Teaterhøjskolen Rødkilde

Naturperle med toiletfaciliteter

Teaterhøjskolen Rødkilde ligger på Museumsetapen og du passerer de smukke bygninger lige før du rammer byskiltet til Lendemarke. Teaterskolen ligger ud mod det skønne Stege Nor så tag en pause på bænken og nyd den skønne natur og dejlige udsigt. Og så er der også toiletfaciliteter du kan benytte.

Rødkildes historie

Vi bor og arbejder i fredede, historiske bygninger. Rødkilde blev bygget af Frede Bojsen i 1866 i den smukkeste natur med vandet liggende nedenfor og en kæmpe blodbøg i baghaven. Rødkilde har lige siden været højskole for mange forskellige ting, folkehøjskole, sygeplejersker og natur. I 2003 kom Teaterhøjskolen Rødkilde til, som vi kender den i dag, og i 2020 overtog Stinne Vilde Vium og Henrik Kryschanoffsky roret som forstandere.

Lidt om teater: Scenen er skrå, fordi livet er skævt!

Derfor får du meget ud af at lave teater. Skuespillerens basistræning indeholder mange af de samme processer, som vi må gennemgå i det virkelige liv for at blive os selv. Øvelserne gør at vi kan modtage og formidle en følelse, en oplevelse, et budskab. Rødkilde er teaterhøjskolen for alle, der vil forstå livet gennem skuespilkunsten.

At være ung er som at træde ind på scene. En voldsomt nervepirrende investering af følelser. En konstant søgen i muligheder og handling med enorme potentialer.

Du kan vælge mellem et forårskursus på 18 uger og et efterårskursus på 24 uger eller kombinerer dem til et årskursus på 42 uger. Forår- og efterårskurserne er skabt sådan at de supplerer hinanden.

Naturperle

Måske kender du mest Møn fra postkort med Møns klint, eller måske har du hørt om Dark Sky, hvor du kan se hele mælkevejen, hvis du kigger op i himlen. Rødkilde er omgivet af den smukkeste natur, liggende på en græsskråning ned til vandet, med en kæmpe blodbøg i baghaven.

Teaterhøjskolen Rødkilde, Rødkildevej 42, 4780 Stege