Absalon - kort fortalt

Absalon er et så stort ikon i dansk historiefortælling, at man hverken synes at have behov for at kalde ham ved efternavn eller tilnavn. Man nøjes med at kalde ham ved sin titel: Biskop Absalon, eller eventuelt ved den højeste titel han nåede: Ærkebiskop Absalon. Absalon er også optaget i den danske historiske kanon.

Baggrunden for Absalons position som historisk ikon er primært den nationalstolthed, han repræsenterer. I Saxos levende beskrivelser af Valdemar den Stores begivenhedsrige regering er Absalon hovedpersonen i nationens genrejsning, efter at landet i mange år havde ligget under for vendiske overfald og tysk dominans. Saxo kaldte Absalon for “Fædrelandets Fader”, og som sådan blev han senere husket af både Grundtvig og Ingemann.

Der er dog mange andre grunde end de nationalbegejstrede til at anse Absalon for noget særligt. Han var kongens nærmeste rådgiver og kirkens øverste leder i en periode, hvor både kongemagten og kirken blev moderniseret efter europæisk mønster. Han var det fremmeste eksempel på, hvor magtfuld en stærk slægt kunne blive, hvis den så at sige spillede sine kort rigtigt.

Absalon blev født i 1128 i Fjenneslev, der ligger mellem Ringsted og Sorø. Han var sønnesøn af Skjalm Hvide, der havde et vist legendarisk ry som hærfører og som Sjællands mest betydende stormand. På grund af Skjalms tilnavn kender vi Absalons slægt som Hvideslægten eller “Hviderne”. Absalons far, farbrødre og onkel sad på det meste af egnen omkring Sorø. De var betydende mænd lokalt, men næppe på nationalt plan. På et tidspunkt i sine unge år lærte Absalon den senere Valdemar den Store godt at kende. Man antager som regel, at Valdemar har tilbragt nogle år af sin opvækst i Fjenneslev.

Absalon var med, da danskerne i 1169 besejrede venderne i Arkona og væltede deres afgudsfigur, Svantevit.

 

Absalon blev som ganske ung sendt til Paris for at studere teologi. Han er formentlig først vendt hjem til Danmark under borgerkrigen 1146-57.

I 1146 resulterede kongevalget efter Erik Lams død i, at nogle valgte Knud Magnusen, andre Svend Eriksen (Grathe) til konge. De to kongsemner opgav snart at dele landet mellem sig, og det blev til borgerkrig. Valdemar og Hvideslægten stod i flere år bag Svend. Men midt i borgerkrigen vendte Valdemar sig til Knuds side og bejlede til Knuds halvsøster. Absalon og de øvrige Hvider fulgte med Valdemar over på Knuds side.

I 1157 blev Knud myrdet i Roskilde. Det endelig opgør kom således til at stå mellem Valdemar og Svend på Grathe Hede. Her blev Svend dræbt, og Valdemar den Store var nu enekonge.

Straks efter sejren indtrådte Absalon som Valdemars rådgiver og hærfører. Året efter blev bispestolen i Roskilde ledig. Valdemar overværede valget af ny biskop, og valget faldt på Absalon, som derved blev landets yngste biskop, kun 30 år gammel.

I Valdemars 25 år som konge kendtes Absalon især som hærfører, militær rådgiver og sørøverjæger. Det var især i de mere end tyve felttog mod venderne, at Absalon markerede sin uundværlighed. Samtidig blev kredsen omkring kongen i stigende grad domineret af Absalons slægt, mens kongens egne slægtninge gled ud af fokus eller endte i fængsel. Da Absalon var 49 år gammel, blev posten som landets ærkebiskop ledig, og Absalon lod sig kåre som ny ærkebiskop.

Absalon var 54 år ved Valdemars død. Alligevel fortsatte han som den ledende hærfører i en del år af efterfølgeren Knud d. 6.’s regeringstid. Men samtidig begyndte han nu at give sig tid til at ordne og regulere kirkens forhold. Man sagde nærmest, at det var Absalon, der nu bestemte mest i landet.

Absalon døde i 1201, 72 år gammel. Kort forinden havde han delt det meste af sin formue mellem kirken i Roskilde og Sorø Kloster, som han selv havde stiftet 40 år tidligere. Ved hans død bestod styret omkring kongen næsten alene af mænd af Hvideslægten, en dominans der fortsatte i de næste tre årtier.

Mange tegnede et prangende eftermæle af ærkebiskoppen efter hans død, men i levende live var han ikke altid lige elsket. Som ærkebiskop sad han i Lund i Skåne og havde som sådan stor magt over landsdelen. I to store oprør i 1180 og 1183 forsøgte skåningerne at komme af med ham, men forgæves. Store dele af hæren stod også i opposition til ham. Det sagdes endvidere, at han mødte meget modgang i sit arbejde med at reformere kirken.

Det siges igen og igen hos Saxo, at det altid var Sjælland, hvor Hviderne havde så stor magt, at Absalon faldt tilbage på i krisesituationer.

 

Tidslinje

ca. 1125 Absalons bror Esbern Snare fødes.
1128 Absalon fødes.
1130erne Valdemar den Store fødes.
1131 Valdemar og Absalon vokser op sammen en tid i Absalons barndomshjem i Fjenneslev.
1145-55 Absalon studerer en årrække i Paris. Præcis hvornår, ved vi ikke, men han er i Danmark igen senest i 1155.
1146-57 Borgerkrig mellem Svend Grathe og Knud Magnussen. Valdemar og Hvideslægten står først bag Svend, men allierer sig senere med Knud.
1157 ca. 28. juli Landet deles i tre mellem Svend, Knud og Valdemar.
  9. august Blodgildet i Roskilde. Knud dræbes af Svend Grathes mænd.
  23. oktober Slaget på Grathe Hede. Svend dræbes, og Valdemar er enekonge.
1158 Absalon bliver biskop af Roskilde.
1158-82 Årlige krigstogter mod de vendiske områder.
1161 Absalon stifter det nye Sorø Kloster. Her begraves i løbet af de næste 120 år han selv og en stor del af hans slægtninge. Takket være Hvideslægtens gaver bliver klostret landets rigeste.
1167 Absalon påbegynder opførelsen af en borg ved København.
1169 Vendernes hovedby Arkona indtages.
1177 Absalon bliver ærkebiskop.
1180-81 Skånske oprør.
1182 12. maj Valdemar den Store dør på Vordingborg.
1201 Absalon dør 21. marts.

 

Stamtræ

Se Absalons stamtavle herunder.

Her er kun vist nogle få af de vigtigste personer fra slægten fra Absalons tid.

I alt kender vi knap 300 personer af slægten fra tiden mellem 1100 og 1300.