VENINI —
MURANO X HOLMEGAARD
Oplev et spektakulært møde mellem Murano og Holmegaard i årets særudstilling på Holmegaard Værk.
Oplev et spektakulært møde mellem Murano og Holmegaard i årets særudstilling på Holmegaard Værk.
21.03.2016 — 18.10.2026
Glæd dig til at opleve to af Europas mest ikoniske glasværksteder samlet i én udstilling: det legendariske Venini på Murano i Venedig og Holmegaard i Danmark.
'VENINI - Murano x Holmegaard' er fortællingen om, hvordan farver, teknikker og idéer bevægede sig gennem Europa og skabte et kreativt slægtskab mellem sydens glød og nordens klarhed.
Murano-glas er verdenskendt for sine intense farver, raffinerede teknikker og sit kompromisløse håndværk. I det 20. århundrede blev traditionen radikalt fornyet af Paolo Venini – juristen, der blev en af glaskunstens mest visionære skikkelser.
Han åbnede sit værksted for tidens førende arkitekter og designere og skabte et eksperimenterende laboratorium, hvor klassiske teknikker som murrine, zanfirico, incalmo og opalino blev genopfundet i et moderne formsprog.
I udstillingen præsenteres mere end 100 originale værker fra Venini og hans markante samarbejdspartnere – heriblandt Gio Ponti, Tobia Scarpa, Ken Scott, Riccardo Licata og Charles Lin Tissot — side om side med værker fra Holmegaards egne mestre som Per Lütken, Anja Kjær, Torben Jørgensen og Allan Scharff.
Her bliver det tydeligt, hvordan italienske farveeksperimenter og tekniske landvindinger fandt vej til Fensmark og blev fortolket gennem en nordisk æstetik præget af enkelhed, ro og materialefølelse.
Udstillingen udfolder både Veninis pionerånd før og efter Anden Verdenskrig, de internationale samarbejder, der gjorde værkstedet verdensberømt, og den gensidige inspiration mellem Murano og Holmegaard, som kulminerede i 1997, da Venini blev en del af Royal Scandinavia – koncernen, som på daværende tidspunkt ejede Holmegaard Glasværk.
Udstillingen er støttet af: Ny Carlsbergfondet, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond og Statens Kunstfond
Som en nutidig forlængelse af denne historie skaber billedkunstner Esben Weile Kjær installationen New Galaxy i samarbejde med Holmegaard Værks glaspustere og Murano-uddannede Peter Kuchinke. Med udgangspunkt i Veninis ikoniske lysekroner forvandler han glas, lys og rum til en dramatisk, sanselig helhed – en frossen eksplosion af farve og energi, der viser, at Murano-traditionen stadig er levende og i bevægelse.
VENINI – Murano x Holmegaard er en udstilling om visioner, samarbejder og modet til at forny håndværket indefra. Det er en enestående mulighed for at opleve glas i verdensklasse – fra Venedigs laguner til Holmegaards ovne – samlet under ét tag.