Ny særudstilling på DesignMuseum Næstved med projekter af designelever fra Vallekilde Højskole og Textilskolen i Holte.
Hvad er materialer egentlig for noget? Hvad kan materialer? Hvad kan de ikke? Har de specielle egenskaber? Og kan særlige materialer få os til at opføre os på bestemte måder? Alle disse spørgsmål og mange flere har designeleverne fra Vallekilde Højskole og Textilskolen i Holte kastet sig over i projektet Menneske og Materiale, som vi nu udstiller resultatet af på Næstved Museum.
Med opgaven at skulle: ”[…] udvikle et individuelt design, som forholder sig bevidst til materialeegenskaber og materialeforbrug” er eleverne fra de to kreative skoler, Vallekilde Højskole i Odsherred og Textilskolen i Holte gået til arbejdet på vidt forskellige måder. Som besøgende på udstillingen vil man komme helt tæt på de innovative designprocesser og kreative løsninger bag de færdige genstande.
Stort set alt, hvad vi omgiver os med består af noget, der enten er skabt, udvalgt, forarbejdet og bearbejdet. Alle de materialer, vi hele tiden mødes af, har deres helt egne kredsløb, hvor de bliver til, forbruges, opslides, tyndslides og ældes. Det er netop disse vilkår, der har dannet udgangspunktet for elevernes arbejder i udstillingen på Næstved Museum.
”To vigtige emner er på spil i opgaven, der ligger til grund for den nye udstilling på Næstved Museum. Nemlig hvor vigtigt det er, at man forstår, hvad de ting, vi omgiver os med, er produceret af, og det stigende forbrug i den vestlige verden”, udtaler leder af Næstved Museum Mette Bielefeldt Bruun. ”Vi glæder os til at vise de mange spændende bud på opgaven”.
Udstillingen åbnes med en reception søndag d. 10. december 2017 kl. 14.00-16.00, og kan ses frem til d. 30. december 2017.