Klintens rum

Den ligger der og lyser. Klinten. Gådefuld og mystisk - som et drabeligt hvidt gab mod Østersøens blå brus.
Et mageløst kunstværk, skabt af naturen. Få steder mærker man urkraften og jordens oprindelse så nærværende som her.

Måske har du gættet det? Det handler om turisme. Og om hvordan den har udviklet sig her på vores egn.
Om klintekongen, fortidsøgler og vandreture i Klintekongens Have - og om skøre, skæve og skønne souvenirs. 
Herlig nostalgi - lige til at gå på opdagelse i... 

Velkommen i Klintens rum!

I Klintekongens Have
Klintekongens Have er hjemsted for klintekongen, vandrefalken og de vilde orkideer. Det er her, du oplever urkraften og naturens fornemste monument, den lysende hvide Klint, indrammet af skriggrønne bøgetræer og turkisblåt hav. Intet under at Klinten i dag er Møns største turistattraktion og af kæmpe betydning for øens sammenhængskraft. Næsten en halv million mennesker besøger klinten hvert år, og alle fascineres de af det unikke sted med den helt særlige stemning og vidunderlige, vilde natur.

Klintekongens Have. Et betagende syn! (foto: Geocenter)

Klinten – ikke for alle
Men sådan har det ikke altid været. Før 1800-tallet eksisterede begrebet turisme nemlig stort set ikke. Rejser og søndagsudflugter var ikke noget, der var alle forundt, men forbeholdt eliten og måske også lidt de intellektuelle københavnere. Almindelige mennesker arbejdede hårdt og havde ikke tid til den form for adspredelse. Kyststrækningerne havde iøvrigt heller ikke samme tiltrækningskraft på folk som i dag. Havet var for fattige fiskere og ikke noget, pæne borgere havde lyst til at blive sat i forbindelse med.

Nu skal der sanses
Men med romantikkens strømninger op igennem 1800-tallet steg interessen. Følelser, romantik og stemninger kom i højsædet. Nu skulle man ud i naturen og ’sanse’ verden. Det bedre borgerskab kunne nu ses på spadsereture og  søndagsudflugter ved Klinten, og velhavere fra byerne begyndte at bygge landsteder, hvortil de flyttede om sommeren for at få lys, luft og ro. Calmetternes Liselund er et eksempel herpå og velnok et af Danmarks første – og mest grandiøse - ’sommerhuse.’

Nye muligheder
Med de nye besøgende steg også behovet for service og forplejning og lidt efter lidt fandt ud af, at man kunne tjene penge på den nye trend. 
De første tegn på et egentligt turismeerhverv spirede frem.

Nye steder blev åbnet for at servicere de nye gæster – hoteller og pavilloner – ikke bare på Klinten.

Knud Jensens traktørsted ved Møns klint.  I løbet af 1800-tallet begyndte det at blive populært at tage på klinten.
Her kunne man købe en forfriskning i Knud Jensens traktørsted, Store Klint. "Store Knud" havde sit fine lille traktørsted på klinten fra 1869 til 1894. Siden kom Pavillonen og Hotel Store Klint til. I dag er Møns Klint en international turistattraktion i særklasse, der hvert år trækker tusindvis af turister. Men fascinationen af den hvide klint er garanteret den samme som dengang.

Historien som trækplaster
Med følelsen i centrum blev også historien nyt trækplaster. Steder og bygninger med stor oplevelsesværdi og særlig iboende historie blev populære udflugtsmål. Faktisk var Vordingborg first-movers på den trend. Med inspiration fra tidens store verdensudstillinger arrangerede Frede Sommer allerede  i 1901 en stor erhvervsudstilling i Vordingborg med det formål at sætte byen på landkortet. Her blev Gåsetårnet helt bevidst brugt som markedsføringsværktøj i en 1:1 version - opført i pap! Og godt 20 år senere - i 1823 blev Gåsetårnet og området omkring borgruinen kørt i stilling som  attraktion. Siden fik byens apoteker stor succes med sin duft Esprit de Valdemar, som også helt bevidst brugte Gåsetårnet som positioneringsmiddel.

Hånd i hånd med kunsten
Også indenfor kunsten blev den smukke natur og sjælfulde steder som Møns Klint og borgbanken i Vordingborg yndede motiver for Guldaldermalerne og bl.a. P.C. Skovgaards landskabsmalerier skabte stor opmærksomhed om egnen, da Apoteker Aarsleff sendte reproduktioner af hans maleri af Gåsetårnet ud til samtlige danske barbersaloner som reklame for Esprit de Valdemar. På den måde kom kunst, turisme og produktsalg til at befrugte hinanden på en særdeles gunstig måde.

Klintekongens øl. Med en kærlig hilsen til den sagnomspundne Klintekonge har Bryghuset Møn udviklet øl med inspiration fra stedbundne historier og omgivelser. Andre sagnpersoner og lokationer på Møn som f.eks. Sommerspiret på Møns Klint – den tårnhøje kridtformation, der styrtede i havet i 1988 - har ligeledes fået deres egen øl. Det giver unikke produkter, som er med til at markedsføre egnen.

Med hilsen fra…
En særlig produktkategori blev souvenirs eller andre former for memorabilia, som turisten kunne tage med hjem som minde. Og de blev fremstillet med stor iderigdom. Postkort, askebægre, kopper, glas, vaser, nøgleringe, cykelflag og andre former for nips – i dag kaldet kitsch - var populære og blev ikke opfattet spor kitsch’ede. Tværtimod! Selv de mest pusseløjerlige genstande fungerede nemlig glimrende som trofæer – et fysisk vidnesbyrd fra turen, som man gerne flashede for andre. Revers- og hattenåle, kuffertmærker og små plaketter til vandrestokken. Alt sammen ’med hilsen fra…’

Den gode smag
Selv hæderskronede virksomheder som Bing & Grøndahl og den Kgl. Porcelainsfabrik fik øjnene op for de nye muligheder og snart kunne man i de danske hjem - side om side med juleplatterne – nu finde platter med Sommerspiret på Møns Klint eller Vordingborgs ikoniske Gåsetårn som motiv. I dag sælger designfirmaet Trip Trap små træmodeller af særligt imposante bygninger. Heriblandt Gåsetårnet. Der er tale om kvalitetsprodukter og de er ikke billige.

Klintekongen

På klinten huserer den mægtige Klintekonge. Klintekongen er et overnaturligt væsen med kæmpekræfter. Han hersker over de tre klinter, Møn, Stevns og Rügen, som ligger på Tysklands største ø. Her kører han fra klint til klint over havet på en vogn trukket af fire sorte heste. Når det sker, bliver havet sort og kommer i oprør, og hestenes vrinsken kan høres viden om. Ligeså dramatisk, som når guden Thor kører over himlen med sin vogn og skaber torden.

Et slot af kridt og kalk
Klintekongen bor i den prægtigste bolig af dem alle – på selveste Møns Klint! Om det er på Kongsbjerg eller i en hule i Dronningestolen, højt over havet, det vides ikke, for han kan være svær at spotte, ham Klintekongen. Men måske kan du være heldig at se ham på andre lokaliteter ved klinten; Kongens Hule, Kongens Køkken og Kongens Kilde hører også til hans revir.

En drabelig karl
Klintekongen er Møns vigtigste beskytter. Hvis øen bliver truet kommer Klintekongen os til undsætning, og det siges, at Klintekongen har besejret ydre fjender ved at forvandle alle stenene på stranden til ryttere eller ved at rejse en storm, så fjendtlige flåder forliste.

Et neg til kongen
Det er ret vigtigt at holde sig på god fod med Klintekongen, for han kan være en lunefuld rad. I gamle dage ofrede bønderne det sidste neg på marken til ham og håbede til gengæld på en god høst og at slippe for kvægdød. Morten Reenberg, præst i Stege, ville overtroen til livs, og lod en nat midt i 1700-tallet sine folk samle alle negene sammen. De blev i stedet overbragt til de fattige på Møn. Sådan stoppede den skik.
Morten Reenbergs Gård kan du se – smukt renoveret – ved siden af kirken i Stege.

Det er sikkert og vidst…
At Klintekongen er et væsen, man skal gå til med ærefrygt, vidner følgende sagn om.

Sagn 1: Klintekongen kom engang forbi en fattig husmands hus. Konen i huset tilbød ham noget at drikke. Som tak bad han hende holde sit forklæde frem, hvorefter han kastede nogle kulstykker i. Konen blev selvfølgelig først vred, men opdagede så, at kullene i virkeligheden var det pureste guld.

Sagn 2: Engang red Klintekongen igennem en gård, og hesten tabte en sko. Den funklede som guld, men da en karl ville tage den op, blev han forbrændt. Så tog man den med en høtyv og hængte den på en stang, men hesteskoen brændte igennem stangen, faldt på jorden og forsvandt.

Sagn 3: En karl var engang så nysgerrig efter at se kongen, at han lod sig fire ned ad klinten og gik ind i hans hule. Han råbte på kongen, og der blev svaret inde fra mørket, at han skulle give ham hånden til hilsen. Karlen var lidt nervøs og rakte en høtyv frem i stedet for sin hånd. Det var klogt, for høtyven blev nemlig klemt i stykker. Siden er der ikke mange, der har forsøgt et sådant stunt.

Camøno-tip!
I Klintekongens Have

Hele Klinten er et fortryllet sted, og på et hemmeligt sted i Klinteskoven ligger Klintekongens fortryllede have. Her blomstrer alt hele året rundt. Selv frugttræerne blomstrer om vinteren. Kig efter Klintekongens underskønne have, når du vandrer i Klinteskoven. Hvis du er så heldig at finde den, så husk, at det kun sker én gang i livet – og du vil aldrig være i stand til at finde tilbage.

Vidste du at: Dronningestolen med sine 128 meter over havet er det højeste punkt på Møns klint? Dronningestolen består af kalk og kridt og er et af mest berømte steder på klinten.  

Camøno-tip!

Timmesøbjerg – den skjulte borg
Godt gemt. Helt derude under bøgetræerne i den grønne klinteskov ligger Timmesøbjerg. En mystisk og gådefuld borg fra bronzealderen. Dengang blev solen tilbedt som en gud, og de rigeste bar smykker af skinnende bronze. Under mulden gemmer Timmesøbjerg på historier om både krig, kult og kontakter til fjerne egne. Du mærker helt sikkert, at noget særligt er på spil her.

Camønotip!

Orkidéer og vandrefalke på Møns Klint
På Høje Møn findes hele 18 af de 45 orkidéarter, vi har i Danmark. Husk at alle planter på Høje Møn er fredede. Vil du have et minde med hjem, så hiv kameraet frem. Du skal også være hurtig på aftrækkeren, hvis du vil nå at knipse vandrefalken på Møns Klint. Den er verdens hurtigste dyr!

Turisme i dag

Oplevelsesøkonomi
I dag er turismen sat i system som et særligt fokusområde for vores kommune. Nutidens turister søger unikke oplevelser på unikke steder med spændende historier, og igennem det sidste årti er det da også lykkedes at udvikle store succesfulde turistattraktioner - netop med udgangspunkt i stedlige herlighedsværdi og den spændende historier til turister fra nær og fjern. Et væld af attraktioner og nye tiltag – store som små – bidrager i dag til at gøre vores egn til en publikumsmagnet - og noget helt særligt.
Heraf kan nævnes…

Geocenter – Istid og øgler



Geocenter er et blændende eksempel på, hvordan man har udviklet de stedlige kvaliteter til en vigtig turistindustri til glæde for både lokale og turister. Geocenter ligger gravet ned i selve klinten og er idag Nordeuropas mest moderne sciencecenter. (foto: Geocenter).

Blandt kridthavets kæmper
Her kan du møde din fortid gennem de tre geologiske perioder, der har skabt Klinten og det Danmark, vi kender i dag. Oplev hvordan Kridthavet for 70 millioner år siden blev dannet og mød hajer, blæksprutter, søpindsvin og den 14 meter lange dræberøgle, Mosasauren. Du skal selv gå igennem en af gletsjerne og skubbe tykke flager af den gamle kridthavbund op til det landskab, er blevet til Klinten. I 3-D biografen vækkes det hele til live - fortalt med vid og bid. En ret storslået oplevelse for både børn og voksne.  
Bagefter kan du forcere Danmarks længste trappe ned til ’the real stuff’ på stranden – så skal der samles rav og fossiler! Og gider du ikke opturen, så bliver du bare oppe på broen, hvorfra der er en storslået udsigt!  

Andre stedbundne attraktioner med succes

Camping Møns Klint – har indrettet sig på naturens vilkår – og er nu kåret som en af Europas allerbedste campingpladser.

Danmarks Borgcenter i Vordingborg ligeså. Her får du historierne om kongemagt og kongeland – lige der, hvor det hele foregik. Her er Gåsetårn, borgruin – og blåt blod til alle!

Hotel Frederiksminde. Præstø er også med på vognen. På herregården Nysø kan man nyde en samling ægte Thorvaldsen, og bagefter snuppe en kop kaffe på byens gamle hotel ved vandet. I dag et tilløbsstykke som med michelin-bestjernet menukort tiltrækker et kræsent, gourmet-elskende publikum.

Nye initiativer

Camønoen – Kongerigets venligste vandrerute
Camønoen - også kendt som Kongerigets venligste vandrerute – er vores nyeste attraktion. 175 km -  ca. 250.000 skridt -  kan du vandre. I eget tempo gennem Klintekongens land, på stier i urskoven, ind i jættestuernes indre, tæt på grotteedderkoppen, på mark, langs strand, under Danmarks smukkeste stjernehimmel. Glæd dig til stille stunder i livets hastighed. Initiativet er båret af de lokale ildsjæle, som glæder sig til at byde dig velkommen i det lokale ø-liv. Du får kulturhistorien med i rygsækken – vi lover, at den ikke vejer ikke ekstra! Så sluk fjernsynet og snør støvlerne. Det vil du ikke fortryde. Camønoen bor her på museet. Er du blevet inspireret, kan du købe kort og ekstra grej her på museet.

Camønoen. Vidunderlige vandreture i livets hastighed. Hør om mulighederne her på museet.

Dark Sky – nattens teater
Med et buldrende nattemørke er øerne Møn og Nyord nogle af de få steder i Danmark, hvor stjernerne på nattehimlen virkelig kan ses.  Det har fået en arbejdsgruppe af lokale ildsjæle, til at trække i arbejdstøjet og gå efter den internationale certificering som Dark Sky Park.
Ligesom Geocenter og Camønoen er Dark Sky et eminent eksempel på, hvordan man kan skabe en fantastisk attraktion ud fra unikke stedbundne kvaliteter. Læg hovedet tilbage i den kulsorte mønske nat og nyd den strålende Mælkevej som en bue af lys henover stjernehimlen. Det er uforglemmeligt og ligner noget fra en Disneyfilm – men det er ren, rå natur… Og ved du hvad det bedste er? Dette nattens teater skader ikke naturen og det er helt gratis.

Nattens teater på Møns Klint er en uforglemmelig oplevelse. Og så er det helt gratis. (foto copyright: Thomas Ix)

Biosfære Møn – balance mellem menneske og natur
Biosfæren er det rum, hvor levende organismer trives på kloden, altså vand, land og luften. Biosfære-programmet handler om at menneskernes og naturens behov afbalanceres til gavn for begge.
Vordingborg Kommune ansøger nu UNESCO om optagelse af Møn og de omkringliggende vandområder i 'Man and Biosphere'-programmet. Det vil vi, fordi det giver os mulighed for at udvikle en unik natur, samtidig med at der er plads til både erhverv og arbejdspladser. 

UNESCO samler i biosfære-programmet verden rundt steder af unik natur, som ønsker at udvikle sig på en måde, hvor naturen og kulturen bevares, og menneskerne samtidig udvikler samfundet og erhverv. Det i sig selv er da fantastisk! Et biosfære-område er naturligvis formet af lokale forhold, netop derfor er hvert biosfæreområde helt unikt.

Optagelsen i UNESCOs biosfære-program vil være et kvalitetsstempel, der vil give øget opmærksomhed fra turister verden over. Men biosfære-programmet er bare så meget mere end turisme. Det vil skabe nye impulser indenfor uddannelse, arbejdspladser og erhverv samt tiltrække forskning. Ikke mindst vil det fremme biodiversitet i vores natur og samlet set skabe udvikling i landdistrikterne.