SANKT HANS KIRKE
Steges særprægede, meget lange og brede kirke er resultatet af adskillige ombygninger gennem tiden. Ombygninger, der aldrig er blevet tilpasset forgængerens udtryk og mål. – Måske på grund af svingende økonomi.
Den første kirke
Stege Sankt Hans kirke er fra begyndelsen af 1200-tallet. På samme tid blev kongeborgen, Stegeborg, bygget. Det var sikkert kongens lensmand på Møn, Jacob Sunesen, der stod bag byggerierne. Kirken ligner de kirker, som Danmarks mægtigste slægt, Hvideslægten, byggede på Sjælland. Jacob var hovedrig og hørte til den slægt.
Sankt Hans Kirke var en lille rød teglstenskirke med skib, kor og apsis. Få år senere fik den et tårn, der var lige så bredt som selve kirken. Spor i det stående murværk antyder, at tårnet foroven var delt i to – det var et såkaldt tvillingetårn.
Magleby kirke på Østmøn står endnu i dag med sådan et bredt tårn.
En gotisk kirkehal
Omkring år 1460 blev det gamle kor skiftet ud med en bred, åben og lys kirkehal i tidens hotteste stil, den gotiske, der har høje sideskibe og store vinduer. På det tidspunkt står Stege på sit højeste. Sildekøbmændene er rige, en ny byvold med 3 murede byporte indrammer det areal, man forventer, byen snart vil vokse til.
Måske har Birgittinerordenens næsten nye kirke i Maribo dannet forbillede, måske var det den storslåede Petri Kirke i Lübeck, der blev bygget omtrent på samme tid. Vi ved det ikke, men Lübeck var middelalderen igennem, og helt frem til Reformationen i 1536 af største betydning for Stege og Møn – på godt og ondt!
Et nyt kirkeskib
Før 1494 forhøjer man den gamle kirkes ydermure, bygger sideskibe uden på og gennembryder derefter ydermurene, så de kommer til at danne fritstående søjler i det nu 20 m brede kirkeskib. Samtidig forlænges skibet mod vest. Men der må være gået smalhals i processen. Alt tyder på, at der ikke har været økonomi til, at den fortsættelse af en høj, halkirke, som koret lagde op til, kunne realiseres.
Til sidst byggede man om, til og på det gamle tvillingetårn, så det kom til at stå som et kvadratisk, højt tårn ud fra den ’nye’ kirkes vestgavl.
Kor tilbygget lige før 1536.
Den sidste tilbygning
Lige før Reformationen i 1536 blev det polygonale kor sat på.
Det kan godt betale sig, at gå et smut ind i kirken. Nyd det smukke lysindfald – og kig op: Hvælvene er smykket med unikke, absurde, sjove, uforståelige og naive kalkmalerier fra 1494.