Gør dig klar til at blive blæst omkuld af levende glaspustere, bliv bjergtaget af glaskunst i verdensklasse, gå på opdagelse i 42.000 stykker Holmegaard-glas og 6.000 stykker Kähler-keramik og oplev internationale særudstillinger i absolut topklasse.
I de smukke sydsjællandske omgivelser blot et glaskast fra Næstved slår det gamle Holmegaard Glasværk dørene op til en verden af design, håndværk og historie.
I glasværkstedet kan du komme helt tæt på livet som glasarbejder, når museets dygtige glaspustere står klar til at blæse dig bagover med spektakulære glasproduktioner alle dage fra 10.00 - 16.00.
Her kan du opleve, hvordan det ser ud, når det brandvarme, flydende materiale formes og forvandles til glas for øjnene af dig - et syn i absolut særklasse.
Glasværkstedet samarbejder både med nationale og internationale kunstnere og designere samt laver egne produktioner til Holmegaard Værks designbutik.
I Glasatelieret kan du være designer for en dag og udsmykke glas med smukke motiver.
Du kan prøve at arbejde med skabeloner, som tager udgangspunkt i prøvesamlingens mange motiver og Holmegaard Moses rige dyre- og planteliv, eller skabe helt unikke designs på egen hånd. Vores dygtige værter står klar til at hjælpe med at få materialerne til at makke ret og vise dig de sandblæsnings- og graveringsmaskiner, som også bruges ude i glasindustrien.
Åbent alle weekender samt alle hverdage i skoleferier og på helligdage året rundt fra 11.00 - 15.30.
Få fortællingerne om Holmegaard Mose og den idylliske glasby, gå på jagt efter genopståede stenalderdyr i spillet 'Beast Hunt' og oplev en helt ny kunstinstallation af Bjørn Magnussen.
På kanten af Holmegaard Værk ligger den idylliske glasby og den naturskønne Holmegaard Mose. Begge gemmer de på et væld af historier og fortællinger om alt fra tidligere tiders bosættelser til myter om mosevæsner, arkæologiske fund, tørvudvinding og meget mere.
I et helt nyt og gratis oplevelsesinitiativ skabt i samarbejde med Nordea-fonden og 15. Juni Fonden, kan du glæde dig til at gå på opdagelse i fem fascinerende lydruter fyldt med spændende og medrivende historier fra Holmegaard Mose og Glasbyen.
Som en blød rand rundt om Holmegaard Værk ligger den helt unikke Glasby. Her har arbejderne siden værkets allerførste produktioner boet for at være tæt på glasovnene.
En glasmagers arbejdstid begynder nemlig, når glasset rammer den rette temperatur, og i begyndelsen lod den temperatur sig ikke sådan kontrollere. Derfor risikerede glasmagerne at blive kaldt på arbejde døgnet rundt.
Af praktiske grunde blev de første arbejderboliger straks opført lige ved siden af glasværket. Størstedelen af arbejdsstyrken var udenlandske glasmagere, som ikke rigtigt blandede sig med det omkringliggende samfund, og efterhånden voksede et lille, selvstændigt samfund i mosen op, med kro, købmand, skole og et rigt foreningsliv.
I maj 2022 modtog Holmegaard Værk prisen som årets museum i Europa ved museernes svar på Oscar-uddelingen 'European Museum of the Year Awards' foran 60 andre museer fra hele Europa.
Holmegaard Værk modtog prisen for sit arbejde med at bevare den lokale kulturarv samtidig med at skabe et omdrejningspunkt for kunst og kreativitet i tæt samspil med det omkringliggende samfund.