Dødens rum

Vi skruer lige ned for hyggen et øjeblik…
Nu handler det om ret og straf gennem tiden.
Og om en berygtet lokal bandit fra 1800-tallet, der på overraskende vis har sat sig spor
- helt frem til vore dage.
Gør klar til gys og gru…

Velkommen i Dødens rum!

En virkelig historie

Det var tidlig, råkold morgen den 16. oktober 1860, da Lars Nielsen, i folkemunde kendt som Balle-Lars, under skærpet tilsyn blev ført fra Præstø arrest ud til retterstedet i Ugledige Skov. En landskendt tyveknægt, brandstifter og forhærdet forbryder, der i årevis havde skabt frygt på egnen.
Nu var han dømt til døden for lejemord på gårdmandsenken Ane Marie Hemmingsdatter. En forbrydelse, han først havde tilstået, men siden hårdnakket benægtede.

På Rakkerbankens top stod bøddelen med sin sorte maske, klar til at hugge hovedet af Lars med sin knivskarpe økse. Godt 4.000 nysgerrige borgere – heraf hele skoleklasser – var troppet op fra nær og fjern for at overvære den spektakulære begivenhed. Nu stod de spændte, forventningsfulde og utålmodigt ventende…

Han så det ske
En af dem var Mads Jeppesen, en bonde fra Ugledige, som fra første parket kunne følge det blodige optrin. Oplevelsen har uden tvivl gjort et uudsletteligt indtryk, for hans drabelige øjenvidneberetning lever videre den dag i dag hos hans efterkommere.

Mads Jeppesens tipoldebarn, Jens N. Jensen, fortæller:

Efter henrettelsen blev Lars’ krop og det afskårne hoved kulet ned i uindviet jord på selve banken blandt de andre syndere. Forbrydere havde intet ærinde i Guds jord!

Halshuggede forbrydere blev begravet med det afhuggede hoved mellem benene i uindviet jord - ofte på selve retterstedet.
(Foto fra udgravninger ved Slots Bjergby, Vestsjælland).

Historien om Balle-Lars

Hvem var egentlig ham Balle-Lars?
Lars Nielsen kom til verden i 1820 i Stensby, en lille landsby mellem Vordingborg og Møn. Lars var alene med sin mor og voksede op i yderste fattigdom - som så mange andre på den tid. Sit spøjse tilnavn fik han netop efter sin mor, der stammede fra landsbyen Balle. Lars var nok fattig, men en skidt knægt var han egentlig ikke. Han var velbegavet og fik pæne udtalelser fra de gårde, hvor han tjente.

Nød lærer ung mand at stjæle?
På Lars’ tid boede 80% af befolkningen på landet. Som i vore dage kunne det være svært at få et fast job. De fattigste var ofte henvist til arbejde som daglejere, hvilket gav en ussel og ujævn indkomst. Det gjorde det svært for ellers retskafne mennesker at opretholde livet indenfor lovens grænser. Tyveri – særligt af daglige fornødenheder – var et meget udbredt fænomen.
Det blev da også tyveri af et par seler (!), der kickstartede Lars’ kriminelle løbebane. For det indkasserede han 30 dage på vand og brød!

En hård straf
Året efter blev Lars gift og flyttede med sin kone ind i en faldefærdig rønne på Tolstrup Mark. Yderdøren manglede. Så Lars stjal et par træplanker fra præstegården i Øster Egesborg og fik fikset sin dør. Tyveriet blev dog snart opdaget.  Denne gang måtte Lars afsone et helt års fængsel i en kold og fugtig celle i Møns Tugthus. En særdeles hård straf for en ret ubetydelig forseelse. Det gjorde Lars bitter.
Herfra blev han mere eller mindre frivilligt tvunget ud i et liv vekslende mellem hårdt daglejerarbejde og mindre forbrydelser for at skaffe til dagen og vejen for sin familie. Uden vore dages overvågningskameraer og moderne opklaringsværktøjer var det svært for ordensmagten at føre bevis for tyverier. Og Lars, der var kendt som en stædig benægter, slap da også godt fra det meste, netop fordi der manglede beviser.

Den enes død – den andens brød
Nogle år efter blev Lars skilt. Han begyndte at drikke og hang ud med hårdkogte folk fra den kriminelle underverden, Med dem udviklede han sig til en berygtet forbryder, der hærgede rundt og skabte skræk og rædsel på egnen med indbrud, væbnede røverier og brandstiftelse for penge. Sådan skabtes et helt netværk af kriminelle, som nærede hinanden gennem forbrydelse. Det hele kulminerede i 1858, da han indgik en skummel aftale med en vis Niels Olsen. Denne Niels ønskede sin stedmor ryddet af vejen, så han selv kunne overtage den fædrende gård. Som belønning for mordet ville Lars modtage 100 rigsdaler - et fristende tilbud, der i Lars’ tilfælde svarende til en hel årsløn.

Døden kommer snigende med mørket
Sent aften den 8. september 1858 blev Ane Marie Hemmingsdatter myrdet - skudt gennem sit soveværelsesvindue med 42 hagl.
Niels Olsen havde motivet, men desværre også et vandtæt alibi. Også Lars blev forhørt, men benægtede som sædvanligt alt. Politiet stod på bar bund og kunne intet bevise.

Sandheden og fulde folk?
Ved skæbnens ironi blev det Lars selv, som atter bragte sig i politiets søgelys. Lars pralede ofte af sine eskapader, når han havde kigget lidt for dybt i glasset. Det var da også i en brandert, at han et par måneder senere stolt indviede sin svoger en dyster hemmelighed: Han  havde skudt Ane Marie. Den viden kunne svogeren naturligvis ikke bære rundt på alene. Så snart blev Lars anholdt i sit hjem og indsat i Præstø arrest. Han benægtede stadig alt, men nu begyndte undersøgelser og forhør, der skulle vare flere måneder frem. Undervejs indrømmede Lars, at han mod betaling havde sat ild til en gård i Neble, men mordet ville han ikke tilstå.

'Fangevogter og tre arrestanter'. Tegnet af M. Rørbye i midten af 1800-tallet.
Lars Nielsen - nr. 2 fra venstre - menes at være Balle-Lars.

Spillet er ude
Efter mere end et halvt års forhør og et mislykket selvmordsforsøg tilstod Lars endelig mordet. En tilståelse, han dog hurtigt trak tilbage. Men spillet var ude. Sagen gik sin gang. Først i underretten, siden i højesteret. Den 26. september – med godkendelse fra Kong Frederik 7. – blev Lars dømt til døden.

Besøg af præsten
Fængselspræsten Pastor Gjellebøl besøgte Lars i fængslet hele 21 gange for at få ham til at tilstå. Det var nødvendigt, hvis Lars skulle forene sig med Gud og sikre sin sjæls frelse. Men Lars havde et anstrengt forhold til Gud og fastholdt sin uskyld til sin dødsdag. At mødet med pastor Gjellebøl senere skulle gøre  ham kendt helt op i vore dage, var der dengang ingen, der kunne forudse.

Sagen om Balle-Lars blev en af tidens mest omtalte kriminalsager. Udover Lars, blev 19 andre fra det kriminelle netværk også fældet og idømt hårde straffe. 

“Spildte Guds ord på Balle-Lars”

Udødeliggjort med et ordsprog
Selvom det snart er 200 år siden, at Lars Nielsen mistede hovedet på Ugledige, kan man i dag stadig støde på talemåden ”spildte Guds ord på Balle-Lars”, som en finurlig metafor for et godt råd, der ikke er blevet efterlevet. Vendingen stammer fra titlen på den spøjse lille bog, som pastor Gjellebøl udgav efter sine mange samtaler med den urokkelige Lars. Her beskriver han indgående deres samtaler. Det har helt sikkert været populær læsning! At ordsproget om Balle-Lars stadig bruges i dag, viser at den dramatiske sag virkelig havde sat sig spor. Lidt filosofisk fristes man til at sige, at Gjellebøl med bogen gav Balle-Lars et liv efter døden. Ikke i Guds rige, men som mundheld hos den danske befolkning.

Pastor Gjellebøl. Pastoren havde sit hyr med at få Balle-Lars til at tilstå. Det lykkedes aldrig.

I vore dages retspraksis er vi ’alle lige for loven’. Vi straffes med bøder eller fængsel, og forventer af vores retssystem en retfærdig og human behandling. Sådan har det ikke altid været.

Skam dig!
Før i tiden var henrettelser, tortur og offentlige ydmygelser en integreret og accepteret del af samfundets orden. For grove forbrydelser var der dødsstraf, mens mindre forbrydelser typisk blev straffet med pisk i fuld offentlighed eller andre skamfulde ydmygelser. At se medborgere fastspændt i gabestok eller ved ’kag’en’ (en fritstående pæl med kæder) på torvet foran byens rådhus var almindeligt. Her stod de til spot og spe for hånende borgere, som på den måde selv var med til at understøtte systemet. En slags samfundets hævn over lovbryderen - ofte fantasifuldt udtænkt og udført med stor grusomhed.
Så ku’ de lære det!

Barbarisk straffesystem
Helt frem til midten af 1700-tallet var Moselovens anvisninger grundlaget for det  barbariske straffesystem.

’Mildere' straffe blev uddelt for mindre lovovertrædelser som småtyveri, sladder, slagsmål og prostitution Synderne blev typisk afstraffet med fantasifuldt orkestrerede offentlige ydmygelser eller korporlig afstraffelse som brændemærkning eller en tur i gabestokken. Ved ’kag’en’ blev også bøddelens ’ni-halede katte’ flittigt brugt på de stakkels lovbrydere. Særligt skamfuldt var det at få klø af ’tyremigen’- en pisk af tørret tyrepenis!

Hårde straffe fik man for drab og mordbrand. Men også for tyveri af grovere karakter. Der var mange fattige folk dengang, og tyveri var meget udbredt. For at sikre samfundets fortsatte eksistens var en hård straf for tyveri derfor både almindeligt accepteret og nødvendig. I middelalderen blev en tyv hængt, hvis han havde stjålet for mere en ½ mark (ca. halvdelen af prisen for en okse).

Et spørgsmål om ære… Forskel på folk
Status og ære var et særligt vigtig begreb i tiden. Og selv i døden var der stor forskel på rig og fattig.
Mens fattigmand, dømt for en grov forbrydelse, typisk blev halshugget eller hængt, fik fornemme adelsmænd for samme forbrydelse hovedet kappet af med sværd. Schwusssh! Let og elegant!

Særlig fornem dødsstraf. Stand og ære betød meget i før i tiden. De særligt fine folk blev ofte henrettet ved sværd.

Dødsstraf med ekstra bonus!  Havde man gjort noget særligt slemt, kunne man idømmes dødsstraf til ’hjul og stejle’, som en ekstra ydmygelse efter døden. Den døde krop blev parteret og de afskårne lemmer lagt på et hjul, fastgjort til en pæl. På pælens top spiddede man synderens afhuggede hoved. Tankevækkende, at denne barbariske skik faktisk var i brug herhjemme for mindre end 150 år siden.

I pagt med Djævelen
Kvinder, der blev udlagt som hekse, blev anklaget for at udøve trolddomskunst og for at stå i ledtog med selveste Djævelen. Når han var indblandet måtte særligt skrappe midler tages i brug. Blev man dømt som heks, måtte man lide en langsom og pinefuld død i bålets flammer. Kirken mente, at det onde herved gik op i røg. En metode var at binde den dømte fast på toppen af en stige, som blev væltet ind i et allerede fuldt flammende bål. Særligt fornemme folk blev hængt eller halshugget, inden de blev brændt. Man kunne blive udlagt som heks for alt muligt. At høsten var slået fejl, at naboen var blevet syg, for at være særligt smuk osv.  Var man først blevet anklaget, var det næsten umuligt at bevise sin uskyld. Underligt nok var det ofte kvinder, der udpegede hinanden som hekse i en form for middelalderlig mobning! Ved at medvirke til at dømme andre, håbede man selv på at gå fri. 

Scene fra Carl Th. Dreyers prisbelønnede film 'Vredens Dag' fra 1943.
Her brændes Herlufs Marte som heks på bålet. Filmoptagelserne foregik i Vordingborg og de lokale var med!  Hør mere i Kunstens rum.

Eksemplets magt – endelig sker der noget…
Straffene blev eksekveret i fuld offentlighed som en demonstation af myndighedernes magt og som forebyggende eksempler til skræk og advarsel for befolkningen. Henrettelser var et særligt tilløbsstykke, et spændingsgys og et afbræk fra en ofte ikke alt for oplevelsesrig hverdag. Umiddelbart helt uforståeligt, men ved nærmere eftertanke vel næppe mere forargeligt, end når vi i dag ’slapper af’ til en voldsfilm i TV!

Vidste du at…
Danmarks allerførste heks blev brændt på bålet 1540 her i Stege?
Ikke noget, vi er stolte af… - men nu ved du det.
Danmarks sidste heks blev brændt på Falster i 1693.

Profession: Drab

Bøddel, skarpretter, mestermand… Kært barn har mange navne.
Et egentligt bøddelerhverv opstod i middelalderen. Sammen med sine bøddelknægte, de såkaldte natmænd, havde bøddelen til opgave at henrette lovbrydere, samt at udføre den tortur som måtte være nødvendig for at få tilståelser frem. Bøddelen udviklede også selv de torturinstrumenter, der blev brugt under visse former for afhøring, ligesom det var hans opgave at helbrede folk, der var blevet tortureret, men siden frikendt.

Et udkantet folkefærd
Bødler var omgærdet af mystik og alt, hvad der vedrørte bøddelen var tabu. I en tid, hvor folk var styret af religion og overtro, var bøddelen bestemt ikke et bekendskab hr og fru Middelalder-Danmark havde lyst til at dyrke. Folk tog afstand til bøddelfamilierne, der holdt sig for sig selv og som regel boede afsides uden for byen. I kirken kunne bøddelfamilien have sin egen bænk, og på gæstgiveriet eget bord og krus. En bøddel-søn kunne kun blive bøddel – og bøddel-døtre kunne kun blive gift med sønner af andre bødler. Sådan opstod der hele bøddelslægter. Senere, da folk i slutningen af 1700-tallet blev mere oplyste, og overtroen blev trængt i baggrunden, blev bøddel-erhvervet dog mere accepteret.

Øksen, du ser her i udstillingen tilhørte bøddel Schmidt. Det var ham, der henrettede Balle-Lars.

Bøddelen med sin sorte maske...

Camøno-tip!
Gå blandt de døde
Du møder dem overalt. Gravhøjene. Tæt og insisterende ligger de i landskabet som en tyst hilsen fra fortiden. Her begravede oldtidsfolket deres døde. Så gådefulde og fulde af hemmeligheder er de. Men frem for alt minder de os om, at der har været nogen før os.  Det er tankevækkende - og egentlig også lidt hyggeligt.

En hilsen fra fortiden. Her Sneglehøj.

Dødsstraf i Danmark -  En absurd tanke?

I dag er dødsstraf heldigvis kun noget, vi hører om i medierne. Men som historien om Balle-Lars viser, var dødsstraf gængs praksis herhjemme for mindre end 200 år siden. Dødsstraf blev oprindeligt fjernet som retspraksis i 1933, men blev faktisk genindført ved retsopgøret efter besættelsen (1940-45) med tilbagevirkende kraft.
I alt blev 102 mennesker dømt for landsforræderi. De havde arbejdet sammen med eller for den tyske besættelsesmagt, blandt andet for den frygtede politistyrke Gestapo. Af dem blev 46 henrettet ved skydning i årene 1946 til 1950. Resten af dem blev benådet. Benådning betyder i denne sammenhæng ikke, at de slap fri. Det betyder, at deres dødsstraf blev omstødt til fængselsstraf. En krølle på historien er, at ingen af de dømte kvinder blev henrettet, de blev alle benådet til fængselsstraf.

For kun få år siden blev dødsstraf endeligt fjernet fra dansk lovgivning.

Tidslinje

• 1557-1892 - dødsstraf i Danmark

• 1517 - første kendte danske henrettelse,
  Torben Oxe henrettes v. halshugning

• 1860 - Balle-Lars henrettes v. halshugning

• 1866 - ny straffelov indføres

• 1892 - sidste offentlige henrettelse,
  Anders Nielsen Sjællænder henrettes v. halshugning

• 1933 - dødsstraf i Danmark afskaffes v. nye borgerlige straffelov

• 1946 – 1951 - dødsstraf genindføres v. særlov (Landsforræderloven)

• 1950 – sidste henrettelse i Danmark
  Ib Birkedal Hansen v. skydning

• 1951 – særloven afskaffes

• 1978 - dødsstraf fjernes fra den militære straffelov

• 1994 – dødsstraf fjernes fuldstændigt fra dansk lovgivning

Camøno-tip!
Henrettelsespladser på Møn?
Møn og omegn har naturligvis haft sine henrettelsespladser, men vi ved ikke meget om dem.
Ørnebakken skråt overfor Rødkilde Højskole siges at være en sådan. Syndernes afsjælede legemer skulle være nedgravet overfor på marken mod Noret. Rygter vil vide, at der netop her skulle herske en særlig stemning efter mørkets frembrud. Om det passer, kan du jo selv tjekke, hvis du vandrer her ved aftentide. Hverken henrettelsespladsen eller forbryderkirkegården er dog dokumenteret ved udgravninger, så måske er det bare snak? Også i Lendemarke og i Marienborgskoven skulle der ligge gamle galgebakker.