Kapitler
Absalon blev 73 år, en høj alder for et middelalderligt menneske. Hans kampfælle, Valdemar den Store, blev 51 år gammel, mens Knud den 6. døde, før han blev 40.
Det stod ikke skrevet, at Valdemar skulle blive konge. Danmark var et valgkongedømme, hvilket dengang betød, at man valgte en voksen mand af kongeslægten, når der skulle vælges ny konge. Enten den, der var bedst egnet, eller den, der havde flest venner. Da Valdemar var 15 år, døde kong Erik, og landet kunne ikke blive enig om, hvem der skulle være hans efterfølger. Valdemar selv var ikke gammel nok til at komme i betragtning. Jyderne foretrak nu Knud Magnusen, mens sjællænderne hældte til Svend Eriksen, som vi kender som Svend Grathe.
Da Valdemar var gammel nok til at blande sig, støttede han først Svend. Senere skiftede han side til Knud. I sidste instans støttede Valdemar dog kun sig selv, og i 1154 tog også han kongenavn.
I det dramatiske år 1157 delte man først landet mellem de tre konger: Svend, Knud og Valdemar. Kort efter blev Knud imidlertid dræbt af Svend, og senere på året blev Svend dræbt i et slag mod Valdemar på Grathe Hede. Herefter var der kun én konge: Valdemar selv.
Historikeren Saxo skriver, at Valdemar året efter slaget ved Grathe Hede samlede fire særligt betroede rådgivere om sig. De fortsatte med at være hans nærmeste rådgivere alle hans 25 år som konge. Det var Absalon og hans bror, Esbern Snare, samt Sune og Peder, der var Absalons fætter og onkel.
Saxo skriver endvidere om det stærke venskab mellem Absalon og Valdemar, men også om uenigheder og forskelle i temperament. Først og fremmest var Absalon kongens uundværlige hærfører og rådgiver på utallige krigstogter. Som en særlig tillidserklæring lod Valdemar også sin ven forestå opdragelsen af tronfølgeren Knud.
Da Valdemar døde i 1182, var Knud kun 18 år gammel. Det står skrevet, at han ikke tog mange vigtige beslutninger, uden at spørge Absalon til råds, især ikke om krigsførelsen. Ti år senere var Absalon over 60, og han trak sig efterhånden tilbage fra det militære og politiske liv og brugte mere af sin tid på at passe sine pligter som landets ærkebiskop.