Om Museum Sydøstdanmark

Museum Sydøstdanmarks udgangspunkt er Næstved, Køge og Vordingborg kommuner, tre lokale kulturhistoriske museer og tre nationale museer. Med en rig samling, der spænder fra Holmegaard glas til Kähler keramik og en række historisk betydningsfulde steder som Vikingeborgen Borgring, Holmegaard Værk og Danmarks Borgcenter, har museet en unik position både nationalt og internationalt.

Museum Sydøstdanmarks vigtigste opgave er at gøre fortiden relevant og levende, at sikre en nuanceret og dækkende bevaring og overlevering af viden til kommende generationer og medvirke til dannelse og oplysning. Museerne skal give relevante historiske perspektiver på nutidige problemstillinger og vigtigst af alt, udvikles til et mødested, hvor mening skabes, debatteres og udfordres, hvor fordomme sættes under debat, og hvor holdninger ændres.

Museets strategi- og handlingsplan for perioden 2024-2028 sigter mod at løse ”opgaven”. Museets mission er samtidig at gøre historien levende og relevant for alle besøgende med specielt fokus på børn og unge og alle de der aldrig går på museum. Dette opnås gennem en række ambitiøse initiativer inden for formidling, samlingsudvikling og vidensudvikling, En central del af museets vision er fortsat at fungere som en værdiskabende kulturinstitution, der bidrager til både turisme og erhvervslivet i regionen og samtidig tager del i en bæredygtig udvikling.

Museet har forpligtet sig til at løfte det danske museumsvæsen ind i en grønnere fremtid gennem miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Dette omfatter alt fra reducering af klima- og miljøbelastning til fremme af kulturel og social udvikling gennem samarbejde med kommuner og andre institutioner. Derudover fokuserer museet på at skabe et attraktivt arbejdsmiljø for sine medarbejdere og styrke relationerne til de mange frivillige, der bidrager væsentligt til museets aktiviteter.

Museumsdirektør Keld Møller Hansen



Museum Sydøstdanmark
Museum Sydøstdanmark er en selvejende institution.

Museum Sydøstdanmark er et statsanerkendt kulturhistorisk museum med ansvar for kulturhistorien fra ældste til nyere tid i Næstved, Køge, Solrød og Vordingborg kommuner. Museet har tillige arkæologisk ansvar i Faxe, Stevns og Greve kommuner. Inden for sit ansvarsområde har museet et særligt fokus på kunsthåndværk og industrihistorie med udgangspunkt i Næstved, Vikinger med udgangspunkt i Køge samt middelalderborge med udgangspunkt i Vordingborg.

Museum Sydøstdanmark råder over den største og væsentligste samling af kulturarv fra Køge, Næstved og Vordingborg kommuner. Samlingen omfatter mere end 250.000 genstande, blandt disse en samling af national og international betydning af Holmegaard glas og Kähler keramik, samt tre kulturmiljøer af national og international betydning: Vikingeborgen Borgring, der er UNESCO-verdenskulturarv, Holmegaard Værk, Danmarks første, største og eneste bevarede glasværk samt Vordingborg borg, Danmarks største kongeborg med Gåsetårnet.

Kulturministeriet er museets offentlige hovedtilskudsyder.

Museet omfatter:

Tre lokale kulturhistoriske museer:

  • Køge Museum, Køge
  • Helligåndshuset, Næstved
  • Møns Museum, Vordingborg

Tre nationale museer:

  • Vikingeborgen Borgring, Køge
  • Holmegaard Værk, Næstved
  • Danmarks Borgcenter, Vordingborg

To associerede museer

  • Køng Museum, Køng
  • Museumsgården, Keldbylille, Møn

Nøgletal for museet 2023

  • Museets samlede omsætning var på 87,6 mio. kr.
  • Museet rådede over 156 medarbejdere svarende til 87 årsværk, heraf 37 fastansatte videnskabelige årsværk, hvoraf to var på ph.d. niveau
  • Museet havde 251.000 besøgende.

Vedtægter
Museum Sydøstdanmark arbejder efter museumslovens §15.
Vedtægterne afspejler den lovgivning – Museumsloven – som institutionen hviler på. Vedtægterne er den selvejende institutions grundlov, der fastlægger det formelle grundlag for dens virke, og som giver rammerne for dens virksomhed. Bestyrelsen defineres i vedtægterne og er sammensat på baggrund af Kulturministeriets anbefalinger.

Vedtægter

Samdriftsaftale
Der er udarbejdet en samdriftsaftale mellem kommunerne Næstved, Køge og Vordingborg og museet om museumsvæsenet, serviceniveau og budgetprocedure.

Mission

Museum Sydøstdanmark er et af landets største statsanerkendte museer og arbejder med arkæologi og historie i et lokalt, regionalt, nationalt og internationalt perspektiv. Museet kategoriseres minimum som et nationalt museum med kurs mod et internationalt museum.

Vi er et dynamisk museum, der forbinder fortid, nutid og fremtid. Vores mission er at gøre historien levende og relevant for alle. Gennem vores rige samlinger, formidling og forskningsprojekter i Køge, Næstved og Vordingborg ønsker vi at skabe en inkluderende oplevelse, der inviterer besøgende til ikke blot at se på historien, men at blive en del af den.

Vi forstår vigtigheden af at kende fortiden for bedre at forstå nutiden og forme fremtiden. Derfor arbejder vi på at være en værdiskabende kulturinstitution i udviklingen af Køge, Næstved og Vordingborg. Vi er en vigtig aktør for turismen og erhvervslivet i vores region, nationalt og internationalt.

Dette vil vi opnå gennem ambitiøse udviklingsplaner for vores museer forankret i vores rige repræsentative samlinger, formidling og vidensudvikling.

Vi forpligter os til at tage et medansvar for at løfte det danske museumsvæsen ind i en bæredygtig og grønnere fremtid.

Museum Sydøstdanmarks kvalitetsvurdering her 

Årsrapport

2023

2022

2021

2020

2019

2018