Maria Dubin: Tactile Metamorphosis

01.02.22 - 01.05.22

Tag med på en tekstil-historisk forvandlingsrejse, når Holmegaard Værk byder billedkunster, Maria Dubin, indenfor i museets rå udstillingshaller.

Her vil du som gæst kunne opleve, hvordan det ser ud, når alt fra dynebetræk til brudekjoler, blonder, kniplinger, velourduge, skjorter og meget mere formes og forvandles til spektakulære og kunstneriske tekstilmalerier.

"Tesktilmalerierne er lavet ud af tekstiller fra fire generationer i min familie;

min oldemors broderier, min mors applikationer, en 70'er skjorte, blonder, kniplinger, en velourdug fra 20'erne, dynebetræk fra 80'erne og et tæppe købt i Mexico i 60'erne", beretter Maria Dubin og fortsætter:

"Alle værkerne er derfor både dybt personlige og samtidig helt universelle, da de vækker smukke minder om barndommen og fortæller fantastiske historier om en svunden tid".

Og netop denne genkendelse af en egen barndom og fortid ligger ikke fjernt fra det, som Holmegaard Værk til daglig beskæftiger sig med. Museumsdirektør, Keld Møller Hansen, fortæller:

"Holmegaard Værk er et erindringernes paradis for sanserne. Her kan man gå på opdagelse i en Danmarkshistorie fortalt gennem glassamlinger. Måske kan man finde lige præcis den skål, som ens mormor altid serverede risalamanden i eller de glas, som altid stod på påskebordet", og fortsætter:

"Og det er præcis denne genkendelsesproces, som binder udstillingen sammen med de øvrige udstillinger på Holmegaard Værk".

Tredje bind i triologien på Holmegaard Værk

Med udstillingen Tactile Metamorphosis er Holmegaard Værk nået til tredje bind i Maria Dubin-triologien. For hvis navnet lyder bekendt, er det måske fordi, hun i løbet af de seneste år har udstillet to gange på museet med henholdsvis decoupage-serien Take a Walk in the Park og tekstil-udstillingen Textile Circularity, Art & Technology.

Og nu er hun så tilbage med endnu en udstilling, Tactile Metamorhosis, som faktisk er en videreførelse af de to foregående udstillinger. Netop derfor vil besøgende måske også kunne finde fælles referencer og nyfortolkninger af gamle værker i udstillingen.

Således spiller naturen endnu en gang en helt central rolle, hvor man som gæst atter kan begive sig ud i et fantastisk blomstrende sanseunivers fyldt med alskens former, farver og mønstre, der hensætter tankerne til frodige skove og vilde jungler - en oplevelse der står i forunderlig kontrast til de rå industrihaller på Holmegaard Værk.

"Der sker noget helt særlig, når Marias værker kommer op i vores gamle, rå industrihaller - det er som om, at der sker en forløsning for både værker såvel som bygning, når natur møder beton, som det gør i denne udstilling", fortæller museumschef, Thorbjørn Kolbo.

Tactile Metamorphosis kan opleves på Holmegaard Værk I perioden 01. februar - 01. maj 2022. Adgang til udstillingen er inkluderet i den almindelige entrébillet til Holmegaard Værk.