KØGE MUSEUMS VENNER
Køge Museums Venner og Amatørarkæologer er en forening af historieinteresserede. Vi samarbejder med Køge Museum.
Køge Museums Venner har eksisteret siden 1962, og lige så længe har vi støttet Køge Museum med både penge og arbejde.
Vi vil gerne være med til at give folk mere viden om Køges historie. Det gør vi for eksempel ved at give en hånd med ved arrangementer på museet. Vi har flyttet stole, solgt kaffe og mad og hjulpet besøgende. Vi er også selv initiativtagere til arrangementer.
Vi har afholdt foredrag og leget middelalderfolk og vikinger. Vi har fortalt om byens og omegnens historie. Vi har besøgt egnens kirker og stået for udflugter i lejet bus. Fremover vil vi også være aktive, og nye ideer er velkomne.
Man kan holde sig orienteret om arrangementer og nyheder på Køge Museum på museets hjemmeside, i lokalpressen og via nyhedsbreve, som vi sender til alle medlemmer et par gange om året.
Medlemmer af Køge Museums Venner har gratis adgang på Køge Museum og opnår 10% rabat i Køge Museums butik mod forevisning af gyldigt medlemskort.
I det daglige arbejde sidder der en generalforsamlingsvalgt bestyrelse bestående af fire medlemmer, to suppleanter og en formand.
Vedtægter for Køge Museums Venner
(Tidligere Køge Museumsforening, stiftet 6. december 1962)
Foreningens navn
§ 1 Foreningens navn er Køge Museums Venner Foreningen har hjemsted i Køge Kommune.
Formål
§ 2 Foreningens formål er a støtte Køge Museum økonomisk og kulturelt samt at fremme interessen for og kendskabet til egnens kulturhistorie. . Køge museum er den del af Museum Sydøstdanmark, der er beliggende i Køge. Den økonomiske støtte må kun anvendes Køge museum, ikke den øvrige del af Museum Sydøstdanmark.
Medlemskab
§ 3 Stk.1 Som medlemmer optages enkeltpersoner, selskaber, organisationer, institutioner m.fl. Kun personlige medlemmer kan indvælges i foreningens styrende organer. Hvert personligt medlemskab giver ved generalforsamlingen ret til én stemme for den, hvis navn er angivet på medlemslisten.
Stk. 2 Kontingentet fastlægges hvert år på generalforsamlingen. Et nyt medlem, der indmelder sig i tiden mellem 1. september og 31. december, er gyldigt medlem også for den følgende sæson.
Kontingent betales ved indmeldelsen.
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren senest den 1. december gældende fra den følgende januar.
Stk. 3 Æresmedlemmer kan udnævnes af generalforsamlingen på bestyrelsens forslag; de betaler ikke kontingent.
Generalforsamlingen
§ 4 Den årlige generalforsamling afholdes i tiden 1. februar til 31. marts og sammenkaldes med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden, enten ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne eller ved bekendtgørelse i den lokale presse.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes af denne inden en måned, når 40 medlemmer skriftlig fremsætter krav herom og fremsender motiveret dagsorden.
Indkaldelsen sker også her med 14 dages varsel.
§ 5 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal fremsættes skriftligt og være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen og herefter straks fremlægges til gennemsyn i museets ekspedition.
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpel stemmeflerhed, dog kræver lovændringer 2/3 majoritet af de afgivne stemmer.
Til foreningens opløsning kræves en i dette øjemed indkaldt generalforsamling. Vedtagelse kan kun ske med 2/3 majoritet af samtlige foreningens medlemmer.
Er 2/3 af medlemmerne ikke tilstede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen – senest 30 dage efter – indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.
Opløses foreningen, overgår dens formue til Køge Museum.
Et forslag, der er forkastet på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, kan ikke fremsættes på ny før næste ordinære generalforsamling.
§ 6 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og lader de nødvendige afstemninger afholde. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.
Almindeligvis foregår afstemninger ved håndsoprækning, men skal ske skriftligt, såfremt et af de tilstedeværende medlemmer forlanger det.
Valg af bestyrelsesmedlemmer, revisor og suppleanter skal altid ske skriftligt, såfremt der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges.
Skulle stemmerne på to kandidater stå lige, foretages omvalg mellem disse to; skulle stemmerne atter stå lige, anvendes lodtrækning.
Står stemmene om et forslag lige (hvor ikke kvalificeret majoritet kræves) er dette forkastet.
§ 7 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
1) Valg af dirigent.
2) Beretning om foreningens og museets virksomhed
3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab
4) Behandling af indkomne forslag.
5) Fastsættelse af kontingent.
6) Valg af bestyrelse m.m.: A: valg af formand (hvert 4. år) B: Valg af to bestyrelsesmedlemmer (hvert 2. år) C: Valg af en suppleant til bestyrelses (hvert 2. år) D: Valg af to revisorer (hvert 2. år, den ene vælges i lige år og den anden i ulige år) E: Valg af en revisorsuppleant (hvert 2. år)
7) Eventuelt.
Bestyrelsen§ 8 Bestyrelsen består af en formand, valgt direkte på generalforsamlingen for 4 år og 4 medlemmer valgt for 2 år, således at de 2 vælges i lige år og de 2 andre vælges i ulige år. De 2 suppleanter vælges for 2 år, således at den ene vælges i lige år og den anden i ulige år. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv.
Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer er til stede. Står stemmerne ved en afstemning lige, er formandens stemme afgørende.
Formand og kasserer tegner foreningen.
Regnskabet
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Regnskabet revideres af to revisorer, der vælges på den ordinære generalforsamling tillige med en revisorsuppleant.
Forholdet mellem Køge Museums Venner og Museum Sydøstdanmark
Da Køge museums venner oprindeligt er skabt for at yde kulturel og økonomisk støtte til Køge museum, vil det fortsat være det foreningens formål. Den økonomiske støtte vil kun den af Museum Sødøstdanmarks ansatte, der står for ledelsen af det daglige virke på Køge museum kunne disponere over. Beløbet vil således ikke kunne i indgå i Museum Sydøstdanmarks fællesøkonomi.
Som en naturlig følge af forhistorie og geografi, vil Køge museums venner primært virke i et fortsat samarbejde med de ansatte på Køge museum.
I Museum Sydøstdanmarks vedtægter §6 stk.6:” Museets bestyrelse og direktion er forpligtiget til mindst én gang om året at afholde møder med møde/møder med Museumsforeningerne (venneforeninger) i Køge, Næstved og Vordingborg, samt øvrige interesseorganisationer og frivillige i museets ansvarsområde.”
Køge Museums Venner vil ligeledes holde Museum Sydøstdanmark orienteret om sit virke.
Vedtaget på generalforsamlingen 8.marts 2017.
Formand
Dorthe Seierøe Madsen
Næstformand
Ethel Struer
Referent
Marie Holst
Kasserer
Nils Kullenberg
Øvrig bestyrelse
Mogens Gammel Pedersen
Suppleant
Henrik Lerdorf
Suppleant
Bo Michael Hansen
Vi holder vores møder fire-seks gange om året i Køge Museums lokaler. Der er altid en repræsentant for museet til stede ved vores møder.
Vil du vide mere eller meldes ind, kan du henvende dig på Køge Museum på hverdage eller skrive til Dorthe Seierøe Madsen på koegemuseumsvenner@gmail.com
Vil du hjælpe os med at støtte museet? Har du lyst til at være med til at fortælle historie? Vil du høre mere om Køge Museums Venner, eller vil du melde dig ind, kan du skrive en mail til vores formand, Dorthe Seierøe Madsen, koegemuseumsvenner@gmail.com.
Du kan også træffe Dorthe Seierøe Madsen på tlf.: +45 23 23 81 78
Bank: Danske Bank konto nr. 4424 - 4329201