UDSTILLINGER

Det moderne Næstved er præget af sin lange fortid som handelsplads. Da byen i middelalderen fik sine købstadrettigheder, blev byen hurtigt et vigtigt knudepunkt for handel, og den rolle har siden præget byen. Men mennesket har jaget, fisket, levet og skabt i og omkring Næstved helt tilbage fra den tidlige stenalder.

På Næstved Museum kan du gå på opdagelse i områdets historie. Lige fra oldtidens jægere og bønder, vikingetogterne fra Vester Egesborg, den livlige middelalder og industrialiseringens opblomstring med blandt andet keramikværkstedet Kähler.

Få hele fortællingen om den holstenske pottemager Herman Joachim Kähler, der i 1839 åbnede sit keramiske værksted i Næstved – og hvis efternavn nu er uløseligt forbundet med dansk design og kunsthåndværk i international klasse.

GLÆD DIG TIL 2027

Vi slår dørene op til de nye udstillinger i 2027. Indtil da kan du på museets førstesal få en lille forsmag på Kählers keramiske eventyr. Du kan også besøge et af vores andre museer, Holmegaard Værk. Her kan du opleve hele vores store Kähler-samling og høre om samarbejdet mellem generationer af dygtige pottemagere og fremtrædende kunstnere.

På Holmegaard Værk udfolder vi også en anden af egnens markante virksomheder; nemlig Holmegaard Glasværk og glassene, der blev en del af de fleste danskeres liv. Se mere

Det skal selvfølgelig fortsat handle om byens DNA fra oldtiden til i dag, men som noget nyt kommer vi til at udfolde et af Næstveds guldæg: Kählers keramiske værksted.