DIY

De fleste ting kan i dag let købes i en butik eller på internettet. Det er imidlertid ikke alle, som ønsker at gå den lette vej - de foretrækker gør-det-selv-metoden.

DIY-kulturen (Do It Yourself) udtrykker i mange tilfælde en passion over for oprindelige håndværk og en udforskning af det muliges kunst i produktionen af hjemmelavede teknologiske produkter. Det er også en interesse for en anderledes levemåde, der går imod det hurtige rotationsprincip i det moderne forbrugersamfund, hvor anonyme varer på hylderne købes ind for efter kort tid at blive smidt ud igen.

Silvia Mini Create lampe. Vita Copenhagen. 2016. Akvarelpapir.

Med Silvia Mini Create lampen indbyder Vita Copenhagen til, at man udfolder sine kreative evner. Skærmens rene, hvide blade kan nemlig let dekoreres af  kreative sjæle. De små blade på lampen er lavet af akvarelpapir[6], og ved at male og tegne på akvarelpapiret kan man selv skabe sit eget kunstværk og design. Alternativt kan lampen bruges som en anderledes gæstebog. Mulighederne er uendelige, og enhver kan få mulighed for at customize sin egen lampe.

Drone Jar. Rucci Handmade Electronic Instruments. 2013. Glas, tre oscillatorer.

Få mennesker har fået mere ud af et syltetøjsglas end canadiske Michael Rucci. Med stor opfindsomhed har han bygget en synthesizer af tre kvadratbølge-oscillatorer, som et elektronisk kredsløb, der producerer et repeterende elektronisk signal. De tre sensorer, der gemmer sig inden i glasset, reagerer på lys. Når lyset rammer sensorerne, begynder glasset at spille en forvrænget, elektronisk lyd, som intensiveres i takt med lysets styrke[7]. Rucci fortæller, at hans Drone Jar virker som en slags fysisk software og  appellerer til musikere og andre, der eksperimenterer med lyd og musik.

Lego-drone. Flybrix. 2014-. Legoklodser.

Det amerikanske firma Flybrix™designer gør-det-selv-droner af legoklodser, der er sjove, farvestrålende og indbyder til leg. Flybrix™sælger pakker med løsdele, vedlægger en byggeanvisning og henviser til den gratis software på deres hjemmeside. I bedste Lego-ånd ansporer de til, at man selv bygger og samler sin egen drone[8].

Flybrix™ udtaler, at de har fokus på STEM Education. STEM står for Science, Technology, Engineering, Mathematics, og er en amerikansk læringsstrategi, hvor de fire discipliner kombineres i undervisningsforløb baseret på hands-on eksperimenter.

Baggrunden er, at man i USA, ligesom i Europa, oplever, at færre og færre unge vælger at uddanne sig inden for de naturvidenskabelige fag. Ifølge U.S. Department of Education var der på det tidspunkt kun 16% af de unge, der gik efter en STEM-karriere. Derfor lancerede Obama-administrationen i 2009 kampagnen "Educate to Innovate", der skulle inspirere de unge til at dygtiggøre sig inden for STEM.

Flybrix™ udtaler: "We are STEM educational focused, and believe the best way to learn science, technology, engineering and math is through trial and error."

Cigarbox Guitar. Jens Frederiksen (cigarboxguitar.dk). 2017. Cigaræsker.

Stor kreativitet udfolder sig på Møn, hvor Jens Frederiksen har sit værksted. Her skaber han guitarer, men ikke den traditionelle af slagsen. Frederiksen har derimod valgt at lave guitarer ud af alskens cigarbokse, som alle får hver deres unikke og finurlige look og lyd. Cigarboksguitarens historie går helt tilbage til 1800-tallets USA under den amerikanske borgerkrig, hvor guitarer af cigarbokse blev brugt af de sorte amerikanere, som ikke havde råd til et 'rigtigt' instrument[9]. Jens Frederiksen har dog taget designet et skridt videre ved at gøre det muligt at forbinde guitarerne til strøm og forstærkere.

Marble Machine. Wintergatan. 2016. Træ, glas, metal m. m.

Marble Machine (glaskuglemaskinen) er det, man kalder en automat. En mekanisk maskine, der fungerer ved automatisk at følge et forprogrammeret forløb. Maskinen virker ved, at der drejes på et håndsving og stilles på forskellige håndtag, der tilsammen får de 2000 glaskugler, elbas, hi-hat osv. til at spille det musikstykke, der er komponeret til Marble Machine.

De mekaniske maskiner havde deres højdepunkt i anden halvdel af 1800-tallet, hvor der blev produceret mængder af kukure, spilledåser og mekaniske fugle. I samme periode var dampmaskinen drivkraft i den begyndende industrialisering.

Marble Machine er en moderne automat og samtidig eksempel på såkaldt steampunk, en retning inden for kunst og kunsthåndværk, der hylder dampmaskinernes teknologi og æstetik fra storhedstiden i 1800-tallet.

Det tog Martin Molin fra den svenske musikgruppe Wintergatan, der egenhændigt har bygget maskinen, 14 måneder at konstruere og bygge Marble Machine. I konstruktionen indgår blandt andet 3000 skruer, 500 Lego-dele og 2000 glaskugler.

Wintergatan har givet koncerter over hele verden med Marble Machine, og i øjeblikket er den udstillet på Speelklok Museum i Utrecht, Holland.

Pixel Vision. 2016. Love Hultén. Træ, metal, plast.

R-Kaid-R. 2015. Love Hultén. Træ, metal, plast.

Svenske Love Hulténs egen fascination af de første videospil som Pac-Man eller Asteroids har inspireret ham til at skabe en moderne, håndbygget version til den dedikerede spilentusiast, hvor man også selv kan gemme sine egne favoritspil.

Pixel Vision og R-Kaid-R (Arcader) hylder begge de første videospil, der kom på markedet. Pixel Vision er inspireret af Game Boy Advance SP, mens R-Kaid-R er en håndlavet fortolkning af det klassiske arkadespil, som vi kender fra 1970'ernes grillbarer og biografer.

Triaccord. Love Hultén. 2017. Træ og acryl.

Triaccord er en ud af tre håndbyggede synthesizere baserede på de tre sanser - syn, hørelse og berøring. I dette orange eksemplar er der tale om en såkaldt theremin. Et elektronisk musikinstrument, der virker uden berøring, opkaldt efter den russiske opfinder Léon Theremin, der patenterede opfindelsen i 1928. Thereministen bevæger hænderne rundt om antennen, der så afgiver de mærkelige, lidt uhyggelige lyde, som man kender fra skrækfilm. Det er også i den genre, at musikinstrumentet har været anvendt mest. Blandt andet i temamusikken til TV-serien Midsummer Murders (Barnaby) er spillet med Theremin.