Måske har du engang bukket dig ned for at samle et gammelt potteskår op. Vendt og drejet det lidt, kigget på utydelige mønstre. Den glatte yderside, den ru inderside. Det siger dig ikke noget. Du aner ikke, om det er fra middelalderen eller 1970'erne. Der ryger tilbage på jorden og ud af dine tanker, mens du går videre. Men har du nogensinde tænkt over, hvad en arkæolog kan få ud af det lille potteskår?
Det vil vi på Danmarks Borgcenter gerne gøre dig lidt klogere på. Vi tager en dyb indånding og dykker ned i arkæologiens historie. Helt tilbage til de tidligste udgravninger på Vordingborg i 1880'erne, hvor borgen langsomt begyndte at vise sig efter århundreder under jorden. I de følgende 130 år ændres arkæologernes fokus fra jagten på konger og magt til en nysgerrighed efter individet og hverdagens fortællinger. Et 'fantastisk fund' gik fra at være en ring, man kunne drømme om var tabt fra en kongelig hånd. Det kunne også at omfatte træ, reb og andet organisk materiale, der kan hjælpe med at sætte årstal på historien.
Teknologien her nemlig undervejs åbnet nogle vilde muligheder for at komme helt tæt på livet i middelalderen. Vi åbner arkæologernes værktøjskasse og finder kulstof 14-dateringer, dendrokronologi og makrofossilanalyser. Det er nogle af de redskaber, som kan hjælpe med at afgøre præcist, hvilket år det træ, der er brugt til borgens tidligste konstruktioner, er fældet. Eller hvornår en grødrest har brændt sig fast på indersiden af en skål.
Besøg vores udendørs udstillingspavilloner og se billeder, historier og fund fra 130 års arkæologi på borgen.