Oplev en magisk skov af stål og glas, når udstillingen Sound of Glass åbner i Holmegaard-salen
1. oktober – 8. november 2020.
Forestil dig den lyd, en glasflaske frembringer, når du sætter læberne til mundingen og blæser. Tonens dybde og klang afhænger af mængden af væske i flasken. Hvis flasken en fyldt, er tonen høj, men efterhånden som den tømmes, bliver tonen lavere.
Forestil dig nu en sal, hvor 800 glasflasker udgør trækronerne på 9 ståltræer i et magisk skovlandskab. Tilsammen udgør de en kæmpemæssig lyd- og lysinstallation, hvor alle træer spiller hver sin tone i en perfekt afstemt harmoni. Det er udgangspunktet for udstillingen Sound of Glass, der åbner 1. oktober i Holmegaard-salen på Holmegaard Værk.
Publikum slår tonen an
Bag værket står den svenske musiker, komponist og opfinder Joel Illerhag. Men selv om Illerhag har arbejdet i månedsvis på at kreere de nyskabende lydskulpturer specielt til Holmegaard Værk, er det i sidste ende publikum, der bestemmer, hvordan værket både lyder og tager sig ud.
Udstillingens skulpturer er nemlig interaktive og svarer med toner på publikums bevægelse. En sensor registrerer bevægelserne omkring det enkelte træ og aktiverer en kompressor, der puster luft ind i en af trækronernes glasflasker. Tonen varierer alt afhængig af vandmængden i flasken. Samtidig ændrer belysningen af træet sig både inde- og udefra. Resultatet bliver en fysisk og musikalsk opdagelsesrejse, hvor værket konstant genskaber sig selv i samarbejde med publikum.
“Skoven er blevet udgangspunkt for Sound of Glass, fordi jeg ønskede at skabe et kunstnerisk rum, der videregiver den oplevelse, jeg har derude. Den er et frit rum, og fra det frie rum blomstrer kunsten: musikken, formerne, lyset og menneskets overgivelse til sindets fantastiske dimensioner,” siger Joel Illerhag.
Rummets musikalske grundstemning er er skabt af den internationalt anerkendte musiker og komponist, Thomas Agergaard, som bl.a. består af lyden af rislende vand fra Holmegaard Mose, flygelmusik op taget på Holmegaard Værk og Joel Illerhags bankende hjerte.
Holmegaard-salens debut
De 800 glasflasker, der er brugt til installationen, er doneret af glasværket Ardagh, som er nabo til Holmegaard Værk. På den måde går der en direkte linje tilbage til udstillingshallens fortid som en del af det hedengangne Holmegaard Glasværk, hvor man bl.a. producerede denne type af glasflasker. Derudover har følgende givet støtte til projektet: William Demant Fonden, Statens Kunstfond, Mærk Næstved og Hatten. Holmegaard Værk åbnede 30. maj i år, og det er første gang, at museet tager den 650 m2 store Holmegaard-sal i brug. Den skal fremover rumme skiftende særudstillinger fra både ind- og udland.
Om kunstneren
Joel Illerhag, f. 1985, har en baggrund som musiker og er uddannet kontrabassist fra Det rytmiske musikkonservatorium i København. Han har de seneste år kombineret sin musikalske forståelse med sit stærke skulpturelle formsprog ved at skabe musikalsk-interaktive skulpturer. Dette placerer Illerhags værker som nogle af de absolut mest kraftfulde og nyskabende i det moderne kunstlandskab.
Adgang til udstillingen er inkluderet i den almindelige entrépris.