Vi kender den alle - kærligheden.
Den på én gang enkleste og mest komplicerede af menneskelige følelser.
Den, der binder os sammen og får os til at leve.
Og uden hvilken, vi ville visne og dø.
Nu er der romantik i luften. Det skal handle ægteskabet gennem tiden, og om hvordan kærligheden har set ud her på vores egn.
Så slå dit sværmergén til og fordyb dig i fortællinger - skøre, skønne og skæve - der alle hører kærligheden til.
Velkommen i Kærlighedens rum!
Det er så yndigt…
Idag kan de fleste af os selv vælge vores udkårne og gifte os af kærlighed. Men at det faktisk er et privilegie, er noget, som de færreste tænker over men i højere grad burde værdsætte! Især når man ser tilbage på den rolle, ægteskabet har spillet gennem tiderne.
Varme følelser eller iskold strategi?
Brylluppet – eller trolovelsen – er kendt siden oldtiden. Dengang og helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var giftermål oftest en aftale, indgået mellem overhovederne i to slægter, snarere end en romantisk forbindelse mellem to elskende. Målet var bedst mulig sikring af slægten, så man var på udkig efter ’gode gener’ og nyttige strategiske alliancer. Sociale, økonomiske og politiske interesser spillede derfor ind. I højtstående slægter var det således helt normalt, at ægtefolkene slet ikke kendte hinanden før brylluppet!
Bryllup - anno 2015. Sådan så det ud, da Lena og Theis Birch-Rasmussen blev gift på Liselund Gl. Slot d. 13. juni 2015. Ingen kan vist være i tvivl om, at der er ægte følelser på spil her! Den smukke brudekjole er syet af brudens mor, og vi har fået lov at udstille den her på museet.
En praktisk foranstaltning
Også for bønderne og fattigfolk var ægteskabet vigtigt. Uden vore dages velfærd og sociale sikkerhedsnet kunne livet være hårdt, særligt hvis det gik galt. Man var afhængige af hinanden – i ægteskabet som i samfundet. Ægteskabet blev derfor ofte en praktisk foranstaltning, og et godt arbejdsfællesskab var af største nødvendighed. Det var derfor vigtigt at finde den rette. Et forkert valg kunne betyde et liv i armod og måske slægtens undergang. Skilsmisse forekom – men kun yderst sjældent.
Et godt parti
Både hos fattig og rig blev indgåelse af ægteskab derfor en strategi – en forhandling mellem slægterne og en måde, hvorpå man på begge sider søgte at vinde nogle fordele, der kunne forbedre ens levevilkår. Vendingen ’at være et godt parti’ siger noget om tankegangen.
Tydeligst var tendensen blandt de højere sociale klasser, hvor netop ægteskabelige alliancer i konge- og adelsslægter kunne give øget politisk indflydelse eller på anden vis gavne sociale, økonomiske og handelsmæssige interesser.
Arrangeret ægteskab - men 'true love'. Leonora Christine (datter af kong Chr.4.) blev som kun 9-årig trolovet med den 15 år ældre Corfitz Ulfeldt.
Da hun var 15, blev de gift. Trods drama og modgang i livet fulgte de hinanden i tykt og tyndt, og ægteskabet var meget lykkeligt. De boede på et tidspunkt på Elmelunde Slot her på Møn og fik sammen hele 15 børn. Deres forhold står idag som bevis på, at arrangeret ægteskab faktisk også kunne være lykkeligt.
At gifte sig til status
Særligt i kongehusene er tendensen med ægteskabsalliancer fortsat helt frem til vore dage, og først sent i 1900-tallet så vi vielser mellem borgerlige og adelige. Selvom Lady Di kom fra en fornem familie, var det engelske aristokrati i chok, da Prins Charles valgte ’en borgerlig’ dom sin kommende hustru.
I dag gifter vi os overvejende af kærlighed. Alligevel findes arrangerede ægteskaber stadig i mange kulturer verden over. Og at gifte sig til status og social opstigen … tja - det går nok aldrig af mode!
Nye skikke på kærlighedsfronten
Det helt nye sker i 1800-tallet, hvor særligt den strømning, vi kalder romantikken, var med til at sætte følelserne i fokus og banede vejen for 'kærlighedsægteskaber'. Også den stigende velstand op gennem 1900-tallet gjorde folk mere uafhængige af hinanden. Skikken, at bruden samlede 'brudeudstyr', som hun kunne tage med ind i ægteskabet - sengetøj og andet godt til hjemmet f.eks. - holdt sig dog mange år frem. Igen i vore dage bliver der skrevet historie på vielsesfronten. Tænk på, at det kun er få år siden, at det blev tilladt homoseksuelle at gifte sig i kirken!
Kjolelivet i den fineste gule silke tilhørte engang Charlotte Scavenius' fra Klintholm Gods.
Det var en del af hendes brudeudstyr.
Bryllup gennem tiderne
Tidslinje
Oldtid - 1500-tallet: Trolovelse – juridisk bindende aftale mellem to slægter. Strategiske, fredsskabende og forebyggende alliancer. Trolovelsen ’gøres offentlig’ – og dermed juridisk bindende - gennem tilstedeværelse af vidner. Heraf stammer traditionen med store bryllupsfester med et væld af gæster. Ingen kirke – ingen præst.
1500-t. Præst og kirken kommer ind i billedet.
1600-t. Vielser afholdes i kirkeligt regi – men ceremonien afholdes udenfor kirken med mange vidner
1646 Kirken indfører systematisk registrering af vielser i kirkebøgerne
1683 Vielsesceremonien rykker ind i kirken
1800-t. Kærlighedsægteskabet vinder frem – på baggrund af forelskelse
1989 Registreret partnerskab for homoseksuelle bliver tilladt – men ikke i kirke
2012 Vielse i kirke for homoseksuelle bliver tilladt
Kærlighedsgaver
Kærlighedsgaver kommer i mangfoldige udformninger. At give sin elskede en gave er ikke noget, der kun hører nutiden til - heller ikke her på vores egn.
Alt på ét bræt
De findes i alle afskygninger. Manglebrædderne. Pudsige af udseende og kreativt dekoreret. Nogle rene kunstværker, andre mere på det jævne. Men altid fulde af kærlighed og ægte intention. Ikke to er ens. Hver især er de en dybfølt og personlig kærlighedserklæring fra en håbefuld ung mand til sin udkårne.
Et strygejern i kærestegave?
Manglebrædder har intet at gøre med at mangle noget. Det spøjse navn stammer fra tysk ’manglen’, der betyder at glatte eller rulle. Populært sagt er manglebrættet den ene del af et gammeldags strygejern. Strygetøjet blev viklet om en manglestok, og derefter manglet (glattet) med brættet. Ganske smart, egentlig, når man nu ikke havde elektricitet.
At mangle ... en kone?
Det var en almindeligt udbredt skik, at forelskede unge mænd snittede et manglebræt til deres udkårne. Implicit lå en form for ’markedsføring’, hvor den unge mand kunne demonstrere sine evner. Pigen, som han havde udset til sin kommende kone, kunne på den måde få en fornemmelse af, hvad hun havde i vente. Det var dengang særligt vigtigt at finde den rigtige partner.
Symboler og hemmelige budskaber
Tag et ekstra kig på brædderne. Mange timers arbejde ligger gemt i hvert enkelt. Omhyggeligt er de udskåret med heste, årstal og finurlige mønstre. Og hver en detalje er ladet med symbolik og hemmelige budskaber. Motiverne fandt ungersvenden i sin egen verden.
Manglebrædderne - fulde af symbolik og hemmelige budskaber. Udført i 'karve-snit'. En teknik, som alle mænd før i tiden kunne mestre.
Han og hun
Hesten var dengang gårdens vigtigste dyr og dermed den højeste status. Det var mandens dyr, som blev brugt til transport og det hårde arbejde i marken. Sådan blev hesten symbol for det maskuline og potente. Den styrende kraft.
Gårdens andre dyr var kvindens ansvar. Hun malkede køerne, fodrede hønsene og tog sig af arbejdet i hjemmet. Det var selvfølgelig også hende, der fødte og passede familiens børn. Alt det 'runde' og ’bløde’. Blomster, finurlige snirkler og smukke mønstre i cirkler blev symboler for det feminine - det livgivende.
Kærlighedshistorier i træ
På manglebrædderne er det hele forenet. Mand, kvinde, liv.
Dig, mig og vi to – til evig tid. Bum! Enklere kan det ikke siges.
Hvad bondekarlen har tænkt på, mens hans sad og snittede…
tja - det må vi gætte os til…
Skikken med manglebrædderne gik af brug i slutningen af 1800-tallet. Og godt det samme.
At gøre kur med et strygejern vil i vore dage være en virkelig upassende score-strategi!
Detalje fra manglebræt. Cirklen er det ældste symbol, vi kender. Den står for solen, livet, uendeligheden og for kvinden. Hvor vi i dag anskuer livet lineært fra individets fødsel til død, opfattede man tidligere alle livets forhold ’i cirkler’. Forår, sommer, efterår, vinter og så forfra igen. En livscyklus, som gentager sig i det uendelige.
Et særligt bræt
I dag ses brædderne mest som dekoration i sommerhuset ved siden af Amagerhylden. Og ethvert lokalhistorisk museum har dem i hobetal. Vores kollektion udmærker sig imidlertid ved at være rigtig gammel. Vi er stolte over vores bræt fra 1668. Det er virkelig sjældent!
Se, om du kan finde det på væggen.
En lise for sjælen
Liselund på Østmøn er også en kærlighedsgave. En af de flottere!
Amtsmand Antoine Bosc de la Calmette må have været i sit sværmeriske hjørne, da han sprang med på den nye romantiske kulturbølge, som i 1700-tallets slutning gennemsyrede alt. Følelser var nu i højsædet og kom til udtryk for fuld udblæsning i både kunst, litteratur, musik, videnskab og filosofi. Perioden fik da også den rammende betegnelse ’romantikken’. Den varede helt frem til 1870. Men tilbage til Antoine. Han tog den store pengepung frem og fik anlagt en sand eventyrhave til sin Lisa – komplet leveret med sjældne planter, svungne broer over spejlblanke søer, finurlige lysthuse, vandfald – ja, sågar et lystslot, der blev udsmykket af tidens førende indretningsarkitekt. Respekt!
Camønotip!
Liselund er der heldigvis endnu. En magisk og stemningsmættet sanserejse - lige til at blive forelsket af. Tjek det ud på din vandring. Og bliver du ør af al den kærlighed, så besøg også vores kirker! Et bryllup i de mønske kirker er noget så romantisk.
Mønsk mystik
Brudekronen
Den står lige der i skabet. Brudekronen. Flot funklende med flitter og fabelader. Perler og sølv på silke. Et symbol på den reneste af dem alle, Jomfru Maria - kronet som Himlens Dronning. Brudekronen er ligeså sjælden, som den er særpræget. Og samtidig lidt af et mysterium. Vi kender den fra andre folkeslag, men ved ellers ikke meget om den. Noget peger på en særlig mønsk skik, for kun på Møn er folkelige brudekroner bevaret. Brudekronen blev båret af bruden under vielsen og er inspireret af de kroner, som sad på Jomfru Maria i middelalderens kirker.
Ideal: Den kyske jomfru
I middelalderen var dyrkelsen af den hellige jomfru særligt stor – nærmest på linje med Jesus. Kronerne kunne ofte tages af og udlånes til sognets brude, der bar dem i ved vielsesceremonien som jomfruelighedssymbol. Fra midten af 1800-tallet skiftede moden, og blomsterkranse blev det nye hit. Hos bønderne kom brudesløret først til senere – inspireret af fransk aftenmode. Sjovt at tænke sig, at en skik, som vi i dag anser for en fasttømret institution, ikke har flere år på bagen!
Jomfru Maria - kronet som Himlens Dronning. Et ideal og symbol på kyskhed. Her på kalkmaleri i Elmelundemesterens version.
Ting med indbygget kærlighed
Ting med særlig historie og særlig betydning
Du kender det sikkert. Måske har du en selv. En ting, der betyder noget helt særligt for dig, fordi den blev givet til dig af en særlig person eller ved en særlig lejlighed. Noget, måske af ubetydelig værdi, men som er vigtig for dig, fordi den til stadighed minder dig om, hvem du er og hvor du kommer fra. Ting med affektionsværdi.
Historien om et sjal
En sådan ting er udstillingens fine sjal.
Sjalet var et arvestykke, som giveren havde arvet efter sin faster. Det blev indleveret til museet, netop fordi det havde en særlig historie.
Vi vil nu tage dig tilbage til 1800-tallets Vestmøn, hvor en dramatisk historie udspandt sig…
Pigen med sjalet
Karen Stine Hansen blev født på Vestmøn i midten af 1800-tallet som datter af Margrethe og Hemming Hemmingsen i Dame Have (i dag landsbyen Damme). Som voksen giftede Karen Stine sig med Jens Peter Hansen. De slog sig ned på Svens Mark (i dag Svensmarke – en af de søndre byer ved Noret) og sammen fik de to børn. Mathilde i 1885 og Hans Christian, som fulgte året efter.
En dag blev Karen Stine alvorligt syg, og Jens Peter sendte bud efter hendes far og mor, der hastede ud af døren og med hestevogn kørte turen fra Dame Have til Svens Mark - alt hvad remmer og tøj kunne holde - for at være hos deres datter.
Karen Stine døde, og da hendes mor var kommet afsted uden overtøj, hentede Jens Peter Karen Stines sjal til sin svigermor. Da hun siden ville aflevere det tilbage, bad han hende om af beholde det.
Mathilde på 3 år og Hans Christian på kun 2 havde nu mistet deres mor, og kun et par år senere døde også Jens Peter Hansen, og de to små børn stod nu forældreløse tilbage. Da de var umyndige, skulle boet – deres barndomshjem - gøres op i penge, så alt blev solgt på auktion - selv børnenes legetøj.
Mathilde blev 89, men huskede til det sidste, da hendes ting blev solgt.
Mathilde fik sin mors fine sjal tilbage fra sin mormor, da hun blev voksen og selv skulle giftes. Da Mathilde døde i 1974 gik sjalet videre i arv – denne gang til Mathildes niece, som siden indleverede sjalet til museet sammen med historien. Og sådan blev et sjal, bevaret ved et tilfælde, til en gribende beretning, som vi andre nu kan tage del i. Det er vi glade for.
Brudekjoler og bryllupsmode
Lang eller kort? Stram eller med et brus af vidde? Overvejelserne er mange, når brudekjolen skal vælges. For også brudekjolernes udseende har gennem århundreder været påvirket af modens luner. I dag er brudekjolen oftest hvid eller cremefarvet. Men vidste du, at det faktisk er en skik, der kun går ca. 100 år tilbage?
Den hvide drøm - en skik, der kun går 100 år tilbage.
Normalt leveres kjolen dog uden ræv!
Rød eller gylden
Der knytter sig desuden en hel del overtro til brudens udstyr og kjolens farve.Tilbage i middelalderen mente man, at det onde var særligt på spil ved livets store overgange - såsom dåb, bryllup og begravelse. Brudekjolen dengang var derfor oftest rød, da man mente at rødt holdt det onde væk. I fornemme slægter var det populært med gyldne kjoler, der understregede brudens status og velstand.
Op igennem renæssancen ændrede moden sig, og i denne periode dikterede moden ikke brudekjolerne en bestemt slags farve eller stil. Man giftede sig i sin fineste kjole – for adelige og kongelige ofte en meget overdådig brokade-sag, belæsset med perler og guld, mens bondepigerne blev gift i deres folkedragt. Fattigfolk måtte låne sig frem, eller tage det på, som de nu engang havde.
Stil på drengen er der på dette fornemme bryllupsbillede. De fattige måtte gifte sig i det, de havde.
Brudeslør og inspiration fra antikken
Sløret kommer også først ind i 17- og 18-tallet. I starten i adelige og borgerlige kredse som inspireret af fransk aftenmode brugte det som et romantisk tillæg til de florlette empirekjoler, som nu blev tidens hotteste trend. Sammen med sløret kunne man så ligne de græske og romerske gudinder, som var idealet. Hør mere om antikken som inspirationskilde i Modens rum. Denne trend smittede selvfølgelig også af på bryllupsmoden, og kvinderne fra de højere samfundslag var ikke sene til at skifte de tunge brokadekjoler ud med lette brudekjoler i tynde stoffer og lyse pastelfarver. Brudekjoler i himmelblå, limegrøn, sart-rosa, vanilje-gul og syrenfarvet blev det nye hit. Senere kom dog den æggegule og derfra også den hvide. Som hårpynt brugte man blomster og med tiden også et slør, som man opfattede som meget romantisk.
Den lille sorte
Hos almuen på landet ændrede bryllupsmoden sig også. Men slet ikke i samme grad. I mange århundreder giftede man sig i sin folkedragt, hvis man havde en. Ellers bare den pæneste kjole, der kunne opdrives. Sådan var det også i 1800-tallet, hvor langt de fleste danske brude blev gift i en enkel sort kjole, syet til lejligheden. Det var praktisk - for med små justeringer kunne den bruges resten af livet som ens fine festkjole.
På landet kom sløret først til i slutningen af 1800-tallet, og der findes en del bryllupsfotos af bondepiger med sort kjole og hvidt slør.
Sort kjole og hvidt slør! Det ser lidt spøjst ud i vore dage,
men sådan var de fleste brude altså klædt for kun 100 år siden.