Jacob E. Bang

1899-1965

Med sikker sans for funktionelt og elegant glasdesign var Jacob E. Bang, Holmegaards kunstneriske leder fra 1928 til 1941, medvirkende til, at Holmegaard fik en førerposition inden for industriel glasproduktion. Ikke kun i Danmark men også internationalt. Han var en fornyer inden for fremstilling af både graveret og slebet glas og skabte nogle glasservicer, som stadig er blandt de smukkeste inden for dansk glasdesign. Jacob E. Bang var uddannet arkitekt. Arkitekturfaget nåede han dog ikke at udøve i ret mange år, før han helligede sig glasdesignet. Men øjet for den stramme komposition har han taget med over i glasdesignet, og han var desuden en dygtig udstillingsarkitekt for Holmegaards egne produkter.

Da Jacob E. Bang blev ansat på Holmegaard i 1928, havde han allerede et par år været tilknyttet glasværket. Han gik straks i gang med at designe nye glas, og på Foreningen for Kunsthaandværks udstilling i 1928 i Aarhus fik Holmegaard stor succes. Det var Jacob E. Bang, der altså endnu var temmelig ukendt, der stod bag de udstillede glas. Glassene var ufærdige modeller, der endnu ikke var sat i produktion, men der var så stor efterspørgsel efter de nye varer, at de besøgende angiveligt krævede at få lov til at købe af dem.

Jacob E. Bang var en fremragende skribent, der skrev om andre designeres værker inden for ikke kun glas, men også inden for tekstil, arkitektur m. v. Han gik heller ikke af vejen for at skrive kritisk om sin egen virksomhed Holmegaard.

 

Blandt Jacob E. Bangs mest kendte design er de smukke glasservicer Viol og Primula, hvis graciøse lethed og douce farvetoner er typisk for mellemkrigstidens enkle og funktionelle stil. De vidner samtidig om datidens efterspørgsel efter elegante, moderne vinservicer til det festdækkede bord. Han tegnede glasservicet Viol (1928) for Holmegaard i sine første år på glasværket. 54 enkeltdele blev det til, og karakteristisk for servicet er den femdelte knop på stilken. I 1930 kom hans andet store glasservice Primula på 100 dele til. Primula var i 1930'ernes modefarve røgtopas og stærkt inspireret af det svenske Sandviks Glasbruks sodaglas fra 1920'erne.+

I 1934 begyndte den svenske gravør Elving Runemalm på Holmegaard. Han kom fra Orrefors Glasbruk i Sverige, og efter forlæg fra Jacob E. Bang graverede han glas i art deco-stil. Ofte figurfremstillinger, men også sarte bladranker, stjerner eller abstrakte linjeføringer. Holmegaard tog samtidig en ny niche op - det graverede kunstglas til særlige lejligheder eller med firmalogoer.

Men Jacob E. Bang stræbte også efter at lave glas til den almindelige dansker. I publikationen Glasset i Hjemmetfra 1949 skriver han, at "Daglig-glasset skal være hensigtsmæssigt, stærkt, billigt og saa til sidst ogsaa smukt''. 1 Et eksempel er ølglasset Hogla fra 1928, der er blevet en klassiker og siden redesignet i begyndelsen af 1950'erne. Hogla (en forkortelse af Holmegaard Glas) var inspireret af et almindeligt porterglas fra Holmegaard. Det enkle, funktionelle ølglas forkastede dermed ikke de traditionelle æstetiske værdier, men var en videreudvikling og forfinelse af formen. Stilken er trukket ud af bægeret og fortsætter sit forløb i en ubrudt linje ned mod foden, hvor den stopper ved vulsten. Det skulle ikke være "… Pragtpokalen til Rockefeller, men Ølglasset til Danmarks Hansen". 2

Før plastic- og papemballage kom på markedet, var glas det materiale, man benyttede til opbevaring af mad og væsker. Jacob E. Bang står bag utallige anonyme emballageglas til opbevaring af mad- og drikkevarer. For eksempel designede han i 1936 den velkendte ottekantede ketchupflaske til Bähnke, og saltbøssen fra Broksø-serien i presset glas er nok også kendt af mange danskere.

Jacob E. Bang prøvede gennem årene forskellige teknikker af i glasset, hvilket blandt andet kan ses i hans større vaser og krukker. I 1930'erne griber Jacob E. Bang f. eks. tilbage til en gammel tradition hos flaskemagere med at sætte segl på glassene, men hos ham brugt som et dekorativt motiv.

Jacob E. Bang forlod Holmegaard i 1942. Efter en pause fra glasdesignet på omkring 15 år blev Jacob E. Bang kunstnerisk leder på Kastrup Glasværk fra 1957.

 

Udvalgte værker

Vase, graveret af Elving Runemalm, 1930
Kande, "Viol", røgtopas, 1930
Portvinsglas, "Viol", røgtopas, 1928
Lågskål, blå med hest som håndtag, 1937
Saltbøsse, "Broksø", 1938
Porterglas, "Hogla", 1928
Portvinsglas, "Skibsservice".
1927. Slebet logo, som viser, at glasset er udført for A/S Kryolith
til selskabets nybyggede grønlandsfarer "Julius Thomsen" i 1927.
Hedvinsglas, "Viol". 1928.
Vase, "Primula". 1930'erne.
Vase med graveret motiv af nøgen pige, "Skovnymphe". 1927.
Gravør: Elving Runemalm.
Lågvase, "Danmarksvasen", med graveret rigsvåben og monogram. 1937.
Gravør: Elving Runemalm.
Vasen er en jubilæumsgave fra Hærens Officiantgruppe til kong Christian X
i anledning af hans 25 års regentjubilæum den 15. maj 1937.
Porterglas, "Hogla". 1928.
Saltbøsse, "Broksø". 1938. Skruelåg i sort bakelit
Punchbowle med mandsfigur på låget. 1937.

 

1 Jacob E. Bang: Glasset i Hjemmet, Skandinavisk Bogforlag, 1949, s. 6

2 Jacob E. Bang: Efterretninger fra Holmegaards Glasværk, 1928, s. 5