Velkommen til udstillingens første rum...
Ildsjæle og iværksættere... Dem har vi mange af her på vores egn.
Alle er de båret frem af utæmmelig virkelyst, stort vovemod - og en god ide!
Det var også den gode idé og drømmen om at skabe noget stort, som fik en apoteker, en kemiker og en ung mejerist til at kickstarte tre virksomheder, der voksede sig til succes - og som på hver sin måde fik stor betydning for egnen her.
Til virksomhederne knyttede sig en helt særlig duft...
Ikke mindst - duften af penge!
Velkommen i Duftens rum!
Apotekeren
Tag et kig på den lille flaske i montren. Gammel, slidt og undseelig af størrelse – men ikke desto mindre repræsentant for en duft, der kom til at spille en særlig rolle i de fleste danske hjem. Esprit de Valdemar - Danmarks første parfume, opfundet af en visionær og iderig apoteker fra Vordingborg.
Duftende tendenser
I løbet af 1700-tallet var blomsterduftende parfumer, som tidligere kun havde været for det bedre borgerskab, nu for alvor ved at slå igennem hos en bredere skare. Både til mænd og kvinder. Særligt Eau de Colognen fra Køln var et hit, og Apoteker Mads Graa Aarsleff i Vordingborg havde da også længe syslet med ideen om at fremstille en dansk pendant. Som tænkt så gjort. Han drog på studietur til Køln (Cologne) og lærte sig teknikken.
Valdemars Ånd
Apoteker Aarsleff var kendt som en virksom mand og med den nødvendige salgsbevilling fra kongen i hus, var han ikke længe om at engagere egnens kvinder til at plukke de vidunderligt duftende roser, der voksede på bankerne omkring Vordingborg slotsruin. Roserne blev destilleret og kom på flaske - og endelig den 26. februar 1836 kunne Danmarks allerførste parfume, Esprit de Valdemar, lanceres.
Bevilling fra Kongen var nødvendig for at apotekeren kunne starte sin nye duftende virksomhed.
Smukt håndskrevet med blæk. Næsten et helt lille kunstværk!
Gåsetårn som varemærke
Det fornemme franskklingende navn, der på dansk betyder ’Valdemars Ånd’, var i øvrigt en kærlig reference til de danske konger, Valdemar den Store, Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag, der alle historisk havde haft stor betydning for Vordingborg.
Det blev da også Gåsetårnet, Vordingborgs vartegn, som Aarslef valgte som Esprit de Valdemars ikoniske varemærke
Gåsetårnet fra 1360'erne er ikke blot Danmarks eneste bevarede middelaldertårn...
Det blev også kendt som Esprit de Valdemars ikoniske varemærke.
Parfume til Hoffet
Firmaet blev i 1842 overtaget af Aarsleffs søn, H. C. Aarsleff, der var apoteker i Præstø og desuden barber og chokoladefabrikant. På det tidspunkt var Esprit de Valdemar Eau de Cologne allerede en succes. Firmaet voksede og blev senere overtaget af apotekerens to døtre, der drev firmaet videre frem til 1932, hvor det blev opkøbt af De Danske Spritfabrikker. Esprit de Valdemar havde nu også opnået den store ære at blive Kongelig Hofleverandør.
Roser som disse blev til ’duften af Danmark’ – Esprit de Valdemar.
Duften af Danmark
Gennem årene kom flere produkter til. Især hårvandsmærkerne Fougére, Portugal og Brillantine blev store sællerter, som op gennem 1900-tallet i hastigt tempo blev solgt fra barbersaloner over hele landet. Snart var de fast inventar på toilethylden i de fleste danske hjem. Esprit de Valdemar var blevet hele Danmarks duft.
Marketing-hajer
En del af succesen bør tilskrives Aarsleff-familiens næse for markedsføring. Store branding- og reklamekampagner blev søsat, nærmest før begrebet overhovedet var opfundet. At vælge Gåsetårnet som varemærke og bruge det som skruelåg på parfumeflaskerne var et genialt træk, som var med til at sætte Vordingborg på landkortet. Og at sende reproduktioner af landskabsmaleren J.Th. Lundbyes maleri af Gåsetårnet ud som vægpryd til landets barbersaloner skulle også vise sig at et både smart træk og en god investering. Lundbye var netop kendt for at male det typisk danske, og reproduktionerne blev hængende i salonerne i årevis.
Esprit'en klarer alt!
I 1950’erne havde De Danske Spritfabrikker overtaget roret, og nu tonede tidens største skuespillere Ib Schønberg og Oswald Helmuth frem i dyre biografreklamer - det nye marketingskyts. Deres humoristiske præstentation af duftevandets mange fordele har helt sikkert vakt opsigt i biffens mørke. Vidste du for eksempel, at Esprit de Valdemar kan bruges til at fjerne røglugt? En af filmene ligger i dag på youtube. Herlig retro og helt skøn. Bliv klogere på Esprit’en med videoen her.
Retro – på den fede måde
I slutningen af 1990’erne forsvandt Esprit de Valdemar ud af markedet i en årrække, men er nu tilbage til gavn og glæde for trofaste fans. Det siges, at de unge mænd igen er ved at få øjnene op for hårvand og brillantine. Måske som afløser af hårvoks… hvem ved?
Dagens tip til Camønovandrerne: Esprit de Valdemars 'Portugal' (den gule) er alletiders opfrisker på varme dage - eller til morgentoiletten ved shelteret. Og hvem ved....Måske den også holder myggene på afstand? Tjek den ud i museumsbutikken og køb dit eget eksemplar!
Kemikeren
Fra liflig blomsterduft til en mere giftig sag.
Vi rykker videre til Proms Kemiske Fabrik A/S, Viemose - og historien om mennesker og kemi - den gode og den dårlige!
En Ole Opfinder med en idé
Det var det kemiske vidunderbarn Per Prom, der i starten af 1960’erne tændte op under de første kolber på Proms Kemiske Fabrik i landsbyen Viemose et par kilometer nord for Mønbroen. Som en rigtig Ole Opfinder eksperimenterede han sig frem til produkterne, og det også var ham, der tegnede og byggede det første primitive produktionsanlæg ud af kar og beholdere - snusfornuftigt købt brugt. Hans bror tog sig af salg og det mere forretningsmæssige.
Proms logo minder lidt om bi-avlernes. Men det var ikke honning, man fremstillede hos Proms!
Et 'stinkende møghit'
Efter en hård start fik Proms efterhånden vind i sejlene og udviklede sig på få år til en af Danmarks allervigtigste virksomheder. Man fremstillede kemi til mennesker - halvfabrikata, som af medicinalindustrien blev brugt til at producere penicillin, nervemedicin og antidepressiver. Også Promex, der blev brugt i træbeskyttelse, blev - lidt kækt formuleret - ’et stinkende møghit’.
No bullshit
Eksportmarkederne var vilde med Proms produkter - de havde en stor andel i succes'en. Men også den helt særlige virksomhedskultur, Per Prom byggede op omkring sig, er værd at nævne. De ansatte var nemlig glade for at være hos Prom. Rigtigt glade. Her fik de ansatte ansvar og kunne - så længe produktionen kørte som den skulle – stort set selv tilrettelægge sin tid. Meget sjældent dengang. Det kom særligt de landmænd til gode, som supplerede en presset økonomi med deltidsarbejde på fabrikken. Man kunne altid komme til Per Prom, som afstak klare retningslinjer, så ingen var i tvivl om, hvad der blev forventet af dem. I det hele taget var der rart at være og hertil en attraktiv løn – også under sygdom. Tænk engang!
Husk lige gasmasken! Hver medarbejder hos Proms havde sit eget 'sikkerheds-kit'.
En nærværende og autentisk leder
Per Prom var anerkendt af medarbejderne for sin dygtighed, ledelsesstil og især for sit nærvær. Iført kedeldragt og træsko altid i øjenhøjde med ’manden på gulvet’ - en autentisk leder, som lyttede til den feed-back, som fabrikkens primært ufaglærte medarbejdere kom med. Den slags var normalt helt uset i 60’ernes og 70’ernes fabriksmiljøer. Som en tidligere medarbejder udtrykker det: ”Han fik en til at føle, at man var noget. Her var man ikke bare et nul”. På den måde skabte han korpsånd og en motiveret og loyal medarbejderstab, der ville gå gennem ild og vand for fabrikken.
Glögg og glade dage
De gamle medarbejderne beskriver i dag Proms som 'en slags familie', hvor især det sociale samvær blev prioriteret. Ledelsen tog levende del i de ansattes hverdag. Her fejrede man medarbejdernes mærkedage, og fabrikken var kendt for at holde mange store fester og jubilæer. Idag forekommer den slags på mange virksomheder, men dengang var den form for medarbejderpleje noget ganske særligt. Juleglöggen havde ry for at være specielt god på Proms. Som en tidligere medarbejder tørt bemærker - ”Men vi havde jo også 40.000 liter finsprit på lager…”.
En giftig sag
Med tiden blev der større fokus på miljøet, og også fra myndighedernes side blev kravene til fabrikken skærpet. Fra midt i 80'erne røg Proms røg ud i et veritabelt uvejr og fik den ene møgsag på halsen efter den anden. Historier om ulovlig affaldsdeponering og spildevandsforurening fyldte pressen, og stribevis af politianmeldelser og amtslige påbud indløb til fabrikken. Det forløb, som senere skulle blive kendt som en af Danmarks allerstørste miljøskandaler, var skudt i gang.
En af utallige avisartikler om Proms. Denne handler om de konsekvenser en lukning ville få for området.
Loyalitet og flyvende svensknøgler
I dag ville den slags resultere i massiv medarbejderflugt. Men ikke på Proms. Selv da mediestormen var på sit højeste, var kemien stadig god mellem medarbejdere og ledelse. Medarbejderne oplevede presseomtalerne som ensidige og manipulerende og lukkede i som østers, når repræsentanter fra pressen bad dem om en kommentar. Særligt ihærdige journalister fik hældt stinkende fenyl under gulvtæppet i deres biler, og en enkelt gang røg der en svensknøgle gennem luften, da mandebladet Ugens Rapport troppede uanmeldt op på fabrikken.
Prom-vejr
Det var heller ikke fabrikkens ansatte, der klagede over ’Prom-vejret’ – en betegnelse for den ubehagelig lugt, der spredtes over hele Viemose, når vinden stod i en særlig retning. En karakteristisk hørm, som satte sig i alt fra tekstiler til hud og hår, og som ikke lige kunne fjernes. Den skulle ’svedes ud’!
Punktum for Proms
Til sidst var Proms så belastet af retssager og myndighedernes stadigt skærpede miljøkrav, at fabrikken måtte lukke. Den 21. april 1997 gik flaget på halv. Det kemiske eventyr på Proms var endegyldigt slut. Tilbage var 3000 tons giftigt affald, som skulle skaffes af vejen og et retsligt efterspil, der varede mange år frem. Først i 2012 blev det sidste punktum sat i den sag!
....
Så vidt historien om en af Danmarks allerstørste miljøskandaler. Men den er andet end det! Proms Kemiske Fabrik er også fortællingen om moderne lederskab og et menneske, hvis livsværk i årtier skabte livsgrundlag, identitet og sammenhængskraft for en hel egn.
Mejeristen
Ta’ Buko til bords
Vi husker den alle sammen, Grøn Alpe. Den syregrønne smelteost fra Buko med den krasse lugt, der så bedre ud end den smagte. Også osten med det blå låg og den festlige orange reje var i årtier en klassiker på de danske morgenborde. Men vidste du, at begge oste gennem mange år blev fremstillet i Vordingborg?
Årh, det’ for børn!
I 1932 kom C. U. F. Krag Hansen, en ung mejerist, hjem fra Canada med en god idé: Han ville producere smelte- og flødeost til danskerne. Firmanavnet BUKO opfandt han selv – det skulle kunne udtales af ethvert barn. Det blev udgangspunktet for alle de elskede, familievenlige klassikere som Rejeost, Skinkeost og Champignonost – og ja... den hørmende Grønne Alpe!
Bukos udødelige slogan huskes endnu. Her hjulpet på vej af den folkekære skuespiller, Jørgen Ryg.
En idé får vinger
Krag Hansen lagde ud på Frederiksberg med en lille produktion og 5 medarbejdere, men ideen viste sig hurtigt så bæredygtig, at der måtte udvidelser til. Så i 1946 flyttede Buko ind i den tomme jernbanestation i Masnedsund, lidt udenfor Vordingborg. Herved kom man også tættere på mejerierne, der skulle levere råvaren. Efter en ombygning kunne man den 17. januar 1947 slå dørene op som ny, osteproducerende virksomhed.
Den med rejen
Smelteosten i den blå pakning med den glade reje har siden i generationer sørget for den gode smag på brødet. I danskernes bevidsthed blev det til ’den med rejen’- og det var en stående vits, om der nu virkelig var rejer i osten eller ej! Vi kan overfor eventuelle tvivlere afsløre, at det var der!
70 tons fløde fra Jylland
Buko udviklede sig til en af kommunens helt store arbejdspladser, og det faste forsørgelsesgrundlag for de mange medarbejdere. Men da landbruget på Sjælland og Lolland-Falster i løbet af 1950’erne og 1960’erne blev omlagt, lukkede de fleste af Bukos faste leverandører. Buko måtte nu skaffe sine råvarer helt fra Jylland. På et tidspunkt blev der leveret omkring 70 tons fløde og råost fra Jylland til Vordingborg… Hver dag!
Farvel til oste-eventyret
Da kunne naturligvis ikke betale sig i længden. Så Bukos produktion blev atter flyttet – denne gang til Jylland og Fyn. Et stort tab for kommunen og ikke mindst for medarbejderne, der var glade for deres arbejdsplads.
Heldigvis er der atter fuld gang i osteproduktionen her på egnen, omend i mindre målestok. Hårbølle Mejeri fx fremstiller hjemmelavet, økologisk ost efter gode gamle principper. Det smager himmelsk. Prøv selv.
Roeland - 100 år med sukker
Sukkerfabrikken – Steges industrielle vartegn
Den ligger der stadig. Den imposante gamle sukkerfabrik. Som et dragende monument over en svunden tid byder den alle besøgende standsmæssigt til byen. Fascinerende at forestille sig, at fabrikken engang var Møns største og vigtigste virksomhed. Den sødlige duft fra forarbejdningen af roerne, og tiden, hvor fabrikken kørte på højttryk, er der vist mange af de ældre mønboere, som savner.
100 år med sukker
I 1884 etablerede De Danske Sukkerfabrikker sin nye fabrik i Lendemarke. Roeproduktion havde for alvor fået vind i sejlene i Europa, og beliggenheden mellem hovedvejen og Stege Bugt var ideel. Her arbejdede både fastansatte og sæsonarbejdere fra landbruget med at raffinere roer til det sukker, som vi til daglig rører i vores kaffe, hælder i kager og strør på vores havregryn i det ganske land.
Roeland
Fra saftstationerne blev roerne opsamlet lokalt, hvorefter sukkersaften blev presset ud af roerne og pumpet ind til fabrikken gennem et sindigt rørsystem. Men også på fabrikken herskede livlig aktivitet, når oplandets bønder læssede dagens roehøst af på ramperne.
I gamle dage foregik roehøsten med hest og vogn. Hårdt arbejde!
Slut på en glorværdig epoke - og starten på en ny
1989 blev et skæbneår for det stolte sted. Som konsekvens af centraliseringen i landbruget og fusionen mellem Danske Sukkerfabrikker, Danisco og De Danske Spritfabrikker blev produktionen indstillet og fabrikken måtte lukke. I dag har visionære kræfter atter pustet liv i de historiske bygninger, som kraftcenter for erhverv, handel og kultur. En positiv udvikling, som får mønboerne til at ranke ryggen, når de passerer forbi.
Camøno-tip!
Sukkerfabrikken idag - Kulturarv på 1. klasse!
Sukkerfabrikken er et af Danmarks mest velbevarede industrianlæg. Så er du til arkitektonisk storhed, historiens vingesus og kulturarv af 1. klasse - eller måske bare er gået sukkerkold på din Camønovandring - er den gamle sukkerfabrik et oplagt sted at tanke op. I supermarkedet eller hos Møn Bolcher - butikken med lækkerier… til den søde tand, naturligvis!
Camøno-tip!
Jordbassinerne – en menneskeskabt oase
At mennesket skaber nye naturområder med stor betydning for dyre- og planteliv, hænder ikke ofte. Men det skete, da Sukkerfabrikken lukkede, og fabrikkens jordbassiner, der før blev brugt til roeaffaldet, blev omdannet til en fredfyldt oase for både dyr og mennesker. Med tusind fuglestemmer, lange græskorridorer, græssende får og vandfyldte bassiner, der smukt spejler himmelen, er jordbassinerne et sandt paradis. Hist og her bryder gamle betonkonstruktioner den særprægede natur og minder om, at dette storslåede anlæg engang var en del af Møns største industri. Et must på din Camønovandring. Tag madpakken med og giv tanken vinger.
Fra microvirksomhed til morgendagens mastodonter?
Nye spirer
Så vidt historierne om de gamle mastodonter. I dag er billedet anderledes. Store vigtige virksomheder findes heldigvis stadig her på egnen. Men også en skov af nye mikrovirksomheder er spiret frem og er med sine spændende produkter og økologiske lækkerier i dag en vigtig del af erhvervsgrundlaget i kommunen.
En vigtig ressource
Iværksætterne har i øvrigt gode kår her på egnen, og i Vordingborg Kommune ser man de nye mikrovirksomheder som en vigtig ressource – ikke mindst i kapløbet om turisternes gunst. Derfor har Vordingborg Erhverv lagt sig ekstra meget i selen for at hjælpe de nye små virksomheder frem. Og der er succes at spore, for også omverdenen og udlandet har fået øje på flere af vores microvirksomheder. Og hvem ved... Måske er det glorværdige historier om Møn Bolcher, Bryghuset eller Møn Is, vi om 100 år præsenterer for publikum her på museet?