Metaldetektorfører

Metaldetektorfører

Museum Sydøstdanmark modtager fund – både af metal og andre materialer – og vurderer deres kulturhistoriske værdi, hvis de er dukket op indenfor museets ansvarsområde. Det dækker Faxe Kommune, Greve Kommune, Køge Kommune, Næstved Kommune, Solrød Kommune, Stevns Kommune og Vordingborg Kommune.

Hvis du går med metaldetektor, er det en god idé at have kontakt til museet med jævne mellemrum. Hér kan du få en første vurdering af, om en genstand er af væsentlig kulturhistorisk værdi, og om der evt. kan være tale om danefæ.

Væsentlig kulturhistorisk værdi betyder, at genstanden har videnskabelig værdi i den arkæologiske forskning, og at man ved temmelig præcist, hvor genstanden er fundet. Den type genstande vil museet i mange tilfælde bede om at få overdraget, så de kan studeres og bevares for eftertiden i en offentlig samling.

Danefæ er genstande, der af Nationalmuseet vurderes at have så stor kulturhistorisk betydning, at de tilhører Staten. Danefæ har sine egne paragraffer i Museumslovens kapitel 9, og det er forbudt at beholde eller sælge den type genstande. Du kan læse mere om danefæbehandling, og hvad der umiddelbart vurderes at være danefæ, på Nationalmuseets hjemmeside her.

Hvis du har fundet danefæ, udbetaler Nationalmuseet en individuelt vurderet godtgørelse til finderen. I godtgørelsen kan indgå et såkaldt omhutillæg. Dermed bliver godtgørelsen større, hvis du har gjort følgende:

1. Forsigtig håndtering af genstanden.
2. Forsvarlig emballering.
3. Hurtig kontakt til det lokale, statsanerkendte museum.
4. Opmærksomhed på forekomsten af relevante kulturspor: lerkarskår, lerklining, trækul, brændte sten, knoglestumper, sort jord el.lign.
5. Nøjagtig lokalisering af fundstedet ved indmåling med GPS-koordinater i UTM 32N/ETRS89.
6. Fotodokumentation af fundets tilstand og GPS-målingernes troværdighed.
7. Tilsvarende omhyggelig indsamling af ”ikke danefæ” – fund til belysning af konteksten for de regulære danefægenstande, dvs. til forøgelse af danefæets videnskabelige værdi.
8. Elektronisk fundrapportering til lokalmuseet (med foreløbige betegnelser, eventuelle løbenumre, koordinater, fotos).
9. Ingen gravning under pløjedybde (maksimalt 25 cm målt fra markoverfladen).
10. I tvivlstilfælde og ved mulighed for dybereliggende grav- eller skattefund kontaktes lokalmuseet straks.
11. Der gives løbende orientering om eventuelle fund til lodsejer og lokalmuseum.
12. Fund udsættes ikke for afrensning, imprægnering eller afstøbning.
13. Fund udsættes ikke for skader eller informationstab som følge af uhensigtsmæssig (eller langvarig) opbevaring.

Indlevering af genstande

Det er vigtigt, at genstande bliver indleveret indenfor en begrænset tidshorisont på maksimalt 12 måneder. Når en genstand er kommet op af jorden, accelereres nedbrydningsprocessen, og genstanden tager varig skade.

Der bliver indleveret mange genstande, der potentielt kan være danefæ, til Museum Sydøstdanmark hvert år. For at gøre sagsbehandlingen så effektiv som muligt er der to årlige indleveringsdage, hvor man kan komme med sine fund.

Der er indleveringsdage den første tirsdag i maj og den første tirsdag i november.

Hvis man ønsker at indlevere fund, skal man sørge for følgende:

Senest 14 dage inden indleveringsdagen skal man sende fyldestgørende fundlister til detektorfund@museerne.dk. Fyldestgørende betyder, at hver lokalitet har sin egen liste i et aktivt Excel-ark. Se Fundskema-SKABELON samt vejledning.

Ud for hvert fund skrives finders navn, adresse, telefonnummer og email, koordinater i UTM Zone 32/Euref 89 og evt. DIME-nummer.

Hvis du går på Stevns og Møn eller Sjællands østligste områder i øvrigt, kan du komme ud for, at din GPS automatisk måler koordinaterne i UTM Zone 33. Hvis det er sket, skal du huske at omregne til UTM Zone 32, så koordinaterne passer med vores GIS-system. Du kan se de rigtige koordinater i DIME, hvis du registrerer dér.

Vi gennemgår de fremsendte lister, og hvis der er noget, der ikke stemmer, får du dem retur, så det kan rettes inden indlevering.

På selve indleveringsdagen bliver der ikke skrevet kvitteringer for indleverede fund. Kvitteringer sender vi senere via email, og der vil samtidig være tilføjet museets journalnummer og lokalitetsnavn, som skal anvendes ved fremtidige indleveringer. Der bliver også angivet et ID-nummer for den konkrete indlevering, som museet bruger til at holde styr på sagerne.

Der vil desuden blive tilbageleveret genstande, som hverken er danefæ eller skal indgå i museets samling.

Er du ny som detektorfører?

Oplysninger og tips kan findes her

Spørgsmål?

Hvis du er i tvivl om noget i museets vejledninger, er du naturligvis velkommen til at skrive til detektorfund@museerne.dk.

Det gælder også, hvis du har et konkret spørgsmål om et fund. Medsend da et skarpt foto af for- og bagside af genstanden med en målestok, f.eks. millimeterpapir.