UDSTILLINGER
Oplev 12 fantastiske fortællinger om kærlighed, magt, ondskab, handel og meget mere på Møns Museum
Oplev 12 fantastiske fortællinger om kærlighed, magt, ondskab, handel og meget mere på Møns Museum
Glæd dig til at gå på opdagelse i 12 fantastiske fortællinger om en egn, der rummer langt mere, end man umiddelbart ser.
Udstillingerne fører dig gennem både lyse og mørke kapitle i Møns historier - fra dufte, drømme og kærlighed til magt, død, ondskab og håbets små lysglimt.
Undervejs møder du konger og kriminelle, kunstnere og kollektiver, fremmede folkeslag og nære skæbner. Her kan du opleve den middelalderlige købstad Stege folde sig ud, mærke suset fra Møns Klint og havets uforudsigelige kræfter, dykke ned i guldalderens kunstnermiljøer og følge tilflyttere - fra oldtidens arabere til 1970’ernes hippier. Folk, der alle på hver deres måde har formet egnen.
Fortællingerne tager afsæt i virkelige hændelser og virkelige mennesker. Men de handler også om noget større: om livets rytme, troens kraft, dømmekraftens betydning og vores evige trang til at forstå os selv gennem historier. Her står mønske bondesamfund side om side med internationale kunstnere; stormfloder med stille hverdagsliv; sagnkonger med lodser, roepiger, finnebørn og mønboer med mod på forandring.
Når du bevæger dig gennem de tolv rum, bevæger du dig samtidig gennem tolv perspektiver på, hvad det vil sige at være menneske – her, dengang og nu.
Efter fem års nænsom restaurering kan du for første gang opleve den imponerende byport indefra. Træd gennem hvælvingerne, mærk middelalderens nærvær i de tykke mure, og nyd udsigten over by og hav, hvor vagter engang spejdede efter fjender.
Torben Klitboe — Gæst på Møns Museum