Om Camønoen

Velkommen til Camønoen - kongerigets venligste vandrerute. 175 km og ca. 250.000 skridt gennem Klintekongens land, på stier i urskoven, ind i jættestuernes indre, tæt på grotteedderkoppen, langs strand, på mark og under Danmarks smukkeste stjernehimmel. Glæd dig til stille stunder i livets hastighed.

Camønoen er et tilbud til vandrere, der vil gå sig til fred eller oplevelser. Camønoen er for alle og tager vandrere over Møn, Nyord og Bogø, langs vand, skove, stier, landeveje, broer og byer. Hvis du er gangbesværet, har vi også tænkt på det. Som sagt - Camønoen er for alle.