Vester Egesborg – specialiseret anløbsplads, produktionsplads eller stormandsgård fra yngre jernalder og vikingetid?
Vester Egesborg er en kystbaseret bebyggelse og dermed blandt de relativt sjældne anløbspladser fra yngre germansk jernalder og vikingetid (6.-11. årh. e.Kr.). Pladsen er ydermere blandt de største og fundrigeste af slagsen og adskiller sig strukturelt fra hovedparten af de kystbundne pladser i Danmark, Skåne og Nordtyskland, der hidtil er undersøgt og publiceret. De mange grubehuse, kombineret med flere langhuse, er træk, der minder om periodens betydelige lokaliteter som Tissø-komplekset og Aggersborg. Det kendetegner desuden Næs ved Vordingborg, hvor der i 700-800-tallet er fremstillet hørgarn i meget stor stil.
Som Næs har Vester Egesborg tydelige spor efter omfattende fremstillingsprocesser, ikke mindst hvad angår raffinering af jernluppe, som på et tidspunkt har været pladsens primære funktion. Tekstilfremstilling har også haft stor betydning, ikke mindst i vikingetiden. Der er desuden fremstillet glasperler, kamme af ben og tak, og der er støbt i sølv og bronze.
Vester Egesborg har indgået i netværk, som har strakt sig fra England og det vestlige Tyskland til Mellemsverige og Rusland og langs Østersøens kyster fra Polen til Slesvig-Holsten.
Vester Egesborg rummer både elementer som en specialiseret anløbsplads og som en produktionsplads. Samtidig er pladsen fundrig på en måde, der minder om periodens stormandsgårde som Tissø og Lejre. Analyser af Vester Egesborgs struktur og fundmateriale vil give en tiltrængt mulighed for en revurdering og nuancering af 15-20 år gamle modeller for de kystbundne pladsers forskelligartede roller i yngre germansk jernalder og vikingetid, både internt og i forhold til lokale, regionale og internationale forbindelser.