Danefæ er genstande fra Danmarks fortid som er forarbejdet af et værdifuldt materiale eller har en særlig kulturhistorisk værdi. Helt tilbage til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 har Danmark haft en lov omkring ”herreløst gods” af særlig værdi. Danefæ tilhører derfor staten, og skal afleveres til det lokale museum. Den 750 år gamle danske danefælovgivning er enestående i verden og betyder at danske museer har helt unikke samlinger af metalgenstande og mønter fra fortiden.
Genstande fra oldtid og middelalder
Danefæ kan være genstande fra oldtid og middelalder såsom smykker, mønter, vægtlodder, tenvægte, jernvåben, værktøj, ben- og takredskaber evt. med dekoration, ravsmykker og -figurer, flintdepoter, ædelsten, genstande med runer på, helleristningssten og menneskedele fra moseofre.
Museum Sydøstdanmark ansvarsområde dækker kommunerne Næstved, Vordingborg, Stevns, Faxe, Køge, Solrød og Greve. Har man fundet en sådan genstand, skal Museum Sydøstdanmark kontaktes. Museet vil lave en vurdering af fundet og evt. foretage en registrering af det, således at det kan indgå i museets viden om lokalområdet og i vores forskning.
Danefævurdering
Vurderer vi, at genstanden er Danefæ, sender vi den videre til danefævurdering på Nationalmuseet. Det er Nationalmuseet der tager den endelige beslutning om, hvorvidt en genstand kan erklæres for danefæ eller ej. Bliver genstanden erklæret for danefæ udbetaler Nationalmuseet en godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes af Nationalmuseet under hensyn til det fundets kontekst, materialeværdi, sjældenhed og kulturhistoriske værdi. Den omhu, hvormed finderen har sikret fundet bliver også tage med i betragtningen. Alle genstande der er erklæret for Danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger.
Du er altid velkommen til at kontakte Museum Sydøstdanmark hvis du har spørgsmål vedr. danefæ og genstande eller ønsker en vurdering af et fund.
Bestemmelserne om danefæ er fastlagt i Museumslovens kapitel 9 - se mere her. Du kan læse mere om Danefæ på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk.
Museum Sydøstdanmark prioriterer arbejdet med danefæ højt. Størstedelen af de genstande, der kommer ind til museet til danfævurdering, og som typisk er fundet med metaldetektor, var ikke blevet fundet uden hjælp fra borgerne. Genstandene samt oplysninger om fundsted og fundforhold indeholder stor værdi og indgår i større kulturhistoriske sammenhænge med resultaterne fra vores mange arkæologiske udgravninger. Den nye viden, der hele tiden genereres er med til at åbne nye døre i historien og perspektivere den kendte viden. Museet prioriterer derfor en grundig registrering og omhyggelig sagsbehandling af det indkomne danefæ til brug for fremtidig forskning. Danefæbehandlingen på Museum Sydøstdanmark foregår i museets Kulturarvsenhed med reference til Kulturarvschefen.
Hvis du har genstande til danefævurdering, kan vi kontaktes på danefae@museerne.dk