Hvad er en heks

Hvad er en heks

Written by steen On the

Hvad er en heks? - dengang og nu.

Ordet heks stammer fra det oldhøjtyske ord 'hagazussa' - haga 'hegn' og zussa 'troldkvinde'. Der lægges altså op til, at hekse er kvinder. Men var det nu også sådan, det forholdt sig? Opfattelsen af, hvad en heks er, har ændret sig mange gange gennem tiden. Ved aktiv deltagelse skal eleverne på baggrund af kilder opleve de problemstillinger, man stod overfor i en tid, hvor trolddom og magi var ilde set, men svært at bevise eller modbevise. Der læres om årsagerne til den store frygt for djævelskab, og hvordan opfattelsen af heksen har ændret sig igennem tiden.

Gåden

Først præsenteres eleverne for gåden, den historiske problemstilling. Det er altså disse spørgsmål eleverne hver især og i fællesskab skal forholde sig til.

 

Hvad var en heks helt præcis?

Hvem blev anklaget som hekse, og hvorfor blev de anklaget?

Hvorfor begyndte man at jage og brænde så mange mennesker som hekse?

Og hvorfor holdt man pludselig op igen?

Findes der stadig hekse i dag?

Historisk fortælling

Hekseprocesserne i Europa - opstarten

Perioden med hekseforfølgelserne kaldes også bålalderen og strakte sig fra årene 1420-1790. De dominikanske munke startede i Spanien og Sydfrankrig med at prædike den katolske tro og omvende kættere. Denne form for udrensning af et kættersk folk er det, der langsomt ændrer sig og bliver til hekseforfølgelserne op gennem 1400-tallet.

I 1484 udsendte pave Innocens 8. en bulle, der erklærede al heksekunst for kætteri. Dette blev fulgt op i 1487, hvor to tyske præster skrev en bog, der hed 'Heksehammeren' (Malleus Maleficarum), hvor man gik ud fra reglen i 2. Mosebog (kap. 22, vers 18), der ofte blev citeret: "En troldkvinde må du ikke lade leve". 'Heksehammeren' beskrev, hvad hekse kunne gøre, hvordan de gjorde det, og hvordan man skulle torturere og udspørge de anklagede.

En side fra en udgave af ‘Heksehammeren’ skrevet på latin.

Under katolicismen troede man på, at man kunne blive frelst for sine synder, hvis man angrede og gjorde bod (bl.a. købe afladsbreve eller få syndsforladelse gennem skriftemål). Dette gjorde det muligt for den katolske kirke at blive rigere og rigere, og toppen af samfundet havde stor mulighed for at leve et "syndefrit" liv. Dette blev for meget for Martin Luther, der kom til at stå som reformationens fader, da han i 1517 slår sine 95 teser, der gør oprør mod afladshandlen, op på kirkens dør i Wittenberg i Tyskland.

Portræt af Martin Luther fra 1529.

Luther mente i stedet at spørgsmålet om frelse var mellem Gud og det enkelte menneske. Det blev derfor vigtigt for folk at fralægge sig ansvaret i sin egen samvittighed. Det skete helst ved at give andre mennesker skylden. Det var vigtigt at overbevise sig selv om, at det ikke var Guds vrede, der var skyld i, at ens barn var syg, eller at høsten slog fejl. Det var derimod 'den onde heks'. Dette menes at være en af de store årsager til, at der pludselig efter reformationen kommer en decideret heksejagt. Man kunne få lettet sin skyldfølelse ved at skyde skylden på hekse og deres evne til at forhekse andre og til at gøre ting uden disses samtykke.

Fra Olaus Magnus' Historia de gentibus septentrionalibus. Rom, 1555.
Hekse fik ofte skylden for skibsforlig og andre dårlige vejrforhold.

I mange år tolkede forskere, at det var fra statens side, hekseprocesserne kom. Man tænkte, at det var en handling, der skulle sikre, at rigets borgere var gode kristne. At man på den måde ville holde styr på folk. Det er dog med tiden blevet mere og mere klart, at anklagerne oftest kom fra lokalbefolkningen selv. Det var fx naboen, der anklagede nogen for at være heks pga. vrede og jalousi - i langt højere grad end det var præsten, borgmesteren eller kongen, der gjorde det.

“Le champion des dames”, af Martin Le France, 1451.
Første kendte afbildning af hekse flyvende på koste.

Hekseforfølgelserne i Danmark

I 1536 kom reformationen til Danmark, og i 1540 har vi den første dokumenterede heksebrænding - denne forgik i Stege. Vi har en kilde, der beskriver de tidlige danske hekseforfølgelser. Den stammer fra den lutheranske biskop, Peder Palladius, der var blevet udnævnt i 1537. Han stod i spidsen for den danske kirke. Han skrev med stor tilfredshed:

”... at man for nylig havde brændt mange hekse i Malmø og i Køge …”

Selv om det først tager rigtig fart, efter Christian 4. overtager tronen i 1588, er det altså allerede fra midten af 1500-tallet, hekseforfølgelserne starter i Danmark.

Billede fra 1577. 
En af måderne, man kunne forhøre de anklagede på, uden at det kunne ses i retssagen dagen efter, var 'stræk-tortur'. Her blev den tiltalte bundet på ryggen og spændt fast i fødderne på gulvet. Med hjulet kunne man derefter strække arme og ben fra hinanden, når der ikke bliver svaret det, man ønskede.

En lov fra 1547 sagde, at man ikke måtte få tilståelser ved brug af tortur (pinligt forhør), da man på dette tidspunkt begyndte at bliver klar over problematikken ved tilståelser opnået ved tortur. Alligevel menes op mod 50% af de dømte at have givet tilståelser efter pinligt forhør inden retssagen.

Almindeligvis skulle den anklagede først for byretten og derefter i landsretten. Men enkelte tilfælde kom også for højesteretten, hvor kongen sad. Under Christian 4. hjalp det ikke at komme for højesteret, da han var en af hovedårsagerne til, at hekseforfølgelserne blev så omfattende i Danmark i 1600-tallet. Og dette var i en tid, hvor forfølgelserne længere sydpå i Europa ellers var på tilbagetog efter at have nået sit højeste i 1400- og 1500-tallet.

Portræt af Christian 4.

Christian 4. er berygtet for at have været decideret bange for hekse. Det menes bl.a. at være, fordi hans søsters skibe flere gange blev ramt af uvejr og dødsfald på vej til Skotland. I alt 13 kvinder endte med at blive brændt for at have medvirket til ulykkerne. Kongen lavede i 1617 en lov, der skelnede mellem sort og hvid magi. Og begge dele var strafbare. Indtil da havde man fokuseret på sort magi, da man satte pris på den hvide magis kloge mænd og koner. De kunne hjælpe rige som fattige.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange der blev ofre for hekseprocesserne i Europa og Danmark. Forskerne gætter på mellem 50.000-100.000 i hele Europa, mens ca. 2.000 sager kendes fra Danmark, og her blev kun halvdelen kendt skyldige. 90% af disse var kvinder, hvoraf langt de fleste var ældre, gifte kvinder. De var fastboende og ofte på kant med naboer og andre fra byen.

Af kendte hekseprocesser fra Danmark er en af de største Køge Huskors. Andre kendte er også Maren Splid fra Ribe (brændt 1641) og Danmarks sidste officielt dømte heks, Anne Palles fra Falster (brændt 1693). Selvom de mere veluddannede i et stykke tid havde tvivlet på eksistensen af hekse og trolddom, og det var en vigtig faktor for de forsvindende hekseprocesser i Danmark, så tager det for den almene lokalbefolkning noget længere tid. Derfor er det bl.a. registreret, at den sidste officielle heks blev brændt i 1693 i Danmark. Alligevel foretog lokalbefolkningen rundt omkring ulovlige hekseafbrændinger op i 1700-tallet.

 

Kønsfordelingen af hekse

Ordet heks stammer fra det germanske ord 'hagazussa', der er sammensat af 'haga' (hegn) og 'zussa'(kvinde), og fortolkes som at være overjordiske væsner eller udstødte kvinder. Allerede i ordets grundbetydning er der altså en kønsopdeling. Dette ses også i titlen på heksejagt-bogen fra 1486, 'Malleus Malificarum', som er skrevet på latin i femininum.

Bogens indhold er også helt generelt kvindefjendsk. Mange har omtalt indholdet som forfatternes egne seksuelle fantasier. Det er disse fantasier, der skulle være grundlaget for de ideer, der er beskrevet som heksenes gerninger og synder, således at de kan blive straffet. Forfatterne selv forklarer årsagen til overvægten af kvindelige hekse:

"Kvinder står naturen nærmere end mænd. De er naive, og de er derfor lette ofre for dæmonerne."

Her bruges eksemplet fra biblen med Eva, der fristes af slangen. Der blev derfor bygget videre på den kristne fremstilling af kvinden i baggrunden for manden, og hun ender med titler som både fristerske og svag. Denne bog har helt klart haft en stor betydning for kønsfordelingen af de dømte hekse, men den giver også et blik ind i datidens syn på kvinder mere generelt. At disse anklager på kvinders natur har kunne vinde indpas må betyde, at de sociale funktioner netop har været meget stereotype.

Selvom kvinder spillede en vigtig rolle for at få samfundet til at fungere (føde børn, holde hus, lave mad osv.), så har det fx ikke været socialt acceptabelt, at en kvinde tyede til vold for at komme af med frustrationer. I stedet måtte de ty til ordets magt ved at skælde ud og udstede forbandelser. Og netop forbandelser kunne ofte være farlige, hvis der efterfølgende skete modtageren noget.

På trods af, at der både i Danmark og resten af Europa var langt flest kvinder, der blev anklaget og dømt, er der områder, der skiller sig ud. I områder som Nordmandiet, Estland, Finland og Island var det overvejende mænd, der blev dømt. Hvad årsagen til dette var, er svært at sige, da både de dømte mandlige hekse og børnehekse er et overset emne i forskningen.

Eksempel på anklager

Kilder til anklager

 

1. eksempel: 

Else Holtug, der var gift med den velhavende kræmmer Peder Holtug, blev et af de mange ofre for heksejagten i Køge. Det er noteret af Børge Green at:

"Else Holtug […] var slem til at sige: "Jeg skal huske dig", eller "Du skal komme ihu", dersom folk sagde hende imod eller ikke ville danse efter hendes pibe."

"Naboen i Brogade, Laurits Krog, der var Elses hovedanklager, klagede sig til forskellige, som besøgte ham, og sagde, at han var blevet så underlig og sælsom, hvad han aldrig havde været. Han kunne ikke drikke med folk, men sad med hånden under kinden. […] Kan hun noget med Djævelkunst, da tror jeg vist, at hun har taget min Fornuft fra mig. […] Efter Laurits Krogs død blev Else fænglet."

 

2. eksempel:

Anna Lourup ragede uklar med klokkeren fra Ribe, Ole Andersen, og han anklagede hende derefter for trolddom:

"[…] hun gik ud, og gav mange onde Ord (dette tilstod Anna Lourups for Tings-Dom) nogen Tiid derefter blev han saa got som afsindig, og ville have taget Livet af sig selv."

Siden kom flere anklager frem mod hende:

"Volborg Morten Christensens Hustru vidnede, at det skeede ved Paaske sidst, at Anna Lourup kom til hende, […] siden den Tiid har hendes Kiør mistet deres Mælkning, som hun meente, Anna Lourup visselig havde giort."

 

3. eksempel:

Bodild Harchisdatter blev anklaget som heks, efter hendes mor netop var blevet brændt på bålet. Blandt anklagerne var Peder Buntmager, som Bodild havde forbandet fire år tidligere for at snyde hende for et sælskind:

"[…] da fordærvede hun først 18 Degger Skind i Biede, saa han maatte begrave dem i Møg-Dyngen, og siden derefter henved 14 Dage 10 Degger Skind, som og fordærvedes for ham, og imidlertid døde en Koe for ham […]"

Opgave: Retssag

Klassen deles i 4 grupper, hvor to af grupperne skal arbejde med sagen om Køge Huskors, og to af grupperne skal arbejde med sagen om Maren Splid. Grupperne skal tage stilling til deres egen sag, ved at:

 

  1. læse kilderne, der hører til
  2. fremføre sagen på video, hvor de selv spiller personerne fra kilderne (omdan gerne kilderne til nutidigt sprogbrug)
  3. tage stilling til resultatet af sagen. De skal i deres video få fortalt historien, så alle ved:
  • Hvad er anklagen?
  • Hvordan bevises det?
  • Bliv enige i grupperne, om der er dømt korrekt.

 

De 4 grupper fremlægger deres historier vha. deres videoer og fortæller, hvordan de er kommet frem til deres konklusion.

Efterfølgende kan en 'heks' fra hver gruppe blive afprøvet som heks med en af de gamle hekseprøver: vandprøven.

Brug her en stor skål eller kar og find ting, der ligner hinanden, men hvor nogle flyder og andre synker. Har man ikke mulighed for dette, kan andet findes på, for at illustrere tilfældigheden i udfaldene.

 

Kilder til Køge Huskors

Køge huskors af Anna Bartskjær - Johan Brunsmand: 'Køge Huskors med indledning ved Anders Bæksted', Danmarks Folkeminder nr. 61 (København, 1953).

Kobberstik fra forsiden til bogen "Køge Huskors", der viser nogle af de beskrevne ulykker, familien blev ramt af.
Foto: Køge Arkiverne

Navnet tolkes til at være en symbolsk beskrivelse af et stort åg (korset), der blev lagt hen over huset (hjørnegården) og stammer fra titlen på den bog, Anna Bartskjær skrev om sine erindringer om disse sager. Titlen har senere lagt navn til udtrykket Køge Huskors, der betegner hele heksejagten i årene 1608-1615.

Anna var gift med købmanden Hans Bartskjær (også kaldet Hans Kræmmer), hvis hus (hjørnegården) og børn var ofre for spøgelser og andre mærkelige hændelser i årene op til den første anklage. I 1608 begyndte de underlige hændelser at ske i huset. Ægteparret hørte bl.a. høns klukke i deres seng om natten. De så også en tudse, der gik underligt på bagbenene. Senere blev deres børn skræmt og fortalte, at der var en mand oppe på loftet. Deres plejesøn fik pludselig gentagne krampeanfald, og Hans Bartskjær selv følte det ofte, som om han blev mast af en kornsæk:

"Det første vi fornumme det onde i vort hus, var en nat min saglige husbonde Hans Barskiær oc jeg laa i vor seng, da kom der under voris hovet, som en høne der klukker sin kyllinger tilsammen. Hvoraff vi bleffve ganske forfærdede oc redde […]"

"Fiorten dage dereffter kom en stoer redsel i huset, oc hvor vi kom da var det fælt. Nu haffde vi en liden dreng hos os, som var ved tolff aar gammel, oc var samme dreng salig Hansis Morbrors Søn. […] Der hand nu haffde lagt sig, begynte hand lidet dereffter, ynkeligen at skrige oc gifve sig. Vi løbe hastelige til hannem, oc hans øjen stode lige som de haffde været opspilede: oc ingen kunde lukke dem tilsammen. Oc hans mund var saa hart sammen knyt, at ingen kunde vriste den op."

"Thi effterat det var bleven got med drengen, bleff min kiere Husbonde anfectet nat oc dag, saa ingen kand det troe eller tenke, uden jeg som var ham næst, oc dette varede hver dag, fra elleve til tho efftermiddag, disligeste, om natten fra elleve til tho. [….] derforuden haffde hand ganget udi tre uger meget selsom oc underlig, […] i det samme seynede hand ned paa benken som hand sad oc besvimede. Der hand nu kom til sig igien sagde hand: GUD som er naadig Fader, oc altid hjelper sine børn som af hiertet raabe til hannem hand tænke paa naade oc barmhiertighed! […] Du haffver ikke lenge mand i mig, oc dine børn bliffve snart Faderløse. […] Saa bleff hand dag fra dag jo mere og mere anfectet: oc bekiendte hand, at den onde fiende laae hver dag fra klokken elleve til tho paa hans ryg som en kornsek."

Brunsmands videre undersøgelser med udgangspunkt i tingbøger og mundtlige fortællinger fra folk, der levede under processen:

"[…] en troldqvinde ved naffn Johanne Thomesis fattede en svar vrede oc had til bemelte Hans Barskiær. […] Johanne Thomesis som pleyede i førsten at hafve god kundskab med Hans Kræmmer oc offte kiøbsla med hannem, bleff aff en anden troldqvinde ved naffn Kirsten Snedkers udlagt for at have gemeenskab med saadanne folk, oc der det kom i rycte, vilde hand som en mand der haffde afsky til saadan pak ikke mere kiendis ved hende oc om hand nogen tid møtte hende paa gaden, gik hand hende forbi, som hand ikke vidste hvem han var."

"[…] der ocsaa ved samme tid en gaard blef til kiøbs, som bemelte Johanne heel gierne vilde have: men Hans Kræmmer fik før ja paa den oc kiøbte den bort fra hende. For saadanne oc andre aarsager fatter hun som sagt er, saadan had, til hannem […]"

Pga. disse begivenheder og et rygte for at være en temperamentsfuld dame, har Johanne nok gjort sig upopulær ved at ønske Hans og hans familie ondt, hvilket var et normalt middel for kvinder på den tid til at komme af med deres vrede.

Anklagerne mod hende var bl.a.:

"[…] at de haffde være tilsammeni Johanne Thomeses gaard, oc ved hendes brønd opmanet dieffvelen, saa den er opkommen i en […] røttes lignelse."

"Ellers berettis der, at saa offte samme ugudelige menniske gik Hans Kræmmers vindue forbi, raabte den onde aand af drengenes mund, hand haffde beset: Der gaar min Frue, der gaar min Frue."

"[…] en afften har en quinde ved nafn Anna Simens-daatter staaet ved fengsels dørren, oc hørt at Johanne talede høit der inde, klagede oc sagde: du haver forført mig fra mit gods oc biering, oc ført mig i dette skidne sorte hul: Tvi vorde dig, jeg vil intet hafve med dig at giøre."

"Omsider har hun oc sielff bekiendt, at hun i ald den tid hun sad i kielderen intet aad […] hendis Mand Jens Nielsen haffde bekiendt, at i hvor lenge hun sider, da æder hun intet aff Hans Kræmmers mad, om hun end sad et halfft aar. […] folk beretter, oc udgangen lærer deraff, at diefvelen hende haffde indbildet folk skulle deraff tenke, hun var uskyldig."

"Den 11. Septembris meldis Johanne Thomesis at være henrettet."

Kort over Køge fra ca. 1677.
Den røde cirkel viser, hvor Hans og Anna boede.
Foto: Køge Arkiverne

 

Kilder til Maren Splid

Maren Splid - David Grønlund: 'Historisk Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker', 2. udgave, Historisk Samfund for Ribe Amt ved Kirsten Agerbæk (1973).

Maren Splid var gift med Laurits Splid, der arbejdede som skrædder og værtshusejer. En dag i foråret 1637 anklagede Didrich Hermansen Skræder Maren for at have gjort ham syg. Sagen var den, at Maren og Didrich 13 år tidligere var blevet uvenner, og Maren havde derfor lovet ham ulykke. Da han så pludselig bliver syg i marts 1637, anklagede han Maren for at have skylden for hans sygdom. Biskoppen meddelte derefter:

"Dersom i Sandhed saa befindes, at fornævnte Didrich Skræder skal have af Livet opkast den fremviiste Materie, da synes os, det ikke at være nogen ret naturlig Sygdom eller Affection, men lader sig ansee efter de Omstændigheder, Syn, hans og hans Hustrues Beretning videre medfører, at det er et Veneficium [=giftmord], og at onde Mennesker ved Satans Forarbeidelse skal have dermed at bestille […]"

Laurits Splid kæmpede hårdt for sin kone og anklagede Didrich for at lyve.

"[…] Laurits Sørensen haver ladet Didrich Skræder udi Rette stevne for de Ord og Beskyldninger, han haver sagt og beskyldte hans Hustrue Maren Lars Kone for Troldoms Sager […]"

Men byrådet ville ikke give Laurits de 15 mand, han skulle bruge til at aflægge ed for anklagen, og sagen bliver derfor ikke ført videre. Didrich var dog stadig ude på at få Maren dømt og fortsatte sine anklager. Snart kom flere vidner med deres egne anklager og sagen tog til:

"Peder Stauning Borger ibd., vidnede og kundgiorde […] at det skeede sig ongefær for ½ Aar siden, da kom han ind i Laurits Splidsens Huus, og drak en Kande Øll derinde med gode Venner, og da imidlertiid fik han en hastig Fang; hvo der giorde ham det, er Gud best bekiendt, og han beskylder ingen derfor."

Selvom han ikke direkte ville anklage Maren, stod det stadig klart, at det nok højst sandsynligt ville pege i den retning og flere anklager kom. Fx:

"En Rytter-Kone Margretha vidnede, at, […] da hun laae i Sengen om Natten med sin Mand […] kom Maren Splids over hende med begge Knæeben, […] Margretha Larsdatter vidnede med opstrakte Fingre og Eed efter Recessen, at alt Piine og Smerte, som hun lider i hendes Been, det beskyldte hun Maren Laurits Splidsens for, at have giort hende […]"

Margretha havde tidligere pantsat en guldring hos Maren, som Maren senere ikke ville give igen. Dette havde gjort dem uvenner, hvilket Maren heller ikke benægtede.

21. april dømtes Maren Splids skyldig, men da hendes mand ikke gav op og dermed anklagede både vidner og biskoppens udmeldelse om Didrichs sygdom, blev alle vidner og beskyldninger dømt ugyldige på Ribe rådhus den 19. juni 1640:

"Da efter Tiltale, Giensvar og denne Sags Leilighed, og efter den Erfaring, som vi af deres vidtløftige og mange ugrundede Beretninger kunde fornemme, og desligeste af Didrich Skræders og Magretha Larsdatters egen Sigtelser uden Beviis, og de Vidner hidindtil er forhvervet paa fornævnte Maren Splids, da vide vi samme Vidner og Sigtelser eller d. 15 Mænds Eed derpaa grundet og soret er ikke saa nøiagtigt, at det bør nogen magt at have under vores Signeter."

Da folk ikke var begejstrede for denne beslutning, endte Maren Splid med at blive flyttet til København, hvor hun den 10. oktober 1641 efter pinligt forhør tilstod at være heks og angav 6 andre kvinder som hendes medsammensvorne. Hun tilstod også at have gjort Didrich Skrædder ondt med hjælp fra en rød hund, at hun spyttede nadverbrødet ud i kirken og trådte på det, og at hun ofte mødtes med de andre hekse og holdt gilde.

"1641 d. 9. November siden Maren Splids er beskyldt for Troldom, og af 15 Nævninge-Mænd er fuldt Nævnings-Tog oversvoret, og Maren Splids udi hendes strænge Piinsel-Forhør selv har bekiendt sig med Troldoms Konster at have befattet, og fornævnte Nævnings Eed er af Hs. Kongel. Majestæts og Danmarks Riges Raad ved fuld Magt kiendt […] at Maren Splids bør at lide Baal og Brand."

Typisk blev hekse brændt på bålet ved at blive bundet fast til en stige og derefter smidt i det store bål. Det var en mere skånsom død, da man døde hurtigere, end hvis man skulle dø langsomt af kulilteforgiftning i et opstartende bål.

 

Den sidste heks

I 1693 blev den sidste officielle heks brændt på bålet i Danmark. Det var Anne Palles fra Falster.

I tiden efter blev der ikke længere godkendt heksesager af kongen, men man troede stadig på hekse ude i de små lokalsamfund. Derfor kunne hekseanklagerne blive ved helt op til den sidst kendte fra 1934, hvor der dog ikke kom noget ud af sagen.

Hekseprocessernes ophør

Hvorfor hekseprocesserne stoppede i slutningen af 1600-tallet:

  • Oplysningstiden var på trapperne (ca. 1690-1780).
  • Tvivl opstod derfor blandt dommerne, og flere nægtede sig skyldige.
  • Man blev mere klar over, at tilståelser opnået ved tortur ofte var løgn.
  • De anklagede begyndte at rejse modanklager, hvilket ofte førte til domme.

Nye love gjorde det mere besværligt at fælde en dom, da heksesager fra midten af 1600-tallet altid skulle for højesteretten.

Heksens udvikling

Hekse er ofte blevet forbundet med nogle, der har en særlig kontakt til naturen. Om vi taler om vølver, druider eller seersker, har de altid gjort brug af naturen i form af solen, månen, urter eller dyr. Det er derfor naturligt, at heksens fremstilling har samme træk.

Til alle tider har folk med usædvanlige egenskaber gjort indtryk i form af både frygt og håb. Man frygtede dem for det, de kunne gøre af ondt, men brugte dem i håb om, at de kunne hjælpe, når ulykken ramte. Med kirkens fokus på hekse blev de efterhånden set som noget generelt ondt, da de var i ledtog med djævlen. Men de lokale fortsatte med at bruge dem, men i mindre grad eller mindre åbenlyst. Anklagerne lød fx, at heksen spiste børn, gjorde dyrene på en gård syge, eller gjorde mænd impotente. Heksens egentlige kriminelle gerning har, ifølge kirken, således været at bringe ulykke og ufrugtbarhed.

Oftest blev heksene også beskyldt for perversiteter, hvilket dengang var en generel opfattelse af heksenes væremåde. I nogle områder blev der gjort meget ud af heksesabbatten, hvor det siges, at hekse samledes og festede med djævlen. Heksene rygtedes at flyve til heksesabbat på Bloksbjerg i Tyskland, Blåkulla i Sverige og Troms i Norge.

I starten af 1900-tallet, da den videnskabelige verden var i stor fremgang, begyndte man at tænke på 1600-tallets hekse som folk med sindslidelser, der skulle have været anbragt på en institution i stedet for at være brændt på bålet.

Af en eller anden årsag tager man de tidlige anklager om kvindernes høje sexlyst seriøst og mener, at den fortrængte seksualitet har resulteret i hysteri. Senere er heksene kommet til at fremstå som selvstændige, magtfulde kvinder med stor kontakt til naturen, kroppen og deres seksualitet i tider, hvor kvindens rolle ellers ofte er gemt væk i historien.

I forbindelse med feministerne i ungdomsoprøret i 1960'erne fik heksekulte en opblomstring under navnet W.I.T.C.H. (Witches' International Troublemaker Conspiracy from Hell / Women Inspired to Tear down Constructs of Hate), som stadig eksisterer den dag i dag. Der findes mange forskellige typer hekse i dag, men de passivt aggressive ser ud til at have fundet en mellemvej, hvor de har egen hjemmeside og er ude i det åbne til demonstrationer. Men de holder sig alligevel anonyme, da de bærer store hatte og klæder til at dække deres ansigter. Så sent som ved valget af præsident Trump har W.I.T.C.H været ude og "sørge for", at han ikke kan gøre verden skade v. hj. a. trolddom.

Her ses medlemmer af W.I.T.C.H. i anonym protest mod den hvide supermagt.
Foto: commons.wikimedia.org / GorillaWarfare

 

Afslutning

Afslutning med fælles diskussion:

Tag atter udgangspunkt i 'gådens' spørgsmål.

 

Hvad var en heks helt præcis?

Hvem blev anklaget som hekse, og hvorfor blev de anklaget?

Hvorfor begyndte man at jage og brænde så mange mennesker som hekse?

Og hvorfor holdt man pludselig op igen?

Findes der stadig hekse i dag? Og i hvilken form?

Noter til læreren & Kolofon

Målgruppe

Forløbet henvender sig til folkeskolens udskoling og de gymnasiale uddannelser, men kan anvendes af alle, der har lyst og interesse.

Omfang

Forløbet anslås til at vare 2-3 timer alt efter hvor meget tid, der sættes af til hver opgave.

Materialer

  • De tre små anklagekilder
  • Kilder til gruppearbejde
  • Kar med vand
  • Bolde eller andet, der kan synke eller flyde
  • Evt. billedmateriale af hekse dengang og i nyere tid

Faglige mål

Forløbet er tilrettelagt med udgangspunkt i folkeskolens forenklede Fælles Mål. Det er lærerens valg af vinkel og eventuelle placering af forløbet i årets læringsmål, der vælges og/eller skal formuleres.

Vi har i tilrettelæggelsen lagt vægt på kompetenceområdet 'Kronologi og sammenhæng' med færdigheds- og vidensmål om 'Det lokal, regionale og globale'.

Tilrettelæggelse

Forløbet er tilrettelagt som en 'gåde' (historisk problemstilling). Eleverne får indledningsvis baggrundsviden om tiden og hekse generelt.

På den måde lægger forløbet sig op ad det problemløsende aspekt i historieundervisningen. 'Gåden' er problemet, og eleven sætter sin viden og sine kilder ind i arbejdet med løsningen.

Forløbet bør tilrettelægges som klassearbejde, men kan også gennemføres individuelt eller i grupper. Vi anbefaler klassearbejde, da der herved vil være mulighed for de diskussioner/drøftelser og den videns-, erfarings- og holdningsdeling, som opgaverne lægger op til.

Evaluering

Forløbet er som sådan selvevaluerende, da elevernes samtaler og diskussioner, samt deres bud på 'gåden' viser deres refleksioner. Dette arbejde kan eventuelt følges op med individuel eller gruppesamtale om læringen i forløbet.

 

Kolofon

Hvad er en heks? - dengang og nu

Et forløb udarbejdet i forbindelse med et lokalt formidlingstilbud på Køge Museum

af Kathrine Venge Eilsborg

Museum Sydøstdanmark, 2017

Der gives hermed rettighed til at udvælge passager og viderebearbejde materialet til eget brug og til at copy/paste passager ind i eget materiale.