Det ser makabert ud, som hun ligger der i bunden af graven. Hovedet har de skilt fra den døde krop, og det står nu oprejst på halshullet. De skal ikke risikere noget. Vølven er død. Nu gælder det om at give hende en ordentlig gravlæggelse, så hun ikke vender tilbage. Hun har fået en spand og et skrin med. Og så selvfølgelig vølvestaven, som ligger langs hendes side.
Vølven er ikke alene. Blandt andet er et fårefoster og en hund lagt ned i graven til hende. Hunden er delt i to, vredet en halv omgang og lagt rundt om en bautasten ved vølvens fødder. Den gamle hingst bliver trukket hen til graven. De hidser den op med slag og råb, til den glinser af sved og skummer om mulen. Så stikker og hugger de i dyret, til blodet sprøjter til alle sider. Da hingsten segner, bliver den bugseret ned i graven. Den bliver lagt på maven med det ene ben hen over vølvens krop.
På gravkanten står forsamlingen og synger, rytmisk og messende. De både frygter og respekterer vølven. Nu tager de afsked med hende, og det skulle gerne være for evigt. Om lidt ruller mændene enorme kampesten hen til kanten og vipper dem ned over hesten og kvinden. Bare for en sikkerheds skyld.
'Vølvens grav' er en rekonstruktion af den spektakulære Trekroner-Grydehøjgrav, der blev fundet lidt uden for Roskilde i 2007. Det er arkæolog Jens Ulriksen, der har været med til at udgrave vølven, hesten, hunden og alle de andre.
Udstillingen er skabt i samarbejde med designer, Jim Lyngvild, modelvirksomheden 10TONS og Fyns Naturværksted.
Udstillingen er blevet til med tilskud fra Region Sjællands kulturpulje, der støtter større kulturelle fyrtårne, attraktioner og udstillinger i regionen.