Dødsstraf

Dødsstraf har til alle tider og over hele verdenen været en udbredt strafform.

En af de ældste lovsamlinger, vi kender, hedder Hammurapis Lov. Den er mere en tusind år ældre end Det gamle Testamente og stammer fra Orienten. Her er tale om en såkaldt talionslov. Talio er latin og betyder gengældelse. Det er her, udtrykket "et øje for et øje" stammer fra. De gamle jøder overtog denne lov i Pagtsbogen i Det gamle Testamente. Det står i 2. Mosebog og hedder "øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme". Meningen er, at en ugerning straffes med, at man får tilbage med samme mønt. Her er altså tale om hævn og gengældelse. Helt frem til midten af 1700-tallet var Moselovens anvisninger grundlaget for straffesystemet.

Skam dig!

Før i tiden var henrettelser, tortur og offentlige ydmygelser en del af samfundets orden. For grove forbrydelser var der dødsstraf, mens mindre forbrydelser typisk blev straffet med pisk i fuld offentlighed eller andre skamfulde ydmygelser. At se medborgere fastspændt i gabestok eller ved 'kag'en' (en fritstående pæl med kæder) på torvet foran byens rådhus var almindeligt. Her stod de til spot og spe for hånende borgere. En slags samfundets hævn over lovbryderen - ofte fantasifuldt udtænkt og udført med stor grusomhed. Så ku' de lære det!

Henrettelse i 1728 af "Abolt-banden" på galgebakken i Ugledige, hvor ni personer dømt for tyveri blev hængt. På billeder kan man også se kag-strygning og brændemærkning af en kvinde.

 

'Mildere' straffe blev uddelt for mindre lovovertrædelser som småtyveri, sladder, slagsmål og prostitution. Synderne blev typisk afstraffet med fantasifulde offentlige ydmygelser eller korporlig afstraffelse som brændemærkning eller en tur i gabestokken. Ved 'kag'en' blev også bøddelens 'ni-halede katte' flittigt brugt på de stakkels lovbrydere. Særligt skamfuldt var det at få klø af 'tyremigen'- en pisk af tørret tyrepenis.

Ni-halet kat

 

Hårde straffe fik man for drab og mordbrand. Men også for tyveri af grovere karakter. Der var mange fattige folk dengang, og tyveri var meget udbredt. For at sikre samfundets fortsatte eksistens var en hård straf for tyveri derfor både almindeligt accepteret og nødvendig. I middelalderen blev en tyv hængt, hvis han havde stjålet for mere en ½ mark (ca. halvdelen af prisen for en okse).

Der skulle statueres et eksempel, så andre ikke fik den samme ide.

Især har man anvendt dødsstraf ved forræderi. Forræderi er en forbrydelse, hvor man gør noget, der kan skade landet/riget eller regenten. Især den franske revolution forbinder mange med henrettelser for forræderi.

Alligevel har man ofte arbejdet på at gøre henrettelserne mere 'humane' (menneskelige). Man syntes ikke, at det var rimeligt, at bøddelen skulle hakke to gange, fordi det ikke lykkedes i første hug. Især under den franske revolution havde bødlerne så travlt, at mange af dem ikke kunne nå at gøre det ordentligt. Den franske læge Joseph Ignace Guillotin (1738-1814) opfandt derfor en maskine, der kunne gøre det bedre. Den skulle være driftssikker, og den skulle virke hver gang og i første hug. Maskinen er opkaldt efter ham og kaldes en guillotine (udtales gi-ju-ti-ne).

Billede fra den franske revolution, hvor en vis Olympe de Gouges blev henrettet med guillotine i 1793.

 

Senere har man udviklet andre metoder, der skulle gøre det nemmere både for bødlen og offeret. I USA eksempelvis var hængning den mest almindelige metode. Man udviklede en mere 'human' metode med den elektriske stol. Den blev brugt første gang den 6. august 1890 og kan faktisk stadig finde anvendelse i dag. Det sker dog kun sjældent.

Nogle få gange skete det dog, at det ikke virkede ordentligt, og offeret måtte lide en langsom og smertefuld død. Derfor udviklede man en ny teknik, så man i dag bruger indsprøjtning af dødelige stoffer.

Den elektriske stol fra det berømte amerikanske fængsel Sing Sing i New York. Den blev kaldt 'Old Sparky'.

 

Dødsstraf med ekstra bonus!

Havde man i 16-1700-tallet gjort noget særligt slemt, kunne man idømmes dødsstraf til 'hjul og stejle' som en ekstra ydmygelse efter døden. Den døde krop blev parteret, og de afskårne lemmer lagt på et hjul fastgjort til en pæl. På pælens top spiddede man synderens afhuggede hoved.

Som eksempel kan nævnes den berømte Johann Friedrich Struensee, der blev parteret og sat på hjul og stejle den 28. april 1772.
Hans forbrydelse? Majestætsfornærmelse!

 

I pagt med Djævelen 

Kvinder, der blev udlagt som hekse, blev anklaget for at udøve trolddomskunst og for at stå i ledtog med selveste Djævelen. Når han var indblandet, måtte særligt skrappe midler tages i brug. Blev man dømt som heks, måtte man lide en langsom og pinefuld død i bålets flammer. Kirken mente, at det onde herved gik op i røg. En metode var at binde den dømte fast på toppen af en stige, som blev væltet ind i et allerede fuldt flammende bål. Særligt fornemme folk blev hængt eller halshugget, inden de blev brændt. Man kunne blive udlagt som heks for alt muligt: at høsten var slået fejl, at naboen var blevet syg, for at være særligt smuk osv. Var man først blevet anklaget, var det næsten umuligt at bevise sin uskyld. Underligt nok var det ofte kvinder, der udpegede hinanden som hekse i en form for middelalderlig mobning. Ved at medvirke til at dømme andre, håbede man selv på at gå fri.

Scene fra Carl Th. Dreyers film 'Vredens Dag' fra 1943. Her brændes Herlufs Marte som heks på bålet.

 

Hvad mener I?

Er det rimeligt at idømme mennesker dødsstraf for en forbrydelse?

Og hvad mener I om, at man forsøger at gøre henrettelser mere 'humane', altså mere 'menneskelige'?

Tænk også over, at det jo er langt billigere og meget hurtigere at straffe en forbryder med pisk eller ved at hugge hovedet af ham, end at sætte ham i fængsel i måske mange år. Så er sagen da overstået! Eller hvad?

 

Hvis I nu var dommere ...

 

Dødsstraf i Danmark -  en absurd tanke?

I dag er dødsstraf kun noget, vi hører om i medierne, om som sker i andre lande. Men som historien om Balle-Lars viser, var dødsstraf gængs praksis herhjemme for mindre end 200 år siden. Dødsstraf blev oprindeligt fjernet fra retspraksis i 1933, men blev faktisk genindført ved retsopgøret efter besættelsen (1940-45).

I alt blev 102 mennesker dømt for landsforræderi. De havde arbejdet sammen med eller for den tyske besættelsesmagt, blandt andet for den frygtede politistyrke Gestapo. Af dem blev 46 henrettet ved skydning i årene 1946 til 1950. Resten af dem blev benådet. Benådning betyder i denne sammenhæng ikke, at de slap fri. Det betyder, at deres dødsstraf blev omstødt til fængselsstraf. En krølle på historien er, at ingen af de dømte kvinder blev henrettet, de blev alle benådet til fængselsstraf.

Tænk, at det ikke er mere end godt 25 år siden, dødsstraffen blev afskaffet i Danmark!

 

Tidslinje

1557-1892  Dødsstraf i Danmark

1517            Første kendte danske henrettelse: Torben Oxe henrettes ved halshugning

1860            Balle-Lars henrettes ved halshugning

1866            Ny straffelov indføres

1892            Sidste offentlige henrettelse: Anders Nielsen Sjællænder henrettes ved halshugning

1933            Dødsstraf i Danmark afskaffes med den nye borgerlige straffelov

1946-1951  Dødsstraf genindføres ved særlov (Landsforræderloven)

1950            Sidste henrettelse i Danmark: Ib Birkedal Hansen henrettes ved skydning

1951            Særloven afskaffes

1978            Dødsstraf fjernes fra den militære straffelov

1994            Dødsstraf fjernes fuldstændigt fra dansk lovgivning