Det er med stor glæde, at vi her på Næstved Museum åbner dørene for en udstilling bestående af helt nye bud på produkter til Kähler Design skabt af studerende på kandidatuddannelsen for Keramisk Design ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).
Udstillingen kan ses på DesignMuseum Næstved i Boderne fra lørdag d. 20. januar til søndag d. 4. februar 2018.
Det er otte unge studerende på 1. semester af kandidatuddannelsen i Keramisk Design på KADK, der har arbejdet med den gamle Kähler arv ud fra Næstved Museums store og unikke samling af Kähler keramik. Med inspiration i selvvalgte værker eller kunstnere fra det historiske Kähler værksted, er eleverne blevet bedt om at fortolke disse i nye bud på designproduktforslag til Kähler Design rettet mod den nutidige kundegruppe.
Forslagene vil vise en stor bredde i både selve fortolkningerne og i anvendelsen af de keramiske og andre materialer. En del af forslagene viser glas og keramik sammen, da tre af de studerende også har speciale i glas - en kombination, der synes selvskrevet til Næstved Museum med vores store fokus på både keramik og glas.
Elevernes projekter er blevet til i tæt samarbejde med Næstved Museum og Kähler Design, og udstillingen her på Næstved Museum er derfor den ene af to udstillinger af elevernes projekter i Næstved - den anden del af udstillingen kan ses hos Kähler Design.
Her på museet vil eleverne fremvise deres projekter i tilknytning til de historiske ting, som har dannet udgangspunktet for projekterne og vægten ligger på selve udviklingsprocessen i form af skitser, modeller og en video, der præsenterer den enkeltes tanker og arbejde. Det vil desuden også være muligt at se de historiske Kähler-genstande fra museets samling, som eleverne har taget deres udgangspunkter i.
De færdige produktforslag vil kunne ses på udstillingen i Kähler Designs showroom.
Udstillingen i Boderne åbnes fredag d. 19. januar med en reception fra kl. 16.00-18.00, hvor alle er velkomne.