Viden og forskning

I museets område har vi en række enestående spor fra vores fortid af national og international betydning. Eksempelvis kongeborgen i Vordingborg, enestående spor fra stenalderens storvildtsjægere og værdifulde samlinger af kunsthåndværk fra Kähler og Holmegaard.

Vi forsker i disse emner og mange flere for at forstå fortiden og for hele tiden at blive klogere på, hvad det vil sige at være menneske. Målet er at skabe væsentlige forskningsresultater, der både er relevante for fagfæller og for offentligheden. Vores forskning kan formidles og bidrager med perspektiver til den aktuelle samfundsdebat.

Museum Sydøstdanmark råder over videnskabeligt uddannede og forskende personale inden for fagområderne arkæologi, historie-etnologi og kunsthistorie. Museet har en klar ambition om at bidrage med væsentlig forskning på alle disse fagområder. Ved væsentlig forskning forstås her arbejder med en klar problemstilling på et velfunderet teoretisk og metodisk grundlag, som frembringer ny viden eller repræsenterer nye tilgange til området.



Forskningens tre nøglebegreber

Forskningen skal leve op til kulturministeriets forskningsstrategi, bl.a. ved at benytte det almene forskningsbegreb. Det vil sige at forskningen skal tage udgangspunkt i de tre nøglebegreber:

Originalitet, transparens og gyldighed:

  • Originalitet betyder, at der udvikles ny viden, indsigt og erkendelse.
  • Transparens betyder, at der anvendes relevante metoder og kontekstualisering i relevante teoridannelser.
  • Gyldighed betyder, at der redeg.res for arbejdets forhold til relevante videnområder.


Forskningen i Kulturarvsenheden orienteres efter museets visions- og strategiplan samt museets vedtægter. Endelig skal forskningen endvidere forholde sig til de nationale strategier opsat af Kulturstyrelsen og bidrage til deres opfyldelse.

Emnerne der forskes i skal både præsentere grundforskning og anvendt forskning.

Målet er at skabe forskning af høj kvalitet, som:

  • Bidrager lokalt, nationalt eller internationalt.
  • Bidrager med relevante perspektiver og aktuelle problemstillinger til samfundsdebatten.
  • Udnytter det potentiale som museets samlinger rummer.
  • Bliver publiceret.



Målsætninger

Målet er også, at forskningen er til stede i hverdagen, således at den tænkes ind i henholdsvis: 

  • Kapitel 8-arbejdet og nødudgravningerne (fx ved at stille forskningsrelevante spørgsmål til udgravningerne, og foretage en evaluering af den enkelte udgravnings forskningspotentiale efter endt udgravning).
  • Samlingerne (fx ved at bruge lokale fund som udgangspunkt for forskningen).
  • Fortidsminderne (fx ved at studere formidlingen af fortidsminderne).
  • Specifikke emner (fx gennem ph.d. studier).


Det er også et mål at skabe et egentligt forskningsmiljø på museet ved at sørge for at der løbende forgår forskning inden for museets satsningsområder. Det opnås bl.al ved at have ansatte på ph.d. niveau, som kan vejlede i forskningsprocessen og støtte vidensdeling og udvikling i afdelingen.

Forskningen i Kulturarvsenheden skal som udgangspunkt altid publiceres. Publicering på både dansk og engelsk og i fagfællebedømte tidskrifter og monografier prioriteres. At præsentere forskningen på seminarer – nationale og internationale – prioriteres højt. Endelig skal formidlingen af forskningen for lægfolk generelt tænkes ind allerede i løbet af forskningsprocessen gennem eks. artikler, foredrag, udstillinger, sociale medier mv.

At gøre kulturarvsenheden på Museum Sydøstdanmark til en attraktiv forskningssamarbejdspartner er også et mål. Samarbejdet med nationale og internationale forskere, andre forskningsinstitutioner samt universiteter skal prioriteres, lige som museets forskere skal indgå i relevante faglige netværk. Museet skal stille samlinger, arkiv og databaser til rådighed for eksterne forskere, samt være opsøgende i forhold til forskningsmæssige problemstillinger inden for afdelingens virkeområde, som eksterne forskere kan bidrage til at belyse.

Se mere om museets forskning her: https://pure.kb.dk/da/organisations/museum-sydøstdanmark