Kan bookes fra 1. maj 2025
Kulturstrømmen: Mere end mosaik
Kan bookes fra 1. maj 2025
Sted: Holmegaard Værk
Pris: Gratis forløb i faget Billedkunst / Håndværk og Design (med tværfaglige greb) for grundskoler i Kulturstrømmen inkl. transportrefusion.
Varighed: 4 timer
DESIGNINDSATS HOLMEGAARD VÆRK
Mere end mosaik
Som led i Kulturstrømmens designindsats har Holmegaard Værk udviklet to undervisningsforløb. Det er et tilbud til grundskoler i Kultursamarbejdets seks kommuner:
Næstved, Guldborgsund, Stevns, Lolland, Vordingborg og Faxe.
Forløbet
Holmegaard Værks keramiske samling er fuld af historie og godt håndværk. Her findes multikunstneren Reistrup, der brillierede med bygningsudsmykning af store mosaikker. Ved museet ligger Ardagh Glasværk, der er en af verdens førende producenter af bæredygtigt glas; produktionen består af 90 % genanvendt glas. Disse to aspekter forenes i et forløb. Rundt om Holmegaard Glasværk findes glimtende glasskår overalt – nogle snart 200 år gamle. Under forløbet går vi i mosen og indsamle skår og genanvender dem til kunst a la Reistrup. Glasskårene støbes ind i en gipsmasse, hvor et skønt kunstværk opstår – i Reistrups ånd arbejder vi med dyreverdenen.
Praktiske øvelser & idégenerering
I forløbet stiller vi skarpt på elevernes individuelle udfoldelse, efter samtaleøvelser og små hands-on udfordringer, der åbner for idegenerering og styrker eleverne i deres personlige udtryk.
Eleverne laver egne mosaikker i værkstedet - fra ide til færdigt produkt - med en fuldt gennemført proces.
Frisen og dyremotiver
Vi arbejder ud fra Reistrups skulpturelle arbejde med frisen og hans forkærlighed for dyremotivet. Fokus ligger på det rummelige billede - eleverne skaber egne kompositioner i glas og gips. Vi ser desuden den store udstilling af Per Steen Hebsgaards glasværker i lys af elevernes egne arbejder med glasmosaikken.
I værkstedet er der både plads til legen, eksperimentet og muligheden for fordybelse. Det vigtigste i værkstedet er processen, at give rum til de kreative impulser, det at skabe noget og lære om de medier, der både findes i samlingen og overalt i dagligdagen. Forløbet hjælper eleverne til at pirre nysgerrigheden og finde nye muligheder i materialerne med fokus på genanvendelighed og miljø.
Varighed
Forløbets varighed er 4 timer! fra kl. 09.00 til ca. 13.00 (ekskl. transport).
Ønkser I at ændre starttidspunktet ved lang transporttid skal dette aftales ved booking - dette vil samtidig forskyde sluttidspunktet tilsvarende.
BOOKING
For at booke et forløb skal du kontakte undervisningsafdelingen på mail:
undervisning@museerne.dk
Oplys ved booking, at det er via Kulturstrømmens samarbejdsaftale, du deltager, og hvilket forløb du ønsker at booke.
Vi kører efter først-til-mølle-princippet, oplys din ønskede dato pr. mail, og hav gerne en alternativ dato parat, hvis din foretrukne dag allerede skulle være booket.
2 KLASSER 1 DATO
Der er mulighed for at tilmelde to klasser til samtidige forløb, dog kun under forudsætning af, at der følger lærere med til begge klasser.
Såfremt I booker to klasser til samme forløb og samme dato, har i fuld mulighed for at gøre besøget ganske gratis.
Bookes der forløb til to samtidige klasser, kan der nemlig søges om refusion af det fulde beløb til transport ex moms. Momsbeløbet refunderes ikke. Der kan søges max. 2.500 kr. ex moms i refusion, hvis I kommer 1 klasse på 1 dato.
Send jeres transportbilag til
adm@museerne.dk
Kompetencemål Billedkunst
Billedfremstilling
Billedanalyse
Billedkommunikation
Kompetencemål H&D
Eleverne kan anvende værktøjer og redskaber forsvarligt til forarbejdning af materialer.
Eleverne kan forarbejde materialer i forhold til produktets form, funktion og udtryk.
Eleven kan arbejde med enkle designprocesser knyttet til egen produktfremstilling.
Tværfaglighed
Der inddrages i dette forløb elementer fra natur/teknologi, historie, dansk, matematik, fysik/kemi.
Særligt vægtes det 200 års historiske perspektiv på glasværket, glassets genanvendelighed og det danske produktionssystem i rundvisningen. Materialelæreren kommer til udtryk i arbejdet med den flydende gips. I vores billedfremstilling arbejder vi med forenkling og geometriske figurer til billedopbygning.