Siden 1989 har jeg haft keramikværksted i charmerende omgivelser i Fensmark, med smuk og inspirerende udsigt til Holmegaard Mose. Her arbejder jeg både med unika og keramik til brug og glæde i hverdagen. Materialevalget spænder bredt fra groft stentøjsler til det fineste transparente porcelæn. Uanset om det er større unika krukker eller en kop til morgenkaffen, tilstræber jeg et let, enkelt og stilrent udtryk.