Oplevelsen af Holmegaard Værk begynder allerede, inden man træder ind på selve glasværket. Som en blød rand rundt om værket ligger den helt unikke Glasby. Her har arbejderne siden værkets allerførste produktioner boet for at være tæt på glasovnene. En glasmagers arbejdstid begynder nemlig, når glasset rammer den rette temperatur, og i begyndelsen lod den temperatur sig ikke sådan kontrollere. Derfor risikerede glasmagerne at blive kaldt på arbejde døgnet rundt. Af praktiske grunde blev de første arbejderboliger straks opført lige ved siden af glasværket. Størstedelen af arbejdsstyrken var udenlandske glasmagere, som ikke rigtigt blandede sig med det omkringliggende samfund, og efterhånden voksede et lille, selvstændigt samfund i mosen op, med kro, købmand, skole og et rigt foreningsliv.
Kom tæt på livet i fabriksbyen
I sidste halvdel af 1900-tallet blev det muligt for flere at følge drømmen om et parcelhus i de omkringliggende byer. Og muligheden for længere uddannelser brød det mangeårige mønster med, at glasarbejdernes børn selv fik arbejde på værket. Glasarbejdere flyttede i stigende grad lidt længere væk, og omkring årtusindskiftet blev der åbnet for, at folk uden tilknytning kunne flytte til glasbyen.
Ligesom inde i glasværket har vi udenfor restaureret med respekt og autenticitet. Ateliererne fra glasværkets tid er istandsat og lejes nu ud til kunstnere, der får produceret deres glas på Holmegaard Værk.
Som gæst på Holmegaard Værk kan du gå en tur rundt i den helt unikke Glasby og opleve stemningen og det kulturhistoriske miljø. Du kan komme helt tæt på de første arbejderboliger, der med 200 år på bagen også er glasværkets ældste bygninger, og blive klogere på livet omkring et glasværk – med egen kro, købmand, kapel og skole.