver Absalon to steder. Først om hans rolle i det kirkelige, hvor Absalon overtog ledelsen af kirken. Og dernæst en karakteristik i forbindelse med Absalons død i 1201.

Hør kilden læst op her.

Hør kilden læst op her.

Knytlingasaga

Knytlingasaga er en islandsk saga nedskrevet midt i 1200-tallet eller lidt før. Stoffet fra Valdemar den Stores tid bygger primært på Saxo uden at være ren afskrift.

Beskrivelser af Absalon forekommer spredt i sagaen.

Hør kilden læst op her.

Abbed Vilhelms levned

Vilhelm, abbed af Æbelholt kloster i Nordsjælland, lærte Absalon at kende under Absalons Parisophold. Mange år senere kaldte Absalon Vilhelm til Danmark og gjorde ham til abbed. Levnedsbeskrivelsen er skrevet få år efter Vilhelms død i 1203. Man antager, at den er skrevet af en fransk munk med indgående kendskab til danske forhold. Ved beskrivelsen af Vilhelms ankomst til Danmark omtales Absalon.

Hør kilden læst op her.

Sorø kloster

Absalon genstiftede 1161 Sorø Kloster og begavede sidenhen klostret med store godsgaver. Klostret modtog desuden donationer fra mange andre medlemmer af Hvideslægten. Kilderne fra klostret afspejler dyb taknemmelighed fra munkenes side. I klostrets gavebog fra omkring 1210 står blandt andet:

Hør kilden læst op her.

På en blyplade nedlagt i Absalons grav i klosterkirken kan man rekonstruere følgende:

Hør kilden læst op her.

Saxos Danmarkshistorie

Saxo skrev angiveligt sin danmarkshistorie på opfordring fra Absalon. Den blev påbegyndt, mens Absalon levede, men først afsluttet et til to årtier efter Absalons død. Det er tydeligt, at Saxo og Absalon står hinanden nær, og Saxo har fået meget af sit stof fra Absalon selv.

Allerede i forordet står der, at Absalon altid brændte af iver efter at forherlige sit fædreland.

Det er meget lidt plads, Saxo bruger på at beskrive Absalons rolle i troens og kirkens tjeneste. Om Absalons tidligste år som Roskildebiskop skriver han:

Hør kilden læst op her.

Og i forbindelse med krigstogterne mod venderne skriver Absalon:

Hør kilden læst op her.

I forbindelse med det skånske oprør i 1180, der var rettet mod Absalons person, bliver Saxo oprigtigt indigneret over skåningernes opførsel og taler direkte til dem.

 

Hør kilden læst op her.

Absalon og Valdemar den Store

Knytlingasaga

Under omtalen af blodgildet i Roskilde 1157:

Absalon var kong Valdemars mand og den, der var ham kærest og den raskeste og våbendjærveste af alle.

Saxos Danmarkshistorie

Saxo omtaler Valdemar som Absalons ”plejebror”. Deres venskab er et underliggende tema i hele beskrivelsen af Valdemars regeringstid. Der er også beskrivelser af uenigheder og endog skænderi mellem dem, uenigheder der gerne bunder i, at Absalon er kampivrig og dristig, kongen mere tøvende over for udfordringer.

Der er mange flere beskrivelser af forholdet mellem de to hovedpersoner, end der her er gengivet.

Ved blodgildet i Roskilde risikerer Absalon livet, fordi han tror, Valdemar ligger såret i gildesalen, hvor drabsmændene holder til. Da Valdemar kort efter er blevet konge, følges de tæt de første år. Da Valdemar bliver syg, plejer Absalon ham og beder dag og nat for hans liv. Tilsvarende sidder Valdemar søvnløs og venter, når han har sendt Absalon ud på en livsfarlig mission. Valdemar bliver snart uvenner med ærkebiskoppen Eskil. Eskil beder Absalon, der i mellemtiden er blevet Roskilde-biskop, om at hjælpe sig, hvilket Absalon via sit embede er forpligtet til. Men Absalon afviser at gå mod Valdemar, som han var knyttet til med venskabs bånd …

Mange år senere er en (fjern) slægtning af Absalon anklaget for anslag mod kongens liv. Men Valdemar gør klart, at han ved, hvor han har Absalon:

… dertil er Absalon for loyal mod mig, for hos ham er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at hengivenheden over for mig vejer tungere end kærligheden til sin egen familie.

Og så er der den gribende beskrivelse af Valdemars begravelse. Den viser samtidig, i hvor høj grad Saxo anså rigets genrejsning som et parløb mellem de to:

Absalon skulle forrette begravelsen, men midt i de højtidelige ord blev han så overvældet af sorg, at han ikke kunne holde tårerne tilbage. Og alteret blev vådt af hans tårer. Så stor var hans sorg, at han nær var faldet død om under begravelsen. Det var næsten ikke til at forstå, at en så mægtig mand kunne lade sig i den grad slå ud. Men alle vidste, hvor højt han elskede Valdemar.

Men nu, hvor landets ene lys var slukket, tillod skæbnen heldigvis ikke, at det andet også gik ud. Sådan at Danmark ikke skulle stå uden en beskytter og en leder, der kunne holde venderne nede.

Hør kilden læst op her.

 

Absalon og Knud den 6.

Knytlingasaga

Men i alle de kampe, de havde med venderne efter kong Valdemars død, var ærkebiskop Absalon anfører og kong Knuds rådgiver, og hvis han ikke havde været med, havde de ikke vundet sådan en sejr.

Arnolds Venderkrønike

Kong Knud fulgte i sin kamp mod venderne ærkebiskop Absalons råd og vandt således over dem ved kløgt snarere end ved magt. 

Absalons testamente

Man antager gerne at testamentet omtrent er udfærdiget ved Absalons dødsleje i 1201. Her uddeles løsøre til Absalons nærmeste. Absalons jorder var i forvejen lovet bort til Roskildekirken og Sorø Kloster.

Til kong Knud skænkedes: et sølvbæger, den guldring, Absalon selv bar hver dag, samt en guldflaske med moskus.

Hør kilderne læst op her.

Abbed Vilhelm og Absalon

Gennem abbed Vilhelm af Æbelholt får vi et sjældent indblik i karakteren af et venskab mellem to af 1100-tallets mænd, Vilhelm og Absalon. Samtidig får vi beskrevet, hvordan det ulige forhold mellem ærkebiskop og abbed i hvert fald til en vis grad modificerede karakteren af deres venskab.

Vilhelm voksede op i Paris og blev tidligt munk i St. Genevieve-klostret. Da klostret på et tidspunkt blev reformeret til den principfaste (fundamentalistiske) victoriner-orden, gik Vilhelm med glæde over til den ny orden. Omtrent på den tid må han have mødt en ganske ung Absalon, der læste i Paris.

I 1165 sendte Absalon så bud til Vilhelm om at komme til Danmark. Vilhelm kom, og Absalon indsatte ham som abbed i det lille og efter sigende noget degenererede kloster på Eskilsø i Roskilde fjord. Senere blev klostret flyttet til Æbelholt nær Hillerød.

Vilhelm var abbed i alt i 38 år. På sine ældre dage var han sammen med Absalons grandnevø Andreas Sunesen gesandt for den danske konge i forhandlinger med den franske konge. Det gjaldt sagen om Valdemar Sejrs søster, som Filip af Frankrig havde forstødt som sin hustru. Sagen bragte Vilhelm på flere rejser, og han har måske også før denne tid været udsending for enten kongen eller Absalon.

Vilhelm døde i sit kloster i 1203. Hans levnedsskildring beskriver ham som meget from og asketisk, myndig og streng, men også stærkt følelsesladet. En tand, han havde fået trukket ud før sin død, kunne efter sigende lave mirakler. Syge blev raske hvis de fik vand, som man havde dyppet tanden i. Hans fromhed og miraklerne gjorde, at man fra dansk side forsøgte at få ham helgenkåret, hvilket lykkedes 20 år efter hans død.

Vi kender hovedsageligt Vilhelm fra to kilder. Den ene er hans levnedsskildring. Det er et såkaldt helgenlevned, formentlig skrevet med henblik på at få ham helgenkåret. Man antager, at det er skrevet af en fransk gejstlig, der har haft godt kendskab til danske forhold. Temaet er især Vilhelms fromme livsførelse og de mirakler, der skete efter hans død. Den anden er en brevbog, han har efterladt. I den er overleveret godt 110 breve, forfattet af Vilhelm selv. Det er en slags formularbog, der skulle fungere som lærestykke for kommende brevskrivere i klostret. Man formoder, at der kun er tale om brevudkast og altså ikke kopier af afsendte breve. Indholdet i brevene er dog så konkret, at det er rimeligt at antage, at de omhandler virkelige begivenheder og problemstillinger.

I mange af brevene giver Vilhelm et tidstypisk udtryk for stærkt følelsesladede venskabsforhold til andre mænd (og enkelte kvinder), herunder til Absalon. Vilhelm udtrykker sin kærlighed til sine venner i vendinger, der til tider ligefrem synes erotiske. Der er imidlertid tale om en religiøst betinget kærlighed, og formuleringerne skal forstås som en afspejling af åndelig hengivenhed.

Om forholdet til Absalon fortæller levnedsskildringen, at Vilhelm havde været fortrolig ven med Absalon, da Absalon læste i Paris. Absalon har sendt sin provst ned for at hente Vilhelm og modtager selv Vilhelm i Ringsted sammen med kongen.

I en forordning, Vilhelm udstedte omkring år 1200, kalder han Absalon sin velgører gennem 36 år. I et af brevbogens brevudkast (nr. 2.43) skriver Vilhelm selv:

Jeg blev hentet hertil af Absalon til et fattigt kloster, hvor der kun var 7 oste og 1/2 flæskeside. Men Absalon hjalp os både på grund af sin fromhed og gudfrygtighed og på grund af min kærlighed med meget, så vi nu har nok at spise. Men han gav os ikke nok til, at vi også har det nødvendige tøj at gå i.

Absalons fætter, Sune Ebbesen, hørte også til Vilhelms bekendte, og Vilhelm var nært knyttet til Sunes sønner, Peder og Andreas. I årene omkring 1180 var Peder i Paris for at studere. Det fremgår af Vilhelms brev(udkast) til Peder, at han ikke måtte forlade sin plads uden Absalons tilladelse (nr. 2.30):

Af længsel efter at se dig har vi bedt ærkebispen (Absalon) i Lund om tilladelse til at tage til Frankrig, men eftersom vi til pinse fandt ud af, at han ærgrede sig over vores ønske om tilladelse, har vi altså under sorg og klage måttet opgive vores fortsæt. 

Mange af brevene viser, at Vilhelm ofte søgte Absalons økonomiske bistand, men ikke altid med held. Således nr. 2.34:

- Vi ved, at vi er påtrængende med vores bønner og risikerer at blive irettesat for vores dristighed, men vi håber at fromhed og fornuft vil holde din vrede tilbage.

- Vi bønfalder Dem om at låne øre til vores bønner.

- Men for ikke at trætte Dem ved læsningen af vores brev, har vi gjort dette brev så kort som muligt.

Og Vilhelm fremstiller sig selv som en søn, faderen har forsømt:

... når der ikke bliver vist sønnerne en fylde af de varme faderlige følelser, sårer det alvorligt de sønlige følelser og vansirer nåden hos den, der leder de gode sæder.

Hør kilderne læst op her.

Og nr. 2.62:

Eftersom vi gang på gang løber ind i problemer, beder vi ofte om hjælp hos den, der kan lindre nøden. Men eftersom vi endnu ikke har fået opfyldt vore bønner, frygter vi, at de enten ikke er nået frem til Dem, eller at De har nedgjort dem. Men råbet om hjælp vil ikke høre op, før vi møder en udstrakt hånd.

I 1197 var der en alvorlig brand på Æbelholt, og i årene herefter syntes klostret meget trængt i materiel henseende. Tre af brevbogens udkast afspejler situationen.

2.28:

Vi kan hverken i ord eller på skrift beskrive, i hvilken enestående grad Deres faderlige velsignelse tidligere har udgydt sig over os. Den dag, De første gang traf bestemmelser over vores tilværelse, skinnede solen mere venligt end den plejer.

- Men nu til noget andet. Mens vi som sagt næsten skamløst tidligere har stillet krav til Dem, frygter vi for, at det nu kan blive brugt imod os. ... Især da vi nu er bange for, at Deres faderlige velvillige udtryk i høj grad har ændret sig og skiftet karakter. Derfor må vi bære på en skyld uden at vide det, og vi vender os under tårer mod Gud og bønfalder ham om, at han vil give os Deres tabte velvilje tilbage.

- Da vi for nylig besøgte Dem, fremførte vi to gange vores fattige klosters mangel på brød for Dem, men vi har endnu ikke modtaget et venligt eller opløftende svar.

- Deres ære og gode rygte ville blive meget formindsket, hvis De tillod at munkene i vores kloster døde af sult.

Hør kilderne læst op her.

Og 2.21:

Ikke trang, understreger vi ... tvang os til at drage fra vort land og tage til Danmark, hvor vi blev hjemsøgt af mange næsten uoverkommelige vanskeligheder, men vi blev drevet af den voldsomme længsel, der var opstået i vort hjerte efter at lære hr biskop Absalon at kende.

- Gud er mit vidne på, at vi hele tiden med oprigtige, ømme og kærlige omfavnelser har haft Dem i tankerne, hvad enten vi blev udsat for lykkelige tildragelser eller det modsatte. Men hvad er det nu, min fader og herre, som har mishaget Dem så meget hos os, at De kunne lade en ven i stikken blandt fjender, hjælpeløs og rådvild, en fremmed i et fremmed land.

Men trods sin modløshed og kun delvise held med at få Absalons hjælp, giver han i et brevudkast fra samme tid til kongen alligevel Absalon dette skudsmål (nr. 2.24):

Kongen skal vide, at det ikke var mangel på føde og klæder, der drev os til dine kyster. Men det var Absalons kærlighed til klosterlivet, hans fasthed i troen og hans nådefulde næstekærlighed, som allerede har gjort ærkebiskoppens berømmelige navn kendt over næsten hele jorden. Hos ham blegner kærligheden til vennerne aldrig, fordi mandens storsind og gavmildhed aldrig kender til at forlade kærlighedens område, og fordi hans sjæls storsind aldrig tillader dens ejermand at vige bort fra redelighed og det gode. ... Vi kan altså ikke mod hans vilje, kære herre, forlade ham, som omfatter os med stor velvillighed, for at ikke også vi skal synes at gøre uret mod kærligheden, om end vi ofte af kærlighed til fødelandet tvinges til at besøge den fædrene arne.

Hør kilderne læst op her.

Absalon og kongen

Absalons liv i magtens centrum udspillede sig under to konger. Først under Valdemar den Store, der var Absalons ven fra barndomstiden. Derefter under Valdemars søn, Knud den 6., som Absalon havde haft til opgave at opdrage og næsten optrådte som formynder for.

Absalon blev 73 år, en høj alder for et middelalderligt menneske. Hans kampfælle, Valdemar den Store, blev 51 år gammel, mens Knud den 6. døde, før han blev 40.

Det stod ikke skrevet, at Valdemar skulle blive konge. Danmark var et valgkongedømme, hvilket dengang betød, at man valgte en voksen mand af kongeslægten, når der skulle vælges ny konge. Enten den, der var bedst egnet, eller den, der havde flest venner. Da Valdemar var 15 år, døde kong Erik, og landet kunne ikke blive enig om, hvem der skulle være hans efterfølger. Valdemar selv var ikke gammel nok til at komme i betragtning. Jyderne foretrak nu Knud Magnusen, mens sjællænderne hældte til Svend Eriksen, som vi kender som Svend Grathe.

Da Valdemar var gammel nok til at blande sig, støttede han først Svend. Senere skiftede han side til Knud. I sidste instans støttede Valdemar dog kun sig selv, og i 1154 tog også han kongenavn.

I det dramatiske år 1157 delte man først landet mellem de tre konger: Svend, Knud og Valdemar. Kort efter blev Knud imidlertid dræbt af Svend, og senere på året blev Svend dræbt i et slag mod Valdemar på Grathe Hede. Herefter var der kun én konge: Valdemar selv.

Historikeren Saxo skriver, at Valdemar året efter slaget ved Grathe Hede samlede fire særligt betroede rådgivere om sig. De fortsatte med at være hans nærmeste rådgivere alle hans 25 år som konge. Det var Absalon og hans bror, Esbern Snare, samt Sune og Peder, der var Absalons fætter og onkel.

Saxo skriver endvidere om det stærke venskab mellem Absalon og Valdemar, men også om uenigheder og forskelle i temperament. Først og fremmest var Absalon kongens uundværlige hærfører og rådgiver på utallige krigstogter. Som en særlig tillidserklæring lod Valdemar også sin ven forestå opdragelsen af tronfølgeren Knud.

Da Valdemar døde i 1182, var Knud kun 18 år gammel. Det står skrevet, at han ikke tog mange vigtige beslutninger, uden at spørge Absalon til råds, især ikke om krigsførelsen. Ti år senere var Absalon over 60, og han trak sig efterhånden tilbage fra det militære og politiske liv og brugte mere af sin tid på at passe sine pligter som landets ærkebiskop.

Kirkens magt

En stor del af grundlaget for den magt, Absalon besad, var, at han blev Danmarks ærkebiskop.

I Danmark var man i middelalderen som langt de fleste af vores nabolande katolske kristne. De fleste sydeuropæere og sydamerikanere er stadig katolikker i dag, mens danskerne for ca. 500 år siden overgik til den protestantiske kristendom.

I middelalderens katolske lande var alle katolikker, andet var ikke tilladt. Religionen spillede en enorm rolle, og den påvirkede alle mennesker, både i deres syn på verden og i det praktiske liv.

Katolikkerne anså paven for at være nærmere Gud end alle andre mennesker. Derfor skulle alle lystre pavens bud til den kristne verden. På den måde havde kirken enorm magt. Konger og fyrster skulle også rette sig efter pavens bud. Og i de enkelte lande var det de lokale biskopper, der udlagde pavens ideer og straffede dem, der ikke fulgte dem.

Statuen af Biskop Absalon på Københavns rådhus
Foto: Wikimedia Commons / Orf3us

I Danmark var der syv biskopper og en ærkebiskop. Ærkebiskoppen var leder af hele den danske kirke, mens de andre biskopper hver havde et mindre stift, som de havde ansvaret for. Stifterne opkaldtes efter biskoppens hjemby, den by hvor stiftets domkirke lå. F.eks. kaldtes det sjællandske stift for Roskilde Stift.

Fra sit stift hentede biskoppen store indtægter ved en kirkeskat, der kaldtes tiende. Desuden ejede kirken omfattende godser, hvorfra der også flød indtægter til biskoppens pengekasse. Bisperne kunne idømme straffe for lovovertrædelser og for overtrædelser af kirkens forskrifter. Nogle af straffene var i form af pengebøder.

Således havde biskopperne stor magt over menneskene i deres stift. Men de havde dertil ofte ansvaret for at lede mobiliseringen af hæren i stiftet, og som kirkens ledere deltog de gerne i kongens råd. Det var således både prestigefyldt og en kilde til rigdom og magt at være biskop.

Skulle andre magthavere finde på at begå overgreb mod en biskop, havde biskoppen endnu et frygtindgydende våben: bandlysning. Hvis et menneske blev bandlyst, var man forbudt adgang til alt, hvad der vedrørte kirken: dåb, konfirmation, bryllup, begravelse, gudstjeneste og ikke mindst muligheden for at få tilgivet sine synder. Døde man som bandlyst, endte man i helvede, hvilket var noget, enhver kristen frygtede næsten mere end noget andet.

Absalon var først biskop af Roskilde i 19 år. De sidste 23 år af sit liv var han Danmarks ærkebiskop.

Krigen mod venderne

I et stort område i det, der i dag er det nordøstlige Tyskland, levede på Absalons tid en række folkeslag, som vi kalder vendere og som talte et sprog, der er i familie med moderne polsk og tjekkisk. Deres politiske centrum var øen Rygen, der ligger kun godt 50 km fra Møn.

I modsætning til danskerne var venderne ikke kristne. Der havde med tiden været mange fjendtligheder mellem danskerne og især rygboerne. Da Valdemar den Store blev konge i 1157, var Danmark efter sigende i særlig grad plaget af vendiske overfald.

Den danske konge svarede igen ved at gå til angreb på Rygen. Efter ti år havde han knækket rygboerne, der overgav sig og blev underlagt kongen. De følgende år overgav flere af de omkringliggende områder sig. Alligevel blev krigstogterne ved i omkring 30 år. Og da venderne var endeligt besejret, vendte de krigslystne danskere sig mod Finland og Estland, der endnu var hedninge, lige, ligesom venderne havde været det, før danskerne kom til.

Som de gode katolske kristne, danskerne var, påtog de sig nemlig at gøre de overvundne folkeslag kristne, så også de fik muligheden for at nå frem til Himmerigets porte. Det kaldtes "at frelse deres sjæle". Og krigsførelse mod disse vantro var både en ret og en pligt for kristne folkeslag.

Således havde Absalon to store opgaver under de mange krigstogter, han deltog i. På den ene side skulle han rådgive kongen militært under kamphandlingerne og selv være med til at anføre hæren. På den anden side skulle han træde i karakter som biskop, når fjenden var overvundet: Der skulle bygges kirker, sendes præster ud, og ikke mindst skulle de overvundne døbes i en fart, inden de fortrød.

Valdemar den Stores borg

Valdemar den Store var den første, der byggede borg i Vordingborg.

Gåsetårnet og den meget store murstensfæstning, man kan se resterne af i dag, stammer fra en senere tid. Af Valdemar den Stores borg er der i dag ikke noget tilbage over jorden. Arkæologerne mener, at den har set ud som på billedet herunder.

Som I kan se, var den ikke særlig stor, og den var kun bygget af træ. Men den lå godt beskyttet på toppen af en bakke, med havet til den ene side og på de tre andre sider omgivet af en dyb voldgrav.

Borgen var samlingspunktet, når den danske flåde gjorde sig klar til krigstogter mod de nærliggende kyster. Her ankom Absalon næsten hvert år i spidsen af den sjællandske flåde og sluttede sig til kongen på borgen.

Absalon sad også med ved dødslejet, da Valdemar den Store i 1182 døde på borgen, 51 år gammel.

Spor 1

Er venskab magt?

Nogle gange er en persons magt afhængig af, hvem de er venner med.

Absalon blev biskop og havde enorm magt. Men blev han det kun, fordi han kendte de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt? Ved at arbejde med de fem opgaver får I mulighed for at tænke over det.

Til sidst i forløbet skal forsøge at løse gåden. Er det måske netop disse forhold, der gav udslaget ...?

 

Opgave 1

Hvordan bliver man til noget?

Herover kan I se en mønt fra middelalderen. På den ene side ses kongen, og på den anden side kan man se et portræt af Biskop Absalon.

Først skal I læse om, hvad en biskop var i middelalderen. Læs derefter beskrivelsen af, hvordan Absalon blev biskop, og besvar spørgsmålet.

Hvad er katolikker? Og hvad er en biskop?

Danmark var på Valdemars og Absalons tid katolsk, ligesom f.eks. Polen, Italien og Sydamerika stadig er det i dag. Og alle danskere var katolikker. Andet var ikke tilladt.

Katolikkerne anså paven for at være tættere på Gud end alle andre mennesker. Derfor lod de også i middelalderen paven vejlede og bestemme over, hvordan man lever et fromt liv. Også kongerne måtte underordne sig pavens ønsker. Paven sad lige som i dag i Rom. Ude i de enkelte lande, var det biskopperne, der skulle føre hans ideer og politik ud i livet.

Derfor havde biskopperne enorm magt. I Danmark kunne de have lige så meget magt som dem, der regerede landet. Det skyldtes blandt andet, at de var mere veluddannede end de fleste, og at de ofte kom fra de rigeste slægter.

Hvordan Absalon blev biskop.

Valdemar og Absalon havde som børn leget sammen i Absalons hjem i Fjenneslev i nærheden af Ringsted. Siden havde Absalon læst i Paris og taget de nødvendige eksamener for at kunne få en lederpost i kirken.

Absalon vendte tilbage under borgerkrigen mellem Sven, Knud og Valdemar. Han stod på Valdemars side, og han blev en kompetent topforhandler for Valdemar.

Så snart Valdemar havde vundet borgerkrigen, indtrådte Absalon i ledelsen af hæren, og han anførte sammen med Valdemar de første af de mange krigstogter mod venderne.

De var venner, men de var ofte uenige. Først og fremmest var de allierede. Absalon og hans familie havde hjulpet Valdemar med at få magten.

Året efter Valdemar kom til magten, skulle der vælges ny biskop i Roskilde. Det var præsterne ved kirken i Roskilde, der skulle vælge den nye biskop. Men de kunne ikke blive enige, og det kom ligefrem til uroligheder i byen. Kong Valdemar kom derfor til Roskilde med et bevæbnet følge. Med sig havde han desuden sin ven Absalon.

Kort efter at Valdemar kom til Roskilde, blev Absalon valgt til ny biskop. Mønten, du så tidligere, blev lavet kort efter. Det er en konge på forsiden og en biskop på bagsiden. Det skal forestille at være Valdemar og Absalon.

Det kunne se ud, som om Valdemar hjalp sin ven til magten. Tror I, han gjorde det, fordi Absalon var kvalificeret, veluddannet og havde vist sig som en dygtig politiker? Eller var det, fordi de var venner, og Valdemar havde brug for Absalon?

Læs Saxos beretning om bispevalget i forkortet form.

Hør kilden læst op her.

Angiv nu på skalaen i opgavehæftet, hvad I mener. Begrund jeres svar.

0% betyder, at det kun var, fordi de var venner. 100% betyder, at det var, fordi Absalon var den bedste til jobbet.

 

Opgave 2

Hvad kan søjler fortælle?

På billedet her kan I se den del af borgruinen i Vordingborg, hvor der i middelalderen lå en kirke opkaldt efter Sankt Andreas. Den er bygget omkring år 1200. Det var vigtigt for kongen at kunne komme i kirke, uanset hvor han var. Her har han haft sin kirke lige op ad sin borg, og han har haft sin private plads i kirken. Hans plads har formentlig stået på en forhøjning, så han har siddet hævet over de andre kirkegængere.

Kirken blev senere revet ned, men arkæologerne har fundet resterne af de gamle mure under jorden, så vi nu nogenlunde ved, hvordan kirken har set ud.

Det eneste, der er bevaret over jorden af kirken, er den søjlefod, der nu står midt på kirketomten. Det kaldes også en søjlebase. I kan se den lige under teksten her.

På billederne herunder er der fotos af seks andre søjlebaser. Se en ekstra gang på søjlebasen fra Vordingborg og beslut, hvilken af søjlebaserne fra de andre kirker mest ligner den i Vordingborg.

I opgavehæftet kan I sætte krydser ved den, I vælger.

 

Opgave 3

Søjlernes vidnesbyrd?

I har svaret på, hvilke søjlebaser der lignede hinanden mest.

Roskilde er absolut den, der har søjlebaser, der mest ligner den i Vordingborg.

Kan I forestille jer en forklaring på, at det netop er de to kirker?

Prøv at forklare for hinanden i opgavehæftet, hvad I mener.

Bagefter kan I på næste side læse eller høre en vores forklaring.

Søjlebasen i Roskilde er næsten magen til den i Vordingborg, mens søjlebasen i Fjenneslev har visse ligheder. Absalon havde arvet Fjenneslev efter sin far, og han var også biskop af Roskilde. Både søjlen i Fjenneslev og den i Roskilde hører altså formentlig til byggerier, som Absalon har sat i gang, mens kirken i Vordingborg er blevet påbegyndt af Valdemar den Store selv eller hans søn, Knud den 6. Arkæologerne er af den opfattelse, at ligheden ikke er tilfældig. Hvis de har ret, har vi altså her et tegn på de nære forbindelser mellem kongen og Absalon.

Som I kan se på billederne herunder, er der også en anden lighed mellem Fjenneslev kirke og kirken på borgen i Vordingborg ...

 

Opgave 4

Kan venner være meget forskellige?

Denne opgave handler om venskab og fjendskab.

Læs først om det skånske oprør i 1180.

Løs så opgaven om, hvordan Valdemar den Store og Absalon reagerede på oprøret.

Den højeste post i den danske kirke var posten som ærkebiskop. Og da Absalon havde været biskop af Roskilde i næsten 20 år, blev han forfremmet til ærkebiskop. Ligesom biskoppen af Roskilde havde Sjælland som sit område, havde ærkebiskoppen Skåne under sig.

I Skåne blev Absalon dog hurtigt upopulær. Faktisk så upopulær, at de skånske bønder et par år efter startede en bevæbnet opstand. Det var især Absalons forsøg på at få indført en særlig skat til sig selv, de var utilfredse med. Skatten kaldtes bispetiende, og det var egentlig en skat, Absalon ifølge paven havde krav på.

Absalon forsøgte at dæmpe oprøret, men snart efter måtte han flygte over til sin borg i København. Kort efter mødtes han med kong Valdemar og fortalte, hvad der var sket.

Kongen samlede med det samme en hær og tog til Skåne. Han gik i gang med at forhandle med oprørerne, men da skåningerne fik at vide, at Absalon var med kongen, gik de nærmest amok. Valdemar overtalte så Absalon til igen at forlade Skåne.

Derefter fik Valdemar lavet sin fredsaftale. Men i Skåne nægtede de alligevel stadig at betale den famøse bispetiende, og oprøret blussede op igen. Nu vendte Valdemar og Absalon tilbage med en stærkere hær. De mødte skåningerne i slag, og Valdemar foranstaltede en massakre på de skånske bønder.

Selvom oprøret nu var slået ned, besluttede Valdemar alligevel - meget mod Absalons vilje - at udskyde kravet om, at bønderne skulle betale skat til biskoppen.

I skal nu læse lidt om, hvordan historikeren Saxo, der kendte både Absalon og Valdemar, beskriver de to mænds reaktioner på de kriser, de kom ud for under det skånske oprør.

Hør kilden læst op her.

Hør kilden læst op her.

Hør kilden læst op her.

Hør kilden læst op her.

Hør kilden læst op her.

I skal nu vurdere, hvad oprøret viser om de to venners personlige egenskaber. Hvilke egenskaber lå mest hos den ene, hvilke mest hos den anden?

Mærk af på skemaet i opgavehæftet. Mærker I f.eks. af midt på bjælken, betyder det, at Valdemar og Absalon besad lige meget af en bestemt egenskab.

I kan så sammen med jeres lærer diskutere, hvorfor I valgte, som I gjorde.

 

Opgave 5

Er der grænser for venskab?

Her kan I se resterne af Jomfrutårnet på Vordingborgs borgruin. I baggrunden ses udsigten over Storstrømmen.

Læs først om Absalons ven, abbed Vilhelm. Løs så opgaven.

Da Absalon havde været biskop i syv år, kaldte han en fransk munk ved navn Vilhelm til Danmark. Absalon havde mødt Vilhelm, da han studerede i Paris som ung og havde lært ham at kende som en både veluddannet og myndig mand. I beretningen om Vilhelms liv fortælles det, at de to mænd var venner og fortrolige.

Vilhelm ankom til Sjælland den 15. august i året 1165 og nåede til Ringsted tre dage senere, hvor han mødte kongen og Absalon.

Valdemar den Stores borg i Vordingborg var netop blevet færdigbygget, da Vilhelm kom til Danmark. I kan se en model af borgen på billedet nedenunder.

Absalon gjorde Vilhelm til abbed af klostret Æbelholt i Nordsjælland. Det vil sige, at Vilhelm var leder af klostret og dermed munkenes overordnede. Her sad Vilhelm som abbed i 38 år. Efter hans død antog man ham for en hellig mand, og det blev fortalt, at en tand, han engang havde fået trukket ud, kunne udrette mirakler og gøre syge mennesker raske.

Beretningen om Vilhelm fortæller, at han var en stor mand med en stemme, der gav genlyd i kirken. Han var streng, men retfærdig. Han havde det med at kritisere, men han havde også let til gråd og klage. Derudover var han en betydningsfuld tilflytter. Han forhandlede blandt andet med den franske konge på den danske konges vegne. Men gennem det meste af hans tid som abbed havde hans kloster svært ved at klare sig, og både han og klostret var meget afhængige af hjælp fra hans gode ven Absalon.

Vilhelm skrev mange breve, der fortæller om hans forhold til Absalon. I det følgende kan I læse uddrag af nogle af disse breve.

Læg mærke til, hvad brevene fortæller om venskabet mellem de to. Læg også mærke til at Vilhelm skriver "vi" om sig selv, og skriver "De" til modtageren af brevet.

Til Absalon selv skrev Vilhelm:

Vi kan hverken i ord eller på skrift beskrive, i hvilken enestående grad Deres faderlige velsignelse tidligere har udgydt sig over os. Den dag, De første gang traf bestemmelser over vores tilværelse, skinnede solen mere venligt, end den plejer.

Til kong Knud skrev han om Absalon:

Hos Absalon blegner kærligheden til vennerne aldrig, fordi mandens storsind og gavmildhed aldrig kender til at forlade kærlighedens område, og fordi hans sjæls storhed aldrig tillader ham at vige bort fra redelighed og det gode.

Men til paven skrev Vilhelm:

Absalon hjalp os med meget, både på grund af sin fromhed og gudfrygtighed og på grund af min kærlighed, så vi nu har nok at spise. Men han gav os ikke nok til, at vi også har det nødvendige tøj at gå i.

På sine gamle dage oplevede Vilhelm, at klostret led alvorlig nød efter en brand. Det fik ham til at skrive flere gange til Absalon om hjælp. Det første brev viser, at Vilhelm allerede længe har bedt forgæves.

Mens vi som sagt næsten skamløst tidligere har stillet krav til Dem, frygter vi for, at det nu kan blive brugt imod os. ... Især da vi nu er bange for, at Deres faderlige velvillige udtryk i høj grad har ændret sig og skiftet karakter. Derfor må vi bære på en skyld uden at vide det, og vi vender os under tårer mod Gud og bønfalder ham om, at han vil give os Deres tabte velvilje tilbage.

Et senere brev viser, at Vilhelm stadig ingen vegne er nået:

Da vi for nylig besøgte Dem, fremførte vi to gange vores fattige klosters mangel på brød for Dem, men vi har endnu ikke modtaget et venligt eller opløftende svar. Deres ære og gode rygte vil blive meget formindsket, hvis De tillader, at munkene i vores kloster dør af sult.

Hør kilderne læst op her.

 

Diskuter nu, hvordan I synes, venskabet mellem Vilhelm og Absalon var.

Var deres venskab af samme slags som venskabet mellem Absalon og Valdemar?

Skriv tre eller fire sætninger om det ned i opgavehæftet.

I kan bagefter sammen med jeres lærer sammenligne jeres bud med, hvad de andre er kommet frem til.

Spor 2

Tro og religion.

I middelalderen fyldte tro og religion langt mere, end det gør for de fleste i dag. Menneskers hverdag, deres familie- og arbejdsliv var præget af den forestillingsverden, der var forbundet med den katolske kristne tro.

Også når det kom til magt og indflydelse, var troen og religionen ikke bare en vigtig, men også en udslagsgivende faktor.

Til sidst i forløbet skal forsøge at løse gåden. Er det måske netop disse forhold, der gav udslaget ...?

 

Opgave 1

Hvilken Jesus troede man på?

Danmark var på Absalons tid katolsk, ligesom f.eks. Spanien, Italien og Sydamerika stadig er det i dag. Og alle danskere var katolske kristne. Andet var ikke tilladt.

Katolikkerne anser paven for at være tættere på Gud end alle andre mennesker. Derfor lod de også i middelalderen paven vejlede og bestemme over, hvordan kristne mennesker skulle opføre sig og leve et fromt liv. Også kongerne måtte underordne sig pavens ønsker.

Paven sad lige som i dag i Rom. Ude i de enkelte lande var det biskopperne, der skulle føre hans ideer og politik ud i livet. Derfor havde biskopperne enorm magt. I Danmark havde de ofte lige så meget magt som dem, der regerede landet. De var nemlig mere veluddannede end de fleste, og de kom ofte fra de rigeste slægter. Den øverste post i den danske kirke var posten som ærkebiskop. Og Absalon endte med at blive ærkebiskop.

Herover kan I se et kors, der er fundet i en middelaldergrav i Skælskør.

Hvis I ser godt efter, kan I se, at Jesus bærer en krone. Det almindelige var, at Jesus blev fremstillet barhovedet. Ofte var han, som det ses på tre af billederne senere i opgaven, omgivet af en glorie.

Billederne herunder viser fire fremstillinger af Jesus. De er fra nogenlunde samme tid som Skælskørkorset. Som I kan se på billederne, var der forskellige måder at vise Jesus på.

Se på Skælskørkorset. Tal om, hvilke følelser og egenskaber Jesus på korset viser. Og hvilke tanker og følelser, der løb gennem den gode kristne mand eller kvinde, som i middelalderen stod og så på korset.

Her er en liste med forslag til forskellige følelser og egenskaber. Skriv dem ved de billeder i opgavehæftet, hvor I synes, de passer. I må gerne selv finde på flere. Begrund jeres svar.

  • Smerte/lidelse
  • Magt
  • Afmagt
  • Styrke
  • Anger
  • Strenghed
  • Fromhed
  • Medlidenhed
  • Vrede

Svarer det til den måde, I selv forestiller jer Jesus på?

 

Opgave 2

Kan tro udbredes med våben?

Her på billedet kan I se udsigten fra borgens gamle sydmur. Den ligger for enden af borgområdet, hvor der er udsigt til lystbådehavnen.

Læs først om Valdemar den Stores borg. Det er den, der er på billedet herunder.

Læs så fortællingen om Arkonas fald og løs opgaven.

Kongen, borgen og ledingsflåden

Absalon blev biskop samtidig med, at hans ven Valdemar den Store blev konge. De fulgtes ad i det meste, indtil Valdemar døde 25 år senere. Det var en tid, der stod i krigens tegn. Næsten hvert eneste år stod den danske krigsflåde ud mod de vendiske lande, der lå i det nuværende nordøstlige Tyskland.

De nærmeste vendiske områder lå kun godt 50 km fra Møn, så det var ganske naturligt, at den danske flåde som regel mødtes ved Vordingborg for at drage samlet afsted i krig.

Her er kongen gerne mødt som en af de første. Han har så siddet på sin borg, mens han ventede på, at flåden ankom fra de forskellige landsdele. På billedet her kan I se, at det var en temmelig lille borg - og kun bygget af træ.

På billedet lidt længere oppe har I et blik over sundet, ligesom kongen havde det dengang. Næsset overfor hedder Oringe. Fra spidsen af næsset var der dengang sat en pælespærring hen til spidsen af den nuværende lystbådehavn, og der var kun en lille åbning i midten. Denne åbning var det eneste sted, man kunne sejle helt ind til borgen. Selvom borgen ikke var stor, var den godt beskyttet mod angreb.

Forestil jer, hvordan skibene kom sejlende hertil enkeltvis eller i små grupper og lagde til i den indre havn, og hvordan havnen efterhånden blev fyldt med skibe.

Hele flåden har ikke kunnet være her. De fleste skibe har lagt til ved Møn eller et andet sted i nærheden. Kun de vigtigste skibe lagde til her. Det var dem med flådens anførere, kongens håndgangne mænd og biskopperne. Lederne er stået af skibene for at gå op til borgen og mødes til råd med kongen, inden felttoget blev sat i gang. Imens har resten af flåden afventet, at kongen og hans rådgivere gav signal til afgang.

Absalon deltog som hærfører i alle de mange krigstogter mod venderne. Venderne havde gennem mange år været danskernes fjender, og danskerne anklagede dem for at hærge de danske kyster med plyndringer. Desuden var venderne ikke kristne, de var hedninge, og de dyrkede afgudsbilleder. Derfor var det også i en god sags tjeneste, at danskerne kæmpede. Det var en hellig krig.

Efter tolv års krigstogter erobrede danskerne Arkona. Arkona ligger på øen Rygen. Det var en af vendernes politiske og ikke mindst religiøse hovedbyer.

Her er et billede af et maleri fra 1894. Det viser, hvordan maleren opfattede ødelæggelsen af det hedenske tempel i Arkona.

Så snart Arkona var faldet, gik danskerne i gang med at omvende øens indbyggere. Først ødelagde man, som det kan ses på billedet, alle de hedenske gudebilleder. Straks derefter sendte Absalon præster rundt, der skulle døbe de besejrede, så de kunne blive gode kristne.

Indbyggerne på Rygen havde flere gang før vist sig vanskelige at omvende til kristendommen. Men nu var deres gudebilleder brændt, og de danske præster havde militæret i ryggen. Denne gang blev venderne for alvor kristne, uanset om de brød sig om det eller ej.

Danskerne mente også, at venderne ville stoppe deres overfald på de danske kyster, hvis de blev gjort kristne.

Aftal med jeres lærer, hvordan I afleverer billederne, så I alle kan se hinandens bud.

Men kan man gøre, som danskerne gjorde?

Tag en snak, om det er i orden at presse en overvunden fjende til at tilslutte sig sejrherrens ideer eller religion.

Jeres drøftelser kunne danne baggrund for det, I fortæller, når I viser jeres billeder for hinanden.

 

Opgave 3

En stor mand på mange måder.

I får nu at vide, hvad forskellige mennesker i forskellige lande mente om Absalon.

Prøv at løse opgaven ud fra det, I læser.

Absalon var i alt biskop og hærfører i næsten 40 år. Først under kong Valdemar den Store og senere under Valdemars søn, Knud. Det var en krævende opgave både at passe sit arbejde som leder af den danske kirke og samtidig være hærfører og rådgiver for kongen.

Absalon var kendt i det meste af Europa, men det var forskellige ting, man huskede ham for.

En fransk munk skriver om ham:

Hør kilden læst op her.

Også på Island var Absalon kendt. En islandsk historieskriver fortæller:

Hør kilden læst op her.

I Tyskland gav en præst Absalon denne karakter:

Hør kilden læst op her.

Historikeren Saxo, der var nært knyttet til Absalon, skrev på denne tid sin store danmarkshistorie. Saxo er i sin danmarkshistorie især optaget af, hvordan danskerne overvandt deres fjender og skabte et kongerige, man i udlandet både måtte frygte og beundre. Saxo skriver om dette:

Hør kilden læst op her.

Her er seks forskellige nyere statuer og malerier af Absalon.

Tal i gruppen om, hvilke billeder der bedst passer med den opfattelse, I nu har fået af Absalon.

I opgavehæftet kan I også se billederne.

Marker 0, hvis I overhovedet ikke mener, det passer, og 100, hvis det passer fuldstændigt.

Og alt derimellem ...

Diskuter med resten og klassen og jeres lærer, hvad I er nået frem til.

 

Opgave 4

Hvordan må man bruge sin magt?

I denne opgave skal I være kreative og forestille jer, at I selv var til stede. Men først lidt info. Den første tekst fortæller, hvad en bandlysning er. Den anden fortæller en historie om Absalon.

Bandlysning

En biskop styrede et stift. Der var otte stifter i Danmark. F.eks. var Sjælland og Lolland-Falster sammen i ét stift. Inden for sit stift kunne biskoppen bandlyse mennesker, der havde forulempet kirken eller på anden måde ikke opførte sig, som kristne burde. Den, der var bandlyst, måtte ikke komme i kirken og kunne ikke blive konfirmeret eller gift eller få sit barn døbt. Det værste var, at hvis man døde, mens man var bandlyst, kom man direkte i Helvede. Alle mente dengang, at der var et liv efter døden, og at man enten kom i Paradis eller i Helvede, når man døde. At komme i Helvede frygtede alle.

Vi kender en historie fra Island, der handler om Absalon. Vi ved ikke, hvor længe den har været fortalt, men den blev først skrevet ned længe efter Absalons død. Vi ved ikke, om historien har noget på sig, så derfor kaldes den også et sagn. Historien lyder nogenlunde sådan her:

Det står skrevet, at der i Danmark var en ærkebiskop ved navn Absalon i en berømt by, som hedder Lund. Han var en særlig mand og særdeles virksom i mange henseender. Men han var meget pengegerrig, som det ses af beretningen.

Der lå en meget god og meget frugtbar mark til kirken i Lund. Kun den ene halvdel tilhørte dog kirken, den anden tilhørte en bonde.

Absalon spurgte ofte bonden, om han ville sælge sin del af jorden. Men bonden sagde, at den i lange tider havde været hans forfædres ejendom, og derfor ville han ikke sælge den.

En dag krævede ærkebiskoppen at jorden blev rebet. Man havde jo ikke målebånd, så man brugte et reb til at sikre, at jorden var retfærdig delt. Ærkebiskoppen og bonden skulle holde i hver sin ende af rebet. Men rebet hang ned på midten, og Absalon råbte til bonden, at han skulle stramme det. Bonden trak til, men trak så hårdt, at Absalon snublede og ramte en sten, så han blødte.

Absalon rejste sig op og sagde, at sagen nu var afklaret, for bonden havde begået en ugerning mod kirken. Bonden blev bandlyst og udelukket af kirken, og prisen for at blive taget til nåde igen var lige præcis det stykke jord, Absalon havde ønsket sig. Absalon sagde, at det var en alt for mild dom, og bonden nikkede bare og godtog dommen.

Da bonden nogle år senere lå for døden, kaldte han en præst til sig. Præsten blev lovet en god hest, hvis han ville påtage sig at meddele Absalon, at bonden nu stævnede ham for den himmelske konges domstol på grund af sagen om jordstykket.

Præsten gjorde som lovet. Absalon sad ved frokostbordet, da præsten overgav beskeden, og i det samme det var gjort, lænede Absalon sig tilbage og var død på stedet.

Hør kilden læst op her (del 1). Og her (del 2).

Aftal med jeres lærer, hvordan I afleverer videoerne, så I alle kan se hinandens bud.

Spor 3

Slægtens betydning

I middelalderen betød familie og slægt meget for, hvad man kunne opnå.

Ligesom det var naturligt at blive skomager, når ens far og farfar var det, var det naturligt for adelen og de rige at overtage funktionerne efter faren. Familien og slægten har muligvis i generationer oparbejdet venskaber og alliancer, der overgik til næste generation.

Og naturligvis hjalp man hinanden, når der var behov for det, ligesom i dag. Både når nøden er størst, men også når ens interesser skulle fremmes.

Til sidst i forløbet skal I forsøge at løse gåden. Er det måske netop disse forhold, der gav udslaget ...?

 

Opgave 1

Hvordan viser man sin magt?

I året 1157 blev Valdemar den Store med Absalons hjælp konge af Danmark. Året efter blev Absalon biskop af Sjælland med Valdemars hjælp. Og ikke længe efter begyndte de at bygge hver sin kirke, der begge var større end noget andet byggeri, landet havde set.

Kirkerne blev bygget af brændte sten, som man kaldte mursten dengang. Mursten var på denne tid noget helt nyt i Danmark. Det gjorde også kirkerne til noget særligt.

Valdemar byggede sin kirke i Ringsted, hvor hans far lå begravet. Absalon byggede sin kirke i Sorø, hvor hans far var begravet.

Ringsted kirke skulle være gravkirke for kongeslægten. Den blev indviet i 1170 ved en stor højtidelighed, hvor alle, der betød noget, deltog. Den er 66 meter lang. Med tiden er der begravet seks konger, seks kongesønner og syv dronninger i kirken.

Sorø kirke skulle være gravkirke for Hvideslægten, altså Absalons slægt. Den er 69 meter lang. Den hørte til Sorø kloster, som var Sjællands rigeste kloster, også rigere end det i Ringsted. Her ligger tre konger, en dronning, to kongesønner og tre prinsesser begravet. Desuden er Absalon selv og 30 andre fra hans slægt begravet her.

Tænk over, hvad I har læst, og se på billederne af de to kirker.

Tal sammen om, hvilken af dem, der var størst, smukkest eller for eksempel mest betydningsfuld. Skriv i opgavehæftet tre ting, der fremhæver Ringsted frem for Sorø, og tilsvarende tre ting, der særligt fremhæver Sorø frem for Ringsted.

Venstre: Sorø Klosterkirke / Højre: Ringsted Kirke

 

Opgave 2

Hvordan hjælper man sin familie?

Der var i alt otte biskopper i Danmark, som dengang også bestod af Sydslesvig i det nuværende Tyskland og Skåne, der nu ligger i Sverige. Det vil sige, at hver biskop styrede kirken i cirka en ottendedel af landet. Det område, der lå under biskoppen, kaldtes et stift.

Biskoppen havde krav på en skat på 3% af alt, hvad der blev produceret i hans stift. Desuden ejede biskoppen som regel meget store landområder, som fromme mennesker havde skænket til kirken.

Når hæren samledes, var det ofte biskoppen i landsdelen, der anførte de tropper, der skulle afsted. Det understregede deres magt og betydning, og samtidig fik de deres del af det ofte store krigsbytte.

Derhjemme havde de ret til at dømme enhver for forseelser imod kirkens bud. De kunne endog bandlyse folk, der forbrød sig mod kirken. Den, der var bandlyst, havde ingen adgang til kirken, og døde man som bandlyst, var man sikker på at komme i Helvede.

Kort sagt hørte biskopperne gerne til de rigeste og mest magtfulde mennesker i Danmark. Absalon selv var først biskop i Roskilde. Sidenhen blev han biskop af Lund i Skåne. Biskoppen af Lund var også ærkebiskop og dermed leder af hele den danske kirke. Også flere af Absalons yngre slægtninge gjorde karriere inden for kirken. Mange af dem fik hjælp af Absalon, blandt andet med at få den nødvendige uddannelse.

På kortet her står navnene på de fleste af de biskopper, vi kender fra Absalons tid.

Som I kan se, kendte man ikke altid en biskops efternavn.

Men hvor mange af dem var mon i slægt med Absalon?

Her ser I et stamtræ over Absalons slægt.

Var nogle af dem mon biskopper? Sammenlign med kortet ovenfor.

Marker jeres svar i opgavehæftet.

 

Opgave 3

Fra hvem får man hjælp i nøden?

Her på billedet kan I se omtrent, hvor Valdemar den Stores borg lå.

Det var her i noret neden for borgen, den danske flådes ledelse kom sejlende ind, når man påbegyndte et af de mange krigstogter mod venderne. Længere væk, i farvandet ved Møn, lå den største del af flåden som regel og ventede på signal til afgang.

Engang, da man havde afsluttet et sejrrigt felttog og skulle til at drage hjem, ønskede kongen, at en del af flåden blev i området for at beskytte danske interesser. Men togtet var slut, og Valdemar kunne ikke længere gøre krav på hærens tjeneste. Hæren var i sin fulde ret til at tage hjem sammen med ham. Mere magt havde kongen ikke.

Valdemar henstillede derfor til sin slægtning, Knud Prislavsen, om at blive tilbage sammen med dem, han kunne få til at blive. Men Knud nægtede. Knud sagde, at han ikke syntes, han fik tilstrækkelig belønning for sine tjenester. Så han ville ikke påtage sig så farlig en opgave. Kongen kunne jo bare bede en biskop om det, det var jo alligevel kun dem, han søgte råd hos, sagde Knud Prislavsen.

Valdemar kaldte så Absalon til sig for at bede om råd. Nu tilbød Absalon i stedet uopfordret, at han selv kunne tage kommandoen. Kongen var lettet og roste sin vens offervilje.

Absalon tog nu tilbage til den sjællandske del af flåden, som han var leder af. Den jyske del af flåden havde han et meget dårligt forhold til. Så hans chance for at fuldføre sin opgave var at prøve at overtale i hvert fald nogle af sjællænderne til at blive sammen med ham og løse opgaven. Saxo skriver om den sag:

Først svarede Torben, der meddelte, at han i hvert fald ville følge Absalon, for han havde ikke glemt, hvordan Absalon engang havde hjulpet ham hjem fra landflygtighed. Også Peder Torstensen erklærede, at han ville skamme sig over at svigte en mand, han både var knyttet til ved slægtskab og sit ægteskab. Og Sune sagde, at han følte lige så stor pligt til at følge Absalon, da han jo var Absalons nære slægtning. Også Esbern, Absalons eneste bror, erklærede, at han ikke var den, der svigtede.

Hør kilden læst op her.

Og på den måde fik de lidt efter lidt hele den sjællandske flåde til at give tilsagn om at blive.

Aftal med jeres lærer, hvordan I afleverer videoerne, så I alle kan se hinandens bud.

 

Opgave 4

Hvorfor går man i krig?

Absalons fætter, Sune Ebbesen, havde syv sønner, som Absalon var nært knyttet til. To af dem hjalp han til at blive biskopper, som han selv var det. De fem andre var hærførere og rådgivere for kongen. Med nok en lille overdrivelse kan man sige, at de syv brødre styrede landet sammen med kongen.

Midt om vinteren i året 1208 drog to af brødrene, Lars Sunesen og Ebbe Sunesen, med en stor hær op i Sverige. Måske valgte de vinteren til felttoget, fordi det var nemmest at komme gennem de svenske skove, når jorden og vandløbene var tilfrosne.

Der var måske mellem 10.000 og 20.000 krigere med.

Danskerne var i følge med den svenske kong Sverker. Det vil sige, i 1208 var Sverker kun eks-konge. Han var sat fra magten af kong Erik, der stadig sad på den svenske trone. Danskernes hensigt var at genindsætte Sverker som svensk konge.

Den danske hær nåede op til et sted, der kaldtes Lena, mellem de to store svenske søer Vænern og Vættern. Den 31. januar kom danskerne her i kamp med en svensk hær under kong Eriks ledelse. Slaget ved Lena, som det siden er kaldt, blev et af middelalderens blodigste, og svenskerne vandt en overvældende sejr. Både Lars og Ebbe Sunesen blev dræbt, og kong Sverker flygtede derfra.

I Sverige er der siden lavet utallige viser og sagn om slaget, der nærmest er en legende. Det fortælles, at kun 45 danskere vendte hjem, mens resten blev udslettet. I Norge sagde man, at selve krigsguden Odin havde været med ved slaget. I Danmark talte man knap så meget om slaget.

Den danske hær havde især to grunde til at blande sig i, hvem der skulle være svensk konge.

Hvilke to? Marker jeres svar i opgavehæftet.

☐ Danmark ville erobre Sverige.

☐ Kong Sverker var den danske konges ven.

☐ Kong Erik havde bortført den danske dronning.

☐ Sunesønnerne var i familie med Sverker.

☐ Der var gammelt fjendskab mellem Sunesønnerne og kong Erik.

☐ Danmark og Sverige var altid i krig med hinanden i de år.

 

Opgave 5

Hvad ønsker man sig mest?

Her får I endnu en opgave om slaget ved Lena, og I kan læse svaret på den forrige opgave.

På kortet her kan I se det danske riges udbredelse på tidspunktet for slaget ved Lena, 1208.

Ebbe og Lars Sunesen havde stærke personlige interesser i felttoget. Ebbe Sunesens datter, Benedicte, var nemlig gift med kong Sverker. Det var altså sin svigersøn, Ebbe gik i krig for og forsøgte at genindsætte.

Den danske konge var imidlertid også stærkt interesseret i Sverige. Danmark var i gang med at erobre Estland og andre områder østpå. På den måde havde den danske hær nærmest Sverige i ryggen, og det var vigtigt, at man ikke risikerede et angreb fra svenskerne. Kong Sverker var gammel ven af den danske kongefamilie og havde boet i Danmark, mens han var fordrevet fra Sverige. For et Danmark, der var travlt optaget af krig i Estland, var det mest trygt at have en mand som Sverker på den svenske trone.

At Ebbe havde fået sin datter gift med en konge var på den tid, han levede, det højeste, man kunne ønske sig for sin datter. Hvad er det højeste, I kunne ønske jer for en ung pige i dag? Tænk på en søster eller veninde. Er det, hvem de bliver gift med, eller noget helt andet?

Skriv i opgavehæftet et par sætninger om, hvad I mener.

Gådens afslutning

Lad os lige vende tilbage til gåden. Den lød:

Hvordan lykkedes det Absalon at opnå sin enorme magt?

I skal nu vurdere, hvad I tror, der kan være årsag til, at Absalon blev det magtfulde menneske, han var. Nogle af de muligheder, vi har foreslået, kender I bedre til end andre.

Men prøv at give en karakter til hver af dem ved at markere på bjælkerne i opgavehæftet.

Drøft det grundigt, inden I sætter markørerne, så I kan begrunde jeres valg, når vi mødes med de andre og jeres lærer.

 

Lærervejledning & Kolofon

Hvis I arbejder med iPads eller Apple pc'er, kan I downloade materialet som iBooks her:

Biskop_Absalon.ibooks

Biskop_Absalon de 3 spor.ibooks

Opgavehæftet er det samme. Aftal med jeres lærer, hvad I gør.

 

Titel

Biskop Absalon

Hvordan lykkedes det Absalon at opnå sin enorme magt?

Absalon døde den 31. marts 1201 i en alder af 72 år. Han døde som den mest magtfulde mand i kongeriget Danmark. Han havde da været ærkebiskop gennem de sidste 24 år. Det var den højeste stilling i den danske kirke. Han var kongens nærmeste rådgiver. Han havde stået i spidsen for den danske krigsstyrke. Og han var en af landets rigeste godsejere.

Ligesom det gælder i dag, har der været forskellige grunde til Absalons magt. I dag kan magt bygge på, at man har mange penge, eller på, at man har gode forbindelser i politik. Måske på at man har mulighed for at føre sig frem i medierne.

Målgruppe

Forløbet henvender sig til folkeskolens overbygning og de gymnasiale ungdomsuddannelser, men kan anvendes af alle, der har lyst og interesse.

Omfang

Forløbet anslås at vare mellem 2-6 timer alt efter hvilke dele, der (fra)vælges, og hvordan arbejdet tilrettelægges (se under 'Tilrettelæggelse').

Indhold

Kort gennemgang af forløbet:

  • Eleverne præsenteres for "gåden" (= den historiske problemstilling), de skal arbejde med.
  • Introduktion til personen og tiden, baggrundsviden ved kilder, tekster m.m.
  • Eleverne arbejder med 3 spor (opgavehæfte forefindes). Opgavehæftet kan downloades her: Opgavehæfte_Absalon.pdf
  • Afslutning med elevernes bud på løsningen af "gåden".

Materialer

Følgende materialer anvendes:

  • Baggrundstekster
  • Introduktionsvideo om middelalderen
  • Kildetekster
  • Billeder (også som kildemateriale) og illustrationer

Faglige mål

Forløbet er tilrettelagt med udgangspunkt i folkeskolens forenklede Fælles Mål. Det er lærerens valg af vinkel og eventuelle placering af forløbet i årets øvrige arbejde, der er afgørende for, hvilke faglige og læringsmål der vælges og/eller skal formuleres.

Tilrettelæggelse

Forløbet er tilrettelagt som en "gåde" (= historisk problemstilling). Eleverne får indledningsvis baggrundsviden om tiden og om Biskop Absalon. Denne viden er vigtig for at kunne komme med en kvalificeret løsning på "gåden".

På den måde lægger forløbet sig op ad det problemløsende aspekt i historieundervisningen. "Gåden" er problemet, og eleven sætter sin viden og sine kilde ind i arbejdet med løsningen.

Forløbet kan tilrettelægges som gruppearbejde (vores anbefaling), men kan naturligvis også gennemføres som individuelt eller klassearbejde.

Vi anbefaler, at eleverne individuelt eller i grupper arbejder med introduktions- og baggrundsmaterialet. Herefter arbejder eleverne i grupper med de 3 spor. Vi anbefaler gruppearbejde, da der herved vil være mulighed for diskussioner/drøftelser og vidensdeling.

Opgaverne er tilrettelagt således, at forskellige udtryksformer kan komme i anvendelse. Der vil være opgaver, der lægger op til skriftlige svar eller anden stillingtagen, men der vil også være opgaver, der kræver produktion af en kort videosekvens med dramatisering eller fotografering. Læreren bør derfor i sin tilrettelæggelse tænke over, hvordan disse svar indleveres til senere brug ved den afsluttende dialog: via mail eller intra til læreren, via upload til en server, via visning fra elevernes egne devices eller en hel anden måde.

Afslutningen bør foregå som dialog in plenum, hvor eleverne med udgangspunkt i deres arbejde med sporene debatterer sig frem til en løsning på "gåden".

Undervejs i forløbet henvises til, at eleverne kan arbejde i opgavehæftet.

Dette er en pdf-fil, som eleverne downloader og gemmer lokalt og kan svare direkte i. Det kan naturligvis også printes ud og eventuelt samles til et kompendium/trykt hæfte.

Opgavehæftet kan hentes her: Opgavehæfte_Absalon.pdf 

Evaluering

Forløbet er som sådan selvevaluerende, da elevernes afsluttende samtale med deres bud på "gådens" løsning viser deres refleksioner. Denne samtale kan eventuelt følges op med individuel eller gruppesamtale om læringen i forløbet.

Derudover kan en test i eller quiz om de historiske fakta eller andre elementer fra forløbet gennemføres. Der findes på internettet et utal af værktøjer til at udvikle dem.

 

Kolofon

Biskop Absalon

af Steen Djurhuus

Museum Sydøstdanmark, 2018

Der gives hermed rettighed til at udvælge passager og viderebearbejde materialet til eget brug og til at copy/paste passager ind i eget materiale.