Fællesspisning og fortællinger: Flæskesteg og vikingernes jul // 06.11 2025

Lad dine sanser forføre af magiske fortællinger fra en svunden tid til til en bouqet af velduftende retter lavet af Restaurant Holmegaard, når Holmegaard Værk inviterer til fællesspisning og fortællinger 1. torsdag i hver måned.

Dato: 06. november 2025

Tid: 16:00 - 19:00

Sted: Holmegaard Værk

Pris: 155 kr.

Velkommen til fortællinger og fællesspisning

Hvad er bedre end gode fortællinger og hyggeligt samvær i smuk symbiose med et velsmagende måltid mad? Ikke meget, hvis vi selv skal sige det.

Derfor inviterer Holmegaard Værk hver første torsdag i måneden til folkekøkken, fællesspisning og fortællinger.

Her disker Restaurant Holmegaard op med en omgang lækker husmandskost specielt lavet til dagens anledning og til en meget favorabel pris. Husmandskosten varierer fra gang til gang, og kan være alt fra stegt flæsk med kartofler og persillesovs til brændende kærlighed eller en omgang brandvarm gullasch - alt sammen lavet fra bunden og tilsmagt med kærlighed.

I løbet af aftenen byder vi desuden på en fortælling fra en af museets fageksperter, der tager et udvalgt emne med i posen og lader de historiske minder strømme frit.

Program og husmandskost kan ses længere nede på siden.

Praktisk info

Adresse: Restaurant Holmegaard, Glasværksvej 54, 4684 Holmegaard
Dato og tid: 16.01 // 06.02 // 06.03 // 03.04 // 01.05 // 04.09 // 02.10 // 06.11 - alle dage kl. 16.00-19.00
Pris online i forsalg: 155 kr.

16.00-17.00: Tjek ind og køb af drikkevarer
17.00: Maden serveres
17.00-19.00: Spisning inkl. sluttelig historiefortælling
19.00: Tak for i dag

Drikkevarer tilkøbes separat på aftenen.

Pladser sker efter først-til-mølle-princippet. Vi forsøger at tage hensyn til, at I sidder sammen med dem, I ankommer med.

"Det er dejligt med den her mulighed for at møde nogle andre af de lokale"

- Gæster ved første udgave af 'Fortællinger og Fællesspisning', P.E. & S.K.N.

 

Program

16.01.2025: Forloren hare med kartofler, tyttebær og flødesauce. Hør om teknisk glas.
Til denne fællesmiddag dykker vi ned i verdenen af teknisk glas og udforsker de mange måder, det har været brugt på gennem tiden. Fra laboratorier og bryggerier til mejerier og tandlægeklinikker – teknisk glas har spillet en afgørende rolle i mange industrielle og videnskabelige sammenhænge.
Museumsformidler Henrik Mors vil give os et fascinerende indblik i de tekniske glasvarer fremstillet på Holmegaard gennem årene, med udgangspunkt i det omfattende katalog fra 1909. Vi vil også lære om andre prominente leverandører af teknisk glas, såsom Struers og Bie & Berntsen, som havde deres egne dygtige glasmagere og unikke produktionsteknikker. Teknisk glas strækker sig også til belysning, både petroleumslamper og elektriske lamper, som har været essentielle i at oplyse hverdagen gennem årtier. Derudover vil vi udforske de mindre kendte anvendelser af teknisk glas, herunder radiorør og elværker, som også falder ind under denne fascinerende kategori.

06.02.2025: Hakkebøf med bløde løg, kartofler, pandesauce og agurkesalat. Hør om forbrugersamfundets udvikling. 
Fra de få til de mange – en fortælling om, hvem Holmegaard Glasværk skabte sine glas til gennem tiden. Kom og hør museumsinspektør Joachim Allouche fortælle, hvordan glasværket tilpassede sig forbrugersamfundets udvikling og skabte design, der ramte både tidens trends og hverdagens behov. Oplev historien om, hvordan Holmegaard Glasværk gik fra at være et eksklusivt håndværk til en vigtig del af danskernes dagligdag – og hvordan glasværkets kreationer blev formet af vores alles forbrugskultur.

06.03.2025: Kylling med kartofler, rabarberkompot, agurkesalat og skysauce. Hør om grundlæggelsen af Holmegaard Glasværk og Grevinde Danneskjold Samsø. 
Til denne fællesmiddag vil vi tage på en spændende historisk rejse tilbage til året 1825, hvor Grevinde Johanne Henriette Valentine Danneskjold Samsø grundlagde Holmegaard Glasværk. Gennem levende fortællinger vil museumsformidler Yvonne Christensen udforske grevindens visioner og engagement, der banede vejen for oprettelsen af det ikoniske glasværk. Vi vil høre om hendes beslutsomhed i at skabe arbejdspladser og udvikle glas produktionen i området, hvilket satte gang i en blomstrende industri. Sammen dykker vi ned i historien om, hvordan Grevinde Danneskjolds dedikation ikke kun skabte et glasværk, men også et stærkt fællesskab omkring værket. Traditioner, festlige begivenheder og dagligliv blandt arbejdere og beboere vil vækkes til live, og vi får et unikt indblik i den betydning, Holmegaard Glasværk har haft for området og generationer siden.

03.04.2025: Rosa stegt cuvette med svampe a la creme, ovnstegte timian kartofler og mormorsalat. 
Mere info følger...

01.05.2025: Frikadeller med kartoffelsalat, asparges, radiser og surt. Hør om katolikkerne på Holmegaard.
Til denne fællesmiddag vil museumsinspektør Berit Christensen fortælle om katolikkerne på Holmegaard Glasværk: Fra den første spæde start i 1835, hvor der blev hentet en lille gruppe katolske glasarbejdere fra Bøhmen til Danmark, selvom det egentlig var forbudt at være udøvende katolik i landet - til der siden blev indrettet et egentligt katolsk kapel på glasværket. Så tag med på en lille tidsrejse til en ikke så fjern fortid, som starter da der ikke var religionsfrihed i Danmark!

04.09.2025: Paprikagryde med bacon, pølser, perleløg, knuste kartofler og rødbeder. Hør om patentprop flasker og de 500 bryggerier.
Til denne fællesmiddag vil museumsformidler Henrik Mors tage os med på en fascinerende rejse ind i patentprop flaskernes historie. Henrik vil udfolde de spændende detaljer om, hvordan disse innovative flasker revolutionerede opbevaring og transport af drikkevarer. Derudover vil han give os et indblik i de over 500 bryggerier, der engang prægede det danske landskab. Gennem hans levende fortælling kan vi se frem til at høre om bryggeriernes mangfoldighed, deres betydning for lokalsamfundene og hvordan de har udviklet sig gennem tiden.

02.10.2025: Boller i karry med ris og mangochutney. Hør om Kählersamlingen.
Oplev en aften fyldt med smag og historie, når vi samles til fællesspisning på Holmegaard Værk. Samlingsansvarlig Julie Kofod Hansen vil guide os gennem en fascinerende fortælling om Kählers berømte keramik og dets betydning for dansk designhistorie. Få indblik i, hvordan Kähler-værkerne har prydet danske hjem gennem generationer og hør om de unikke teknikker og kunstneriske visioner, der har gjort dem til ikoniske samleobjekter. En aften, hvor kulinariske oplevelser og kunsthistorie går hånd i hånd.

06.11.2025: Flæskesteg med brune, hvide og franske kartofler, hjemmesyltet rødkål og flæskestegssovs. Hør om vikingernes jul.
Til denne fællesmiddag vil Jens Ulriksen, leder af Center for Vikingetidsstudier, tage os med på en fascinerende rejse ind i vikingernes juletraditioner. Jens vil udfolde de spændende detaljer om, hvordan vikingerne fejrede midvinterens mørkeste tid med særlige ritualer, gaver og fester. Gennem hans levende fortælling kan vi se frem til at høre om de skikke og myter, der knyttede sig til vikingernes jul, og hvordan disse traditioner har påvirket vores egen julefejring i dag.

Velkommen til Holmegaard Værk

Oplev levende glaspustere, 42.000 stykker glas, 6.000 stykker Kähler-keramik, glaskunst i verdensklasse og internationale særudstillinger.

Flere magiske oplevelser på museet

Er du klar til flere mindeværdige oplevelser i museets magiske rammer? Så tag et kig i vores aktuelle kalender.

Frokost på Restaurant Holmegaard

Er du sulten efter mere? Så planlæg frokosten på Restaurant Holmegaard og få endnu en sanselig oplevelse. Her byder vi hele familien på frokost i en verden af smørrebrødsretter.